Livet er skrøbeligt, og jeg har været lidt stille det sidste døgns tid, i hvert fald på de sociale medier. Jeg vil fortælle om en dag og et menneske og et sammenhold og en sorg og en glæde i dag. Det kommer her.
For nogen tid siden startede jeg en lille indsamling her i vores ejendom, fordi jeg gerne ville have en legeplads til alle de børn der bor her og kommer her. Det var de fleste i ejendommen med på, og generelt er her bare en supergod stemning, gode mennesker og unge og gamle, store og små. En af dem der gav et stort bidrag, var vores vicevært Tom.
Jeg har boet her i ejendommen i lidt over et år nu, og jeg har aldrig fået en email fra ejendommen. Tom har været vicevært her i 50 år, og i sommers fejrede vi alle sammen hans 80 års fødselsdag. Tom læser ikke sms, og han sover mellem kl. 12-14. Men udover det er han top-opdateret på ejendommen, kender alle, og jeg tror halvdelen af Lyngby kender ham.
Hver eneste gang skraldebilen kommer, så har Tom sat alle containerne ud, og har sat sodavand til skraldemændene. Hver. Eneste. Gang. Han har plantet træer og blomster i hele gården, passer og plejer, fejer blade, nusser, følger med i alles liv i ejendommen og har taget virkelig godt imod pigerne og mig. Og da jeg sidste år til jul virkelig var på røven, hørte han om det fra en anden, og kom forbi, bankede på, gav mig 500 kroner og slik og chokolade nok til resten af året. Jeg blev simpelthen så rørt.
Han har helt sikkert ikke altid været nem at danse med, og jeg ved mange også har haft deres ture med Tom. Jeg har kun haft en enkelt, og vi fandt hinanden hurtigt igen. Men jeg kender det jo godt fra mit eget liv. Man er aldrig bare kun god eller kun ordentlig eller kun noget som helst, og det er noget Tom minder mig om.
I går blev legeborgen så leveret foran min dør. På en palle. Heldigvis havde en af håndværkerne spottet mit ansigtsudtryk, så han kom hen til mig og sagde ”vi skal nok flytte det om i gården for dig inden fyraften”. Jeg elsker mennesker! Jeg sagde vi skulle i gang nu og at jeg var megataknemmelig, og så fiksede han lige en palleløfter og min stedfar og jeg (og Selinna) fik fragtet pallen om i baggården.
Resten af dagen, og aftenen, gik med at samle legehuset. Min paps og jeg vendte og drejede tegningerne, og til sidst fik vi gjort det rigtigt. Troede vi. Men nej, først da en af naboerne, som også er tømrer trådte til gik det stærkt. En anden nabo kom forbi med kaffe og øl. En tredje nabo kom forbi med god stemning. Så kom Maria ned, en af mine andre naboer i ejendommen og spurgte om ikke lige hun skulle tage mine piger med op til hende og hendes børn, så havde jeg hænderne fri lidt. Det var en kæmpe succes. Bagefter kom hun ned med pizza til de hårdtarbejdende. Den højgravide kone til tømreren kom forbi med godt selskab og hygge, og i det hele taget var det bare enormt fantastisk at bygge legeborg i så dejligt et selskab (med Corona-afstand) med sine naboer. Det gik op for mig hvor vigtigt det fællesskab faktisk er for mig.
Bip bip. En sms tikkede ind midt i det hele.
”Tom er gået bort i dag”. Midt i den gode stemning. Det var godt nok en mærkelig følelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige noget til de andre eller ej. Jeg tiede stille med det en times tid, indtil der opstod en lille kaffepause, og så sagde jeg det til de andre. Nogle vidste det i forvejen, nogle gjorde ikke. Der var lidt stille, vi ærede øjeblikket. Og så arbejdede vi videre. En anden nabo, og veninde kom ned, vi græd et par tårer, og snakkede lidt om situationen. Det var så surrealistisk at stå der midt i det gode naboskab, og så fløj ham der har bragt sjælen ind i den gamle ejendom op i himlen midt i det hele.
Klokken blev mange, natten blev sort og vi sagde godnat alle sammen. Jeg tog pigerne med op i seng. Emmalia lå i min ene armhule, Selinna lå i den anden. Det er kun ganske få dage siden vi læste en bog om sorg, fordi Tom for blot et par uger siden fik at vide at han kun havde 2 år tilbage at leve i, fordi pigerne (og jeg) er rigtig glade for Tom, og fordi jeg gerne ville forberede dem på at han måske ikke er her så længe mere. Deres første møde med den store sorg.
Det blev så i går. Så jeg lå med dem tæt på mit hjerte, pigerne, og spurgte dem om de kunne huske bogen om sorg. Det kunne de godt. Vi snakkede lidt om bogen og så fortalte jeg at de jo godt vidste at Tom var blevet syg, og det var derfor vi havde hjulpet Tom med at feje blade ude i gården den sidste uge. Det kunne de godt. Så fortalte jeg dem at i dag var Tom død. Han var blevet meget meget syg, og til sidst havde han valgt at slippe livet og sin krop, og nu var han fløjet op i himlen og var blevet til en stjerne. Og deroppe kan man se det hele. Emmalia græd meget. Selinna græd lidt med, selvom hun ikke forstår det endnu. Men Emmalia gør. ”er han så også død i morgen mor?” og ja, det er han skat.
Hver eneste morgen, når vi skal ned til ladcyklen og af sted har pigerne og Tom mødt hinanden med krammere og glædesråb. ”TOOOOM!”, og nu er der tomt. Jeg forstår sorgen og jeg deler den med dem, så vi græd alle tre og det var okay.
Jeg er selv fra et hjem hvor vi altid har talt meget åbent om døden, ligesom vi taler åbent om livet. Jeg ved hvordan min mor vil begraves, hvad der er vigtigt for hende i forbindelse med døden og hvad der ikke er. Og faktisk holdt vi min morfars begravelse allerede inden han døde, fordi vi synes det var synd for ham han ikke kunne være med og høre alle talerne. Jeg glemmer aldrig den aften. Min morfar klukkede af grin hele aftenen og græd glædestårer. Han sad sammen med sin gamle ven Vagn og hele familien skålede i gammel dansk og holde taler for den dukke vi havde lavet af en udstoppet Winner-joggindragt og et hoved af en badminton ketcher. Morfar og Vagn flød i seng omkring klokken 4 om morgenen, og alle havde haft en vild aften.
Den dag vi så rigtigt var til min morfars begravelse, flere år senere, havde han jo selv været med til generalprøven, og det lagde bare sådan en varm og hjertelig stemning over morfars rigtige begravelse. Vi havde alle sammen fået sagt det vi gerne ville sige og vi vidste han sad oppe i himlen med en nordsø olie og råbte et eller andet med at vi sgu ikke skulle sidde der og hænge med mulen, mens vi nød den snaps han havde gemt til sin rigtige begravelse.
Det skal mine børn også lære. Hvis vi skal leve livet, så skal vi også have døden med og kunne tale om at det hele slutter en dag, og at vi derfor skal huske at være taknemmelige for det vi har.
Vi fik et år sammen med Tom. Vi fik den bedste velkomst med blomster og masser af omsorg. Mange her i ejendommen har haft 30, 15 eller 50 år med ham. Jeg snakkede med ham så sent som i torsdags, og han var den samme som han hele tiden har været. Vi fulgtes med ham hjem fra Netto, og da vi kom om i baggården stod håndværkerne og holdt en lille pause. Da de fire unge gutter fik øje på Tom, slog de armene ud og råbte ”TOOOM! Hvor fanden har du været?” med de største smil på læberne og i øjnene. Og Tom forklarede at han ”lige var ramt af den skide sygdom der, men at han havde det meget bedre”. Og sådan var det med Tom, alle kendte ham og han kendte alle. Og det er virkelig et dejligt sidste billede af ham.
I dag fik vi bygget legeborgen færdig og alle ungerne er glade. Jeg har bestilt et lille messing skilt til legeborgen, hvor der bare står ”Tom” på, og det skal op på borgen, fordi den kom op den dag Tom sagde farvel til livet. Og det hele foregik i den ånd og den sjæl han har lagt i ejendommen. Jeg kan stadig mærke ham i bygningen. Det er dejligt.
Må du hvile i fred deroppe Tom, og hvis den store skaber har noget der skal fixes, så har han helt sikkert dit nummer.
Knus
Frejamay og pigerne
