Derfor er jeg blevet hjemmepasser

As we speak sidder jeg i mit hjemmekontor og skriver imes Selinna drikker varm kakao med flødeskum og leger lægehus med en køkkenvægt og en meget stor elefant, som har slået sig på knæet. Og sådan ser vores hverdag ud frem til april 2021, for jeg har taget Selinna ud af vuggestuen og holder hende hjemme indtil hun skal starte i Emmalias børnhave.

Guderne skal vide at det ikke har været nemt for vores familie at mødes med institutionslivet. Emmalia har gået 3 steder (vuggestue, dagpleje, børnehave) før vi fandt det sted der var vores perfekte match. Til gengæld er hun virkelig landet et sted der er som designet til hende. Jeg har virkelig måtte lytte hårdt efter min mavefornemmelse og måtte finde den store tillidspakke til at det nye valg var det rigtige. Alle de valg jeg har truffet har været de helt rigtige, for vi er blevet klogere hver gang, og så har vi kunnet vurdere hvad næste skridt var, hvis der var et næste skridt.

Begge mine børn er vokset op med stort set kun at være sammen med mig 24/7.De har selvfølgelig haft far og momse og morfar, familie og venner, men jeg er deres anker, og måske er det derfor det har været svært at skifte til et dagtilbud da den tid kom. Begge mine børn er startet ”sent” (jeg synes jo selv det er tidligt), og i en alder af ca 1,5 år.

Selinna startede et rigtig fint sted, og vi havde et godt samarbejde. Hun trivedes bare ikke, og det var meget svært for mig at genkende det billede der blev tegnet af Selinna dernede, i forhold til den Selinna jeg, min sundhedsplejerske, familien og vores omgangskreds havde af hende. Jeg kender Selinna som nysgerrig, modig, et socialt væsen og som opsøgende og modig. Hun har et kæmpestort omsorgsgen og er meget optaget af at alle har det godt. Hun er livsglad og hjertemodig og har ingen problemer med at kaste sig ud i nye ting. Selinna i vuggestuen skulle altid sidde med en voksen, turde ikke slippe, blev angst og ængestelig og havde ingen kontakt til de andre børn. Det kunne jeg ganske simpelt ikke leve med.

Så for et par måneder siden tog jeg hende ud og havde hende hjemme indtil vi fandt en ny institution. Det gjorde vi, og det lød supergodt, og vi havde faktisk en ret fin start. Selinna røg i ”det gamle” ængstelige mønster på vejen hen til første dag i den nye vuggestue, men så snart vi så stuen og de andre børn, så slap hun fuldstændig, og var den livsglade pige jeg kender. Hun var både opsøgende i forhold til de andre børn og voksne, og slap mig allerede den første dag. Det var virkelig dejligt at se. Hun afkodede hurtigt rutinerne på stuen, håndvask, morgensang og hvornår vi skulle på legepladsen. Hun fik hurtigt nye venner og var ivrig efter at fortælle personalet hvad hun oplever i sit liv og hvad der fylder i Selinnas hverdag. Det var en kæmpe lettelse.

Men …

Med stigende smittetryk og med de forhold der nu engang er på stuerne, personale der bliver syge (som alle os andre selvfølgelig) osv, kunne jeg bare mærke at jeg simpelthen ikke var klar til en omgang mere, og at jeg ikke orkede endnu en alt for lang indkøring hvor jeg alligevel har Selinna hjemme halvdelen af tiden. Det ville være synd for hende. Stedet havde også nogle meget anderledes tilgange til børnene, overhovedet ikke forkerte, bare langt fra min måde at gå til mine børn på, og det gap var bare ikke acceptabelt for mig.

Jeg har mulighed for at have hende hjemme, selvom det på ingen måde er en optimal løsning. Jeg mangler i forvejen tid, tid til arbejde, tid til studie, og jeg havde ærlig talt glædet mig til igen at få bare lidt sammenhængende timer dagligt til at få produceret noget. Men altså, de sidste 5 år har jeg været vant til at arbejde om aftenen, og hvad gør et halvt år fra eller til?

Så Selinna er nu stoppet og går ikke længere i vuggestue, til gengæld starter hun i Emmalias børnehave næste år, og de når lige at få en måneds tid sammen inden Emmalia skal starte i skole. Det er den helt rigtige løsning, også selvom det ikke var drømmescenariet. Men man er nødt til at kigge på hvilke familie man er, hvilke behov der er, hvilke muligheder der er, og så kan ret meget lade sig gøre, hvis man omstiller sig lidt.

Selinna er supergod til at lege alene, så jeg kan faktisk godt få 1-2 timer hvor jeg (med få afbrydelser og et øre på hvad hun laver) får skrevet lidt elelr besvaret mails osv. Vi er ude hver eneste dag, enten på cykel eller med klapvogn, og Selinna er et møde-venligt barn (modsat sin storesøster :D ), så jeg kan både have korte zoom-møder og fysiske møder hvor hun er med.

Og det vigtigste af alt: det fungerer faktisk for os begge to.

Vi ser stadig børn og jævnaldrene, vi har en masse gode venner i vores gård og Selinna er tit sammen med kusiner og børn hun møder rundt omkring på legepladser, og så snakker vi generelt bare en del med folk vi møder på gaden og i butikker, så alt er faktisk godt.

Så fra at være ufrivillig hjemmepasser, er jeg nu blevet frivillig hjemmepasser det næst halve år, og det ender med at alle vinder på det. Emmalia kommer af sted og har en dejlig hverdag i sin børnehave (som v i alle knuselsker), Selinna og jeg henter hende tidligt, og så har vi nogle gode timer sammen, og aftenerne er mine, hvor jeg kan arbejde og kan lade op og nyde roen. For ja, man kan godt få pip af at være sammen med sine egne børn. Jeg kan i hvert fald. Men overall går det dælme godt.