Derfor har jeg fortalt mine børn om det med kræft
Det her er et blogindlæg jeg ikke havde regnet med at jeg skulle skrive. Men det skal jeg, fordi jeg for snart 20 år siden tog en beslutning om ikke at sidde alene med svære emner i mit liv, fordi jeg har 20 års erfaring med at dele både tabubelagte emner og livsbegivenheder som jeg ved mange kan spejle sig i, men som måske ikke lige så mange snakker åbent om. Og fordi det fylder meget i min krop og i mine tanker, for ”kræft” er et ord der vækker en masse ting i os, og i dag lærte jeg at det også vækker meget i mig.
Intuitionen der ikke ville tie stille
Det begyndte for et par uger siden. Huden føltes mærkelig, og langsomt voksede der et sår frem. Jeg havde ikke ridset mig, kradset mig eller slået mig, så såret kom ligesom bare indefra huden, og det opførte sig meget anderledes end sår jeg har haft før. Jeg vidste det allerede der, men slog det hen igen og igen. Det går nok over. Det går nok væk. Det går nok i sig selv.
Tiden gik, og såret gik ikke væk, til gengæld voksede det og fyldte mere under huden end det skulle. Det skallede også lidt af som sår ikke plejer at gøre, og jeg endte med at tage et par billeder og sende dem afsted til min læge. Jeg skrev at jeg egentlig ikke selv var bekymret, men at jeg gerne ville have det tjekket for en sikkerheds skyld. Min læge svarede efter weekenden og bad mig bestille en akut tid. Det var så i dag.
Selvom jeg ikke var nervøs, vidste jeg det godt. Jeg skrev til min veninde i går aftes at jeg faktisk overhovedet ikke er i tvivl om at det er forstadiet til hudkræft. Jeg kender min krop rigtig godt. Jeg kender sår og underhud og ved hvordan min krop opfører sig, og uanset hvor meget jeg har ignoreret og slået hen med ”pjat med dig”, så har min intuition bare stået og smilet overbærende på sidelinjen og ventet på at jeg var klar til en kammeratlig samtale. Og i går aftes, i min samtale med min veninde tog jeg intuitionen alvorligt. Jeg ved hvad det er, jeg læser op på det på nettet, og jeg er klar til at få svaret ved min læge i morgen. Aftenen gik med at få tiden til at gå, overspringshandle, og vente på at i dag blev i dag.
Lægen og ”ej ikke alligevel”
”Du er nummer 6 i køen”. Efter lidt ventetid fik jeg en tid kl. 10.15 samme dag, og så var tiden mulig at rumme igen. Jeg kom hjem, min mor kom for at hente min datter, og jeg nåede at sige til min mor at det måske alt sammen er noget pjat, måske er det ikke noget og måske er jeg bare et pyllerhoved. Min mor slog det hen med det samme og sagde at det alt sammen er helt fine tanker at have, men at det ikke ændrede en dyt på at det sår skal tjekkes. Og min intuition stod der på sidelinjen og smilede overbærende igen og hviskede ”nice try”. Og så gik jeg til lægen.
Min læge og jeg skulle lige sludre om hvad der var sket siden sidst. Jeg elsker min læge. Hun tog en forstørrer-dims der kan tage billeder og fortalte at hun med det samme ville kunne se om der var tale om forstadie til hudkræft. Der gik kun et kort øjeblik og hun bekræftede det jeg allerede godt vidste: den er god nok, det her er ikke et almindeligt sår, det er forstadie til hudkræft. Min intuition var helt rolig, og det var resten af mig egentlig også, for jeg vidste hvad det var, og jeg havde vidst det hele tiden.
Min læge fortalte at hver 5. dansker får det her forstadie, at det ikke er farligt, at der er gode behandlingsmuligheder, at jeg gjorde det helt rigtige ved at tage kontakt, at jeg jo havde helt ret i det jeg havde set og mærket, og at vi nu starter med at fryse såret væk, holder øje, og hvis det ikke virker er der creme og hudlæger og skære og og og. Der er ingen grund til at være bange. Vi snakkede om at når man hører ordet ”kræft” så starter der en indre powerpoint med hårtab og indsunke øjne og kemo og indsamlingsshows og begravelser og sorg og savn. Det gjorde der også hos mig, og selvom det måske udefra set ser ud som om jeg ”keeper mit cool”, så har jeg været igennem alle tanker om hvad der skal ske med mine børn, min datters hjemmeskoleliv, om jeg er glad for hvor jeg er nået til i mit liv (det er jeg) og 1000 andre tanker. Så jeg har åbnet den dør, men jeg har også lukket den igen. Jeg lever i forvejen det liv jeg selv har valgt, og jeg er vant til dagligt at forholde mig til ”hvis jeg døde i dag, ville jeg så være stolt over mine valg, mine beslutninger og mine øjeblikke med de mennesker jeg elsker og har tilbragt tid med i dag” og langt de fleste dage er svaret ja. Langt langt de fleste.
Lægen frøs min hud, der er lagt en plan, og jeg går i seng i aften med ro i hjertet. Jeg har taknemmelighed i hele kroppen over at vi har et kompetent og dygtigt sygehusvæsen som vi alle sammen bidrager til. Jeg har en dygtig læge. Jeg var godt informeret om hudkræft og forstadier til hudkræft inden jeg gik til lægen. Jeg føler mig hverken syg eller anderledes end jeg gjorde i går. Jeg ved at jeg skal oppe mit solcreme-game betydeligt, og det bliver ikke svært ovenpå den her lille krølle i livet. Lidt mere hat, lidt mere solbriller og lidt mere skygge midt på dagen, og så holde øje med såret og god kontakt til min læge. Og nu til det jeg egentlig ville med mit blogindlæg, nemlig dele årsagen til at jeg i dag har valgt at fortælle den her oplevelse til mine børn.
Derfor har jeg fortalt mine børn om det med kræft
Jeg har et ret fint forhold til ærlighed i relation med mine børn. Det betyder ikke at jeg fortæller mine børn alting, men hjemme hos os er der højt til loftet, der er en forståelse for at vi sanser stemningsskifte hos hinanden, og jeg er af den opfattelse at mine børn er en del af hele mit liv, ligesom jeg er en del af hele deres, og i en familie deler man både det superfede, men også det supersvære. Vi piller dramaet ud af tingene og forholder os til de ting der sker i livet sammen, i børnehøjde og ærligt. Derfor var det en totalt nobrainer for mig at selvfølgelig skal mine børn vide hvad jeg er gået igennem. At der ikke er noget at være bange for, og hvorfor jeg kommer til at blive lidt mere rigid i forhold til solcreme og skygge fra nu af. Herhjemme snakker vi også om døden og krige og om alt mulig andet der er en del af at leve på denne jord. Vi gør det på en måde hvor nysgerrighed altid er velkommen, men uden at male fanden på væggen eller at tage håbet og lyset fra hinanden.
”Kære skattebasser, der er noget jeg gerne vil dele med jer” sagde jeg da vi sad og spiste aftensmad og der var ro på. De kunne høre på mit tonefald at jeg ville sige noget vigtigt. ”Jeg har haft et sår ved mit ene øje/på næsen i nogle uger, som ikke ville hele. Jeg har set det lidt an, men da det ikke rigtigt helede skrev jeg til min læge og sagde jeg gerne lige ville have det tjekket. Det skrev min læge var en god idé og så bad hun mig komme i dag. Så i dag var jeg til lægen, og hun tjekkede såret, og det viste sig at såret var et forstadie til hudkræft, og at det var rigtig godt jeg var kommet op til lægen. Forstadie betyder at det ikke er nået at blive til kræft, og hun har i dag frosset såret med sådan en frysedims der slår såret og forstadiet ihjel, så der er ikke noget at være bange for og min hud bliver helt fin igen”.
Tårer grin og spørgsmålene
Der blev grædt lidt. Der blev stillet 35 spørgsmål, og 15 minutter senere sad vi og grinede sammen igen og alt var godt. Nu ved begge mine børn hvad der sker. Jeg kan tale frit om i dag. Mine børn ved de kan stille alle de spørgsmål de orker. Jeg tror ikke de har flere i sig lige pt, men i deres vilde børnehjerner kan spørgsmål opstå ud af det blå, og jeg tager imod dem alle med kyshånd. Der er ikke noget drama. Der er ikke nogen der har kræft. Det er godt at få ting tjekket i god tid. Det er godt at spørge om hjælp, og det er godt at tale åbent om de ting vi møder i løbet af livet. Det er sådan de kender mig, og det er sådan jeg håber de selv går til livet den dag jeg slipper eller ikke er der som primær guide længere. Det føles fuldstændig rigtigt, og derfor kan jeg naturligvis også skrive dette blogindlæg, for der er helt rene linjer i alle retninger, og dem der skulle vide besked undervejs, de vidste besked, og da jeg selv var landet, kunne jeg tage mine børn med, og nu er alle med ombord.
Mit mål er ikke at gøre den her historie hverken større eller mindre end den er. Jeg har haft store følelser indeni de seneste uger, jeg har ladet følelserne være der og accepteret dem, jeg har pillet overtænkningen ud af det. Either way, det er præcis hvad det er, hverken mere eller mindre. Jeg har aldrig stået i den her situation før, men jeg har et tæt samarbejde med mine værdier, mit hjerte, min intuition og min sunde fornuft, og som hold er vi nået hertil i dag hvor jeg kan fortælle den her historie åbent, trække vejret dybt og sukke et lettelses suk. Nu er det overstået, velvidende at det er der og at der skal holdes øje, men der er veje at gå, og jeg skal aldrig gå dem alene. Og hvis det her bliver det sidste punktum i den her lille historie, så er jeg glad for alle mine beslutninger i den og at mine børn er med mig, at de er trygge, ved der er styr på det hele og at der ikke er nogen der skal dø af noget anytime soon. Selvom de også har nået at planlægge hvem der skal have den lyserøde blazer og de lyserøde sko, hvis det nu er at der skulle ske mig noget.
Jeg elsker at mine børn allerede nu kan finde både tårer og latter i livets sværere afdeling, og at vi kan fjolle og pjatte to minutter efter vi har krammet og grædt og forholdt os til så alvorligt emne som kræft.
Så. I sårbarhed og styrke deler jeg denne lille begivenhed. Vi er alle 3 okay. Jeg har de bedste og mest støttende mennesker omkring mig og min familie, og mit hjerte er fuld af håb, glæde og taknemmelighed over fremtiden. Måske lidt mere end før endda.
Tak fordi du læste med.
Husk solcreme!
