Året 2020 startede med at jeg solgte alle vores spisestuemøbler. Det kan du læse om i det her indlæg. Det handlede mest om grounding, og så handlede det om at sige farvel til noget skidt uden at have et alternativ. Derfor besluttede jeg at vi skulle spise på gulvet i en periode og se hvor det bar hen. Det valg har fået mange op af stolene (høhø), og jeg har fået et hav af spørgsmål. Dem har jeg besvaret i det her indlæg: Læs ALLE spørgsmål og svar om livet uden spisebord her (i mit spørgsmål og svar indlæg). MEN, nu er der sket nyt i sagen, er du klar?
Selvom det var fantastisk at sidde på gulvet og spise, så kunne jeg efter et par uger mærke et behov. Et behov som ikke blev dækket af at sidde med tallerkner og gryder på gulvet. Og efter lidt søgen efter inspiration på instagram så fandt jeg simpelthen løsningen, og i går aftes ankom mit nye spisebord, som jeg har købt brugt gennem facebook marketplace. Men det er et specielt et.
Behovet var nemlig IKKE at sidde på stole. Behovet var at kunne dække et bord. Jeg er blevet alt for afhængig af at sidde på gulvet, min krop kan mærke en kæmpe forskel allerede, alle de fordele jeg nævner i “spørgsmål og svar” indlægget er kun blevet bedre, og nu har vi haft gæster til spisning to gange siden i går aftes (ja vi lever det vilde liv!), og det har simpelthen været så hyggeligt at sidde med både børn og voksne og meget voksne rundt om vores nye fantastiske spisebord.
Så. Lille udvikling, samme lækre fordele. Og på en eller anden måde føles stuen totalt fuldendt nu. Perfekt indrettet til vores familie, vores værdier og til lejligheden og de muligheder der er. Det er SÅ fedt. OG jeg kan dække et bord, have stearinlys stående, og sidde på gulvet, og arbejde med min computer ved det nye spisebord. Det fungerer simpelthen så godt. Og så købte jeg simpelthen det flotteste vintage-bord til en virkelig lav pris, selvom det kostede 4000 fra ny og næsten ikke var brugt. Jeg er svært tilfreds med min indsats og min investering.
Hvad sagde gæsterne? De synes alle bare det var fedt, både børn og voksne. Og min unge stedfar på 70 somre, han sad der også og spiste uden problemer. Og jeg har prøvet at hjernevaske ham lidt til at sidde mere på gulvet, for der ER mange sundhedsmæssige fordele ved at sidde på gulvet. Stole er ikke til mennesker. Læs mit indlæg, jeg linker også til forskning på området. Det er ret interessant læsning.
Og sådan er det jo med alting, vi tager et skridt, vi lærer noget, vi justerer, vi lærer noget nyt. For mig er det vigtigt at rykke hurtigt når jeg mærker at noget er off. Vores runde, hvide, trælse spisebord og de stole der hørte til, de var simpelthen off. Og uden at have en anden løsning skulle de ud. Nu, en måned senere, har vi den fedeste løsning. En løsning jeg ikke kunne have tænkt mig til hvis jeg var blivet siddende “i det gamle setup” uden at slippe. Vi skulle slippe først. Sælge møblerne. Mærke hvad der skete, og nu er vores skønne stue over al forventning. Og pigerne elsker det, vores gæster elsker det og JEG elsker det.
Hvis du gerne vi snuse lidt til det her med at spise på gulvet, men ikke er klar til at sælge din spisestue, så inviter eventuelt familien på aftensmad på gulvet et sted i jeres hjem. Bare for at prøve det. Bliv eventuelt enige om at gøre det i 3 dage eller en uge, for virkelig at mærke hvad det giver i forhold til ro (især børnenes), nærvær, hvor længe i sidder sammen når i spiser og hvordan jeres kroppe har det med at sidde der. I challenge you :)
Hvad med dig, bruger du meget tid på gulvet?