Nu er jeg blevet kaldt det så mange gange, men jeg har faktisk aldrig slået ordet op i en ordbog. Så det gør jeg nu. “Kontroversiel”, omstridt, noget der er delte meninger om, grænseoverskridende og opsigtsvækkende. Kontroversiel. Og netop det at være kontroversiel, det vil jeg gerne dele en blog om i dag. Nu ved jeg også hvad ordbogen siger “kontroversiel” betyder.
Kontroversiel. Det kan være alt lige fra valg af tøj, valg af kæreste, valg af livsstil, valg af job, uddannelse, eller mangel på samme, valg af mad, valg af frisure (jeg glemmer aldrig hvor vilde reaktioner jeg fik på at jeg klippede mit eget personlige lange hår ultrakort), og valg eller fravalg af alt muligt andet i livet. Alle der har fravalgt alkohol, og som bor i Danmark ved hvad det vil sige at være “kontroversiel”. For man skal dælme have en god forklaring klar hvis man ikke drikker alkohol i Danmark.
Så når jeg forholder mig til om vi egentlig skal have et spisebord, så er det fordi jeg kommer til at tænke på hvorfor vi har et spisebord. Og om jeg synes det er en god ide at have sådan et. Når jeg forholder mig til hvordan mine børn skal opdrages, så er jeg nødt til at spørge mig selv hvilke værdier jeg ønsker at give videre og hvad mine børn skal have med i rygsækken når de bliver myndige og skal ud og klare sig selv. Der er mange ting jeg ikke kan give dem, men der er dælme også mange ting jeg kan, hvis jeg er bevidst om at jeg har en vis indflydelse på hvordan de kommer til at klare sig i livet.
Så er det kontroversielle at forholde sig, eller er det “bare” det at gøre noget anderledes? Som at leve uden spisebord, blogge om livet eller hoppe i vandpytter? Og er det positivt eller negativt?
Jeg tror lige det går op for mig, i skrivende stund, at jeg synes det er positivt. Det kontroversielle får dig og mig til at tage stilling. Og det har vist aldrig været skidt. Jeg er en der er nem at elske eller hade (og det gør folk jo - begge dele). Og det er okay. Det er ikke noget jeg gør med vilje, det er ikke sådan at jeg sætter mig ned hver mandag morgen og skriver en liste over 10 kontroversielle ting jeg skal gøre eller skrive om i denne uge. Det kommer ligesom bare helt af sig selv. Det der med at forholde sig (mig) til livet og hverdagen og de ting vi gør, og om jeg synes de ting vi gør giver mening eller ej. Og hvis ikke de giver mening, så ændrer jeg dem bare, også selvom andre synes det er mærkeligt. Som eksempelvis at sidde på gulvet og spise i stedet for at have et spisebord og spisebordsstole.
Men. For der er et men. Jeg har lært at det er vigtigt at sætte sig ved det rigtige bord når man er sådan en som mig der er “kontroversiel”. Jeg har i alt for mange sammenhænge sat mig ved det bord hvor der er mange (vigtige, forstås) regler for hvordan man skal og bør være og indrette sig i livet. Og når man sidder ved et forkert bord, hvor bordet er fyldt med mennesker der er helt modsat af dig selv, så kommer du hurtigt til at føle dig (utrolig) meget forkert. Du kan endda komme til at skabe en grundleveregel for dig selv om at du er forkert hver gang du ser verden helt anderledes end andre ser den. Og så begynder du selv at fortælle dig at du er forkert.
Men i virkeligheden handler det bare om at du har sat dig ved et forkert bord. Og nej, jeg siger ikke at vi kun skal sidde til bords med dem der er ligesom os selv. Det tror jeg ikke er særlig sundt. Men det er heller ikke særlig sundt at sidde ved et bord hvor ingen er som os selv, og hvor vi hele tiden skal forsvare vores verdenssyn, eller hele tiden er til eksamen i at være rigtig eller forkert, blot fordi vi er anderledes eller “kontroversielle”.
Jeg har siddet alt for længe ved et bord jeg slet ikke skulle sidde ved. Og det er virkelig det årsskiftet handler om for mig. At jeg skal bruge markant mere tid sammen med andre kontroversielle mennesker, at jeg skal sætte mig ved et bord hvor festen er sjov, og ikke hvor jeg føler jeg sidder på anklagebænken hele tiden, og skal forsvare den jeg nu engang er og har valgt at være. Og det følte helt utrolig rart at have forladt det forkerte bord. Jeg har ikke sat mig et nyt sted endnu, jeg går stadig lidt rundt og leder, men der er allerede kommet nye mennesker hen og har hilst på, fordi det er hvad der sker når vi rejser os og forlader det forkerte bord. Når der ikke er mere næring, når festen den er slut, så skal vi et nyt sted hen og sidde. Og nogen gange tager det lidt tid og lidt flere forkerte borde, før vi finder et bord der passer præcis til den vi nu engang er.
Og jeg ved godt jeg skriver utrolig meget i metaforer lige nu, men jeg synes billedet af bordet er godt. Mange af de ting der gør mig til “en kontroversiel” person, gør jeg ikke for at være kontroversiel eller grænseoverskridende eller på tværs eller for at irritere dig. Jeg gør dem udelukkende for mig selv fordi de føles rigtigt. Hvad skulle jeg ellers gøre? Være mit hjerte utro for at andre kunne få det bedre? Det er jo dumt. Og spild af tid og liv.
I virkligheden ville jeg ønske flere stod ved sig selv. Jeg får af og til (læs: ofte!) kritik for at være kontroversiel. Jeg fik enormt meget kritik da jeg valgte at føde mit andet barn hjemme, selvom det gik imod sygehusets anbefalinger. Jeg fik kejsersnit første gang jeg fødte og så “Må” man ikke føde hjemme. I hvert fald ikke ifølge deres anbefalinger. Når jeg så vælger at følge mig selv, i stedet for deres anbefalinger, så er det virkelig ikke for at være på tværs eller kontroversiel. Nej. Det er ganske enkelt fordi det giver mening for mig. Jeg blev beskyldt for at “føre andre ned af den samme dårlige sti” og dermed sætte børns liv i fare, ligesom jeg “satte mit eget barns liv på spil for at realisere mig selv og min ego-fødsel” (to name a few). Jeg kunne aldrig drømme om at rådgive andre eller insistere på at nogen i hele verden følger min vej. Det eneste jeg gerne vil, det er at fortælle om hvordan jeg tager aktive valg for mig selv og min familie i mit liv, og forhåbentligt inspirerer andre til at tage aktive og bevidste valg for dem selv og deres familier. Men hvad disse valg går ud på det blande jeg mig ikke i.
Tænk hvis vi var flere der lyttede til vores egne hjerter i stedet for at frygte nationens hårde overdommere. Jeg sagde engang et fancy job op for at blive handicaphjælper. Der var ramaskrig i mit netværk. “dit fine CV” og “Din karrieresti!” og og og. Men jeg gad bare ikke mere og jeg havde brug for noget der gav mening i hjertet og så blev jeg handicaphjælper i en periode, indtil jeg fandt ud af hvor jeg så skulle hen.
Faktisk så tror jeg det er vores tid. Os der deler vandende. Flere folk skal tage stilling til flere ting. Aldrig har der været så mange holdninger til hvordan du skal leve dit liv. Din egen stemme kan være svær at få øje på i al den larm. Når du møder de kontroversielle mærker du hurtigt og tydeligt hvilket bord du skal sidde ved. Og det er godt. For så tager du stilling. Og det har verden brug for. At du forholder dig til dit liv, til verden og til dine medmennesker. Du behøver ikke være enig i noget af det jeg skriver, men tag stilling til hvad jeg skriver. Hvordan lander det hos dig? Er der noget du kan brug? Er der steder hvor du kunne være mer tro mod den du er og det du står for? Dine værdier?
For at verden forandres er der brug for mennesker der viser andre veje at gå. Er kontroversielle og overskrider nogle grænser. Vi vil aldrig blive enige allesammen, og det skal vi heller ikke, men jo mere vi alle tør træde helt ind i den vi virkelig er, jo mer vi står vd os selv, jo bedre kan vi også rumme hinanden. Også dem der er kontroversielle og nemme at dømme ud (eller inde).
