I går skrev jeg en update på det hele. Om nældefeber, om at jeg har (den trælse slags) stress, har vandskade og indkøring i vuggestuen. Jeg udgav indlægget og havde ro i mig selv. 12 timer sener ramlede verden sammen. Nu har jeg fokus på mine børn, på min vejrtrækning og på at sætte det ene ben foran det andet.
“Jeg er desværre nødt til at fortælle dig at din far er blevet indlagt. Og han er rigtig dårlig. Han har hjemmeplejebesøg hver morgen, og han er faldet lige efter vi er gået, og har så ligget på gulvet i 24 timer uden at kunne komme op. Jeg ved godt det er nogle hårde beskeder at få, men han har brug for en stærk kvinde med rygrad nu, og det er dig”
Og det er mig. Det er altid mig. Det er min største styrke men også min forbandelse. Jeg er sindssyg god til at være stærk. Jeg kan overvinde de sværeste kampe, og komme igennem dybe dybe smerter og stadig smile og tro på lykken og håbet. Men i de her dage kæmper jeg en indre kamp om at holde fast i håbet. For mit liv er altid sådan her. Jeg må have været en rigtig motherfuckerlort i mit gamle liv, og lige nu er håbet ugens gæst, der har det med at udeblive.
Normalt kan jeg godt se mig selv være på den anden side af alting om en uge eller tre måneder. Jeg kan se mig selv blive ved med at gå. Jeg kan trække vejret. Men lige nu er jeg suget op i en orkan og jeg aner ikke hvor den er på vej hen, om jeg overlever turen og om jeg får en ko eller en mursten i hovedet om lidt.
Jeg kan slet ikke overskue at tjekke mails. For ikke at tale om E-boks, som bimler og bamler i øjeblikket. Jeg har ikke flere reserver. Jeg har skrevet en liste til mig selv om hvilke “opgaver” jeg har om morgenen, så jeg kan få pigerne og mig selv af sted til tiden. Uden min liste kan jeg ikke komme afsted.
Stå op
Pigerne skal have morgenmad
Du skal have morgenmad (JO du skal, ellers brænder du sammen lige om lidt. 4 ting i blenderen, det tager 3 minutter, du kan godt!)
Smøre madpakker (og nej du er ikke en dårlig mor fordi du ikke nåede det i går aftes. Du er max presset, du når det her til morgen, du er okay)
Pigerne i tøjet
Dig selv i tøjet (godt du ikke går op i hvad folk tænker om dit morgenhår og dine kløfter under øjnene, well done!)
Pakke taske
Huske rejsekort
Husk nøgler.
Dobbelttjek nøgler.
HUSK madpakkerne
Pigerne i flyverdragter
Dig i varmt tøj
Tjek nøgler
Afsted
Og sådan ser min morgen ud. På trods af listen går jeg stadig rundt i rum og stirrer efter noget jeg har glemt hvad er. Pigerne hygger sig. Jeg har mig selv på stativ, ellers falder jeg sammen. Morgenen. Det er den jeg skal tackle. Er jeg ude af døren, falder jeg ikke sammen. Det er der indsatsen skal ske.
I dag sidder jeg og ringer rundt il forflytningskonsulenter og sygehusets socialrådgiver og hjemmeplejen og så skal jeg have en fuldmagt. Men min far er for dårlig til at kunne snakke i telefon. Lige nu venter jeg på at nogen af alle de nye telefonnumre og titler ringer tilbage. Jeg kan ikke gøre mere lige nu. Så nu sidder jeg her. Med dig kære blog. Som har fulgt mig i så mange år.
Mit erfaringsarkiv ved udemærket godt at vi også kommer igennem det her. Et sted ude bag skyerne ved jeg også at 2020 stadig bliver et fantastisk år. Jeg er bare ike forbundet til de ting lige nu. Det er kun tanker, ikke tro og følelser. Men jeg ved de er der, og lige om lidt er skyerne væk, og så kan jeg se både håbet og troen på det hele igen. Men i dag er der ikke noget håb. I dag er der kun denne her historie:
“du er en taber. Hvilken mor tør ikke åbne sin e-boks? Hvordan skal du nogensinde lærer dine piger at tage ansvar i livet hvis ikke du selv kan finde ud af det? Du vil altid være i stykker. Forkert. Ikke som de andre. Du vil altid være outcast. Tænk engang hvor meget federe verden ville være hvis ikke du var her? Du sårer mennesker, du kan ikke engang finde ud af at hjælpe din far ordentligt første gang, ellers sad I jo ikke her igen! Du er værdiløs!”
Og jeg ved godt det også bare er tanker, og at jeg ikke behøver at tro på dem. Men hvis tankerne om håbet er sande, hvorfor er dem her det så ikke?
Jeg er i fuld gang med at køre Selinna ind i vuggestuen, og det går simpelthen så godt. I dag skulle vi prøve at Selinna blev der lidt længere. Jeg havde besluttet mig for at tackle mig selv, så jeg har en sød veninde der ville komme og holde mig i hånden mens jeg fik overvundet emails og e-boks i dag. Så jeg kunne komme videre. Så jeg ikke var alene. Men efter at have afleveret begge børn, og 3 minutter inden min veninde ankom, så bipper min telefon og min kalender fortæller mig at Selinna har en tid til MFR vaccinen om 27 minutter. Jeg har LIGE afleveret hende.
Fuck. Tabermor. Du har ikke styr på en skid.
Jeg må sige hej til Anja, og farvel igen, ind og hente Selinna, forklare situationen. Løbe med barn i klapvogn ned for at nå lægen, og vi nåede det et minut i vores lægetid. Nu sover Selinna, jeg spiser en muffin, jeg har ringet og ringet og snakket og snakket og nu er jeg i gang. Jeg har stadig mails og e-boks hængende. I morgen er atter en dag. Eller i aften når pigerne sover.
Hvis jeg tager mit eget over-jeg med på råd. Hopper en tur op i en regnbuefarvet luftballon, og ser de hele fra oven, så ved jeg godt at det ser sådan her ud:
“Søde Frejamay. Du er simpelthen så presset lige nu. Du gør dit bedste. Begge dine piger er i trivsel, de sover godt om natten, de er sunde og raske og kloge og sjove og laver fis og ballade. De er OKAY. Du er ikke i stykker. Du har bare mærket livets kulsort mørke, og levet der længe. Du kender godt det her sted, du er faktisk endda god til at navigere her. Selvom du hver morgen tror at i dag er dagen hvor du kollapser, så kommer du ud ad døren og ud i livet og tager en ting ad gangen. Du har gode mennesker omkring dig. Bliv bedre til at bruge dem selvom du ikke vil og selvom du føler du gældsætter dig selv hver gang du tager imod hjælp. Det er okay. Du vokser også når andre vil have din hjælp. Føler dig værdifuld. Forsøg at have dit fokus der. At bede om hjælp er også en måde at lukke andre ind i mørket på. Og E-boks er noget fuckerlort, alle er bange for det. You’ve got this!”
Og det du har været vidne til nu, er mig der skriver mig igennem det der er svært, det der tynger. Det er sådan her jeg gør. Jeg tillader mig selv at give op, at miste håbet og fodfæstet og mig selv. For kun sådan kan jeg forblive stærk. Hvis jeg må have lov til at overgive mig til håbløsheden, træde ind i det rum, sidde der et øjeblik, græde, opgive, for så at rejse mig igen og træde ud af mørket og tage endnu en dag.
Og sådan er livet bare lige nu. Og lige om lidt er det ikke sådan mere, og jeg har fået styr på min fars situation, fået styr på min egen og kan smile tilbage til livet igen og sige “tak fordi jeg er her”. Heldigvis har jeg to fantastiske børn som holder mig i nuet. Det er ikke deres job at redde mig, men ved bare at være de to vidundelrige mennesker de er, giver de mig den gave det er spontant at grine over underbukser på hovedet eller to ord der aldrig har været sat sammen på så tosset en måde før. Når mine egne øjne bliver oversvømmede, så ser jeg verden lidt gennem pigernes øjne. Og der er jeg både god nok og værdifuld og sjov og tilstrækkelig. Og verden er ufarlig og spændende.
18 gange i løbet af dette blogpost har jeg tænkt “du udgiver ikke det her, du udgiver ikke det her”, men jeg har hele tiden vidst at det gør jeg.
Njoy. Selv små skridt efterlader spor.