En status på det hele må være på sin plads.
Jeg har vandskade
Selinna er ved at blive kørt ind i vuggestue (hvortil Emmalia svarer “hvem er Selinna kørt ind i mor?" - true story)
Jeg har stress (akkurat lige så fedt som at have en vandskade
Jeg rykker et smut til Norge i næste uge
Nældefeber
2020 bliver det fedeste år, jeg kan mærke det
Noget der er slut
Ja. Det var vist de store overskrifter lige nu. Jeg tager dem ikke fra en ende af. Jeg starter hos mig selv. Stress. Siden cirka midt november har jeg mærket det komme. Stressen. Ikke den der “jeg har travlt” stress. Nej. Den nederen af dem, den der hvor du mister evnen til at prioritere og bare ser din bil køre ind i væggen i slow motion med 200 km/t. Og din krop er for stresset og lammet til at gøre noget. Cirka sådan har jeg det. Så når jeg om morgenen skal afsted i øjeblikket, så flyder madpakker og tandbørstning og “husk at slukke for lyset” og så lige det der med at huske selv at få noget tøj på og morgenmad og det hele sammen i en pærevælling. Og når andre almindelige ikke-stressede mennesker skal “1. gøre klar 2. spise morgenmad 3. ud ad døren”, så skal jeg nå det samme, bare i 400 millioner brudstykker jeg skal have sat sammen i den rigtige rækkefølge, og min evne til at tælle er midlertidigt gone. Så. Jeg tror det er den mest korrekte beskrivelse af hvordan det er at være stresset når man er mig.
Min krop er heldigvis sund og rask og reagerer med stressaktiveret nældefeber, så jeg har røde plamager over hele kroppen, hævede øjenlåg og det klør overalt. Men det er godt. Og så gør jeg gode ting. Jeg går ture, jeg spiser sundt, jeg sidder en del på gulvet og tuller rundt med mine piger. Det er også godt.
Egentlig havde jeg ikke lyst til at fortælle om stressen her på bloggen. For “mit image” og sådan. Men jeg gider egentlig heller ikke gå og lade som om den ikke er der, så det er okay at dele at jeg har stress i øjeblikket. Selvom jeg ikke ligefrem jubler over det, ja så er alt i den skønneste orden. Min krop reagerer simpelthen på at jeg har været under stort pres lidt for længe.
Det gode ved det hele er at det ænder sig as we speak. I dag havde Selinna første dag i vuggestuen hvor jeg gik fra hende. Efter 1 måned hvor jeg har været med hende hver eneste dag uden at gå. Det var hårdt og jeg var ikke sikker på hun var helt klar. Men i virkeligheden var det mig der ikke var helt klar, og jeg havde det tilpas presset over alting i dag så jeg sagde bare ja til at Seilnna skulle blive i vuggestuen og jeg skulle gå en times tid. Som endte med at blive næsten to timer og Selinna der bare klarede det megaflot og hyggede sig med sine nye venner i vuggestuen. Så jeg gik rundt på DTU i et par timer og snakkede en masse i telefon med mine veninder, og selvom jeg græd lidt fordi det hele er lidt udoverskueligt lige nu, ja så var jeg et eller andet sted også ret lykkelig.
For nu er det slut. Tiden som semibarslende “hjemmegående” (= arbejde timevis hver aften efter en lang dag som solomomboss med 3 års søvnunderskud) er ved at lakke mod enden og jeg begynder allerede i morgen at have bare en time for mig selv midt på dagen. Jeg får helt tårer i øjnene over bare at skrive det, for jeg savner det så meget. Jeg savner at kunne tænke to sammenhængende sætninger, jeg savner at kunne fordybe mig i mit arbejde, at komme med nye ideer, at skabe noget igen, at holde møder, at holde foredrag, at lave online produkter. At være i gang og fylde min egen kop op også.
MEN. For der er et men. Det her har været et valg jeg har truffet. Jeg VILLE være hjemme så længe som muligt med mine børn. Jeg har skruet alle udgifter totalt i bund for at få økonomien til at hænge sammen så jeg ikke behøvede at arbejde så meget, og så jeg kunne være sammen med mine børn på fuld tid indtil de begge blev halvandet. Det er jeg lykkes med. Jeg har haft det vigtigste i verden med mine piger = tid! Jeg er så stolt af dem og selvom det ofte har været benhårdt så vil jeg aldrig fortryde at jeg valgte at tilbringe så meget tid med mine børn og at jeg gjorde det muligt for mig selv at forsørge min lille familie selv, selvom jeg “kun” er en. Tak til mig selv for det.
Den første tid her vil jeg bare gå. Jeg ved jeg ikke får lavet noget særlig produktivt, for der er en overgangsperiode fra underskud til overskud. Derfor har jeg besluttet bare at gå. Høre lydbøger og gå. Bevæge kroppen, opleve at jeg flytter mig. Nogle dage vil jeg nok bare sove lidt, andre dage græde lidt og tage lange bade og så vil jeg gå lidt mere. Og begynde at se flere mennesker igen. Og jeg vil øve mig ekstremt meget i at blive i min egen energi og ikke fylde for meget på. Jeg har brug for at tanke op, og det tager tid. Jeg har et par aftaler med et par veninder der støtter mig i den proces. Og det er dejligt med støtte.
Endelig kan jeg også se en ende på den vandskade vi har haft her i lejligheden. Det betyder at vi har haft håndværkere hele sidste uge og kommer også til at have det i denne uge. Stuen kan vi ikke bruge så meget lige nu, men vi har heldigvis en stor lejlighed, så der er nok af andre rum der kan bruges. Jeg glæder mig bare til at stuen er færdig så vi kan komme rigtigt på plads.
Det er dælme også mange ting på en gang. Flytning, indkøring i vuggestue, stress, arbejde, alt for lidt søvn det sidste halve år, nogle familieting der har drænet helt enormt og så samtidig ny energi, sunde beslutninger og så kan jeg bare mærke at 2020 bliver et godt år. Så på trods af alt det der sker lige nu, så har jg det faktisk godt i min kerne. Jeg kender årsagen til at min krop reagerer sundt med stress, jeg ved hvad jeg skal gøre ved det. jeg er i gang, mine børn er sunde og raske og leger sammen som aldrig før, for hver eneste dag der går fra nu af får jeg mere og mere tid til mig selv (tiltrængt), og i næste uge smutter jeg med pigerne en tur til Norge og lader lidt op og går nogle ture og kobler lidt fra. Alt er love.
Så nu vil jeg tage min nældefeber med i seng, og så vil jeg være taknemmelig over alt det livet er. På godt og ondt. Jeg er så rig på livet, der vil altid være dale og der vil altid være bjergtoppe, og jeg vil altid være på vej et sted hen, selv når jeg står stille. Og det er okay. Det vigtigste for mig er at jeg har mennesker med på rejsen som holder af mig for alt det jeg er. Og vi er efterhånden et par stykker der rejser sammen. Og det er jeg så dybt taknemmelig over. At finde flere og flere af min slags derude.
