Bag facaden

Lige så fantastisk vores liv og hjemmeskoleliv er, lige så hårdt er det også til tider. Jeg forsøger virkelig at balancere de billeder og opslag jeg deler fra vores hjemmeskoleliv, som det meste af tiden er ret så skønt, men jeg kan ikke se mig selv i spejlet, hvis ikke også jeg deler de her tidspunkter hvor alt bare føles lidt op ad bakke. Så her er et ærligt indblik i en hverdag der også er kompliceret.

Hold kæft hvor er der mange indbakker

Alene det at holde styr på mit studie, hjemmeskolen, praktikaftaler, udflugter, læringsforløb, Selinnas skole, Emmalias SFO, legeaftaler, tandlægetider and what not, det er lidt af en mundfuld. Så kommer det at jeg “lige” skal lave studiearbejdet og hjemmeundervisningen oveni. Jeg har et rimelig godt overblik, men det er meget arbejde, og uden min kalender ville jeg ikke ane hvad vi skulle om 2 dage, fordi hver dag føles lidt som et puslespil med 5000 brikker der skal gå op. Og når man så er syg, som jeg er i disse dage, hvor jeg, trods ondt i halsen og totalt energiforladthed, har gået 14.000 skridt (fordi hente/bringe/legeaftale/handle osv), så føles det hele meget skrøbeligt og uoverskueligt. Jeg har haft dage hvor jeg ikke har lavet andet end at tjekke indbakker for at være sikker på jeg ikke havde overset noget, og det er egentlig ikke sådan jeg forestiller mig vores hverdag skal se ud.

What got us here wont get us there

Meget er sket siden vi startede med hjemmeskolelivet og mit 100% digitale studieliv. Der var ting der var rigtige det første halve år, som ikke er rigtige nu. Der var ting der var rigtige for et år siden, som ikke er rigtige nu, og lige nu er der ting der var rigtige før sommerferien, som ikke er rigtige nu. Vi skal hele tiden lande i nye hverdage. Nu er Selinna startet i skole på en skøn lille privatskole, her hygger hun sig, og er ved at bygge en hverdag op sammen med sine nye klassekammerater. Emmalia er startet i SFO, hvor hun møder ind kl 13:30 et par gange ugentligt, og jeg drøner rundt og henter og bringer og forsøger at finde en eller anden form for rytme i alt det nye. Indtil nu er jeg lykkes utrolig dårligt med at finde den rytme der, andet end at jeg får pulsen op, fordi jeg går så mange skridt. Indtil videre har jeg rimelig godt styr på tirsdagene, men det er også den eneste dag ugentligt der fungerer i alt det nye. Resten ligger jeg bare og raller lidt rundt i, og skal finde en eller anden form for vej i, og det er så det jeg er i gang med nu.

Alle skal være med, ingen trold efterlades

Fokus herhjemme har været 95% på at få mine to børn til at have en dejlig hverdag der fungerer for dem. Og det er jeg i mål med. Nu er næste skridt at jeg også skal integreres i den hverdag. Som livsnerven i den her lille familie er det mere end almindelig vigtigt at jeg også trækker vejret frit, og mærker ro og rytme i hverdagen, derfor er det min mission den kommende tid, at tage lidt tid ud af kalenderen til at finde mig selv i alt det her Aula, forældreintra, legeaftaler, bioklub osv. så jeg har en eller anden form for helle, der ikke skal bruges på vasketøj og planlægning og nullermænd. Jeg er pt. lidt træt af at høre mig selv sukke over at der igen ligger tøj og flyder på gulvet, og at nogen har efterladt en tom toiletrulle på gulvet. Det er egentlig ikke noget jeg gider bruge mit liv (mest) på, så opgaven ligger i at mærke hvilken hverdag jeg har brug for, at hvad det kræver af os som familie at få det til at ske.

Der er ikke noget galt

Der vil være nogen der læser dette blogindlæg og tænker “ej er hun okay?”. Og det er jeg. Faktisk er der absolut ingenting galt. Jeg forholder mig bare meget aktivt til mit levede liv, og jeg ser (pt. en del) steder der kan optimeres, og hvor jeg ved jeg kan føle og opleve mere ro, mere nærvær og mindre sure pligter og renden rundt som en hovedløs høne. Jeg vil finde en vej hvor der også er plads til at ligge på bænk og kigge op i himlen, og have mere end mine tirsdage til at hoppe nøgen i Østersøen og mærke det kolde vand nulstille min krop.

Livet er i bevægelse, og jeg bevæger mig sammen med livet. Det kræver selvindsigt og viljen til at mærke, både når noget fungerer og når nogen fungerer knap så godt. Det er virkelig noget jeg er blevet opmærksom på med denne hjemmeskolerejse vi er på sammen som familie. Det er både fantastisk og hårdt arbejde på samme tid, men jeg ønsker det ikke anderledes. Så nu skal der sættes sejl igen. Jeg kender ikke vejen, men der er vind, og det kan jeg bruge til noget.

Tak fordi du læste med. Jeg glæder mig til at komme med en form for opdatering på dette blogindlæg. Nu skal jeg skrive lidt dagbog, bade lidt i havet og mærke mere indad end udad. Det glæder jeg mig til.

Kærlig hilsen

Frejamay