Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Rockerfrøerne på Roadtrip dag 1, forberedelse og Lynæs Surfcenter

Rockerfrøerne på Roadtrip dag 1, forberedelse og Lynæs Surfcenter

Velkommen til vores roadtrip. Vi er 3 afsted, mor, Selinna på 5 og Emmalia på 8. Vi kører i mine forældres Toyota Avensis, hvor vi, udstyret med madrasser, lidt tøj og Trangia, har tænkt os at tøffe rundt i Danmark og tage lige derhen hvor vi har lyst. Velkommen til vores rejse.

 

En akut beslutning

Vi skulle egentlig slet ikke være på roadtrip. Siden december har vi planlagt en tur til Tyskland, Soltau, hvor min familie kommer fra og hvor jeg delvist er vokset op. Min tyske farmor, min Oma, havde et stort hus dernede, og vi kom der altid med min far, og har holdt alle sommerferier i Tyskland. Min Oma døde for mange år siden, og min onkel overtog huset. For to år siden døde min far, og det er omkring 20 år siden jeg har været dernede sidst. Min onkel er den sidste jeg har tilbage fra min familie i Tyskland, og der var mange grunde til at denne rejse til Tyskland var vigtig. Jeg havde brug for at se min Omas hus igen, vise mine børn hvor jeg kommer fra, vise dem alle de steder jeg selv kom som barn, Heidi Park, Hamburg, Soltau, Soltau Therme og selvfølgelig min Omas hus som er fuld af minder. Men så ringede telefonen for 6 dage siden.

 

Min onkel er blevet syg og skal indlægges, og vi kan derfor ikke komme derned. På min fars side af familien er der en historik med voksne der ikke dukker op, brudte løfter, og det er ingen hemmelighed at det er lidt det samme med min onkel. Jeg havde bare glemt det, så det var et kæmpe slag i maven i starten på denne uge, da han ringede og vi pludselig ikke kunne komme derned. Jeg stod midt i opgaveskrivning og semesterafslutning på min uddannelse, hjemmeskole med min store pige, lancering af podcast og har ikke haft to stillesiddende minutter denne uge, og nætterne blev inddraget til opgaveskrivning. Så at jeg sideløbende med alt det også lige skulle lyn-planlægge en helt ny ferie på under en uge, det var ærlig talt ikke et ønskescenario.

 

Udover at jeg lige har brugt 1000 kroner på pas, så var det meningen at vi skulle bo og spise gratis hos min onkel, og som enlig mor til to på SU, og ude last minute, hvad dælen gør man så for at give sine børn en god ferie (og en selv!)? Man tager på roadtrip.

 

Mulighedernes land

Hvad havde jeg af muligheder? Jeg havde min mor og stedfars bil, som er en stationcar. De er ude og sejle og bruger ikke bilen. Bilen er lang nok til at man kan ligge i den, og pigerne har af og til spurgt om ikke vi skal sove i bilen. Så er det sgu det vi gør. Vi sover i bilen. Jeg begyndte at samle ting ind gennem mit netværk, lånte madrasser, fik en køleboks der kan sluttes til bilen, lånte camping lamper. Jeg gik på youtube for at se hvordan det der Trangia-sæt jeg har i kælderen det virker. Så alle mine opgaveskrivnings-overspringshandlinger, de er blevet brugt på at forberede denne tur. Jeg har skåret en madras til, testet hvordan vi ligger bedst, set jeg-ved-ikke-hvor-mange ”minimalisme”roadtrip videoer på youtube og instagram. Det er jo en lille bil vi kører rundt i, i forhold til campingvogne og vans, men intet er umuligt for den enlige mor der er fucking presset, så en plan begyndte at tage form.

 

Et alt for dyrt kort over Danmark

Som en del af forberedelsen ville jeg købe sådan et gammeldags fold-ud-kort over Danmark, så pigerne kan følge med i vores rejse. Der er jo mange hjemmeskole-elementer i sådan en roadtrip, og kan give en god forståelse for Danmark, kort og afstande, men boghandleren ville have 150,- for sådan et kort, og det bliver ikke på min sønderjyske vagt. Så jeg købte i stedet 3 stykker karton, og har lavet vores eget Danmarks kort, som vi vil udbygge on the go. Jeg har også lavet en drømmeliste. Selinna, Emmalia og jeg har skrevet alle vores feriedrømme ned, og har plottet dem ind på et drømmekort. Målet er at få så meget som muligt til at gå i opfyldelse den næste måned, selv et punkt som ”Frankrig” og ”Japan”. Det må være muligt at finde en Danmarks-version af Japan og Frankrig, så vi kommer lidt på opgave i forhold til at fortolke alle drømmene. Punktet ”se en stjernehimmel” og ”morgenbade i havet” og ”male på sten” er til gengæld overskuelige at få til at gå i opfyldelse.

 

Afsted

Klokken 11:30 kørte vi afsted, op til en veninde i Hørsholm og hendes (meganuttede) baby. Da vi skulle videre havde vi glemt vores Danmarkskort derhjemme, så det kørte vi tilbage og hentede, og så tankede vi bilen helt op, og kørte mod Lynæs surfcenter, og her er vi nu. Jeg har det stadig lige dele ”OH MY FUCKING GOD HVAD FANDEN HAR VI GANG I MED AT SOVE I DEN HER BIL MED ALLE DE HER TING” og ”FUCK DET HER ER FEDT, DEN VILDESTE FRIHED!”. As we speak ligger vi med havudsigt, lækker playliste, blogskrivning, solnedgang, surfcenter, toiletfasciliteter, søde mennesker, børn, aftenbad, chips, ærter, GT, sodavand, lyskæder og ro over hele linjen. Kontrasten mellem sidste uges crazyness, og den her pludselige frihed, ingen krav eller kalender, ingen deadlines og bare hygge med mine to yndlingsmennesker (som har skulle leve med en presset mor den sidste uge), den er til at føle på, og der kommer nok også en reaktion de kommende dage. Til gengæld skal vi bare gøre lige præcis hvad vi har lyst til de næste uger, og det føles virkelig fantastisk.

 

Nuet

Vi har redt sengen, vi har været inde og hygge på Lynæs Surfcenter, jeg har drukket en Mojito, pigerne har leget med andre børn her, det har pisset net, men nu skinner solen og vi ligger alle 3 i bilen og nyder livet. Emmalia synger med på musik på sin Ipad, Selinna ser musikvideoer med Jutin Bieber og jeg skriver blog. Vi har lyskæder tændt og den mørke himmel er blevet brudt af en smuk solnedgang, og smukke skyer. Vi har havet 25 meter foran os og det eneste skal vi skal er at hygge og slappe af og vænne os til at bo i en bil.

 

Stejl læringskurve

Man behøver ikke lære det hele på en dag. Jeg behøver ikke mestre Trangia i dag. Vi har bare spist pommes fra surfcenteret. Jeg behøver ikke have styr på hvor alting i bilen er endnu. Vi er ikke engang igennem første dag. Jeg ved ikke om køletasken holder koldt til i morgen, hvis ikke, så farvel dyre laks, men så går det nok. Jeg tør ikke have den kørende om natten i tilfælde af at bilbatteriet ikke kan bære det, men så snart vi kører lidt i morgen så køler vi videre, og der er kølelementer i, så mon ikke det går?

 

Hakuna Matata, det er det bedste på jord, så vi tager den med ro.

 

Jeg glæder mig til at dele denne (meget) spontane rejse, og jeg glæder mig til det hele. Alt er nyt, så vi kan kun blive klogere hver dag. Jeg håber vi møder dejlige mennesker og oplever et Danmark vi normalt ikke møder i Lyngby.

 

Velkommen til vores roadtrip.

Overskud som alenemor: 9 små skridt som skaber store forandringer i hverdagen (og i krisetider)

Overskud som alenemor: 9 små skridt som skaber store forandringer i hverdagen (og i krisetider)

Når andre bliver inspireret af ens egen fiasko-følelse

Når andre bliver inspireret af ens egen fiasko-følelse