Når andre bliver inspireret af ens egen fiasko-følelse
”Jeg fatter simpelthen ikke hvordan du gør det, jeg kunne ikke leve det liv du gør, men jeg er simpelthen så imponeret over hvad du får skabt, og jeg elsker at følge med!”. Sådan sagde en god ven til mig i går, og jeg kan love dig for at det ikke var en spejling af en følelse jeg havde indeni, men hans ord ramte mig som verdens største kærlighedskram, og i dette blogindlæg vil jeg ændre min egen fortælling. Måske har du også en fortælling du trænger til at få lavet om, så kan vi jo følges?
Den forvrængede virkelighed
I dag slog det mig at jeg savner min coaching-business. Jeg savner at følge mennesker til deres drømme. Jeg savner fordybede samtaler om livet og drømme. Jeg savner at holde foredrag om at skabe et lykkeligt liv, uanset hvad man har med sig i bagagen. Jeg savner at snakke om valg, om muligheder, om at gå til verdens ende for at få ting til at lykkes, og om at give slip på det der viste sig ikke at være ens egen drøm alligevel, eller også var der pludselig noget andet der var vigtigere. Alt det jeg var optaget af dengang det var mit arbejde at arbejde med mennesker, virksomheder, drømme og mål. Der er jo ingen der siger jeg ikke kan gøre det igen, men lige i dag er det et helt særligt element at ”drømmelivet” der har min opmærksomhed, nemlig den forvrængede virkelighed. Den vender vi tilbage til om lidt.
At træde sin egen sti
Jeg har alle dage trådt min egen sti. Gået min egen vej. Guderne skal vide at mange har rystet på hovedet af mig, og endnu flere har overhovedet ikke forstået hvad fanden jeg havde gang i. Jeg har fucket op en masse gange, måske mere end de fleste, men jeg har også taget chancer, været den første til alt muligt, hvor der ikke var nogen at læne sig op af, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har kastet mig ud i noget uden overhovedet at vide om det kunne bære eller briste. Noget blev en kæmpe succes, andet blev overhovedet ikke. Fælles for det hele er at min vej den er startet i mit hjerte. Jeg har øvet og øvet og øvet at lytte til min indre stemme, også selvom de fysiske stemmer omkring mig nogen gange har været svære at overdøve. Men jeg har lyttet. Af og til er jeg kommet til at lade mig vejlede af stemmer der slet ikke har set min sjæl, og så er jeg faret vildt. Derfor lytter jeg i dag kun til særligt udvalgte, som kender min rejse, kender min sjæl og ved hvad jeg har brug for af støtte for at flytte mig. Det har taget mig lang tid at lære, og jeg er ikke færdig endnu.
For et halvt år siden sagde jeg farvel til min drømmeuddannelse på journalisthøjskolen. Det var så stort for mig at komme ind på det studie, især med en sejlivet historie om mig selv i bagagen der hedder at jeg er dum og uintelligent (tak for den folkeskole), og jeg elskede virkelig faget, det var røvfedt, det meste af det i hvert fald. Men man har en drøm indtil livet rammer en i hovedet med en wrecking ball, og man står der med en udfordring som er større end alt andet: når ens barn ikke trives.
Min ældste datter, som har haft en rimelig bumpet vej igennem hele institutionslivet, og senere skolelivet, hun ramte en mur. Hun kunne ikke mere, og jeg kunne se at jeg skulle reagere omgående, for ikke at gamle med hendes selvværd, selvtillid, selvbillede, nutid og fremtid. Jeg ved selv hvor mange årtier det kan tage at ændre de historier vi får med fra barndommen, og det nægtede jeg simpelthen at udsætte min datter for. Især fordi jeg ved hun allerede er i gang med at skabe sig et rigtig godt liv, skolerammen passer simpelthen bare ikke til hende. Så selvom det stak mig i hjertet at sige farvel til journalisthøjskolen, så var det både den nemmeste og den sværeste beslutning at tage. Det var en no-brainer, selvfølgelig skulle jeg lave noget andet, så det blev muligt for mig at tage min datter hjem, jeg skulle bare finde ud af hvordan. Og det ledte mig til den 100% digitale læreruddannelse, hvor jeg (heldigvis, for det kunne jeg jo sådan set ikke vide, da jeg ikke har en studenterhue) blev optaget, og nu kan hjemmeundervise mit kloge dejlige barn, samtidig med at jeg læser på læreruddannelsen.
Men er det så let?
Gu fanden er det ej let. Men jeg ville ikke bytte det for noget som helst i verden, og det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet, selvom den tager lidt tid at komme over, fordi det var en drøm. Men nu er jeg i gang med at skabe en ny drøm, også selvom lærerfaget ikke er min store (endnu), så bruger jeg rigtig meget fra læreruddannelsen i hjemmeskolen, hvor jeg underviser Emmalia og udvikler nye sjove måder at undervise mit højtbegavede barn på (læs alt om vores hjemmeskole her), noget jeg helt sikkert kan bruge når jeg er færdig, og måske åbner et helt nyt koncept til børn som min datter, som folkeskolen endnu ikke kan rumme.
Men … for der er et med. Jeg har kæmpet med en kæmpe fiasko følelse det sidste halve år. Jeg føler ikke jeg slår til på min læreruddannelse, og det handler både om min gamle fortælling om at jeg er dum og uintelligent, og det handler om at det tager tid at lande i et online studie, at strukturere sin arbejdstid og have et overblik over hvad semesteret egentlig indeholder, et overblik jeg først lige har fået her i løbet af de sidste par uger. Jeg knokler med at nå i mål inden på fredag, og jeg når det, men det har været et hårdt halvt år og jeg har virkelig følt mig utilstrækkelig og som en doven studerende, også selvom det handler om alt andet end dovenhed.
Ved siden af hjemmeunderviser jeg en fantastisk sprudlende lille (snart stor) pige på 8. år. Vi har lige haft tilsyn (læs her om vores første tilsyn) og fik ros til skyerne. Vi gør det i al beskedenhed faktisk virkelig også godt, også selvom hjemmeskolen kræver at jeg bruger mange aftener (og nætter) på at nå det hele til studiet.
Og så har jeg mit arbejde. For ja, jeg har også et arbejde. Jeg arbejder for et par virksomheder, hvor jeg laver SoMe ting, tilrettelægger, redigerer tekster, og andre ad.hoc ting der kommer ind. Og så laver jeg influencer opgaver når jeg synes der kommer noget jeg virkelig kan stå inde for. Jeg betaler for alle undervisningsmaterialer til hjememskolen selv, jeg får ikke tilskud til hjemmeskolen, og alle ture og entrebilletter står også for egen regning, så der er mange udgifter, og jeg har bare min SU, plus det løse.
Og så er der de personlige ting i mit liv, som alle andre også har, som kræver opmærksomhed, styrke, at sluge kameler (if you know you know), og e-boks og en krop der er træt, fodsvamp, lidt vægtproblemer og the usual stuff.
Så, jeg er kommet til at forvrænge billedet. Hvis jeg læser ovenstående højt for mig selv, så kan jeg jo godt se at min ven har ret. Jeg er jo ikke en taber der løber forvirret rundt og ikke har styr på en skid. Jeg er en røvhamrende dedikeret mor der har taget sagen i egen hånd og IGEN i mit liv fået det nær umulige til at lykkes. Bevares, jeg er stadig ved at finde ud af hvilke rammer der virker bedst for os, og hvilke der ikke gør, læringskurven er stejl, men jeg lærer hver eneste dag, og jeg er dybt taknemmelig for at have muligheden for at leve med den frihed vi lever med og i hver eneste dag. Jeg er slet ikke færdig med at udforske hvad der er muligt med den ramme jeg har skabt for min lille familie, men for helvede, jeg kan godt se jeg er kickass. Og det skifte havde jeg faktisk ret hårdt brug for at lave, jeg havde brug for at se mig selv igen, for billedet har været meget sløret den seneste tid.
Så, tak. Tak til venner, veninder, bekendte og fremmede der holder spejle op foran mig. Tak fordi du fortæller mig at jeg betyder noget, at jeg inspirerer dig, at det jeg laver gør en forskel, også for andre end mig og mine børn. Det betyder rent faktisk noget for mig, og det gør mig glad, og udfordrer de bullshit-fortællinger også jeg kommer til at lave om mig selv, når jeg ikke lige har fået pudset mine briller ordentligt.
