Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Overskud som alenemor: 9 små skridt som skaber store forandringer i hverdagen (og i krisetider)

Overskud som alenemor: 9 små skridt som skaber store forandringer i hverdagen (og i krisetider)

I dag hørte jeg mig selv sige til en veninde at jeg har mærket overskud på en helt ny måde. Overskud i mit hjem, overskud i min kropskærlighed, overskud på mit studie og i hjemmeskolen. Overskud til at gøre ting der nærer mig, som f.eks. at bade i havet og begynde at løbe (jeg har løbet 250 meter i dag og jeg er ikke til at skyde igennem!). Det har selvfølgelig noget at gøre med at jeg det sidste 1,5 år har truffet så enormt mange store og bittesmå beslutninger, som har gjort det muligt at vi nu lever et liv med ro til at gro, ro til at trække vejret og ro til at leve. Jeg har knoklet røven ud af bukserne for at lande her hvor jeg igen mærker livsglæden strømme gennem min krop, hvor jeg mærker mine følelser, hvor jeg føler jeg er til stede i mig selv og i det liv jeg lever. Hvor jeg ikke længere kører på nogle pumper som skulle have været kasseret for længe siden, men hvor jeg danser i vinden og flyder i havet og mærker græsset med mine bare tæer, og griner sammen med mine børn hver dag igen. De 9 ting jeg nævner i blogindlægget her, har været vejen for mig. Måske kan du bruge noget af det til vejen for dig også.

Energidræn

Det er vist næppe nogen hemmelighed at de sidste 1,5 år har været noget af en energi-sluger. Barn i mistrivsel, farvel til det traditionelle skoleliv, et studieskifte for mit vedkommende, kæmpe omvæltning i vores hverdag, og mig alene på pinden, og alenemor til to børn, fuldtidsstudie og hjemmeskole. Hvor blev overskuddet af? Men nu er det tilbage og jeg mærker sådan ægte glæde igen, og i dag vil jeg gerne dele hvad jeg har gjort for at lande her hvor livet er fyldt med overskud igen.

 

”Der kommer en regning”

Allerede for et år siden hørte jeg mig selv sige til en veninde at ”nu er det al fokus på pigerne, velvidende at jeg forsømmer alt hos mig selv, velvidende at der kommer en regning der skal betales, velvidende at det kommer til at tage tid. Jeg har hele tiden vidst at den arbejdsbyrde jeg har stået med, den ikke var gratis, og at jeg skulle bygge mig selv op igen bagefter. Jeg sad i forvejen med en belastningsreaktion og en sygemelding, men den kan man bare ikke bruge til ret meget når ens børn lider. Og det havde jeg et barn der gjorde, derfor smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne, inkl. min lægeerklæring på belastningsreaktionen, og nu er jeg endelig et sted igen hvor jeg føler livet i alle mine celler.

 

Livet er ikke lineært

Uanset hvor gode vi er til at meditere, trække vejret, strække ud, lave yoga, drikke ingefærshots, være tro mod vores indre stemme, vores kald, være ude i naturen, så kommer livet med masser af overraskelser og udfordringer. Derfor er det vigtigt at vi ikke sætter lighedstegn mellem svære tider og vores evne til at ”du til livet”. Bare fordi det er svært betyder det ikke at du ikke gør det godt. Her kommer mine 9 små skridt, brug det du kan, og lad resten flyve videre:

 

 

1. ”Min krop er jo en betonklods”

Selv da det var allerværst det hele, og jeg havde ondt alle steder i min krop, fordi jeg ikke sov, fordi jeg sad og læste om hjemmeundervisning, paragraffer, friskolelov og lærte mig selv kommunesprog, blev jeg ved med at gøre ting der var gode for min krop. Indrømmet, det føltes lidt som at kaste perler for svin, men jeg fik trods alt et lillebitte åndehul på mine daglige gåture, og til de enkelte gange jeg fandt 200 kroner i budgettet som prøvekanin hos en kropsterapeut under uddannelse. Han kunne godt mærke min krop var helt ødelagt, men alting tæller, og jeg følte trods alt en lillebitte forandring i min stivhed og ”betonhed” når jeg havde været hos ham. I dag, et halvt år senere, er jeg stadig glad for at jeg holdt fast i at nurse min krop bare lidt, selvom det dengang føltes ret meningsløst.

 

2. Ryd op i dit rod

Hvis ikke vi kan ændre den situation vi står i, så kan vi i hvert fald ændre det fysiske rum vi bor i, og hvis der er noget jeg har brugt alle mine overspringshandlinger på det sidste halve – hele år, så har det været at sortere ud i ALT hvad jeg ejer. Alle skuffer, alle skabe, kæder, krydderihylder, tallerkner, køkkengrej (vi havde simpelthen ikke behov for 7 gryder og 4 pander, vi er 3 mennesker).

Hvorfor?

Fordi ALT hvad du har i dit hjem, sender et strenge af energi ind i din hjerne og din bevidsthed, og jo mere du har, jo mere mental energi skal du bruge i det rum hvor du faktisk skal lade op, slappe af og koble fra. Noget af det værste ved en i forvejen svær situation, det er rod, bunker, papirer, vasketøj der flytter rundt fra sengen til stolen til gulvet, tilbage i vasketøjskurven uden egentlig at blive brugt, fordi tingene ikke har en plads og du ikke har noget overskud.

 

Eksempler:

Sammen med mine børn sorterede jeg alt deres tøj. De gik fra at have et helt pax klædeskab fyldt til randen, til nu at have en skuffe og en halv bøjlestang hver. Før var der tøj OVERALT hele tiden, nu har vi kun den mængde tøj vi kan overskue at håndtere, og det har i hvert fald skrællet 30-45 minutter af min ”ryd op” tid væk om aftenen. For slet ikke at tale om hvad det har gjort ved mit overskud og mit frustrationsniveau at jeg ikke længere skal håndtere børnetøj hele aftenen, når mine børn endelig sover.

 

Jeg har totalt trimmet mit køkken. Vi har ikke brug for 18 glas. Vi er 3 mennesker. Vi har heller ikke brug for 30 tallerkner. Det kan godt være andre gerne vil kunne dække op til 12 personer, men hvis jeg nogensinde får det behov, så kan jeg låne eller leje tallerkner, jeg nægter simpelthen at bruge mit hjem som opbevaringsservice for et liv jeg ikke lever. Vi er 3 personer, 97% af tiden er vi 3 der spiser sammen. Det er det eneste behov vores køkken skal dække.

 

Trimningen har resulteret i at jeg bruger mærkbar mindre tid på at rydde op i køkkenet, og den seneste tid har jeg juicet hver eneste dag, fordi jeg har overskud til at gøre min juicer ren, når nu jeg ikke bruger tiden på rod og ”clutter”. Det er helt vildt så stor en forskel det gør at mine køkkenskabe nu er halvtomme.

His du ikke kan overskue et rum ad gangen, så tag en skuffe ad gangen, eller beslut dig for at fjerne 1 ting fra dit hjem hver dag de næste 30 dage.

 3. Organisering

De ting jeg så har tilbage i vores hjem, de er organiserede. Alle børnenes hårelastikker i samme kasse på badeværelset. Alle papirer i kontor-skabet. Alle krea-artikler i kreaskabet. ALT har et sted at bo, og hvis der ikke er plads, så skal der ryddes mere ud. Jeg har sat labels på de mapper og kasser der ikke umiddelbart fortæller hvad der er indeni, og det giver bare et kæmpe overblik, som gør det nemt at finde ting, og endnu vigtigere: nemt at rydde op

 

4. Digital detox

Hvis jeg nogen gange har siddet om aftenen og døds-scrollet på facebook og instagram, så har jeg fået en vane med at ”tage mig i det”, og i stedet slette billeder eller mails på min telefon eller computer. Jeg har blandt andet set denne geniale youtube video, og på den måde fået min gmail indbakke ned på NUL emails i indbakken. Det er så vildt hvor dejligt et overskud det giver at have digital ro i indbakken.

 5. Flyt dig lidt

Jeg har så vidt muligt søgt naturen. ”Flyt dig lidt, du er ikke et træ”. Hvis jeg ikke havde overskud til at gå en tur, så satte jeg mig ned i gården. Jeg har næsten ikke haft overskud til at cykle på min ladcykel (uden el), fordi jeg har taget på, og min kondition har været helt i bund. Jeg har spist dårlig mad og jeg har ikke været nævneværdig god ved min krop det sidste år. Men jeg har forsøgt at flytte mig en lillebitte smule hver eneste dag. Hvis min yngste datter og jeg har taget bussen op i børnehaven om morgenen, så er jeg gået hjem. Hvis jeg ikke kunne overskue at gå udenfor og være social, så kunne jeg sætte mig i vindueskarmen i køkkenet og se ud på himlen. Eller også kunne jeg åbne vinduet i soveværelset og mærke vinden mens jeg lå lunt og godt under min dyne.

 

6. Red din seng

Det lyder fuldstændig tosset og ligegyldigt, men det er det overhovedet ikke. Som det første hver eneste dag, redder jeg min seng. Hvis der så er dage hvor der ikke har været overskud til noget som helst andet, så har jeg klaret i hvert fald 1 opgave den dag, og den er allerede klaret som det allerførste overhovedet.

7. Grin hver dag

Fake it till you make it. Sæt Niels Hausgaard på, eller se sjove kattevideoer på youtube eller instagram, gør noget som får dig til at grine. Det er så vildt hvordan det at få grinet det kan ændre vores fysik og den måde vi bevæger os på. Om ikke andet så lav latterkonkurrence med dine børn og se hvor tosset, åndssvagt eller dumt i kan grine, det kan i gøre når i slår øjnene op om morgenen eller på vej til skole eller ved aftensmaden.

 

8. Græd

For guds skyld græd. Det er noget af det jeg ikke har fået gjort nok, fordi jeg bare har været i overlevelsesmode, og jeg har ikke kunnet få kontakt til mine følelser ordentligt. Men jeg har prøvet og det har gjort en forskel. Igen har youtube gjort en forskel. Videoer som ”this cat saved his best friend” eller ”people are good” eller “try to watch this without crying” eller lign. virker for mig. Ellers skal jeg bare se The Notebook eller lign, så løber tårerne.

9. Taknemmelighedsdagbog

Åh en kliché. Men den virker. Jeg har på mine sværeste dage givet mig selv den udfordring at skrive 25 eller 50 eller 100 ting jeg var taknemmelig for lige der, og der har ikke været en eneste gang hvor jeg ikke er kommet i mål. Det har måske taget lidt tid, men det har ændret noget indeni mig på de dage hvor alting føltes håbløst.

 

-       Jeg er taknemmelig for at jeg har en opvaskemaskine

-       Jeg er taknemmelig for at mine børn er sund og raske

-       Jeg er taknemmelig for at vi bor et dejligt sted

-       Jeg er taknemmelig for mine veninder

-       Jeg er taknemmelig for frugtsalat

-       Jeg er taknemmelig for datovarer i Føtex

-       Jeg er taknemmelig for at jeg kun har betændelse i den ene akillessene, og ikke dem begge

-       Jeg er taknemmelig for at jeg har blødt sengetøj

-       Jeg er taknemmelig for at jeg har fundet en god te der smager godt (Tumeric tea)

-       Jeg er taknemmelig for …

 

 

Og når alt det her er sagt, så skal tid nogen gange også bare gå, min pointe er at vi ikke er handlingslammede, og at vi sagtens kan bevæge os mens vi går igennem helvede, også selvom det bare er bittesmå skidt, der næsten føles ligegyldige, men som er præcis det der gør hele forskellen.

 

”Jeg tror nærmest jeg er lykkelig”

I dag hørte jeg mig selv sige til en veninde at jeg har mærket overskud på en helt ny måde. Overskud i mit hjem, overskud i min kropskærlighed, overskud på mit studie og i hjemmeskolen. Overskud til at gøre ting der nærer mig, som f.eks. at bade i havet og begynde at løbe (jeg har løbet 250 meter i dag og jeg er ikke til at skyde igennem!). Det har selvfølgelig noget at gøre med at jeg det sidste 150 år har truffet så enormt mange store og bittesmå beslutninger, som har gjort det muligt at vi nu lever et liv med ro til at gro, ro til at trække vejret og ro til at leve. Jeg har knoklet røven ud af bukserne for at lande her hvor jeg igen mærker livsglæden strømme gennem min krop, hvor jeg mærker mine følelser, hvor jeg føler jeg er til stede i mig selv og i det liv jeg lever. Hvor jeg ikke længere kører på nogle pumper som skulle have været kasseret for længe siden, men hvor jeg danser i vinden og flyder i havet og mærker græsset med mine bare tæer, og griner sammen med mine børn hver dag igen. De 9 ting jeg nævner i blogindlægget her, har været vejen for mig. Måske kan du bruge noget af det til vejen for dig også.

 

Hvordan og hvornår får du tid til hjemmeskole, selvstudie, podcast og alle de andre ting du laver?

Hvordan og hvornår får du tid til hjemmeskole, selvstudie, podcast og alle de andre ting du laver?

Rockerfrøerne på Roadtrip dag 1, forberedelse og Lynæs Surfcenter

Rockerfrøerne på Roadtrip dag 1, forberedelse og Lynæs Surfcenter