Egentlig ville det være nærliggende at skrive om sexisme. Det ville også give mening at skrive om metoo. Og om Sofie Linde. Og om alle de seje kvinder der står frem lige nu. Og det kommer jeg også til. Der sker bare så meget her for tiden, og jeg vil gerne skrive et ordentligt indlæg om lige netop sexisme i Danmark, men det kommer jeg ikke til. Ikke i dag. Til gengæld kommer her en lille update på det hele.
Hvordan går det med vægttabet?
Det går faktisk rigtig godt. Lige nu står min vægt lidt stille, det kan både skyldes at jeg de sidste 3 uger har rendt rundt med en brækket tå og derfor ikke har rørt mig, men det kan også skyldes at man sjældent taber sig lineært, og at den bare står stille lige nu og at det er okay. De første par uger var jeg frustreret over det, fordi jeg jo er “vant til” at tabe mig knap et kilo ugentligt. Men nu er det okay. For det her vægttab er hverken en konkurrence mod mig selv eller en krig mod min krop og jeg har allerede opnået det vigtigste, nemlig livsstilsændringen. Selvom en brækket tå og noget egenomsorg godt kunne være en kær anledning til at plyndre Lagkagehuset, så er lyset til det totalt udeblevet. Jeg har haft mere lyst til at snacke, ja, men jeg har virkelig ikke haft lyst til hverken slik eller kager eller andre ting jeg ved gør min krop trist og ked af det. Og det er megafedt.
Faktisk holder jeg vægten, den svinger lige nu med et par hundrede gram plus og minus hver uge, men jeg ligger stabilt på 75 kilo (jeg startede på 91,5), og jeg tænker at den begynder at falde igen snart.
Det er så vildt med det vægttab, jeg kan passe ALT det tøj jeg har gemt i kælderen fra inden jeg blev gravid med Emmalia for snart 6 år siden. And then some. Alle mine gamle jeans sidder godt, og jeg har sågar måtte skifte alle mine trusser ud, forde de gamle simpelthen var blevet alt for store. Jeg kampnyder at have en lettere og mere fri krop, selvom jeg stadig skal væne mig til mit nye spejlbillede. Men det skal jeg nok komme til.
Hvordan går det med ammestoppet?
Det gik simpelthen over al forventning. Det har tabet mig næsten et år at tage tilløb til, og til sidst var nok bare nok, og jeg satte plastre på mine bryster og fortalte Selinna at “puttebaba er gået i stykker”. Jeg har altid haft den holdning at vi ammer så længe det giver mening for alle parter, og det gjorde det bare ikke for mig til sidst. Så selvom der stadig var en sorg forbundet med at stoppe, så var det den rigtige beslutning.
Selinna klarede det sindssygt flot. Vi gik begge i sorgprocess, men vi var i det sammen, og der var al plads i verden til at være kede af det og sørge over at en dejlig tid var forbi. Der gik dog kun ganske få dage, så havde Selinna vænnet sig til livet uden “baba”, og nu, en måneds tid senere, er der bare ingenting. Hun beder selv om en banan og noget vand inden hun skal sove, og falder tit i søvn med bananen i hånden. Det er som om hun lige er blevet et halvt år ældre på bare få uger efter ammestoppet.
Samtidig øver vi mere alenetid til mig. Selinna har allerede overnattet ude to gange nu, og tredje gang kommer i næste uge. Efter 5 år som småbørnsmor er det virkelig tiltrængt med lidt lufthuller i kalenderen hvor der er fokus på mig-tid. Også efter måneder med corona og lockdown, og så 5 ugers sommerferie med mine to dejligt pomfritter. NU trænger jeg også til at have lidt tid hvor det kun handler om mig.
Jeg er ikke der hvor jeg helt kan nyde det endnu. De første to gange pigerne sov ude kunne jeg slet ikke slappe af. Min hjerne vidste jo godt hvor pigerne var henne, men min krop gik i alarmberedskab hvert 5. minut og for sammen “hvor er mine piger henne?”. Så jeg øver mig, men det går langsomt, og det er okay.
Så har jeg gang i en masse småprojekter for tiden, jeg kan ikke fortælle ret meget om ret meget, men jeg nyder at dykke ned i spændende emner og møde nye (seje) mennesker. Og så er de jo på alle måder en vild tid vi lever i. Jeg har skruet ned for nyheder og facebook-feed, og op for møder (med afstand og håndsprit) ude i virkeligheden. Man kan hurtigt miste troen på menneskeheden hvis man kun møder mennesker på de sociale medier. Så jeg skyper og whats-app’er, går ture og har kaffeaftaler, hygger med folk jeg godt kan lide. Og det nærer mig og min sjæl. Øjenkontakt, spændende livshistorier, nærvær og snuden ud af telefonen og de sorte huller på nettet.
Jeg ved ikke hvorfor indlægget hedder PLOP, andet end at jeg tænke jeg lige ville dumpe forbi med en update. Inden jeg går i alvorsmode og skriver om noget der optager mig virkelig meget for tiden, snakket om sexisme, kulturændringen. Hvad med dig, hvordan går du og har det?
