"Hold kæft hvor er jeg træt af #Metoo"
“Du ved selv hvem du er, og jeg er ret sikker på du sidder og kigger på mig lige nu”. Sådan sagde Sofie Linde til Zulu Comedy Galla, og så eksploderede internettet. Meningen var at jeg ville skrive et skarpt bidrag til debatten, men jeg er simpelthen så træt, at alt hvad jeg orker i dag, er at ligge under min dyne, med min stakkels brækkede tå, og se Harry Potter - en eventyrverden der i øvrigt virker helt normal og nærmest ordinary i forhold til den verden vi lever i lige nu. Tænk at den dag skulle komme.
Det er simpelthen så vildt at være vidne til hvad der sker lige nu. Jeg er så udmattet men på samme måde så fucking opløftet af det der sker. Jeg har, helt ærligt, haft dage hvor jeg har været i tvivl om jeg ville nå at se sexismen falde i min livstid. Men det sker nu. Vi ser først lige den spæde start, og det kommer til at blive grimt og voldsomt, men det SKAL til før det bliver godt. Vi skal læse og lære om mange mange historier endnu, og vi har ikke set den sidste Dennis Knudsen springe op af æsken og chokere med en (meget) offentlig hjerneblødning. Der kommer flere, vent og se.
Men det er godt. Det er godt at det stadig vælter ud med kvindehad og mere eller mindre sindssyge myter om kvinder, falske anmeldelser af voldtægt, kvinders troværdighed og virkelig vilde myter om hvor lidt mænd i virkeligheden evner at kontrollere egen adfærd (not true). Der kommer meget mere. Og når kommentarsporene er færdige med at svømme over af myter, så kan samtalerne begynde. Det er allerede ved at ske.
Et indblik i min indbakke
Mine indbakker flyder over i disse dage. I dag har jeg besvaret følgende spørgsmål
Jeg har besluttet mig for at anmelde en voldtægt der skete tidligere på året. Jeg føler mig stærk nok nu Hvordan gør jeg?
Hvordan kan jeg som mand være med til at støtte op om kampen mod sexisme?
Hvis jeg oplever sexchikane fra min leder, som er bedste venner med HR, hvor går jeg så egentlig hen med mine oplevelser
Var denne her oplevelse egentlig sexchikane, eller er det bare normal adfærd?
Hvad med denne her, er det bare noget man skal finde sig i? For sådan har det været lige så længe jeg har været ansat her
Det var spørgsmålene, så kommer de her beskeder
Jeg vil bare sige at jeg har set dig i diverse kommentarspor, og jeg har virkelig lært meget af dine skarpe og saglige bidrag i debatterne, jeg håber det er okay jeg anmoder om dit venskab, for jeg lærer rigtig meget af dine perspektiver. (Skrevet af en mand)
Kære Frejamay, jeg har for første gang i mit liv turde dele mine personlige oplevelser med sexchikane og overgreb i mit netværk. Tak fordi du skubber til debatten, dig og alle de andre seje mænd og kvinder der har holdt snakken igang, og gang på gang har sat ord på alt det vi andre ikke kunne holde ud at høre på, eller ikke så, fordi vi alle er så fartblinde, fordi det er overalt.
Tak fordi du taler, jeg har besluttet mig at kaste mig ud i debatten fordi du og alle jer der har gjort det længe i giver mig modet.
Ved du hvad der ikke er en eneste af min indbakke? Chikane! Trusler! Hademails! Svinere. ikke en eneste. Det er så vildt. En helt uvant situation. Og jeg har også besluttet at jeg fra nu af outer alle med navn. Jeg er færdig med at beskytte krænkere og små mennesker der tror at skammen arbejder for dem, og at ofre stadig er fanget i skammens tankeskabte fængsel. No more. Vi har passeret tipping point, den tid er forbi. The end.
TRÆT af Metoo? JA sgu! Det er vi alle
Et af argumenterne i debatten er, eller, jeg ved ikke om man overhovedet kan kalde det et argument, men det hedder “åh, jeg er så fucking træt af at høre om alt det METOO PIS! Skal vi ikke snart tale om noget andet?”, og ved du hvad Johnny? Jeg er også pissetræt af Metoo. Jeg er så træt at jeg har ligget under dynen det meste af dagen, fordi alle mine celler er trætte. Jeg har endda dopet dem med cola, så jeg lige havde kræfter nok til at pause Harry Potter et øjeblik for at skrive den blog. Og jeg ville, som dig, også ønske at vi var fucking færdige med at høre om det pis. Men sålænge der stadig er sexisme, sålænge kulturen stadig er pilrådden, og lå længe drenge, piger, mænd, kvinder og alle andre ikke kan føle sig safe, hverken i samfundet eller på deres arbejdspladser, skoler, fritidsinteresser, foreninger mv. ja, så er vi desværre ikke færdige med at snakke om Metoo og sexisme endnu. Og så kommer du til at høre om det. Så, nu har du to muligheder, enten kan du brokke dig videre og forlænge den tid vi alle skal bruge på at være engagerede i samtalen, eller også kan du være en del af løsningen, tage personligt ejerskab, og sørge for at vi kommer i mål.
Spørg!
Spørg kvinder i din omgangskreds på hvilken måde de har oplevet sexisme. Vær okay med at de muligvis ikke lige har lyst til at svare dig med det samme. Giv plads til at de kan vende tilbage når de er klar til at fortælle. Den slags samtaler tager tid. Der er stadig både kvinder og mænd der skammer sig alt for meget til at de overhovedet overvejer nogensinde ta komme ud med hvad der er sket. Der er stadig alt for mange der er for bange for overhovedet at benytte sig af hashtagget "#metoo, fordi de har set hvilken udskamning ofre går i møde. Ikke bare udskamning, men chikane, hån og latterliggørelse. Vær en del af løsningen Johnny.
Vi skal holde ALLE op på det her nu.
I morges så jeg skønne Lior, som jeg for nyligt er begyndt at følge på instagram lige her, viderebringe en forespørgsel fra Go Aften Danmark. En journalist der søger kvindelige cases til en snak om at være bange i nattelivet (f.Covid19). Her er et tilfælde hvor vi kan gøre noget aktivt, så jeg skrev til Lior og spurgte om de egentlig havde tænkt sig, inde på TV2, at tage ansvar for den kvinde de hiver ind for at fortælle om sin frygt. For jeg har personlig bitter erfaring med at det gør de ingenlunde. Det er jo et konkret sted at starte. Hvordan håndterer vi vores interviewpersoner m/k ansvarsfuldt og respektfuld?
Jeg skriver løbende om hvad der sker. Nu vil jeg tilbage til Phøniks Ordenen, og en verden der på mange måder også er på vej i ruiner, for at en ny og bedre fremtid kan opstå og blive skabt.
Tak til alle der rejser sig, tak til alle de seje kvinder der er gået foran med dybt personlige og traumatiserende historier, tak til alle mænd der følger trop og erkender at de også er en del af løsningen, det er jer kære mænd der skal vække de mænd der ikke helt har forstået problemets omfang endnu.
Jeg er fandme stolt af denne bevægelse og alle der tager del i den. I rører mig allesammen dybt i mit hjerte. Jeg har grædt idag, mest fordi jeg bare er enormt overvældet af alle de personlige historier, den store tillidserklæring det er at blive betroet andre menneskers værste skam. Jeg er i gang med at udarbejde nogle indlæg og guidelines til hvordan man anmelder en voldtægt, hvad man gør hvis man oplever sexisme, og jeg tager virkelig gerne imod råd og links til det formål, for det er et ret stort arbejde.
Tak. Fremtiden skal være for alle. Og alle er vigtige brikker for at nå det mål. Også dig.
P.S.
Jeg har lavet en lille talk om min rejse hertil hvor jeg føler mig tryg og stærk i at debattere Metoo og feminisme. Måske brænder du også for at kaste dig mere ud i debatterne? Så er her et par tips til hvordan:
PP.S. Her kan du se, eller gense, mit møde og min samtale med Radikale Venstres Morten Østergaard, hvor vi sammen satte sexisme på dagsordenen:
