"Freja" var mit sexarbejdernavn

Hvis du er helt ny her, så ved du ikke at jeg for 5 år siden hed noget helt andet, og at jeg skiftede navn. Men det gjorde jeg altså. Navneskiftet kan du læse om her. Jeg sad med lange lister over navne og kunne hedde de mest eksotiske spændende ting. Det er en crazy proces at skulle vælge sit eget navn, for hvem er man egentlig? Hvilket navn er jeg hvis jeg helt selv må bestemme? Da jeg så “Frejamay” på listen vidste jeg at det var det jeg skulle hedde. Her, 5 år efter navneskiftet elsker jeg stadig når folk siger det højt, og når jeg præsenterer mig. Det navn er bare så meget mig.

I dag sider jeg i joggintøj, der er legetøj overalt, jeg har været en kortluntet mor i dag, og det hele handler i virkeligheden om at jeg trænger til at græde. De seneste uger har jeg haft de mest tunge og rørende og komplekse historier om sexchikane, voldtægter og overgreb i min indbakke. Jeg har set de mest modbydelige kommentarer om kvinder, ofre for overgreb og sexisme i samtlige kommentarspor om sexisme på de sociale medier, jeg har også set flere og flere mænd rejse sig og stå op for kvinder i debatterne. Jeg har selv skrevet om det og lige nu har jeg et par dages (semi) pause. Jeg kan godt mærke jeg trænger til at skylle ud. Græde. Lade tårerne flyde.

Så da jeg i dag sad og læste en masse fantastiske kommenterer om mig i en facebooktråd, begyndte jeg at græde. Det føltes som et virtuelt kram der ramte helt ind og satte pumperne fri. Nu har jeg grædt i en time, og vupti, så dukker den her historie op om “Freja”. Og i dag har jeg bare tænkt mig at fortælle den.

Om ikke så længe skal jeg holde et oplæg for Landsforeningen Spor. Et kæmpe ansvar. At tale til mennesker med senfølger af seksuelle overgreb. Og selv være en af dem. At tale for 2000 mennesker i Falconersalen er peanuts i forhold til det her. Og det sætter naturligvis tanker i gang. Mit “historie-kartotek” skal rystes og jeg kan og vil ikke læne mig op af de historier jeg plejer at dele på mine foredrag. I dag kom denne historie så op. Om sexarbejderen “Freja”. Jeg er ikke sikker på den historie skal med i oplægget, måske er den bare nøglen til noget andet, så defor deler jeg den her. Jeg kan mærke jeg ikke skammer mig over den historie længere, så nu må du godt få den. Måske kan den noget for dig.

Faktisk kan jeg ikke huske præcis hvornår det var. Men det har i hvert fald været efter jeg flyttede til København for ca 17 år siden. Jeg delte meget intime detaljer fra mit liv med en god ven, og jeg fortalte ham en dag om fantasien om at arbejde som prostitueret. Vi nåede faktisk dertil hvor vi snakkede om at han skulle være min chauffør når jeg førte fantasien ud i livet. Jeg havde læst om “den lykkelige luder” på en blog, og havde fulgt hendes arbejde og hendes historier indtil bloggen døde hen.

Jeg var sikker på det godt kunne lade sig gøre. For mig. Så jeg satte mig foran min computer for at skrive mit visitkort. Min salgsside. Jeg måtte google hvad “fransk” og “russisk” og “svensk” betød, for det anede jeg ikke. Jeg skrev, fandt nogle billeder, og mit dæknavn blev "Freja”. Luderen Freja.

Alligvel besluttede jeg mig for at vente lidt med at “Gå live”. Jeg gik til og fra det. Skrev lidt i min salgstekst. Slettede lidt igen. Jeg prøvede at mærke efter hvad det var der holdt mig fra at trykke “gå live”. Publicér. Start. Men jeg ved det faktisk stadig ikke helt den dag i dag. Det endte med at jeg ikke tog det skridt. At jeg lod være. Og det er jeg dybt taknemmelig for.

Det er umuligt for mig at udtale mig om andres historier, valg, om “den lykkelige luder” findes derude. Det gør hun eller han givetvis. Men det havde ikke været tilfældet for mig. Jeg var ødelagt af seksuelle overgreb. Og ganske kort tid efter min leg med “Freja” fandt jeg ud af hvor ødelagt jeg var. Jeg fandt også ud af at det ikke ville give mig den kontrol jeg håbede på, hvis jeg havde fuldført og var begyndt at arbejde som sexarbejder. Jeg fandt ud af at jeg var på vej et sted hen, hvor jeg helt sikkert ville skade mig selv endnu mere. Noget i mig havde den stop-knap. Og jeg ved godt hvad det skyldes. Det er den samme stop-knap som jeg altid har haft, som på en eller anden måde altid har reddet mit liv. Den skriver jeg om en anden dag.

Faktisk havde jeg besluttet mig for at jeg er færdig med at dele personlige historier på mine platforme. Jo små uskyldige historier, men ikke dem her. Prisen er for høj, tonen er for hård, det er for nemt for fremmede der ikke aner hvem jeg er, og sidde og slå spyd ind gennem mit åbne hjerte. Der var engang hvor vi stadig opførte os nogenlunde anstændigt på nettet, dengang det var nyt. Den tid er forbi nu. Og måske bliver det her den sidste af slagsen, det ved jeg ikke endnu. Men den her skal ud. For jeg er klar til at slippe den og give den videre.

Jeg endte med at gå ind og slette min profil. “Freja” var og blev et politprojekt der heldigvis aldrig blev til mere. Og da jeg sad og skulle vælge mit navn på den lange liste af navne, i forbindelse med mit navneskifte, faldt jeg over “Freja” igen. “Der var du, Freja, jeg vidste vi ville mødes igen”. For Frejamay er ikke bare et pænt navn fra en lang liste, det er fuld af historier. Og denne historier er faktisk en vigtig og stor del af navnet.

Med Frejamay blev det muligt for mig at tage “Freja” med ind under min vinge igen efter mange års udskamning og selvhad. Med Frejamay tog jeg kontrollen tilbage på en sund måde, i stedet for at sælge min krop i håb om at det ville give mig illusionen om kontrol og (fake) vundet kamp. Jeg ville tabe. Alt. Med Frejamay fik jeg muligheden for at fortælle min egen historie, og være den jeg ønsker at være, i stedet for den livet havde kørt mig i stilling til at skulle blive. Med Frejamay blev jeg fri. Med Frejamay skulle jeg selv skrive min fremtid.

Så. Jeg skammer mig nul procent over denne historie. Ikke længere. Jeg kan både se mine børn i øjnene og vide at denne historie nu ligger på internettet, kommende eventuelle chefer, samarbejdspartnere, kærester, venner, stalkere, haters og veninder. Nu er den her, og når den ligger her kan den ikke styre mig. Det kan den til gengæld i det skjulte. Ubevidst. Hver eneste dag.

Og det var det eneste jeg havde lyst til at fortælle i dag.

Hav det dejligt.