Jeg har haft en velfortjent pause fra SoMe (og alt andet). Men det skal man passe på med, for da jeg tændte for mine sociale medier væltede det ind med beskeder. ”HAR DU SET DET??!” og ”Hvad er din holdning til dit møde med Morten Østergaard nu hvor det viser sig det er ham selv der har krænket?” og ”skynd dig og tænd for nyhederne NU!” og 18 andre i samme stil. Jeg forstod ikke hvad der var sket, indtil det gik op for mig hvad alle beskederne handlede om.
Først vil jeg starte med at sige at det er vildt dejligt at se SÅ mange mennesker pludselig interesserer sig for sexisme. Der var også lidt tomt for nogle måneneder siden. Nu er det noget alle har en holdning til og involverer sig i. Fantastisk. Også selvom bølgerne går højt.
Sagen med Morten Østergaard er kommet som et kæmpe chok for mange. Jeg kender ikke detaljerne i den, jeg kender heller ikke tidslinjen, jeg ved ikke hvad der har sagt hvad hvornår, og jeg ved heller ikke hvem der har fortiet noget hvornår. Derfor kan jeg ikke skrive ret meget om den sag. Til gengæld kan jeg skrive noget om de mange unuancerede kommentarer jeg læser til opslag om dette emne. Og det har jeg så tænkt mig at gøre i dag.
Mysteriet om Den Vandrede Hånd
Først vil jeg starte med at dele et citat om den kulturforandring vi står midt i. Citatet kommer fra Rasmus Hald Møller fra Daregender:
” Rasmus Hald Møller fra daregender skriver noget virkeligt fornuftig i anledning af Morten og Mysteriet Om Den Vandrende Hånd.
“Du kan ikke få magt, hvis andre folk ikke kan lide dig. Ens gerninger har konsekvens for ens mulighed for at lede andre mennesker.
Det der sker nu, er bare, at kvinder på lige fod med mænd indtager deres retmæssige plads i den jury, der bestemmer, hvor populær du er.
Det betyder at din opførsel overfor kvinder pludselig betyder noget, og det efterlader nok mange mænd i Danmark med en ubehagelig fornemmelse i kroppen. For det er mænd som er vokset op i en kultur, hvor det er en maskulin dyd at have en udfarende og grænsesøgende seksualitet. De har bare gjort, hvad de har lært. De mænd oplever nok, at de blot fulgte de spilleregler, der blev givet til dem gennem vennerne, musikken, litteraturen, Hollywood, deres far, af kulturen, af samfundet. De vokser op i en kultur der lærer dem at føle berettigelse over kvinder og deres kroppe.
De lærer at være grænsesøgende (og -overskridende) som en nødvendig del af det at være et seksuelt menneske. Der er ikke noget at sige til, at kvinder i respons er nødsaget til at lære sig at være grænsesættende.
Det er nogle elendige spilleregler, og det er vi ved at finde ud af nu.
Denne skævt kønnede interaktion går igen, men den ændrer karakter, når der også er tale om et ulige magtforhold mellem de to. For så ændrer en kvindes vilkår for at sætte grænser sig. Er manden hendes chef eller en stor kanon, har hun pludselig langt ringere forudsætninger for at tackle hans grænseoverskridende adfærd.
Når der samtidig er en enorm kønnet skævhed i, hvem der sidder på de magtfulde poster, er det jo bare et spørgsmål om tid, før bomben springer – at kvinder går sammen og ser, at dette er et fælles problem, et kulturproblem.
Næste skridt er så at få mænd til at være med i kampen mod denne skævhed, og nogle mænd er mere villige end andre til at sige fra overfor for den kultur, mange af dem har vundet på, og som kvinder har tabt på.”
Det er næste jeg vil sige noget om er om den hånd på det lår. For er en hånd på et lår egentlig en krænkelse?
Well, det kan det være og det kan det også ikke være. Lad mig give dig et par eksempler.
Jeg oplever ikke at en hånd på et lår er et overgreb, med mindre der er tale om magtmisbrug. Lad os sige at din 16årige datter er med til et salgsmøde med en ny kunde. Lad os sige hun er assistent. De sidder 6 til mødet. Din datter har aldrig mødt denne kunde før. Hvis dette salg lykkes så betyder det at din datters arbejdsgiver tjener 5 millioner på den ordre. Under mødet begynder kunden pludselig at rage på din datter. Hånd på låret. Man er nødt til at forstå magtspillet og hvad der er på spil i det her rum. Han tager hende ikke på låret fordi han er interesseret i at flirte. Han tager hende på låret fordi han kan. Fordi han allerede har luret at hun er nederst i hierarkiet, og ved at hvis hun bringer den dårlige stemning ind i det lokale, så er det hendes ansvar at ordren går i vasken, at hun måske bliver fyret, at hun bare skal verfe det af sig. Og så har vi slet ikke talt om det chok det er at sidde i et professionelt rum med faglige rammer, og så pludselig blive befamlet og behandlet som et stykke kød. Her er hånden på låret en alvorlig krænkelse. Og hvis hun siger noget bagefter, evt. til sin chef, så er chancen for at det bliver dysset ned langt større end chancen for at hun bliver taget alvorligt. Til gengæld er der rigtig gode odds for at hun bliver udskammet og ekskluderet.
Et andet eksempel på hvorfor man ikke bare lige kan sige fra, er hvis man er udsat. Læs artiklen ”For de mest udsatte koster et nej til blowjob brød på bordet”. Privilegieblindheden skriger til himlen når mænd og kvinder bræger op om at man bare skal ”grow some balls og sige fra”. Udover eksempel ovenfor med den 16årige pige, så findes der mange udsatte borgere der er fanget i netop de situationer som artiklen her beskriver. Det er ren uvidenhed at råbe ”man skal bare sige fra”. For det viser at man ikke har forstået ret meget om magtforhold og om hvilke konsekvenser det har for ofrene at sige fra. Til gengæld har det stort set aldrig konsekvenser for gerningspersonerne.
Kvinder siger fra. De siger fra herfra og til månen. Igen og igen og igen. Men det er en misforståelse at det er omkostningsfrit at sige fra. Jeg er selv blevet truet med vold og det der er værre for at sige fra. Jeg har selv oplevet det mange tror er et ”kompliment” forvandle sig til fullblown aggressivitet fordi det faktisk ikke var et kompliment, men derimod en magtdemonstration. Desuden skal vi simpelthen i gang med at flytte fokus fra offer og over på gerningspersonen. Det er den krænkende adfærd der skal stoppes. Det er ikke folks eget ansvar at de udsættes for overgreb. Ansvaret ligger hos krænkeren, hos dem der overværer det, og ikke reagerer, og hos det samfund, hvis strukturer - og tendens til at påføre skyld og skam på en krænkede - har medvirket til at situationen overhovedet findes. Det er gerningspersonerne der skal opleve konsekvenser af deres adfærd, også selvom det måske er personer vi godt kan lide og synes er flinker fyre. Vi skal vise at vi ikke tolererer sexisme og sexchikane.
Må man nu ikke engang give et kompliment?
Jeg blev engang stoppet på gaden af en ung fyr. Jeg var på vej på date og var i supergodt humør. Fyren kom næsten løbende efter mig, spurgte om han lige måtte sige noget til mig, og jeg sagde ja. ”Jeg har bare lyst til at fortælle dig at jeg så dig komme gående, og du har den vildeste udstråling og du ligner en der er fuld af power. Og det var bare det jeg ville sige, tak, hej hej”. Og så gik han. Her, 10 år senere, er jeg stadig helt glad i hjertet når jeg tænker på ham og hans dejlige ord. Det var et kompliment.
Et par dage senere gik jeg hjem fra arbejde. En arbejdsmand råbte ”hey smukke, hva så?”. Jeg smilede til ham og skyndte mig videre uden at sige noget, for jeg kunne godt mærke at det her ikke var en ”kompliment-situation”. Og ganske rigtigt, han fortsatte ”hey, slap dog af, jeg vil dig ikke noget”, jeg sendte ham et venligt smil igen og fortsatte, hvorefter han råber ”narrefisse!!” efter mig og siger ”sådan en snerpet so” til sine venner.
Nu ved jeg ikke med dig, vi har jo forskellige præferencer, men ”slap dog af” og ”narrefisse” og ”snerpet so” er ikke særlig kompliment-agtigt i min verden. Og efter mange år i en kvindekrop og med et kvindeliv, så tager det ikke mere end et splitsekund og afkode om der er tale om et oprigtigt og respektfuldt kompliment, eller om der er tale om en forsinket sviner med en faktura der skal betales pakket ind i noget der kunne minde om et kompliment.
Og nu til et andet argument: hån mod “rigtige ofre”
” Jeg ser det her som en hån imod enhver voldtaget og seksuelt misbrugt voksen og barn. Jeg ser det som en hån imod enhver der nogensinde har været udsat for reelle overgreb.”
For det første kommer det her argument ofte (men ikke altid) fra folk som aldrig selv har oplevet misbrug og magtanvendelse og overgreb. Ofre for ”rigtige overgreb” bliver bare taget som gidsler i endnu et forsøg på at afspåore debatten og miskreditere de kvinder og mænd der står frem med Metoo historier. Ingen går sådan rigtigt op i ”de rigtige ofre” når det kommer til stykket. Personligt kender jeg ikke et eneste offer for overgreb der siger ”ej, nu fjerner de fokus fra mine alvorlige overgreb med al den snak om klap i numsen og hænder på lårene”. Jeg er selv offer for overgreb, og jeg synes overhovedet ikke der fjernes fokus fra noget som helst. Til gengæld synes jeg netop at snakken om hånden på låret er lige så vigtig som alle de andre snakke vi har og skal have under #Metoo paraplyen.
Faktisk er det endnu ikke lykkes mig at opstøve den her påståede interesse for “rigtige ofre” hos dem der bruger det her argument. Det virker unægteligt som et temmelig hult atgument.
For det som ”hånden på låret” snakken dækker over, er blot den ene ende af den skala der ender i voldtægt og i sidste ende i drab på kvinder. Det er samme skala. Det er samme mekanismer der er i spil. Det er samme magtanvendelse. Er der forskel på en hånd på et lår og på en voldtægt? Ja det er der. Er en hånd på et lår altid en krænkelse? Nej det er det ikke, Men kan det godt være en krænkelse for nogen? Ja det kan det. Og for at blive klogere på netop det, er vi nødt til at have mange snakke om det her. Vi er også alle sammen nødt til at foretage noget selvransagelse og nogle gåture hvor vi tænker over de historier vi hører og får fortalt.
En hånd på låret kan sagtens være romantisk og lækkert. Jeg var på en date sidste år hvor hans hånd havnede på mit lår. Inden da havde vi begge to aktivt valgt at være på en date med hinanden, vi havde flirtet, sendt hinanden smil, puffet kærligt til hinanden når vi gik, sagt små søde anerkendende ting til hinanden, og hånden på låret var næste skridt, som blev til et kys, som blev til utrolig god sex på en sofa. Ingen var krænkede, alle var med på flirten, måske lige på nær min underbo … for det larmede lidt.
Men hvornår har du egentlig sidst siddet til et møde en onsdag formiddag, og under bordet har du langsomt ladet din hånd glide op ad din chefs lår lige inden han skulle op og præsentere de nye retningslinjer for åndedrætsværn i din virksomhed? Nej? Jeg kan heller ikke lige huske hvornår jeg har befamlet min chef eller min kollega under nogen som helst møder i de virksomheder jeg har arbejdet i. Til gengæld havde jeg en kollega der kyssede mig i håret med jævne mellemrum. Det var virkelig grænseoverskridende. Men jeg turde ikke sige fra fordi jeg var bange for at han ville ødelægge mit gode ry på den arbejdsplads. Så jeg bed det i mig og passede mit arbejde.
Hvorfor bringe sagen op så mange år efter?
Fordi tiden er inde. Ganske simpelt. Fordi Metoo skete, fordi Sofie Linde sparkede gang i den kulturændring vi så desperat mangler i Danmark. Fordi vi, på trods af Metoo og Sofie Lindes mod stadig udskammer ofre. Du behøver blot at tilbringe 1 minut i kommentarsporene på Lotte Rods facebook opateringer de seneste dage, og så behøver du ikke længere undre dig over hvorfor nogen venter 10+ år med at stå frem, og hvorfor nogen aldrig nogensinde står frem. Det hedder victimblaming og det foregår alle steder.
Victimblaming er kort fortalt det der sker når du placerer ansvaret for krænkerens adfærd hos offeret. Når du spørger hvilket tøj hun hade på, fordi du har en idé om at en kjole eller et par jeans kan have været årsagen til at en mand vælger at voldtage en kvinde (eller en mand). Den eneste der er årsagen, det er krænkeren.
Hvis du står frem bliver du slagtet. Forskellen er at du i dag har et større bagland end nogensinde der tror på dig, bakker dig op. Forskellen er at i dag er du ikke længere alene. Fordi vi er blevet ret mange der har fået endegyldigt nok af den her kultur. Vi vil ikke være med til at det her bliver noget vores døtre og sønner OGSÅ skal ødelægges af. Derfor kommer alle historierne nu. Og der kommer endnu flere, vent og se. Og lyt. Hør efter.
Til slut vil jeg dele radiovært og forfatter Majbritt Marie Nielsens fine tekst om flirten
” “Flirten har historisk og næsten suverænt været mandens at starte og med MeToo beder vi nu manden om at forudsige, hvordan en bemærkning, berøring eller hentydning opfattes af sin modtager inden, den faktisk foregår.
Problemet er og bliver, at mennesker er forskellige. Nogle flytter en hånd på låret og tænker ikke mere over dét; andre tænker på det i et årti. Nogle opfatter komplimenter som uvedkommende i alle former for magtforhold, andre mener, de skaber en god stemning.
Det bliver en opgave at se, høre og fornemme mennesker omkring sig for de mænd (og kvinder!) der tager det første initiativ, men min påstand er, at det er dét værd.
Langt de fleste af os ved godt, hvornår vi er velkomne og især, når vi ikke er. Min påstand er videre, at denne nye bølge vil ramme de få, der ikke vil affinde sig med sidstnævnte scenarie.
For de “man må heller ikke sige noget mere”-entusiaster, der mener, verden er blevet sindssyg..
Ja! Kvinder har siden tidernes morgen fundet sig i..
.. at lade som om, vi er kærester, svigerinder eller ikke taler dansk, når vi er på bar og en bejler ikke forstår hverken 1., 2. eller 3. afvisning.
.. at gå hjem i grupper, tale højlydt ind i død mobiltelefon, hvis vi er nødt til at gå alene og vi kan fordele et nøglebundt mellem knoerne på 10 sekunder.
.. at fare hen til den mest tillidsvækkende mand på diskoteket og sige “Må jeg stå her hos dig i et par minutter?” når en insisterende bejler følger efter os.
.. at vide hvem, vi skal undgå til firmafrokoster og vi praktiserer endda en form for intern overlevering, når der kommer nye til.
Så til dem, der mener, at flirten er smadret af MeToo - nej. Den tager bare et minut længere og halvdelen af os har vitterligt bakset med den dårlige flirt for evigt.
Og så håber jeg inderligt, at vi kvinder vil intensivere vores flirteri fra nu af og medvirke til en mere jævnbyrdig byden op til dans, uanset i hvilket regi, vi færdes. Og at vi kan gå forrest med den opførsel, vi selv beder om, så flirten ikke dør, men bliver dejlig for alle.”
Ingen storm i noget glas vand
Det blev langt. Men der er også meget at sige, og det er helt sikkert at vi kommer til at se flere falde det næste stykke tid. Så nej. Jeg synes absolut ikke det her er ”en storm i et glas vand”. Jeg synes det er absolut på sin plads at vi også diskuterer hånd på lår, og hvorfor det er så vigtigt at forstå at den skide hånd kan betyde så mange forskellige ting alt efter hvem hånden tilhører, hvilket magtforhold der er mellem hånd og lår, hvilken kontekst hånden er havnet på låret i, hvad der er gået forud, hvad intentionerne er, hvad der blev sagt, hvis der blev sagt noget, og om det var omkostningsfrit at sige fra eller om det ville have store konsekvenser.
Lad os tale om det og bevare den gode tone. Alle vinder ved at vi kommer klogere og stærkere ud på den anden side af det her. Sammen. Og nej, jeg hverken fortryder eller skammer mig over at have mødtes med Morten Østergaard. Jeg er totalt glad for den samtale vi havde, for vores billede og for det fokus vi fik sat på sexisme. Hvorfor skulle jeg det? Han virker som om han er en passioneret politiker der gerne vil gøre en forskel. Han har klokket i sin håndtering af sagen og han har klokket i det for 10 år siden. Jeg tror ikke han er færdig i politik, og jeg håber han bruger denne erfaring til noget konstruktivt og awesome. Det håber jeg vi alle gør.
Metoo er ikke gået for vidt, Metoo er først for alvor startet. Det er nu det bliver interessant. Der er stadig alt for mange historier vi ikke har hørt, alt for meget råddenskab og ulækker kultur og magtmisbrug. Lad os stå sammen, mænd og kvinder og alle andre, og få ændret kulturen så her bliver rart for alle at være.
