Og derfor stopper Emmalia i børnehaven

Phew. Det er en vild tid i øjeblikket. Jeg har ærlig talt ikke mine to ben på jorden, og jeg svæver lidt rundt i sådan en hyggelig tornado der hvirvler det hele godt og grundigt rundt. Jeg har besluttet mig for “bare” (der er intet som helst “bare” over den her rejse) at gå med vinden, og så må jeg se hvor jeg lander henne på et tidspunkt. Seneste “projekt” handler om Emmalia på 4,5, og hvorfor hun stopper i sin institution næsten omgående.

Det er ikke nogen hemmelighed at både Emmalia og jeg har været på noget af en rejse når det gælder daginstitutionstilbudene. Vi har både oplevet en dagpleje der (uden held) insisterede på at Ems havde en diagnose (læs her), og et godt samarbejde det nye sted, som slet ikke kunne genkende at min store pige skulle fejle noget som helst. Det gør hun heller ikke. For the record. Og det er jeg i den heldige situation at jeg kan dokumentere, fordi hun blev testet på alle leder og kanter, og eksperterne kunne slet ikke forstå al den ståhej, for Ems er et sundt og rask og klogt og stærkt barn. (I knew that).

Men, det har ikke været et nemt møde, for pludselig befandt jeg mig i en situation hvor jeg skulle aflevere mit 1 årige barn på en stue hvor der, hver morgen, var 1 voksen til 10 vuggestuebørn. Og det kunne jeg ikke. Så jeg blev, fordi jeg var i den heldige situation at jeg kunne blive. Op til en time hver morgen. I meget lang tid. Øv. Og røg naturligvis i bad standing fordi jeg er sådan en pisse irriterende forælder der bider mig fast. Men hvem skal ellers stå op for børnene? For mit barn?

Nå. Men det blev bedre, vagtplanen blev lavet om, og ugen efter flyttede Emmalia op på en ny stue og vi har egentlig haft en okay tid. Men kun okay. Der har været flere ting, som er ligegyldige nu, men Emmalia har været glad for at gå der, og det har været mit vigtigste argument i hele den enormt svære situation det er, i valget/fravalget af daginstitution til ens barn. Den helt store årsag til at Emmalia er blevet, er fordi personalet på hendes stue er helt ufatteligt dygtige. Hold kæft nogle seje pædagoger. For første gang i hele denne rejse føler jeg virkelig at Emmalia er blevet set for det barn hun er. Jeg oplever også at Emmalia bliver mødt og ikke (længere) bliver gjort forkert fordi hun “Kan blive meget vred” og “er virkelig god til at sige fra” (sagt med alt andet end positiv tone). Gud hvor har jeg været til mange møder fordi “hun siger meget kraftigt fra”. Og hvor jeg har tænkt “ja, så skal hun sgu da ikke bruge hele sit voksenliv på at lære det, hvad er egentlig problemet?” (hilsen en der selv har brugt 30 år på at lære det, og stadig har et stykke vej at gå).

Nå. Men da jeg så så sedlen hænge på alle pladserne i garderoben, vidste jeg godt hvad det betød. Slut. Ems skal flytte. Den ene pædagog stopper, hende vi har haft simpelthen så godt et samarbejde med. Og den pædagog der virker lige så god på den næste stue Ems skal rykke op i, ja hun stopper også. Så jeg gik direkte ud og ringede til pladsanvisningen og fik Ems flyttet over til en ny børnehave. Så om 3 uger starter Emmalia i sin nye børnhave, og vi har i dag været henne og se stedet, og Ems var ikke til at rive med hjem.

Det er simpelthen så svært at skulle flytte sit barn. Men nu har jeg i et år sagt, at havde det ikke været for den og den pædagog, så havde jeg flyttet Ems for længe længe siden. Og nu er den og den pædagog så på vej væk, så beslutningen har for en gangs skyld ikke været så svær. Jeg er stadig ramt af “er det nu det rigtige at gøre? Er det nye sted virkelig bedre? Hvad med Ems’ venner? Hvordan vil hun reagere på en flytning?”. Men alle de svar finder jeg kun ved at følge mit hjerte og mit kendskab til mit barn. Og derfor flytter Emmalia.

Udover det med personalet er der også den helt naturlige grund at vi flyttede i en ny lejlighed et nyt sted hen for knap et halvt år siden. Vi kender ingen jævnaldrende børn i vores nye nærområde (endnu), og vejen til to institutioner hver morgen, hvoraf Ems’ nuværende ligger ret langt væk, den er lang og træls. Så flytningen af institutionen kommer til at gøre hente/bringe situationer langt kortere og nemmere. Begge pigers nye institutioner ligger nu indenfor 400 meters afstand, og ikke nær så langt væk fra vores hjem.

Så. Mit hjerte siger mig at det her er det helt rigtige at gøre, for alle. Og Emmalia var simpelthen ikke til at rive med hjem i dag, og hun glæder sig helt vildt til at skulle starte. Hun har fået to nye venner på den time vi tilbragte i den nye børnehave i dag, og jg så hende ikke halvdelen af tiden, fordi hun løb rundt sammen med de andre børn. Selvfølgelig bliver det også svært, fordi der lige skal bygges tryghedsbånd op til nye voksne, men de virker åbne og er vant til viljestærke børn som Emmalia, så det har jeg helt ro i maven over. Jeg gik faktisk derfra og tænkte “hvis jeg skulle gå i en børnehave, så gad jeg egentlig godt gå der”. Og det er første gang jeg har det sådan i hele min og Ems’ rejse.

For jeg har virkelig også været på en rejse. Jeg har været så bange de første mange mange gange jeg blev kaldt til møder omkring mit store barn. Mit første barn. Når man har været igennem en tur med dagtilbudet, hvor man er blevet mistænkt og mødt med både løgne og mistro omkring sin forældreevne, så gå det lige i hjertet og i frygten hver gang der er en ny indkaldelse til forældremøde. Sådan har jeg i hvert fald haft det i lang tid. Men det er helt ovre nu. Jeg er ikke ødelagt mere. Jeg VED jeg er en god og god, ressourcestærk og dygtig mor. Mine børn trives og hviler i sig selv. Jeg kender også mine børn langt bedre end pædagogerne, og efter at have haft et rigtig godt samarbejde med dem der nu stopper, ja så kan jeg jo se hvordan et “almindeligt” forløb og samarbejde ser ud. Et hvor man ikke slynger diagnoser rundt, som var det bananfluer man viftede væk.

Så, Vi er alle stærkere og ældre og der er simpelthen ikke tid eller liv til at være det forkerte sted. Hverken for mine børn eller for mig. Så om ganske få uger starter en helt ny hverdag for os alle tre, og jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der glæder mig. Min store pige kan næsten ikke vente, og det er rart at starte en ny rejse med den indstilling og energi.