Gaslighting- Den mest sofistikerede form for psykisk manipulation
Jeg har det i forvejen stramt med ”eksperter på familieområdet” som mener at have svarerne på alle børnefamilier i Danmark. Gerne skåret over en kam. Og jeg er stor fortaler for at du som forældre lytter til dig selv før du lytter til nogen som helst, som kalder sig ekspert på familie og børneområdet. Og lyt gerne efter en ekstra gang. Og en gang til. Det er altså dig der kender dig selv og dine børn bedst. Alligevel er der sket noget hvor jeg efter en uges tænketid stadig har besluttet mig for at gå til tasterne. For det her vanvid skal stoppe omgående.
Jeg så opslaget på Instagram for en uges tid siden. Jeg blev provokeret og vred. Og jeg har lært at når noget provokerer mig og gør mig vred, så skal jeg lige summe over hvad det er der rammer mig. For følelserne er mine og de bor hos mig. Så det har jeg gjort. Jeg besluttede mig faktisk også for at lade det ligge. Men det ville ikke slippe mig, så jeg vendte tilbage til opslaget, og så at vi var flere der reagerede. Og så skrev jeg til hende at jeg er nødt til at skrive en blog om det her, for jeg synes det er top-problematisk det hun gør.
Hvem hun er er sagen fuldstændig uvedkommende, og jeg vil forsøge at hæve den her problematik højere op, så den ikke kun handler om en person, men om en meget farlig sti, som jeg desværre ser flere gå ned ad. Nu bruger jeg bare det her eksempel fordi det er nyt og voldsomt (IMO). Der er ingen grund til at starte shitstorme, men der er grund til at vi alle sammen siger fra overfor den her tendens, for den hverken gavner eller løfter.
Det konkrete tilfælde handler om Gaslighting af dine børn. Og jeg starter lige med at citere fra opslaget:
”Mor du kan da ikke vide om det gør ondt på mig – Om Gaslighting
”Gaslighting, kender du det begreb? Jeg har ikke altid kendt det – selvom jeg alt for ofte har praktiseret det. Selvom begrebet oprindeligt er brugt om en manipulationsteknik mellem voksne, så giver det god menind for mig også at se på det, som noget, der alt for ofte sniger sig ind i vores samvær med vores børn (om end ofte i meget mildere former).
Gasligtning er når du sår tvivl om andres virkelighed er virkelig, og om deres følelser er legitime. Når vi fx siger til vores børn ”det gjorde ikke ondt” eller ”du kan ikke være mæt nu” eller ”det er ikke noget at græde over.
Det kan også være når vi, i bedste mening, men ikke helt afstemt, begejstret udbryder ”PYT” eller ”selvfølgelig kan du, når vores børn er dybt frustrerede.
Intentionen kan være nok så god. Vi vil gerne stoppe vores børn fra at komme i deres følelsers vold og måske vil vi i det større perspektiv også gøre dem robuste, så de ikke knækker ved modstand …”
Det var opslaget jeg læste. Der er lidt mere tekst men det fortsætter i samme spor. Det her er et stort problem, og det er der flere grunde til.
1. Når man påråber sig at være ekspert på familieområdet, så har man et virkelig stort ansvar. Man har især et ansvar for hvor man efterlader sine følgere og læsere henne med sine opslag. At fortælle helt almindelige inspirations-søgende forældre med kærligt og ansvarligt forhold til deres børn, at de udsætter deres børn (ubevidst) for en af de mest forfærdelige begreber indenfor psykisk vold, det er alvorligt, farligt og kan du stave til proportionsforvrængning?
2. Vi ødelægger sproget og konsensus om de begreber der anvendes indenfor psykologien. For at være godt forberedt på dette blogindlæg, har jeg i dag talt med eller skrevet med 5 personer som alle har været udsat for reel Gaslighting, enten af partnere eller af forældre. Jeg har stillet dem nogle dybdegående spørgsmål, og til sidst har jeg spurgt dem om eksemplerne fra opslaget ovenfor, i deres verden, er eksempler på Gaslighting. Jeg har også talt med to psykologer. Alle har enstemmigt svaret at det intet har med Gaslighting at gøre at sige ”du kan da ikke være mæt allerede” til sit barn. Hvis det er gaslighting, så er det pludselig også seksuelt overgreb at kysse sit barn når det grinende siger ”nej mor lad være”. Og seksuelle overgreb skal man anmelde til kommunen og barnet skal fjernes. Og så er det vel også strafbart tyveri at spise ungernes chokolade fredag aften efter de er gået i seng. Og er pudekamp så kvalificeret vold fordi det involverer en genstand? Kan du se problemet? Vi kan jo ikke have en samtale længere når begreberne misbruges, som jeg mener de gør i det her tilfælde.
3. Som et menneske der selv har været udsat for Gaslighting, så er det også virkelig at udvande begrebet at kalde det Gaslighting når man kommer til at fejlvurdere en situation og sige ”ej det gjorde da ikke ondt, gjorde det skat?”. Det har intet med gaslighing at gøre. Intet. Og så synes jeg det er at tale ofre for “rigtig” Gasligting ned med de eksempler der bruges i opslaget.
Måske skulle vi lige blive helt skarpe på had Gaslighting betyder inden vi går videre:
Gaslighting er en udspekuleret måde at manipulere og nedbryde andre på. Begrebet er inspireret af den gamle Hitchock film “Gas light”. Hovedpersonen Paula, spillet af Ingrid Bergman, bliver systematisk nedbrudt og udsat for psykisk terror af sin mand.
Begrebet “gaslighting” bruges til at beskrive den sofistikerede form for psykisk vold, der typisk foregår i psykopatologiske forhold eller andre relationer. Det er en manipulationsteknik oftest benyttet af mennesker, der har en karakterforstyrrelse såsom dyssocial personlighedsforstyrrelse, narcissisme eller sociopati. Begrebet “gaslighting” bruges i dag i psykologien. (kilde http://annesturetucker.dk/?p=218)
Gaslighting er en form for psykisk mishandling som bruges for at indgyde en så ekstrem følelse af uro, frygt, tvivl og forvirring i dig som offer, så du til sidst ikke stoler på din egen virkelighed, intuition eller hukommelse.
Gaslighting kan sidestilles med de teknikker, der bruges til at hjernevaske mennesker under f.eks. militære forhør og tortur. Formålet med Gaslighting er systematisk at fjerne din indre balance, selvværd og selvtillid, så du ikke længere kan fungere som et selvstændigt tænkende menneske, men i stedet bliver afhængig af narcissisten.
Den psykiske mishandling som Gaslighting er, indebærer at narcissisten tilbageholder facts og sandhed for dig og erstatter dem med løgne, falske oplysninger og urigtig information. Ligeledes skjuler og gemmer narcissisten fysiske ting for dig og påstår herefter, at du også glemmer alting og er et forvirret rodehoved, når du ikke kan finde tingene.
Fordi gaslighting foregår så skjult og underliggende, og fordi det foregår i stadier og hele tiden bygges mere og mere op, så kan det være rigtig svært at gennemskue narcissistens lavttænkende adfærd.
Med tiden vil det have den effekt, at det underminerer din mentale balance – for slet ikke at tale om de enorme negative følelsesmæssige eftervirkninger, det medfører. Du begynder at tro, at du er ved at blive skør.” Kilde (https://berithsiegumfeldt.dk/psykisk-mishandling-Gaslighting/ )
Mennesker der gaslighter benytter sig ofte af de her teknikker:
1. De fortæller åbenlyse løgne
2. De benægter nogensinde at have sagt noget, også selvom du har beviser
3. De bruger det du har nært og kært som ammunition
4. De bryder dig bevidst ned over tid
5. Deres handlinger stemmer ikke overens med deres ord
6. De ved at forvirring svækker mennesker
7. De projicerer
8. De prøver at vende folk imod dig
9. De fortæller andre at du er skør i hovedet
10. De fortæller andre at du er en løgner
Her er et par eksempler på Gaslighting af børn:
Barn klager over mavepine og får svaret “Nej, du har ikke ondt i maven, det er mor, der lyver om det”.
Barn savner mor og får at vide “stop med det, du er stor nu, så nu savner du ikke mor mere”.
Så nu er vi lidt klogere på hvad Gasligting er. Og måske er vi også nået dertil hvor du kan sætte dig ind i hvorfor jeg skriver den her blog, og hvorfor jeg reagerer med relativt stor kraft. Som en person der har været udsat for både psykisk og fysisk vold, herunder Gaslighting faktisk, så finder jeg det ikke bare dybt problematisk men også totalt uansvarligt at vi bringer begreber som Gaslighting i spil mellem almindelige mor-barn / far-barn relationer. Og når jeg skriver ”almindelige” så er det med en klar bevidsthed om at der findes forældre der Gaslighter deres børn og nedbryder dem. Men det er ikke de forældre der sidder på Instagram og følger eksperter på familieområdet.
Prø’li’å’hør’her du udsætter IKKE dit barn for Gasligting hvis du kommer til at sige ”ej det gjorde vist ikke så ondt”. Det gør du simpelthen ikke. Det har intet med hinanden at gøre, og det er en alvorlig proportionsforvrængning. Jeg er helt med på at vi som forældre ikke skal fortælle vores børn hvad deres virkelighed er. Og at det er vigtigt, fordi det i sidste ende lærer børn at tvivle på sig selv. Vi skal ikke fortælle vores børn hvornår de skal være mætte, taknemmelige eller må græde over en skramme eller en bule i panden. Jeg er enig hele vejen. Men i det sekund vi kalder forældres bedste intentioner og kærlige (og måske kluntede eller uhensigtsmæssige) forsøg på at støtte vores børn for gasligtning, så hopper kæden simpelthen af for mig. Det er IKKE i orden og det skal stoppe lige nu.
Så kære mor eller far. Når du støder på de her voldsomme begreber derude, så skal du bare vide at der ikke findes et kørekort til at have med familier at gøre. Brug din sunde fornuft. Selvfølgelig udsætter du ikke dit barn for dybt forstyrret krænkende psykisk manipulation i form af Gasligting fordi du et par gange har tvivlet højlydt på om dit barn nu også er mæt. Fordi du er en god mor eller far der selvfølgelig gerne vil sikre at dit barn får nok næring og ikke dør af sult. Brug din sunde fornuft. Reagér.
Ej, men jeg har ikke mere ork tilbage i dag. Sorry. Pas på jer selv derude mor og far, i gør det godt, og tag lige et familieråd med dig selv eller din partner inden i hopper på bølgen med at i går og hygge-udsætter jeres børn for vold, eller andre voldsomme begreber indenfor psykiatrien. Mit gæt er at det gør i nok ikke. Og det gæt får du helt gratis.
Jo. Okay, 1 ork har jeg tilbage. Den kommer her:
Jeg synes simpelthen forældre så tit og så uretmæssigt er i skudlinjen. Forældre i dag har aldrig haft flere krav de skulle leve op til. De skal have en perfekt work-life-balance. De skal opdrage, men må ikke curle, de må heller ikke sætte grænser for meget. Eller for lidt. Eller for hårdt. Eller for vagt. De skal dyrke sig selv og bidrage til samfundet, men det er også forkert hvis de har børnene for længe i daginstitutionerne. Men de skal dælme heller ikke hjemmepasse! Føj. De skal give deres børn sund kost, men hvis det er FOR sundt, så er det også forkert. Og hver gang en eller anden ung et sted har gjort et eller andet, så er det nutidens forældre (#ALLOFTHEM) der er slatne og sløsede og curlende og for meget og for lidt og for ligeglade og for engagerede og involverede og og og. Jeg oplever det helt på egen krop, og jeg prøver i forvejen at undgå folk der udtaler sig om forældre, for jeg er så træt af at høre på alt det der er vores skyld, og alt det vi hele tiden gør forkert og samtidig slet ikke er opmærksomme nok på. Bare tag skærmforbruget. Alle er enige om at forældrene ikke er nok på banen, men jeg er ret sikker på at 95% af den danske befolkning også har et for stort forbrug af skærmtid og heller ikke kan styre det. Men det snakker vi ikke om. Vi snakker om mor og far og deres inkompetence.
Så det giver ikke mening for mig at man som ekspert på familieområdet prædiker at vi skal rumme børnene, løfte dem, møde dem i alle deres følelser og utilstrækkeligheder, men at det samtidig er A-OKAY at bruge begreber som Gaslightning overfor kærlige forældre der gør deres bedste i en i forvejen umulig opgave med at have børn i 2020. Derfor. Når jeg så ser opslag hvor forældre beskyldes, jo jo ganske vist ubevidst og med de bedste intentioner, at udsætte børnene for Gasligting, så flyder bægeret simpelthen over. Og det er det du har været vidne til idag. Og så har jeg ikke mere at sige.