Dette blogpost er et billede af en følelse. Det er ikke en beskrivelse af en kultur, det er ikke en kritik af nogen, det er ren og skær en beskrivelse af hvad der sker inde i mit hjerte i øjeblikket. Måske er der andre der genkender den følelse. Og derfor deler jeg den.
Jeg har fundet en god institution til Selinna. En god vuggestue, hvor der generelt er ro, hvor der er overskud hos personalet (selvom jeg ved de kæmper, ligesom de gør alle andre steder), og hvor der er smil i øjnene på de mennesker der skal passe på mit barn mens jeg er væk.
Vi har haft en lang indkøringsperiode, og det handler både om at indkøringen skulle foregå på Selinnas præmisser, og at jeg skal vænne mig til en ny situation. Vi er nu der hvor Selinna sover lur i vuggestuen, og hvor jeg henter Selinna umiddelbart efter hun er vågnet fra sin lur. Så hun er i vuggestue fra cirka 9-12:30, måske 13. Og det er fint pt.
Men hold kæft hvor synes jeg det er svært. Jeg synes det er svært at gå fra mit grædende barn. Jeg kan mærke Selinna er ked af det allerede når det går op for hende at vi skal hen i vuggestuen. Jamen jeg er næsten helt grædefærdig bare ved at skrive det her blogindlæg. Jeg ved at hun hygger sig, og jeg er blevet stående et par gange og har hørt at gråden holder op når jeg har forladt stuen. Og jeg ved hendes reaktion er god og sund. Det ville være mærkeligt hvis hun ikke blev ked af det. Men derfor gør det bare ondt alligevel.
“Jamen hvorfor afleverer du hende så?” Ja det gør jeg fordi jeg er sådan en type mennesker der gerne vil betale min husleje og ikke har lyst til at bo på gaden eller miste mine børn. Jeg har mulighed for at aflevere sent og hente tidligt, og så arbejde om aftenen, men jeg kan ikke forsørge min familie hvis jeg har pigerne hjemme. Derfor. Hvis jeg havde en pengetank fyldt med penge, så havde jeg ikke afleveret dem.
Så. Det er hårdt. Og det er ikke alle der har mulighed for at hente og bringe som jeg har, især ikke som soloforældre. Og det MÅ gerne være hårdt. Det er bare endnu hårdere at stå alene med det, derfor skriver jeg om det. Jeg skal hen og hente Selinna lige om lidt. Klokken er 12.09. Og jeg glæder mig til at se hende. Jeg har både nået at græde lidt, cykle en tur alene på ladcyklen. Arbejde på min hjemmeside og skrive dette blogindlæg. Nu er jeg klar til at lægge telefonen og alt andet væk, og bare nyde at jeg kan hente mine børn, og så hente dem med hjem og hygge med dem, og bage et par boller. Og så øver jeg mig i at være med den her følelse af at det er svært lige nu.
Heldigvis har jeg et super sundt barn som bearbejder sammen med mig. Vi snakker om hvad der er sket, og hun fortæller om vuggestuen og at “mor henter dig igen” og jeg siger “ja, mor henter dig igen” og Selinna siger “altid!” og jeg svarer “altid”. Og så krammer vi en helt masse og det er så dejligt at hun bruger det sprog hun har til at vi kan snakke om hvad der sker.
Hurra for seje børn. Og seje forældre.
