Det er en vild tid vi lever i. De færreste af os har prøvet det her før. Isolation. Et land der er lukket næsten helt ned. At vi alle har kontakt på de sociale medier. Folk vi troede vi kendte som stikker helt af i nye/ekstreme/mærkelige/spændende retninger. Vores egen reaktion på det vi står i lige nu. Her er lidt tanker om situationen, måske kan du genkende noget af det?
Jeg spiser. Snacker. Mine cowboybukser strammer allerede mere end jeg synes er sjovt. Jeg tyr til sukker og fedt i de her tider. Bager cookies. En blanding af en ny stresset hverdag, og måske også en form for sorg over at sige farvel til den verden vi kendte for lidt siden, for, om uvis stykke tid, at vågne op til en virkelighed der på alle måder vil være forandret. Jeg er meget nysgerrig på alt det der sker. Skræmt og observerende. Jeg holder mig ude af de fleste debatter og diskussioner og det der er værre for tiden. Kritik af regeringen, kritik af Kina, kritik af alle mulige. Med ganske få undtagelser. For mig er det for tidligt at konkludere noget som helst.
Ikke at det på nogen som helst måde var det samme som Corona, men dengang vi samlede ind til Lesbos (læs her og her), der skete det hele mens vi stod midt i det. Vi startede en indsamling, og vi havde ingen anelse om hvilken fart det ville tage og hvor mange mennesker der pludselig var involverede. Jeg bliver staduig med jævne mellemrum kontaktet af studerende på universiteter som undersøger “planlægningsfasen” under den indsamling der samlede Danmark. Og helt ærligt, der var ingen. Jeg glemmer aldrig da vi stod på et torv på Vesterbro, og vi havde 50 gange så meget tøj og ting, som der kunne være i de lokaler vi havde lånt. Det ville regne om få timer, tøjet måtte ikke blive vådt, og så stod jeg der og skulle finde løsninger i et projekt jeg aldrig før havde prøvet, og aldrig i den størrelsesorden. Og bedst som jeg stod og panikkede lidt indeni mig selv, kom min veninde forbi og fortalte at hendes exmand, Naser Khader, lige havde delt mit blogindlæg ud til sine 29.000 følgere. Så der var ingen måde at standse det her på. Pludselig kom jeg i tanke om en der havde sagt at han havde en P-kælder på Østerbro jeg kunne låne, og vi fik fat i en masse privatbiler og lastbiler, og fik det hele fra Vesterbro til Østerbro inden regnen faldt.
Jeg tænker at man kan gange den historie med 1000, og så tror jeg vi vil få en snert af en fornemmelse af hvordan det er et være regering lige nu. Shit altså. Så mange stemmer at lytte til. Lande hvor døde falder på stribe, WHO, sikkert stemmer med egne agender i alle mulige retninger, regeringens egen vej i alt det her, og landets borgere, nabolande og … så skal du træffe en beslutning på vegne af 6 millioner mennesker, virksomheder, raske og syge. Hold kæft hvor må det være svært. Det hele startede jo md at alle rystede på hovedet og forsikrede os om at vi alle roligt kunne tage på skiferier. Og nu sidder vi allesammen og holder øje med dødstallene der bare stiger og stiger. Også inde i vores egne nabolag. Det er skræmmende.
Ingen ved hvor slemt det bliver eller om vi nåede at tage det hele i opløbet. Om vi er i karantæne til og med midt april, eller om resten af 2020 bliver med et lukket land. Ender vi på borgerløn allesammen eller indhenter vi det hele henover sommerferien?
Der er så mange lag og niveauer i den her Corona-krise. Verden forandrer sig med lynets hast. Kunst, lyd, billeder og helt nye måder at bruge de sociale medier opstår. Jeg har selv Corona Rise Challenge, som er et lille safe space hvor vi bruger krisen til personlig udvikling. Det er gratis og du må være med lige her. Hver dag får du en lille udfordring du skal løse, og have fokus på i en tid hvor meget er kaos. Jeg er selv blevet afhængig af gruppen, der er rigtig god stemning og energi derinde. Personligt synes jeg det er interessant at det der “redder os” og det vi tyr til og bruger til at skabe sammenhold, det er musikken, theater (online), film, sang, oplæsning (online) og alle tråde indenfor kunst og kultur. Og de mennesker vi lige nu har sat i fronten, det er vores sundhedssektor, vores ordensmagt, lærerne, pædagogerne, og alle dem som hjælper frivilligt til hvor det er tiltrængt og nødvendigt. Jeg har selv lyst til at bidrage, men det er begrænset hvor meget jeg kan, udover at være mor (og pædagog, rengøringskone, kok, pauseklovn, danselærer, hulebygger, modellervoksmaster, sovecoach, vaskekone, støvsugerninja, konfliktmægler og overskudsmenneske) og passe mine egne ting lige nu, så økonomien stadig hænger sammen herhjemme. And also:
Alle forældre der lige nu forventes både at passe arbejde og studie og børn i forskellige aldre: I SALUTE YOU! Jeg er faktisk lidt træt af hjemmepasnings/skole verdenen (nogle stemmer i hvert fald), der nærmest med hånlig undertone synes forældre har “godt af at lære sin børn at kende”. Må jeg da være fri. Jeg elsker at være sammen med mine børn, men jeg elsker sgu også at have et arbejde og bidrage til samfundet, dygtiggøre mig og lære noget nyt. I det hele taget er tendensen med at slå hinanden oven i hovedet gået helt bananas. Forældrebashing bliver ikke klogere eller mere rigtigt af at komme fra folk der hjemmepasser. Det er stadig forældrebashing, og det løfter ingen, heller ikke børnene.
Ja. Så det er spændende at se hvad der sker med os. Hvilken vej vi vælger at løbe. Hvilke energier vi løber med. Jeg har selv løbet lidt i forskellige retninger. Også retninger hvor jeg kunne mærke at det ikke rigtig gjorde noget godt for nogen. Jeg er også bare et menneske. Og det tror jeg vi skal regne med at der kommer mere af. Regeringen lavede sågar en mulighed for at vi nu kan rende rundt og stikke hinanden endnu mere end vi gør i forvejen. Spændende retning.
Sådan helt personligt har jeg også være en noget træls og sur og kortluntet mor. Det er nok ikke sidste gang jeg har været det under denne tid. Jeg har råbt af mine børn, jeg har haft svært ved at rumme både Corona og dem. Og de reagerer selvfølgelig også på at være hjemme hele dagen (i lang tid), der er flere konflikter, jeg skal konfliktmægle mere, og på et eller anden tidspunkt hører mine Jesper Juul “metoder” også op, og så er jeg bare efterladt med sådan et tomt morhylster der er træt og udkørt og sulten og svedig og får sagt dumme og grimme ting til ungerne. Det eneste vi så kan gøre er at samle op bagefter. Sige undskyld. Snakke om hvad der skete. Og det gør vi så en masse for tiden. Så meget at Emmalia nu er begyndt at sige “mor og Selinna, nu tæller jeg til tre, så siger I begge to undskyld på samme tid, er det forstået”. God pige.
Mit følelsesregister bliver udvidet og der bliver spillet rimelig lige meget på alle tangenter. Sorg, håb, vrede, glæde, nyt ting der skaber nyt hos mig, ny verdenssituation der efterlader mig fortvivlet. Samhørighed og ensomhed der begge to skal bo i min krop på samme tid. Jeg trækker mig lidt ned i mine rødder, og jeg trak mig også for langt nd, så jeg glemte at have kontakt med min omgangskreds. Og så kørte jeg ellers med 180 km/t ud i rabatten. Fik samlet mig selv op og fik sagt til mine venner og venner at jeg altså har brug for at vi ringes ved hver aften. Så det gør vi nu. Og det hjælper. Og det tror jeg meget godt kendetegner noget mange kan genkende. At vi gør noget for meget og for lidt, indtil vi finder en form for lejde, og så er vi der lidt indtil noget nyt giver bedre mening. Vi må prøve os lidt frem. Derfor må vi også have lidt tålmodighed med hinanden i denne her tid. Selvom jeg ved det er skidesvært.
Og så er der dem der skøjter henover det hele og synes det er en positiv udvikling. Og hvem ved, måske er det også det, i sidste ende? Jeg ved det ikke, og der går nok mange år før vi kan sige om det var godt eller skidt, og måske når vi bare til den erkendelse at det var det det var. Altså hverken godt eller skidt, det var bare. Jeg tror det er meget sundt at mærke hvad der sker lige nu. Men det er 100% op til den enkelte at reagere præcis som han eller hun føler for. Jeg kan kun tage udgangspunkt i hvad der sker her hos mig.
I korte træk forsøger jeg at holde sammen på min familie, at skabe en ny hverdag der fungerer for os, at spise lidt mindre slik og lidt flere grøntsager end jeg har gjort de sidste to uger (hahahaha, som om! Er der i øvrigt andre der, ligesom mig, tror at hvis bare man spiser de der cookies mens ingen ser det, så tæller det ikke?), ikke at se for ofte og for mange nyheder, forsøger at holde mig fra for meget scrolling på facebook, forsøger at grine hver dag og komme ud i solen hver dag. Det er det. Og så holde kontakt med mine venner og veninder gennem telefon og skype og zoom.
Hvad er dine strategier i denne nye tid? Hvad virker hjemme hos dig?
