Sikken en tid vi lever i. Og pludselig var verden forandret. Om det er godt eller skidt kan være svært at sige noget om endnu. Det ER i hvert fald, det kommer vi ikke udenom. Der er sket en del siden mit sidste indlæg om Corona, jeg har heller ikke haft lyst til at skrive, for jeg har ærlig talt ikke vidst hvor jeg selv stod henne i alt det der foregår lige nu. Men der er dog en enkelt ting jeg godt kunne tænke mig at sige noget omkring.
Udover at planeten (målbart) har det bedre (hurtigt!), og at jeg egentlig gerne vil snakke ret meget mere om det, men det må lige vente, ja så er der en anden ting der fylder hos mig. Tonen. Jeg har simpelthen besluttet mig for at rydde op på min venneliste på facebook. Alle der mom/forældreshamer, de bliver slettet uden varsel. Jeg orker det ikke mere. Alle med hadefuld retorik bliver slettet uden varsel. Livet er kort. Og skrøbeligt. Har vi erfaret. Det er simpelthen helt vildt hvordan vi voksne mennesker tillader os at tale og nedgøre hinanden blot fordi vi lever vores liv helt forskelligt. Jeg siger ikke vi ikke må være uenige, men der er godt nok forskellige måder at gøre det på. Og måske skal vi i fællesskab blive bedre til at scrolle videre, unfollowe, slette og af og til blokere, hvis de bliver grimt. I stedet for at hoppe ned i lorten med næsen først.
Jeg ved ikke med dig, men jeg er fed-up. Jeg gider faktisk ikke rigtig være på facebook, jeg bryder mig langt mere om instagram for tiden, der behandler folk stadig hinanden rart og godt, trods uenigheder. På facebook skrev jeg at Selinna ikke skal i vuggestue når Danmark åbner igen, og straks var jeg asocial, havde ikke samfundssind og er en curlingmor. Der er stadig ingen der har spurgt hvorfor. Den måde gider jeg ikke have “dialog” på.
Det er jo ikke svært at regne ud hvad det handler om. Det handler om frygt. Om at “de voksne kan også være bange …” og lige nu er der rigtig mange voksne der er rigtig bange. Og jeg tror der er mange der ikke ved de er bange, og så kommer overdommeren, pegefingeren, den hadefulde retorik og “dem og os” måden at se verden på. Jeg har besluttet mig for ikke at blande mig i åbningsdebatten. Jeg forsøger at holde fast i min Corona Rise Challenge , vores hverdag, min sunde fornuft, og erkendelsen af at jeg også er bange og lettere at antænde. Jeg er ikke så bange for Corona-virussen faktisk. Jo lidt på Selinnas vegne, og også fordi jeg har mennesker tæt på mig som er særligt udsatte. Men jeg er ikke bange for at gå ude, at røre ved håndtag eller varer i Netto, og jeg tænker egentlig ikke så meget over Corona når vi er ude, andet end at vi selvfølgelig holder afstand og og forsøger at sende nogle gode smil ud til de mennesker vi møder.
Nej. Jeg er bange for forandringen. Uvisheden. Og selvom jeg er ret god til både at omstille mig og tilpasse mig nye tider, for det har jeg gjort ret mange gange i mit liv, så er det jo aldrig sket uden frygt. Frygten har været der hver eneste gang, som en sikker sidemakker. Og det er både helt okay og naturligt. Men jeg ER bange. Det betyder ikke at jeg bliver hjemme og lever i frygt. Nej. Jeg går ud i verden hver eneste dag og jeg omstiller mig gradvist hver eneste dag. Men for at “have mig selv med” i den her forandring, er jeg også nødt til at bruge lidt tid sammen med mig selv “uden støj” fra andre, for lige at finde ud af hvordan jeg egentlig har det med det hele. Og her har jeg bare måtte erkende at ja, jeg er bange. Og at det er helt okay.
Det er som om der er kommet mere ro på mit system efter den erkendelse. Jeg spiser ikke så meget sukker mere, jeg spiser sundere, jeg har lyst til at røre mig igen, hygge mig grine. Ikke hele tiden, men mere af tiden. Måske er det ikke så skidt at vi erkender at vi er bange, nogle af os. Måske kan vi finde omsorgen og forståelsen for andre frem når vi anerkender vores egen frygt?
Det er jo bare et forslag. Tænk over det. Eller mærk efter. Måske mest det sidste.
