Crazy Corona og et hjemmekarantæneliv med små børn

Vild nok tid vi er i lige nu. Jeg har, som resten af verden, aldrig stået i den her situation før hvor man lukker lande ned. Det er på alle måder vildt, ukendt, skræmmende og helt naturligt noget der sætter tanker og især følelser i gang hos mange af os. Her er mine.

For mig er hverdagen ikke vildt forandret. Jeg er vant til at have mine børn hjemme, og så alligevel ikke. Jeg havde jo netop kørt Selinna ind i vuggestue, og Ems gik i børnehave (skulle skifte til ny mandag i sidste uge), og havde for første gang i flere år endelig lidt koncentreret tid i dagtimerne til mig selv. En to tre Corona, og så var det væk igen.

Nu siger jeg bare lige noget. Jeg synes det er rockerhårdt. Jeg har brugt flere måneder på at flytte min far i ældrebolig. Alene i dag har jeg brugt 2-3 timer på at snakke med TDC tekniker, kommune, plejepersonale mv. for at få detaljer på plads. Det koster utrolig meget tid, især i de her Corona tider, hvor ingen må hjælpe ham med at få underskrevet og sendt papirer, og jeg sidder her i Lyngby og kan hverken gøre fra eller til. Men min far er nu flyttet i ældrebolig, og det første han sagde i sin nye bolig var “det her, det skulle jeg have gjort for mange år siden”. Så det har været alt besværet værd. Det var bare det jeg ville. At hans sidste tid blev en god og glad tid i friske nye dejlige rammer.

Så med den opgave knap overstået, så har jeg hælspore (eller noget) i begge mine fødder. Det gør så ondt at gå på dem, og det har det gjort i flere uger. Det er hårdt at have børnene alene 24/7 uden bibliotek eller legepladser eller legekammerater. I går var vi en tur på skadestuen fordi Selinna havde slået sine fortænder ned i underlæben. Så kom vi da lidt ud. Hø hø. Og så er der lige arbejde og studie og sådan. Alle børnefamilier, især de forældre der er alene med børnene og samtidig skal være lærer og pædagog og fuldstidsansat eller fuldtidsstuderende, de skal have en medalje. Og en butler og en rengøringskone og 7 ekstra hæder i den her tid, for hold nu op hvor er det hårdt.

Mit hjem SEJLER. Selinna er kommet i sådan en spændende (sense the tone) fase, hvor alt mad og drikke skal på gulvet. Ikke som uheld. Nej nej. Som en eller anden form for forskning. Kan man proppe smuldret brød ned i saftkanden? Kan man mase æg og tvære det ud over hele den rustikke bordplade (med mange revner i, fordi det er rigtigt træ)? Kan man hælde en hel juicebrik op i en tallerken, kan det være der, og kan man duppe en neglebørste i juicetallerkenen og “juicie’i’ere” hele bordpladen i æblejuice? Ja ja ja ja ja, det kan man sagteeeeens! Hvis du vil se nogle af de her scenarios live, så skal du skynde dig ind i mine instagram stories (lige her) inden de udløber om 18 timer.

Og ved du hvad? Det er okay!

Det er okay at det er svært. Det er okay at det er hårdt. Det er okay at det er kaotisk. Det er okay at det roder. Det er okay at der skal vin til. Det er okay at tage ekstra lange pauser på toilettet (som om!) Det er okay at være frustreret. Det er okay at græde. At det hele føles fucking umuligt lige nu. Det er okay. Og hvis du mangler et positivt sted at være under Coronaen, så har jeg lavet en gruppe der hedder Corona Rise Challenge, hvor du hver dag får en udfordring du skal løse, hvor du får et positivt sammenhold og hvor du får inspiration til dit liv under, men også efter Corona. Det er aldrig for sent at gå efter drømmene. Gruppen finder du lige her. Tag endelig gerne en ven eller veninde med derind, som trænger til et positivt sted på nettet hvor der er næstekærlighed og sjove og kærlige (men også udfordrende) challenges. Det er naturligvis gratis at deltage for alle.

Jeg er stadig ved at lande i vores midlertidigt nye hverdag. Jeg brugte hele sidste uge på at flytte min far og restituere efter den hårdeste og mest komplicerede flytning i mit liv. Jeg har råbt af mine børn, været kortluntet, siddet ALT for længe på facebook, min skærmtid er gået op med 25%, fordi jeg prøver at forstå hvad det er for en tid vi er i lige nu. Men det tror jeg alligevel ikke rigtig jeg kommer til, så jeg begynder langsomt at slå reptilhjernen fra igen, sådan så jeg kan bruge min tid bevidst på at skabe ting der gør mig (og måske også andre) glad. Også under Corona kan vi vælge at bruge vores tid på noget der løfter andre. Hvis vi vil.

I eftermiddags skrev jeg en opdate på min private facebook. For jeg mangler simpelthen voksensamtaler i min hverdag lige nu, og jeg mangler nogen jeg kan læsse af til. Nogen der vil lytte til mig. Jeg har været skidebange for at skrive den update, for jeg har i virkeligheden ikke lyst til at belemre nogen med al mit mas. Jeg kan bare mærke at jeg langsomt går i stykker hvis ikke jeg er i kontant med mennesker der spiller lidt på de samme tangenter som jeg gør, så derfor skrev jeg den alligevel. Nu har de første 10 meldt sig på banen til at tage facetime eller skype samtaler med mig, så nu vil jeg bruge den sidste rest af aftenen på at sætte hjertesamtaler med mine venner ind i kalenderen, og så vil jeg nyde resten af mit rødvin.

Og når nu alligevel regeringen skal handle ind i Kina, kan de så ikke undersøge om soloforældre kan få sådan et smart drop der er velegnet til rødvin eller bobler? Ideen er hermed givet videre.

Hvordan har du det? (og det er helt okay hvis du nyder livet og har en fest, det vil jeg altså også gerne høre om)