"mor du har en tyk mave ... og en stor mås" - Om at tale med sine børn om kroppe
Det her indlæg handler om kroppe, og den måde vi er med vores kroppe på omkring vores børn. Overskriften er direkte citeret fra min 4åriges und, og var cirka det sidste hun sagde til mig inden hun faldt i søvn i mine arme på sofaen her til aften. For 20 minutter siden. Og egentlig ville jeg skrive noget om #Metoo, men det bliver først når jeg har skrevet det her. Så vi bliver altså i feminismen og #bodypositiveland en dag til.
Truthbomb. Jeg har ikke altid elsket min krop. Jeg elsker heller ikke altid min krop. Efter jeg er blevet mor anden gang sidder kiloene lidt bedre fast, strækmærkerne er lidt længere om at blive til de der flotte tigerstriber og mine led gør ofte ondt, nok fordi jeg stadig sover for lidt og spiser for meget sukker om aftenen. Og træner for lidt. Det hele hænger jo sammen. Men. Jeg skammer mig ikke over min krop længere. Så sent som i forgårs havde jeg iført mig stramme lækre jeans og en stram nedringet bluse og et par boots, og jeg følte mig simpelthen så sexet. Herhjemme går jeg nøgen rundt både morgen og aften. Og måske skulle jeg også snart investere i de der gardiner. Men jeg har det faktisk godt i min krop. Jeg taler hverken grimt om den eller til den, og det er der flere, men især en god grund til:
“Children see children do”
Mine piger står op hver eneste dag og spejler sig i mig, de observerer mig nøje og så kopierer de mig, min måde at leve på, tale om mig selv på, bevæge mig på. Selinna “tørrer sin mås” som mig hver morgen, når jeg sidder på toilettet og hun sidder på børneskamlen ved siden af. Hun tager make-up på hver dag, ligesom jeg gør (de dage jeg gør det). Emmalia råber som mig når hun bliver sur, siger “Jeg har lige brug for lidt alene-tid mor” som jeg siger når jeg har brug for det og siger “århh jeg trænger til et Selinna-kram” ligesom jeg trænger til “Emmalia-kram”. Selvom de er deres egne, så er mine to krudtugler små kopier af voksne mig. Og de ser langt mere end jeg er bevidst om.
Derfor har det været vigtigt for mig at slutte fred min min krop. Jeg sover for lidt, spiser for meget slik, motionerer for lidt pt, selvom det går i den rigtige retning. Men jeg hylder min krop hver dag. Den har været igennem en masse lort, og alligevel har den båret mig igennem livet og taget en masse hug. Jeg har en masse ar på min krop, både efter slagsmål med min bror da jeg var yngre, efter et kejsersnit og efter cykelstyrt og en enkelt operation ved mit ene øje. Jeg har tatoveringer 5 steder på kroppen, der kommer nok snart flere til, jeg krøller hist og buler her, men jeg er stolt af min krop alligevel. Den er flot, den er feminin, den er sexet og jeg føler mig ikke besværet eller tung. Jeg vil gerne tabe 15 kilo på et tidspunkt, men nu skal jeg lige over det stadie hvor jeg er småbørnsmor, inden jeg sætter den ambition for mig selv. Og så skal det nok komme.
Så da Emmalia i dag, fuld af kærlighed, lagde en hånd på min bløde mave og sagde “mor du har en tyk mave … og en stor mås”, så kiggede jeg fuld af kærlighed tilbage på hende og sagde “det er rigtigt skat, og er de ikke bare flotte?” og Emmalia svarede “jo, det er de faktisk”. Og så fortalte jeg hende at der har boet to bayer inde i min mave og at mine bryster stadig laver mælk, efter at have produceret mælk i 5 år, og at min mås faktisk er ret stærk og kan cykle en hel ladcykel op af Bredes bakker hver eneste dag, så den er fuld af muskler og blødhed. Og så har den tigerstriber og er blød som smør. Og hvert ord var ment fuldstændig ærligt og oprigtigt, for det er altså sådan jeg har det. Og Ems’ ord var ment mindst lige så kærlige.
Jeg håber at kan hjælpe mine piger til at elske dem selv og deres kroppe, og inspirere dem til at passe på sig selv og være sunde og raske, og når kroppen hele tiden forandrer sig, så vil de vide at de stadig virkelig gerne må elske deres pigekroppe eller kvindekroppe, uanset hvordan den kommer til at se ud og hvad de vælger at gøre ved den.
Hvis mine børn ser mig stå og hive i mit maveskind hver dag og fortælle mig selv at jeg er grim og fed … ja, gad vide hvad der så sker i deres små systemer når deres største rollemodel taler sådan om sig selv? Det er i hvert fald noget jeg tænker på.
Hvordan taler du med dine børn om kroppe?
