En som mig
Nu starter nedtællingen. Selinna er lige faldet i søvn, og heldigvis er i dag, en af de dage hvor hun tager en middagslur, så jeg kan få skrevet det her indlæg. Jeg ved aldrig hvor længe jeg har til at skrive. Min krop er fuldstændig fyldt til randen med skrivetrang, og tak til Selinna og universet og Allan at det kunne lade sig gøre. Jeg har grædt mange stille tårer i dag, men de var lettelsens tårer og jeg vil så gerne dele med dig hvad de handler om.
Hvis du er ny følger her ved du det måske ikke, men så fortæller jeg det lige for alles skyld. Jeg ser mig selv som en ret ressourcestærk kvinde. Jeg er solomomboss til to små børn, jeg klarer mit liv rimelig godt, selvom jeg har en bagage der nogengange tynger. Og så er det, på en dag som denne, at billedet krakelerer, da jeg sidder nede ved min nye læge og han spørger mig ”er du egentlig ked af det?”.
Da jeg var barn blev mine forældre skilt. Jeg var 3 år gammel og mine forældre har ikke talt sammen siden. Jeg blev mellemmand mellem mor og far i en meget tidlig alder og fik et kæmpestort ansvar. Mine forældre gjorde det absolut bedste de kunne, der er ikke snerten af en ”hard feeling” herfra. Jeg har fået bearbejdet det. Og om det var derfor ham manden på stranden udsøgte sig mig dengang, det ved jeg ikke. Kunne man se det på mig? At jeg var sådan et indelukket barn? Eller var det rent tilfældigt at han valgte lige netop mig til at skulle se et fiskehul længere oppe ad stranden, og den dag endte i en dag der altid både vil stå lysende klart for mig og samtidig vil være gemt væk i mørket. Jeg ved det ikke.
Et seksuelt overgreb kan ske på utrolig kort tid. Jeg har bearbejdet både den oplevelse da jeg var 6 år gammel på den strand, sammen med to voldtægter da jeg var 19, et voldtægtsforsøg et par år inden, et igen da jeg var 27 og så alle de gange hvor jeg har ladet mine grænser overskride. Jeg er ikke bange mere. Jeg er den der siger fra overfor bullshit i dag. Jeg har brudt et mønster. Ikke at voldtægterne er mit mønster, men grænseoverskridelser er en del af mit mønster og det har jeg taget ejerskab over. Jeg kan jo desværre ikke, uanset hvor meget jeg arbejder med mig selv, være sikker på det aldrig sker igen.
At være mere end en
Så hende er jeg også. Jeg er stadig en kvinde med et såret barn og en lille pige indeni, som er sindssygt bange for andre mennesker. Bange for folk jeg ikke kan se og mærke, ekstremt bange for digitale postkasser uden navn og ansigt, nye læger jeg ikke kender navne eller ansigter på. Jeg tager altid en form for professionel kappe på, også i relationer som burde være private og intime og baseret på tillid. Fordi jeg gør hvad jeg ved for at beskytte mig selv. I den forbindelse har jeg haft en læge der på den ene side synes jeg var vildt sej fordi jeg er kommet dertil hvor jeg er i mit liv, med de udfordringer jeg nu engang har med mig. Men samtidig også en læge der kunne finde på at rejse sig ved bordet, tale ned til mig (også fysisk) og fortælle mig hvorfor hun syntes jeg skulle have (som hun kaldte det) ”voksen skældud”. Jeg kender ikke logikken bag at man ved børn ikke lærer noget ved skældud, men at voksne så skulle gøre det, men jeg er heller ikke uddannet på et lægeuniversitet.
Jeg har simpelthen følt mig så lille og bange et af de steder hvor jeg skulle finde hjælp. Så da jeg i dag skulle op til min nye læge, kun for mig kun for mig, så var jeg simpelthen så bange. Jeg er plaget af nældefeber og noget stress (ikke stress-stress, men stress der trods alt lige skal tages alvorligt inden det udvikler sig til noget værre, og der gider jeg ikke hen). Jeg havde Selinna med i klapvognen og jeg prøvede at forberede en form for tale, men min hjerne kogte sammen og jeg besluttede mig for bare at tage samtalen med lægen som den nu kommer. Da vi kommer ind fortæller jeg ham om det nældefeber jeg har over hele kroppen, og så kan jeg ikke rigtig komme videre. Lægen er nærværende og rar, så er han stille lidt. Og så kigger han på mig og spørger mig helt roligt ”er du ked af det?”.
Og så begynder jeg at græde og fortæller om sygdom i familien og nogle private udfordringer og flytning og indkøring i vuggestue og og og og. Og da jeg er færdig kigger jeg på ham, og så siger han bare ”hold da op .. altså jeg troede jeg levede et travlt liv, men du er jo totalt læsset op!”. Og så græd jeg lidt mere. Og så lagde vi sammen en plan, og jeg fik rent faktisk hjælp (henvisning til en psykolog, som jeg har været et år om at forsøge at få hos min gamle læge), og jeg er simpelthen så lettet. Og det er her sløjfen skal bindes. For ja jeg er kickass, ja jeg har generelt et større energiniveau (eller hvad det er) end andre. Jeg hører det alle steder fra og fatter det aldrig selv, for jeg ser ikke helt det samme billede, og ja jeg har skabt rigtig meget selv, både for mine piger og mig. Og, så er jeg bare også den lille pige der er bange, hende der blev forgrebet sig på alt for mange gange (en er allerede for mange!), og jeg forsøger at samle et liv hvor der er plads til alle de dele af mig. Og det er svært.
Det er så svært at sidde til bestyrelsesmøde ved Dansk Journalistforbunds gruppe for bloggere (som jeg varmt kan anbefale til alle bloggere og influencers), og to timer senere sidde derhjemme og være rædselsslagen for at åbne e-boks, fordi min krop fuldstændig lukker ned. Eller til kundemøde med en ny kunde, og så pludselig stå i en elevator med en mand og blive ramt af noget der intet har med ham at gøre, men som overtager min krop selvom jeg udemærket godt er klar over der ikke er fare på færde. Så sidder jeg der og skal forestille at være et bestyrelsesmedlem og mor til to med en stor lejlighed på Lyngby Hovedgade, gang i eget firma og med styr på ret meget, og så græder jeg over den der lorte digitale postkasse. Men jeg ved at det er den gamle del af mig der er bange. Og uanset hvor sej og kickass og mombosset jeg er, så er hun der, den lille pige, som jeg skal være der for og møde med lige så stor omsorg og kærlighed som jeg forsøger at møde mine to små piger med. Og det er skidesvært. For at sige det som det er.
Så når jeg engang i mellem er heldig at møde en ”systemets mand/dame” som bare møder mig, er nærværende og rent faktisk hjælper mig, så ender jeg med og sidde her og græde af lettelse og heling af gammel sorg. For jeg bliver ved med at glemme at de findes. De gode folk derude. Og ja, jeg er stærk og sej, og de få gange jeg knækker har jeg ikke brug for ret meget for at komme op igen. Det var en beslutning jeg tog for mange, mange, år siden, hvor jeg sad i regnen, på en bænk foran den psykiatriske afdeling på Bispebjerg. ”Enten går du ind og lader dig indlægge nu, så slipper du kampen, eller også så beslutter du at det er sidste gang du stiller dig selv i det valg!”. Og så kørte jeg hjem og har aldrig haft tanken om at blive indlagt siden. Selvom jeg har haft det lige så svært som jeg havde det dengang på bænken.
Og er det så en god idé at skrive om det? Nu hvor jeg har gode betalte samarbejder på bloggen, brander mig selv som kickass solomor og sådan? Er det ikke lidt at skyde mig selv i foden? Måske. Men alt hvad jeg har opnået i mit liv, det har jeg opnået fordi jeg har valgt at være mig selv. Alle de små successer jeg har haft i mine 37 år (ja, det er vildt ikke?), dem har jeg haft fordi jeg gang på gang på gang har besluttet mig for at stille mig tilbage i mine egne sko, og stå ved den jeg er og alt det jeg står for. Også selvom jeg kan være bange for hvordan det lander ude i verden.
Men jeg har min ryg. Og flere og flere omkring mig har min ryg, og selvom det går ekstremt langsomt, så øver jeg mig virkelig i at åbne op og lukke gode mennesker ind i mit hjerte. Og jeg har allerede en håndfuld som jeg har vist hvordan mine svære dage ser ud. Det har krævet mere mod end jeg troede jeg havde. Men de er ikke løbet væk endnu. Og i morgen er endnu en dag. Og jeg har ingen som helst idé om hvad konklusionen på dette blogindlæg er, det var bare det der brændte for at komme ud i verden, og nu må det leve som det vil. Jeg har tårer i øjnene og et smil på læben og jeg glæder mig til resten af denne skønne dag. Det er simpelthen så forbandet vigtigt at vi bliver ved med at møde hinanden i øjenhøjde. Tak til min nye læge fordi jeg nu kan overskue det hele igen. Det tog ti minutter, og et øre og helt sikkert et hjerte der lige var der. Nu kører jeg igen.
(Nåja, og i 2010 skal jeg igen ud og holde foredrag om denne komplekse rejse, så hvis du kender et sted der ville være interesseret, så hit me up med en email eller en kontaktperson. Tak <3 )
