Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Et lille stykke liv (og 2019-relateret sjælerystelse)

E8340ED1-705C-44FF-A977-980502F26C3A.jpeg

2 timer alene. Jeg sidder på Espresso House i Lyngby og har alenetid. Noget jeg allerede ser frem til nu at have mere af i 2020. ”Men hvor er pigerne?” (bliver jeg af og til spurgt når jeg fortæller SoMe at jeg er alene) Ja dem har jeg bare sat til at lave flæskesteg foran et åbent bål i stuen derhjemme på 2. Sal. Eller også er deres far hos dem og ingen har sat ild til noget. You decide.

Selvom julen ikke er overstået endnu er jeg totalt i ”året der gik” mode. 2019 har været et vildt år. Vildt skræmmende, vildt hårdt, vildt for meget, vildt grænseoverskridende. Og vildt opløftende og kærligt og overraskende og stærkt og sjovt og eventyrligt. Jeg tror det der for mig står stærkest i 2019, det er de vilde kontraster, de stor kløfter, de ekstremt høje bølger. Nu er der en uges tid tilbage, og jeg har det sådan her ”så tror jeg bare lige vi lander inden 2020 starter, yes?”. Som om der er nogen der lytter.

Næsten alle jeg kender har haft et år der minder om mit. CRAZY. Opbrud og nedbrud og tab og smerte. Der er også sket positive ting, men det er som om at selv den mest positive selindviklingstype alligevel har sat sig ned et øjeblik, og har tænkt ”puha, den her er lidt svært at finde gaven i, hva!?” Og det gør jo ikke noget, det er bare sådan livet er nogen gange. Good or bad, hard to say.

7C6B867C-3341-4AF4-B650-273CD61E797F.jpeg

Så hvad er det du sidder og læser lige nu? Er det et blogindlæg om livet eller et dagbogsindlæg om min hverdag? Jeg ved det ikke, jeg har bare brug for at gøre lidt status out loud, og tænkte du måske havde lyst til at være med.

Her på falderebet af 2019 er jeg i en kæmpe blanding af følelser. Jeg er såret og skuffet og chokeret. Jeg savner nogen. Jeg er vred og gal. Men jeg er også enormt taknemmelig. Jeg har set mennesker gå sammen for at hjælpe både andre og mig. Jeg er blevet mindet om at der er rigtig mange gode mennesker derude. Rigtig mange. De forsvinder af og til bare i mængden af folk der buldrer løs og fægter med arme og ben.

Så jeg er sådan helt forpustet. Til gengæld er det her til morgen lykkes mig at få et glasskår ud af min fod. Der har det siddet i 5 dage. Olivenolie og god gammeldags presse-splint-ud-med-neglene-metoden, og pludselig sad jeg der med den lille satan i hånden og tænkte ”ha! Jeg fik dig!”

BFEB6000-F182-4C79-B9CC-A92DA40CE94C.jpeg

Der er så meget jeg har lyst til at fortælle, men der er bare nogle ting der også skal forblive private. Og sådan er det. Jeg kan dog fortælle at jeg befinder mig lidt i en form for kærestesorg (yep), og at det at vælge sig selv til og passe på sig selv, af og til betyder store tab i ens omgangskreds. Det er ikke første gang jeg er her hvor jeg må sig farvel til mennesker der insisterer på at jeg skal være en anden end den jeg er, det gør bare ikke mindre ondt bare fordi man har prøvet det før.

Til gengæld ved jeg også at når man vælger folk fra der holder en fast i noget man ikke er, så er der plads til at der kan komme folk til som elsker en for alt det man er. Og det er faktisk det jeg oplever (helt ekstremt) meget i de her dage. Møder pludselig en god bekendt hvis liv også har ændret sig meget drastisk i 2019. Og en til. Og en til. Og så kommer der en fantastisk kvinde flyvende ind fra Sønderjylland og holder mit hjerte et øjeblik mens det bløder færdigt. Og så skriver ham jeg ikke har set i hundrede år, men hvis venskab jeg savner. Alt sammen indenfor den uge hvor jeg var sikker på at jeg ville ende med at være ensom fordi ingen kan lide mig.

Tak univers eller Allan eller hvem du nu er. Tak fordi du holder mine døre åbne og min fane højt.

Så midt i alt det her føler jeg mig så forbundet og så fyldt med kærlighed til min omverden. Jeg har håb i min sjæl og jeg glæder mig faktisk helt enormt meget til næste år. Så er Selinna kørt ind i vuggestuen, jeg kan begynde at fylde min egen kop op selv og jeg kan arbejde igen (hvilket jeg stort set ikke har kunnet det sidste halve år). Og jeg glæder mig til at komme ud over rampen. Jeg glæder mig helt vildt til at holde foredrag og komme ud på scenerne og møde folk igen. Det bliver fantastisk.

Så. Ingen stor konklusion, bare et lille stykke af livet fra mig til dig. Jeg ønsker dig og dine kære en fantastisk jul <3

2020 THE REVOLUTION IS FEMALE - og ny business celebration! (INKL rabatkode til dig!)

At acceptere at være en som mig (om senfølger og svær accept af svær bagage)