Hver gang jeg skriver om det her emne, er min første tanke “åh, skal vi nu til det igen?" Er vi ikke snart færdige? Hvor længe vil du rode rundt i det endnu?”. Men det er ikke mit behov. Det er omverdenens behov. For jeg er ikke færdig endnu. Der er flere derude der mangler en stemme. Og jeg har stadig et lille barn indeni som hver dag, i sin voksenkrop, er påvirket af både seksuelle overgreb i barndommen og i voksenlivet. Det er ubehageligeligt, det er tungt, men vi er nødt til at have de her svære snakke, sådan så vi i fremtiden kan beskytte vores børn.
Det her blogindlæg kommer fordi jeg netop har set dokumentaren Athlete A på Netflix. Jeg er fuldstændig grædefærdig. Jeg kendte godt sagen i forvejen, om den vellidte anerkendte højt profilerede sportslæge som har misbrugt over 500 unge piger. Men det er altid noget andet at se ofrenes historier og se hel sagen leveret, som den bliver her i dokumentaren. Jeg græder for alle de piger. Jeg græder for alle de piger og kvinder og drenge og mænd der lever med seksuelle misbrug, eller senfølger heraf hver eneste dag. Jeg græder fordi vi stadig lever i en verden der, også i Danmark, ikke tror på ofre for seksuelle overgreb. Fordi vi stadig, i denne verden, i 2020, vægter mænds ry, penge og destruktive strukturer og kulturer over kvindeliv og børneliv. Og jeg er seriøst ved at kaste op over det.
Derfor vil jeg i dag blotte mig selv og fortælle lidt om konsekvenserne ved at have været udsat for overgreb siden barndommen. Du kan google en punktliste over alle senfølgerne. Her blandt andet. Det her, det er der ingen der ønsker for nogen.
Min historie kort.
Da jeg var 6 år gammel var jeg udsat for et seksuelt overgreb på stranden ved lystbådhavnen i Sønderborg. Jeg var 6. En mand er ville vise mig et fiskehul, han endte med at vise mig noget helt andet. Jeg har stadig svært ved at beskrive detaljeret hvad der skete, selvom det er 31 år siden. Men han manipulerede (dygtigt) med mig, fik mig til at ligge i sandet, han trak mine røde bikinibukser ned, og så brugte han sin tunge og sine fingre mens han tilfredsstillede sig selv på den strand. Da han var ved at være færdig kom hans ven og veninde slentrende forbi, grinede hånligt og spurgte grinende om “ikke han kunne finde en på sin egen alder?”. Det var det. Jeg har i mange, MANGE år kæmpet med at det ikke var “en rigtig voldtægt”, fordi han jo ikke penetrerede mig, fordi jeg ikke råbte og skreg som de gør på film, og fordi noget af det føltes rart selvom det var ulækkert.
Der er så mange komplekse, modstridende og fuldstændig umulige følelser og kropsreaktioner forbundet med den oplevelse. Og jeg sidder stadig efterladt med “nå men var det bare det han gjorde?”, og samtidig har jeg 31 års erfaring med hvad denne oplevelse har haft af konsekvenser for mit liv.
Når du tager en tur på stranden med dine børn her i 2020, vejret er dejligt, i skal i vandet, så forsøger jeg at gøre det samme. Men jeg slipper ikke mine børn af syne et sekund. Oplevelsen fra da jeg var 6 år gammel er brændt ind i min sjæl, og jeg vil ikke have at mine børn bliver udsat for det samme. Jeg ved hvor hurtigt det kan gå. Og ingen “børne-sexdukker” kunne have forhindret det overgreb på mig dengang.
Der sker bare noget helt grundlæggende ødelæggende når en voksen forgriber sig på et barn. Noget bliver ødelagt, som aldrig kan blive repareret igen. Og folk forstår det ikke. Jeg er efterfølgende blevet voldtaget som 15årig, to gange som 19 årig og en gang som 27 årig. Som 18årig var jeg udsat for et voldtægtsforsøg på et diskotek i Sønderborg. En fyr, som jeg vidste havde voldtaget min veninde, var fulgt efter mig ind på dametoilettet på Buddy Holly, og stod og ventede på mig da jeg kom ud. Han tog sine hænder om min hals og forsøgte at kvæle mig mens han åbnede sine bukser, men jeg fik heldigvis hjælp og slap ud af situationen i nogenlunde behold.
Verden skal til at vågne op. Jeg er så ind i knoglerne indædt træf af at høre hvor synd det er for stakkels mænd at deres “omdømme bliver skadet”, når ingen gider snakke om de 93% af anklagerne der IKKE er falske. Men vi har en verden designet af mænd, tak for det Jarlov, som minder os om hvor fucking taknemmelige vi skal huske at være. Vi har magtstrukturer der beskytter pædofile, sexcisme, racisme, trafficking af børn og senest dokumentaren om hvordan gymnastikelite i USA har dækket over en mand som har smadret over 500 pigers liv, fordi penge og fordi omdømme. Og ja, der er lande i verden hvor kvinder er LANGT mere udsatte end de er i vesten, jeg er i smerten of knowing. Men jeg kan kun starte her. Her hvor jeg er. Med min egen historie.
Her er nogle af mine senfølger efter alle de seksuelle overgreb jeg har været igennem. I punktform:
Hver eneste gang jeg skifter mine børn bliver jeg mindet om hvad en voksen mand gjorde ved mig, et 6 årigt barn. Hver. Eneste. Gang. Du kan ikke se det på mig, men billederne kommer hver gang.
Hver eneste gang jeg er på stranden er alle mænd potentielle pædofile og min vigtigste opgave er at beskytte mine børn. Hver. eneste. Gang.
Jeg har endda været i tvivl om pigernes far er pædofil (det er han ikke), fordi de overgreb jeg har været igennem, og i særdeleshed det første overgreb, har smadret tilliden til at mænd vil mig det godt. Jeg har lykkeligvis mødt mange fantastiske mænd, og størrelsesforholdet mellem tillid og mistillid til mænd har heldigvis forskudt sig en del siden jeg var barn. Men der er stadig mange triggere og jeg skal arbejde med tillid hver dag.
Jeg har en masse senfølger som lavt selvværd, manglende tillid til mig selv, frygt for autoriteter (e-boks mv, hvor min frygt har skabt nye problemer fordi jeg har været angst for at åbne brevene).
Jeg er bange for at jeg ikke kan beskytte mine børn hvis jeg bliver forelsket igen, derfor holder jeg “mine mænd” på behørig afstand fra mine børn og tør ikke, og vil ikke forelske mig i nogen før mine børn er større. Jeg er bange for at miste mig selv eller miste evnen til at sige fra, og at mine piger kommer til at betale prisen for det.
Jeg går i “frys” mode, når min krop tror den er i fare, hvilket den gør oftere end den reelt er i fare.
Jeg er dårlig til nære relationer, herunder familie og venskaber.
Jeg har brug for meget space til at lade op og være mig selv
Jeg har stadig en masse skam i min krop når jeg oplever seksuel tilfredsstillelse
Mit underliv spænder 24/7 og er aldrig afslappet
Jeg fik et akut kejsersnit ved min første fødsel af min datter som direkte konsekvens af at have en krop der er blevet misbrugt (derfor var det så forbandet vigtigt for mig anden gang at det hele blev på mine præmisser)
Jeg tør ikke tage telefonen fra ukendt nummer fordi jeg er bange for at jeg ikke kan beskytte mig selv eller at min krop forråder mig og “fryser” igen.
Jeg er bange for at min krop forråder mig når jeg har brug for den, derfor har jeg, indtil for 11 uger siden, altid dopen den med sukker så jeg ikke kunne mærke den.
Jeg er fuldstændig overbevist om at folk som udgangspunkt vil mig det ondt og jeg bliver stadig positivt overrasket over at folk vil mig det godt.
Det er bare få konsekvenser ved at have været udsat for overgreb i barndommen (og senere gennem livet).
Nu kører der igen en voldtægtssag i medierne, og jeg er fuldstændig lamslået af hvilke argumenter der stadig florerer som om det var sandheden
hvorfor gik hun ikke til politiet med det samme?
Det skal jeg gerne svare dig på, det er fordi man er ved at blive brændt indefra af skammens ild. Man ransager alt hvad man har for om det her kunne være ens egen skyld? Om man kom til at gøre noget, sige noget, udstråle noget eller tænke noget som gjorde at man selv er årsag til at man blev voldtaget. Man skammer sig, føler sig ulækker og beskidt og man har ikke lyst til at dele den her oplevelse med resten af verden. Man vil bare arkivere den allerbagerst i sin sjæl for aldrig nogensinde at tage den frem igen. Der gik 9 år fra jeg blev misbrugt på stranden til at jeg fortalte det til nogen. 9 år. Da jeg blev voldtaget 2 gange (af den samme mand) som 19årig, var det ikke før hans ansigt pludselig var på forsiden af Ekstrabladet at jeg fortalte det til min daværende kæreste (som startede med ikke at tro på mig). Det var 6 år senere. Jeg havde ikke fortalt det til en sjæl, jeg havde ikke skrevet det i en dagbog, for jeg VILLE ikke at nogen nogensinde skulle finde ud af hvad jeg havde gjort. Ja mig. JEG bar ansvaret. Jeg var jo for helvede den der var taget op i hans lejlighed. Jeg skammede mig i alle celler. For det var min skyld.
Hun dækker bare over sit utroskab, og smider ham under bussen!
Nej. Desværre er det sådan at kun mænd og kvinder der har været udsat for seksuelle overgreb, de ved det her. INGEN andre ved det. Man ønsker at det der skete det forsvinder. Her er listen over ting man hellere vil dø end at gennemgå: at sidde overfor en fremmed politimand eller kvinde og fortælle i detaljer hvad der skete. At skulle igennem et årelangt forløb med usikkerhed, retssager, afhøringer, skam og skyld, en anklager som får en til at fremstå som det klammeste menneske i verden, for dernæst, med den største sandsynlighed i verden, at ens overgrebsmand (eller kvinde) bliver frikendt på grund af dumhedsparagraffen “jamen jeg troede jo hun/han gerne ville”. Nej. Man har IKKE lyst til at stå i et retslokale og fortælle i detaljer hvordan han rev fat i håret på en og tvang sin pik lang ned i halsen på en mens man græd og kastede op ud over den og derefter blev slået i hovedet. “Men du gik jo selv ind i hans lejlighed? Så må man jo formode at du gerne ville? Men er du så en luder? Eller sådan en der er lidt løs på tråden? Hvad for noget tøj havde du på?” Nej. Intet menneske har lyst til den umenneskelige proces det er at anmelde en voldtægt. Og slet ikke når det er et menneske man kender i forvejen, eller endnu værre, ens far eller onkel eller fodboldtræner, som alle ens venner kan lide. Du har ingen idé om hvor kompliceret det her er. Oveni at man allerede bære den blytunge byrde af skyld og skam fordi det her overhovedet er sket.
Du vil bare have opmærksomhed!
Hvor mange af Weinsteins ofre kan du navnene på? Eller R.Kelly? Eller Epstein? 1? Ingen? Trust me, den her slags opmærksomhed, den ønsker ingen. Vil man have opmærksomhed for en flot afhandling man har lavet? Ja for helvede! Vil man have opmærksomhed for en vigtig sag? Eksempelvis bådflygtninge eller vold mod dyr? Ja, det vil man gerne. Klimaet også gerne helst. Men der er ingen der ønsker opmærksomhed a la den opmærksomhed man får for at anklage nogen for voldtægt. Det her er noget af den opmærksomhed man, som offer for voldtægt, får ved at stå offentligt frem. Jeg har fået tilladelse af Kirstine Holst for at dele disse anonymiserede, men real life kommentarer og trusler hun modtager as we speak. Det er i øvrigt ikke Kirstine der har identificeret manden, det har han selv, hun har aldrig nævnt hans navn før han selv valgte at stå frem.
UANSET hvis side man er på i sagen, så er det her de kommentarer man møder (det er blot et lille udsnit)
Klik på billedet nedenfor, for at læse næste kommentar (det er et slideshow)
Jeg ved ikke med dig, men jeg drømmer ikke om den slags opmærksomhed. Det er en af grundende til at jeg aldrig i mit liv har anmeldt en eneste af de voldtægter jeg har været udsat for. Vi tror bare ikke på ofrene. For det kan ikke passe. For han er jo en flinker fyr. Han kunne aldrig finde på sådan noget.
Tænk hvis de ikke havde vært mange?
Tænk hvis de ikke havde været mange. I Weinstein-sagen, i Epstein-sagen, i denne her sag om atlet-lægen. Alle de andre sager. Tænk at vi lever i en verden hvor det er HELDIGT at han forgreb sig på over 500 piger, for ellers havde de ikke haft en jordisk chance for retfærdighed og dom. Ikke en jordisk chance.
Ham der forgreb sig på mig da jeg var 6, han lavede et smart trick. Han sagde, at hvis jeg nogensinde fortalte det her til nogen, så ville han komme og slå mine forældre ihjel. Ikke mig. Mine forældre. Overvej lige hvilket ansvar det er at placere på et barn på 6 år. Det er det mest effektive du overhovedet kan sige til så lille et barn. Intet barn vil have sine forældre slået ihjel. Så selvfølgelig sagde jeg ikke noget i 9 år.
Og sådan bliver magt anvendt igen og igen. Sladrer du, bliver du ekskluderet og dit liv er ødelagt. Ham der tog kvælertag på mig, og som voldtog min veninde, han hørte på et tidspunkt rygterne om ham. Han var en vellidt fyr på Sønderborg gymnasium dengang. Sød og vellidt. Så han havde naturligvis, på en morgensamling, fået lov til at få al den taletid han orkede, til at fortælle hele salen, inklusiv min veninde og jeg, hvor ondsindet og latterligt det var at der gik sådan nogle rygter om ham derude.
Hvad tror du verden lærer os når det her sker? Når han får lov til fri taletid fordi “omdømme"“ og “en ung fyr med fremtiden foran sig”? Og så sidder min veninde dernede, og mig med mærkerne efter hans kvælertag på min hals,mens hele hans flotte sceneperformance, godkendt af skolen, fortyller resten af salen. Går du så ud i livet og tænker at der er både retssikkerhed og retfærdighed for kvinder og ofre for voldtægt og overgreb? Nej det gør du ikke.
Det her gennemsyrer stadig alle dele af vores samfund.
Jeg læste engang en bog om en kvinde, kattekvinden, som var begyndt og mishandle og dræbe mænd, og mænd blev advaret mod at gå alene rundt i offentligheden, fordi de stakkels mænd ikke vare safe længere (hint, det har kvinder aldrig været). Den er svært tilfredsstillende på en dårlig dag, den bog. Som i dag. Fordi nogengange får man bare lyst til at fucking brænde lortet ned og samle et hold kickass kvinder og skabe en verden hvor misbrugere og voldtægtsforbrydere bliver straffet med at få høvlet pikken langsomt ned med et sløvt rivejern, og ikke er beskyttet af strukturerne og loven, og hvor vi passer på både kvinder, børn og mænd i stedet for af ofre dem til fordel for penge, prestige og fame.
Det var alt jeg havde at sige i dag. Og hvis du har det ubehageligt lige nu, så er det very much the point. Du er nødt til at mærke hvad vi mærker for at forstå. Det her er ikke skrevet for dig, det er skrevet for hende og ham som sidder og klapper lidt i hænderne lige nu, fordi du ved PRÆCIS hvordan det er at sidde med den her følelse.
Og til dig vil jeg bare sige:
Jeg ser dig.
Jeg ser din smerte.
Jeg ser at du er blevet svigtet af dem der skulle passe på dig.
Jeg ser hvordan du stadig kæmper mens samfundet vågner (alt for langsomt) op.
Jeg ser dit sår.
Du er ikke alene.
Vi er mange.
Vi rejser os sammen.
Retfærdighed vil ske.
