Du er da ikke solomomboss Frejamay? Der er da en far? Lad os lige få etiketten helt på det rene inden jeg svarer på alle de spørgsmål jeg har fået den seneste tid om at have to børn alene. Jeg identificerer mig som solomomboss. Jeg har ikke en eksmand der har børnene halvdelen af tiden eller en partner der hiver halvdelen af indkomsten hjem. Vi er en en regnbuefamilie (vi falder ind under “utraditionel familieform” ifølge Regnbuefamilie.dk), og jeg har valgt at få begge børn alene, og så er der farmand, som også ser sine børn. Og så vil jeg ikke gå i yderligere detaljer, da det er privat, men solomomboss er lige præcis den titel jeg kan mærke mig selv allerbedst i, og så længe den ike er beskyttet, så er det det jeg hedder Og nu til alle de gode spørgsmål jeg har fået fra jer skønne mennesker om livet som solomomboss, og om jeg kan anbefale andre at få to børn alene.

“Jeg ønsker mig brændende et barn mere, særligt en søskende til min søn. Jeg ville starte behandling når min søn er 3, så han er næsten 4 år når barn nr. 2 kommer. Men jeg ved ikke om jeg er gal eller genial. Jeg har i forvejen en søn med handicaps. Kunne du have “klaret det” hvis Ems havde haft særlige behov?”

Det her spørgsmål kan jeg simpelthen ikke svare fyldestgørende på, men jeg kan dele mine tanker omkring det.

Under min første graviditet gennemlevede jeg et sandt mareridt. Jeg gik “under jorden” et par dage inden fødslen startede på grund af pigernes far dengang (læs historien her). Hele det første år, halvandet af Emmalias levetid havde jeg det forfærdeligt. Jeg levede på hemmelig adresse, jeg var (mutters) alene med et lille barn der ikke sov om dagen, overhovedet. Folk sagde “men hun sover jo om natten, du er heldig”. Well, 12 timer med en vågen baby, det er også en slags hårdt. Og når man så kæmper med advokater, statsforvaltning og lever af at stå på en scene og holde foredrag og teamcoaching, så er det fucking hårdt, for nu at sige det som det er. Jeg blev stalket og jeg endte med at sygemelde mig med en belastningsreaktion. Kort efter begyndte dagplejen at lave vrøvl. Så ikke nok med at jeg kæmpede med pigernes far (som jeg har et rigtig godt forhold til i dag, og et barn mere, og det er en anden historie), så mødte jeg pludselig en dagpleje der mente at min datter “er allergisk overfor andre børn” og 3 andre “vrøvlediagnoser”, så jeg skulle have min datter undersøgt i hoved og røv, for at bevise at hun ikke fejlede noget. Vi blev pure frikendt af alle steder vi blev undersøgt, men processen var rædselsfuld og der blev løjet i akterne. Det er et af de hårdeste og mest modbydelige år i mit liv. Det ENESTE der var vigtigt for mig var at skabe så meget tryghed for min datter som overhovedet muligt. Hun skulle bare være tryg og glad, så kunne jeg reparere mig selv senere. Og vi kom begge igennem det. Hun mere helskindet end jeg, hun er så sej og tryg og tillidsfuld en pige i dag, og der er sket så meget siden.

Så hvorfor fortæller jeg overhovedet den her historie? Det gør jeg fordi jeg ikke ved hvordan det er at have et barn med handicaps. Jeg ved noget om handicaps. Jeg er vokset op med en mor der har arbejdet med pstkisk og fysisk udviklingshæmmede (undskyld hvis det ikke hedder det mere, det hed det dengang jeg var barn). Så når jeg var syg fra skole, så var jeg med min mor på arbejde på et beskyttet værksted og snakkede og legede med de sødeste mennesker med downs og alle mulige andre skønne skævheder. Men en hverdag med et barn med særlige behov, det ved jeg ikke, og derfor kan jeg ikke svare fyldestgørnede på det spørgsmål.

Jeg har dog en datter der er viljestærk (læs om viljestærke børn her), og det er ikke uden udfordringer, hverken nu eller dengang hun var lille. Så, nu kommer mit endelige svar:

Du har alle fordele i verden. Du kender din hverdag, du kender dit overskud, du kender din energi, dit netværk og dine muligheder. Jeg bliver, i forbindelse med mit vægttab spurgt om hvordan jeg undgår at “falde i” sukkerfælden om aftenen. Well, det gør jeg ikke. Jeg går ud fra at den kommer hver aften, derfor indretter jeg mig efter det, således at der i mit kalorieregnskab er plads til lige netop at “falde i” hver aften, og så er det problem løst. Det samme tænker jeg om dit spørgsmål. Indret dig ud fra alt det der er kendt. Resten lover jeg dig du finder en løsning på og styrke til. Og ja, selvfølgelig kan du klare det, især når det er et brændende ønske du har. Jeg har en ny veninde som er alenemor til tre børn og den ene har handicaps og der er hjælpere. Hun klarer det. Er det hårdt? Ja! Er det umuligt? Nej! Er hun sej? ja! Er hun prøvet? Ja! Lever hun stadig livet og husker sig selv? Også ja.

For mig handler det virkelig meget om hvilken livsindstilling man render rundt med, og hvilket mindset man er styret af. Og om kan bede om hjælp. Det kan godt være der er mange der synes jeg er inspirerende og sej og alt muligt her. Men jeg har en lukket og hemmelig facebook-profil hvor jeg læsser alt mit lort af til mine stakkels venner som heldigvis stadig gider lytte til mig når jeg synes det hele er noget fuckerlort (jo det er et ord). Og uden den gruppe kunne jeg ikke skrive det her indlæg. Jo mere ærlig jeg tør være om mit morhood, jo mere elsker jeg det med alle nuancerne og sværhedsgraderne.

“Fik du hende passet i starten?”

Nej. Jeg har ikke fået nogle af mine børn passet. Den store havde sin første overnatning hos sin far da hun var 3 og den lille har ikke haft en eneste overnatning ude endnu. Men det er mit valg. Det kan man jo bare vælge anderledes. Jeg trænger også snart til en aften alene og en nat hvor jeg vågner af mig selv næste morgen, men jeg fortryder intet. Pigerne skal være klar, og heldigvis har jeg fået en far til pigerne som nu er verdens bedste samarbejdsmakker, og er med på at samværet skal foregå på pigernes præmisser og ikke ud fra hvad vi synes. Så han betaler selvfølgelig en pris for at de ikke sover hos ham begge to endnu. Og vi prøvede for nyligt med den lille, men hun var bare ikke klar, så de kom tilbage igen. Og jeg betaler også en pris fordi jeg ikke har en eneste friaften ever. Men det er snart slut. Snart er hun klar og pigerne kan sove sammen hos far og snart får jeg lidt MIG-tid, og det bliver helt vildt fedt for alle!

Men, det er ikke sikkert det er det rigtige for dig, og jeg kender mange, også par, som får deres små børn passet i større eller mindre grad i starten, og det skal man altså bare gøre hvis det giver mening.

Hvad gjorde du efter fødsel?

Nu var jeg jo så heldig at jeg fødte hjemme (eller, det havde vist ikke rigtigt noget med held at gøre, læs historien og fødeberetningen om min hjemmefødsel imod systemets anbefalinger her). Efter fødslen tog folk hjem, jeg var jo hjemme, og så nød min store pige og jeg bare vores lille nye menneske, som stort set sov sig igennem den første måned. Jeg husker i hvert fald at jeg måtte google om babyer kunne sove for meget. Det var en skøn tid.

Hvordan var barsel med en nyfødt og en stor/lille pige?

Jeg har ikke rigtigt haft barsel, da jeg både havde virksomhed og studie jeg ikke lige kunne sætte på pause. Så det har selvfølgelig været lidt hårdt både at skulle hive indtægt hjem og skulle læse og lære at være alene med to små børn. Det var en voldsom stejl læringskurve. Læs her om den dag jeg følte afmagten og sad på sofaen og skreg mine lunger ud med mine to små børn i armene. Jeg skulle lære at slippe en masse perfekthed og det var et helt nyt niveau af frustration og sværhed. Men set i bagklogskabets lys, så klarede jeg det fandme flot, og selvom jeg “my village” udeblev, så klarede jeg det megagodt alligevel. Til gengæld kom der en ny village til, og jeg opdagede at jeg faktisk har ret seje mennesker tæt på mig som er der for mig og har min ryg. Mennesker jeg ikke lige havde regnet med ville hjælpe. DET var fedt!

Fik du sovet?

Ja og nej. Der var perioder hvor den lille ikke sov på grund af noget forstrækning i nakken. Vi fik god hjælp fra en kiropraktor. Det var hårdt. Men jeg banede mig vejen igennem det med humor og masser af tårer. Begge mine piger har sovet rimelig godt igennem om natten fra starten af, til gengæld har lure om dagen været en mangelvare.

Kunne du selv lave mad?

Vi spiste meget rugbrød. Og min mor var så sød at lave bonebroth til mig i lang tid. Men man lærer jo ligesom bare at finde en vej. Jeg lærte at pasta og dåsemajs også er en slags ret, broccolimos smager også godt for voksne og så videre. Jeg vinder ingen Michelin-priser for det mad jeg præsterede det første år som mor til to, men det er jo også virkelig ligegyldigt. Det vigtige var at vi havde det godt, at der var kærlighed og at vi var mætte allesammen.

Har du fået meget hjælp?
Nej, det har jeg virkelig ikke. Og jeg har stået med en meget syg far jeg skulle tage mig af oven i alt det andet, og en del andre private udfordringer. Så let har det ikke været. På ingen måde. Men hvis man isoleret set kigger på det at have to børn alene, så synes jeg kun det er starten og søvnmangel der er hårdt. Og så den brudte symbiose med min ældste datter. Det er nok det der har gjort allermest ondt, og til tider stadig gør det. Jeg synes min store datter har “betalt en stor pris” for at der kom en lillesøster. Hun har skulle udsætte en masse behov og jeg har nok også vrisset og forlangt mere af hende end man nogensinde kan forvente af en 3årig (på det tidspunkt). Men jeg har altid sagt undskyld når jeg har været urimelig (og træt og kvæstet og udmattet og opløst i gråd). Og så har jeg valgt at være hudløs ærlig med det hele overfor min sundhedsplejerske. Verdens bedste sundhedsplejerske. Hun har ikke dømt mig en eneste gang, og hun har nærmest bare klappet i sine hænder over at jeg har ownet alt hvad jeg er gået igennem. Og hun kunne jo følge mine pigers udvikling tæt, og hun roste mig altid så meget. Hun gjorde virkelig en stor forskel og jeg er lidt ked af hun ikke kommer her mere, for jeg savner vores gode snakke og hendes gode selskab.

Min mor har været virkelig sød til at hjælpe og har stået på pinde for os. Det vil jeg aldrig glemme, og mine venner har været sindssyg tålmodige med mig, både når jeg har grædt (og skreget), når jeg er hoppet i offersumpen, og når jeg har haft brug for gode råd. Jeg har de dejligste veninde og venner i verden og jeg er så taknemmelig for at have så mange ressourcefulde og stærke og kloge og seje mennesker omkring mig. Jeg har ikke været god nok til at række ud og bede om hjælp, og det ville jeg gøre anderledes en anden gang, som noget af det eneste. Og så ville jeg stoppe med at råbe på hjælp af dem der ikke er der alligevel. Det er spild af alles gode energi.

Vil du anbefale andre at blive solomomboss til to?

Så, konklusionen må være at nej, jeg kan ikke anbefale nogen noget. Svaret er at det er møghårdt, det er til tider helt umuligt, og man går i stykker. Men det er en stor fejl at slutte historien her, for fortsættelsen hedder at du SKAL gå i stykker FOR SÅ at samle den meget stærkere, sejere og livsvisere (ja ja, det er et ord nu) dig. Jeg har lært så uendelig meget de seneste to år, som mor til to, og i dag græder jeg af lykke hver dag (jeg hover mig også i hårene hver dag!) over den magi som mine to prutkanoner har med hinanden. De skændes, de bider i hoanden, de river i hinandens hår og de råber af hinanden. Men den kærlighed de har, den måde de hjælper og leger og støtter og elsker hinanden, det er umuligt at sætte store nok ord på. Hold kæft hvor jeg elsker dem, og mit liv har fået en helt ny dimension af både kærlighed og læring ved at skulle være mor for to små individer, som jeg på en eller anden måde skal klæde lidt på til en verden som ingen kender fremtiden for. Ingen ved hvad der sker i morgen. Det er den vildeste opgave, men hvor er jeg dog taknemmelig for at de har hinanden. Og at de, i al beskedenhed, har mig.

For jeg er en badass mor.