Fotograf: Stephanie Starpov
I morgen er det 5 år siden Emmalia kom til verden. Det er 5 år siden jeg blev mor for første gang. Noget der på alle måder væltede min verden, og på alle måder blev starten på et nyt liv og et nyt mig. Og det vil jeg skrive lidt om i dag. For det skal ikke handle om Emmalia. Det gør det ude i virkeligheden. Jeg er lige kommet hjem fra Føtex med to MEGET store bæreposer, så jeg kan bage kage og boller i dag og forberede Emmalias 5 års fødselsdag i morgen. Og jeg tog den nemme løsning og købte en Føtex-lavet kagekone til Emmalias børner i dag. YES!
Her er 19 ting jeg har lært efter 5 år som mor
1. Jeg har lært at jeg hele tiden skal lære
2. Jeg har lært at børn ikke dør af at få pasta uden noget til aftensmad
3. Jeg har lært at man sagtens kan være en rigtig god mor uden at læse alle bøgerne (eller bare nogen af dem) om børn og opdragelse / søvn / kost / lege/ børns hjerner/ børns motorik / børns mimik / børns sprog / børns tanker / børns udvikling / børns vaner og børns søskende eller nummer i Enneagrammet. Sagtens!
4. Jeg har lært at jeg personligt er gået den vej der heder at blive mor indefra først. Jeg har virkelig fulgt mit hjerte og min fornuft, og de få gange jeg har følt mig på afveje, har været fordi jeg har lyttet til folk der mente de vidste bedre end mig når det kommer til mine børn. Det. Gør. INGEN! Det lyder måske en kende arrogant, og det er det også, men det er samtidig også sandt. Jeg har kæmpet kampe for mine børn de sidste 5 år, og hver ENESTE beslutning jeg har taget ud fra hjertet, det har været den helt rigtige, også selvom andre muligvis ikke forstod den. Jeg har to livsglade og topseje piger som er i rivende udvikling, og det har ret meget med mit morhood at gøre, og de valg jeg har truffet for mine børn.
Fotograf: Stephanie Starpov
5. Jeg har lært at ”danse med systemet”. Jeg har lært hvordan jeg tackler et rigidt system der ikke rigtigt er til for børnenes skyld, og får skabt optimale vilkår for mine piger. Her snakker jeg ikke om pædagogerne, men hele den måde vi pakker børn ned i alt for små kasser og ensretning på.
6. Jeg har lært at jeg er en ”modig mor”. Det synes jeg ikke selv jeg er, men det kan jeg mærke og høre på samfundet at jeg er. Jeg lader mine børn slå sig. Jeg lader mine børn klatre højt op i træer med fare for at de falder ned. Jeg lader mine børn udforske noget længere end gennemsnittet, og det har kostet en halv tand og ret mange buler. Men ikke mere. Til gengæld har mine piger mod på udfordringer og tør kaste sig ud i livet, også selvom jeg nogen gange virkelig skal finde en grimasse der kan passe, fordi jeg jo inderst inde ikke ønsker at der skal ske mine små nuslinger noget. Men jeg skylder dem at lade dem finde deres egne grænser, og jeg skylder dem at pigerne igen og igen skal bryde med hvad de tror de kan, og opdage at de kan meget mere. Det kræver at jeg holder min kæft og sidder på mine hænder. Og trøster når der er brug for det.
7. Jeg har lært at være feminist. Det var jeg as sure as hell ikke inden. Faktisk har jeg engang været sådan en der hadede ”kællinger der larmer” og ”kællinger der råber op” og ”kusser der tror de er noget”. Men så blev jeg mor til to piger og så tog jeg min egen historie som overgrebsoffer (seksuelle overgreb fra jeg var 6 til jeg var 27) alvorligt. Og så åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg fik øje på al den sexisme der er overalt, strukturel undertrykkelse af kvinder, hvordan vi, gennem ALT vores kommunikation til små piger og drenge, kvinder og mænd, propper mænd og kvinder i bokse, som ødelægger liv og lige muligheder for drenge og piger. Og jo stadig. Overalt. Jo mere du kigger efter det, jo mere får du øje på.
Fotograf: Stephanie Starpov
8. Derfor er jeg så taknemmelig for feminismen, for jeg har grebet muligheden for at klæde mine piger på til en verden hvor der hersker både sexisme og voldtægtskultur og diskrimination og uretfærdighed og bare dumhed. Jeg har ikke fjernet bøger som Askepot, der har brug for en heks og en mand og et kongerige før hun kan blive lykkelig. Vi læser dem skam. Og så snakker vi om hvad for noget vrøvl det er at man kun kan blive glad og lykkelig og fri hvis der kommer en prins med en sko og gifter sig med en. Vi læser Rebel Girls. Vi ser tegnefilm med seje piger (Vaiana, Modig, Frost mv) og hver gang folk roser mine piger for at være ”smuk” eller ”dygtig”, så husker jeg lige folk på at de også lige skal huske ”sej” og ”klog” og ”modig” og ”kreativ”. Mine piger skal ikke vokse op og tro at deres værdi ligger i deres udseende eller at de er ”dygtige”. Alt for mange voksne kvinder kæmper i dag en umulig kamp for at bryde ud af netop de kasser, og at de ikke må LARME eller være FOR MEGET eller FYLDE eller må VISE FØLELSER så som VREDE og AGRESSION.
9. Jeg har lært at man gerne må råbe, være vred, vise aggression og frustration sammen med sine børn. Herhjemme råber vi. Alle sammen. Jeg råber, pigerne råber. Jeg råber ikke så meget som jeg har gjort tidligere, men pigerne råber også, og de er eminente til at sige fra, både overfor mig og overfor venner og børnehaverne. ”Emmalia får aldrig nogensinde problemer med at sige fra!” sagde en pædagog. Og jeg greb den og svarede helt stolt ”nej, det er fantastisk”, selvom jeg ikke helt tror den pædagog mente det så positivt. Til gengæld kunne hun godt lære lidt af Emmalia, for Emmalia er bedre til at sige til og fra og skære igennem end pædagogen var.
10. Jeg har lært at jeg ikke skal lære mine pige at være likable. Jeg skal lære dem at overleve og skabe lige præcis det liv de drømmer om. Jeg skal lære dem at være gode mennesker, sige undskyld (det lærer jeg dem ved selv at sige undskyld hver gang jeg har råbt eller vi har haft en konflikt). Jeg skal lære dem at behandle andre mennesker ligeværdigt og med respekt. Og selvom det sikkert strider imod ifavnske principper, så skal mine børn lærer at sige tak, tak for mad, tak for gaven og generel høflighed, fordi jeg skylder mine børn at lære dem at begå sig i en verden hvor man kommer langt med at være både høflig og venlig. Det gør ikke noget at andre godt kan lide dem, men det må aldrig være et mål i sig selv at man skal eksistere for at være likeable. Stor forskel.
Fotograf: Stephanie Starpov
11. Så har jeg lært at jeg er sådan en mor der er bedst når jeg får ladet op og fyldt min egen kop op først. Noget jeg stadig er god til at glemme, og som jeg øver mig på.
12. Jeg har lært at man godt må sige ”mine børn ønsker sig ting der er købt i genbrug og ikke ting der er produceret af små børn i Bangladesh”.
13. Jeg har lært at man godt må stille krav til sine medvoksne. Jeg er fanebærer for mine børn de næste 13 år. Jeg har brug for at dem der er med på mit hold, de støtter mig og bakker mig op, og hvis de ikke kan overkomme det, så skal de spille på et andet hold. Punktum. Jeg skylder heller ikke nogen forklaring. Hvis jeg siger at de ikke skal se browse Yotube, så skal de ikke det. Punktum.
14. Jeg har lært at benytte mig af ”få allierede” og bruge dem som sparringspartnere, i stedet for at spørge i terminsgrupper og folk på facebook der ikke kan kommunikere ansvarsfuldt. ”Øh, mine børn har aldrig sagt mig imod, fordi jeg har lært dem fra en tidlig alder at respektere mine grænser, så måske du bare skal opdrage dine børn bedre?” tak for det. Og måske du bare skulle tage det der økologiske ingefær og sluge det i hele stykker? Folk er så nedladende og grimme, mange uden at vide det. Jeg har 3-5 kærlige, dygtige mennesker som har min ryg i mit morhood, som udfordrer mig (stadig med omsorg og kærlighed) og som rent faktisk hjælper mig i stedet for at pille mig ned. Hvis dine veninder gør dig kede af det, så er det ikke det rigtige sted at hente sparring. Hvis din mor gør dig ked af det med ”hendes vise råd”, så er det ikke det rigtige sted for dig at gå hen. Hvis hjælpen, your village, dine homegirls ikke løfter dig, så fyr dem. Jeg er dødseriøs. Livet er for kort til folk der ikke er gode buddys. Jeg har selv fyret mere end 5 på den konto de seneste 5 år, og det har gjort mig så godt at slippe af med nagging og ”jeg siger jo bare hvad jeg ser” typer. Nej. Der findes kærlige mennesker der kan være kærlige og udfordre på samme tid. Ja tak, mere af det.
15. Jeg har lært at det ikke er den enkelte konflikt der definerer hele mit moderskab.
16. Jeg har lært at mine børns gråd ikke er et resultat af mine evner som mor (eller mangel på samme). Tak Smilla.
17. Jeg har lært at det at have Smilla ved min side (både som veninde, businesspartner og ekspert på børn), det styrker forældre. Hvis man kunne få Smilla på dåse, så ville verden være et bedre sted.
Fotograf: Stephanie Starpov
18. Jeg har lært at jeg min styrke som mor ikke ligger i at sidde på gulvet og lege med mine børn. Jeg hader det! Så nu er jeg simpelthen bare holdt op. Min styrke ligger i at jeg er der når det brænder på, jeg tør lade dem udvikle sig, jeg udfordrer dem, jeg lader dem indgå i alt det huslige (opvask, tøjvask, gulvvask, madlavning), jeg er eminent til at tage mine børn med ud i naturen og være på tur, gå på opdagelse og fortælle røverhistorier. Jeg viser dem en bred palette af livet, mennesker og verden. Jeg lytter til dem og ser dem for hvem de er, og ikke for hvem jeg gerne vil have de skal være (og det er fucking svært og det lykkes ikke altid). Jeg tør bryde mine egne regler og principper hvis det giver mening. Jeg er sjov. Jeg driller dem. Jeg er i karbad med dem (90 liters karbad, jeg tror der er 4 liter vand i når vi alle tre sidder der, og det er fyldt til randen). Og sikkert en masse andet jeg ikke kan huske lige nu. Men jeg gider ikke sidde og lege lege, det klarer de fint selv, de har en fremragende fantasi begge to.
19. Jeg har lært at stort set alle de skrækhistorier jeg fik om det at få både 1 og 2 børn, de ikke har ret meget med virkeligheden at gøre. Ja, det er rockerhårdt, især at få børn alene. Men jeg ville ikke bytte det for noget som helst andet i verden. Mine børn er min lodrette læringskurve, de er årsagen til mine lange patter (både i den ene og den anden forstand) OG de er min evige inspiration og kærlighedskilde. Hold kæft jeg lærer meget af de to unger. Om verden, om mig selv, om dem, om livet, om kærligheden. Det er umuligt at fortælle folk uden børn hvad livet med børn er.
20. Jeg har lært at det bedste jeg kan gøre for mine børn er at være tro mod den jeg er, og dermed også vise dem vejen ind til dem selv. Jeg bliver aldrig en damebladsmor. Jeg bliver aldrig en ifavnsk mor. Jeg bliver aldrig en mor der ikke bliver vred og råber eller hidser mig op. Jeg bliver aldrig sådan som alle andre gerne vil have mig til at være (hvilket i øvrigt er umuligt, for ”alle andre” bliver jo aldrig nogensinde enige om hvad en god mor er alligevel). Jeg skal bare være lige præcis mig, så mine piger kan være lige præcis dem de vil være.
Hvad har livet som mor lært dig? Hvis du skulle nævne et par ting?
