ja, racismen lever også i mig. Og dig

”Du er racist, Frejamay”. Sådan startede det. Jeg ved godt jeg bliver kaldt alt muligt når jeg blogger og ”influencer”, men den der ”racist”, den gjorde sgu ondt. Næsten lige så ondt som når folk melder mig til kommunen fordi mine børn har været alene i 11 minutter, men lad det nu ligge. Jeg er bare aldrig helt blevet færdig med det der racisme, fordi … ja jeg er bare ikke færdig med det. I dag faldt 10-øren og den er relateret til den sexismedebat og den kulturændring vi står midt i lige nu.

Men vi skal starte et andet sted.

Jeg læser en helt igennem fantastisk bog i øjeblikket. Glennon Doyle Untamed (reklamelink). Den handler kort fortalt om hvordan samfundet tæmmer både mænd og kvinder ud af alt vores livsglæde, power, vrede, passion og evne til at at lytte til os selv. Og så handler den om hvordan bliver bliver utæmmet igen, altså ”untamed”, som bogen hedder.

Jeg sidder og læser bogen med en highlighter i hånden, og hele bogen er efterhånden rød og lilla over det hele, for Glennon Doyle har simpelthen den mest fantastiske evne til at formidle, kombineret med en, for mig, hidtil uset evne til at reflektere i dybden. Jeg har ganske enkelt ikke oplevet noget lignende nogen som helst andre steder før. Især fordi refleksionerne netop ikke er pakket ind i spirituelt bullshit, men serveres råt og kærligt og med den vildeste præcision.

OG nu til den store gamechanger fra Glennon Doyles bog:

Jeg har altid troet at verden var delt op i to. I sexister og ikke-sexister. I racister og ikke racister. Den måde at dele verden op på er super ekskluderende, og da jeg blev kaldt racist vidste jeg godt selv at jeg ikke var det. Men jeg vidste på samme tid godt at der var sandhed i det. Jeg har bare ikke evnet at pakke det ud, sådan så jeg kunne komme videre med det. Jeg var såret og ked af det og følte mig meget fejlaflæst. Og så blev jeg sådan lidt kontra. ”Så gider jeg bare heller ikke støtte op om noget!” (for det privilegium har jeg nemlig som hvid kvinde, ligesom alle mænd har det i sexismedebatten. Man kan bare vælge det fra).

I dag læser jeg så det, der har vendt fuldstændig op og ned på min verden, og min forståelse af sexisme og racisme, og mennesker, og inddelingen i enten eller. Sådan hænger det slet, slet ikke sammen. Nu skal du bare høre.

I virkeligheden er vi alle sammen kanariefuglen i kulminen. Vi har alle sammen, siden vi kom til verden, inhaleret den giftige sexismeluft. Og den giftige rascismeluft. Hver eneste dag har vi trukket vejret gennem giften og er langsomt blevet det der hedder internaliserede.

Vi har lært at det er okay at rage på andre mennesker og overhøre deres nej. Det har vi lært fordi vi har lært drenge at ”Når hun siger nej skal du bare blive ved med at prøve!” og jeg har personligt stået og lært en masse sælgere at ”et nej bare er et ja der ikke er blevet modent endnu” og at ”der skal 7 nej’er til før man får et ja”. Seriøst, det lærer man også på coachuddannelser.

Vi har lært, gennem billeder og massemedier, at mennesker med brun hud er mindre værd end mennesker med hvid hud. Vi har set utallige billeder af slaver og ”de fattige i Afrika” og den seneste debat går på at ”nu vil mænd bare finde en dame i Asien fordi de danske kvinder ikke kan tåle ”flirt”. Hvor vi så lige gør alle asiatiske kvinder til små vattede mennesker der ikke kan finde ud af noget selv, ikke kan sige fra, ikke har power, ikke er motherfucking badass, fordi vi er internaliserede og tror på de bullshithistorier vi har indåndet gennem den giftige luft altid. Jeg er ingen helt, jeg er skyldig i det hele.

Så det Glennon skriver, og det der fuldstændig ændrer verdensbilledet for mig, det er når hun i stedet for at opdele verden i sort/hvid, så laver hun den her opdeling:

Der findes 3 typer mennesker i verden

1.     Der findes den type menneske som har indåndet den giftige racisme/sexisme, og som aktivt vælger at sprede giften vidt og bredt.

2.     Der findes den type menneske som har indåndet den giftige racisme/sexisme og som aktivt vælger at detoxe

3.     Der findes den type menneske som har indåndet den giftige racisme/sexisme, som pure benægter at sexismen og racismen lever i dem. (Dem der siger “jeg ser ikke farver, jeg ser bare mennesker)

Jeg er selv nummer to type, ligesom Glennon Doyle beskriver sig som. Og derfor gjorde det ondt at blive kaldt racist. For jeg føler ikke jeg er den type der aktivt går rundt og opfordrer til racistiske handlinger. Til gengæld er jeg bevidst om at jeg er en del af systemet og ikke kan se mig fri for også at agere racistisk. Jeg har indåndet den samme giftige luft som alle andre, selvfølgelig lever racismen i mig. Og pludselig bliver det muligt for mig at se ud over min egen sårethed, fordi jeg forstår gamet bedre nu. Jeg anerkender at racismen lever i mig. Men jeg er ikke racist i type 1 forstand. Og der vil være tidspunkter hvor andre kan se min racisme og udpege den for mig. Og jeg vil blive såret. Men der er mennesker der dør som følge af både racisme og sexisme hver dag. Min sårethed betyder ingenting i noget som helst regnskab. That too shall pass. Racismen, den skal vi alle sammen tage ejerskab over. Ligesom vi skal med sexismen.

Grunden til at det her er en kæmpestor gamechanger for mig, er fordi jeg har manglet en måde at aktivere mig selv på, som ikke gør at jeg skal slæbe på den stor kampesten jeg har lænket fast til mine ben: du er racist. Ja det er jeg, og det er jeg samtidig også ikke. Du har ret og du har også ikke ret. Men nu kan jeg gøre noget. Nu er jeg bevidst om min indre racisme. Og jeg er stadig ikke handlingslammet eller såret, jeg kan gøre noget. Jeg kan stille mig ned på gaden og vise at jeg støtter. Jeg ved ikke helt hvordan jeg støtter og jeg skal aflære en masse. Men i stedet for at stå på sidelinjen og heppe kan jeg flytte mig mere, bruge min stemme bedre, velvidende at jeg kommer til at bruge den forkert igen. Og så må jeg blive klogere. Igen og igen. Jeg holder jo ikke op med at indeånde det lort bare fordi min bevidsthed er blevet udvidet en smule.

Det samme gælder sexismen. Mænd siger ”jamen jeg er jo ikke voldtægtsforbryder” og de siger ”jamen jeg er ikke sexist”. Og det er korrekt. Det er også ikke korrekt. Sexismen lever i dig mand, og kvinde. Sexismen lever i dig fordi du har indåndet den samme giftige luft som os andre. Så også du skal erkende at du er type 2. At du forsøger at detoxe, at du gør en indsats, og at du tager ansvar for din egen sårethed når nogen udpeger sexismen i dig, ligesom når de udpeger racismen og sexismen i mig.

Jeg er stadig en del af systemet. Jeg forsøger aktivt at detoxe. Det gør at jeg ”falder i” igen og igen, både under sexismen og racismen. Det gør at jeg aktivt bruger lidt tid på at omstille mig og tænke ”hov, nu angriber du din krop, det er jo ikke dig, det er sexismen” og så kan jeg træffe et bedre valg for mig selv. Men jeg skal stadig bruge tiden på det. Og det kommer vi alle sammen til at skulle fremadrettet.

For mig at se skaber det her en bro. Vi begynder at inkludere. I stedet for bare at pege på hinanden og sige ”dit moralske kompas er fucking off!” når vi kalder folk for sexist og racist. Vi slukker kontakten på en masse mennesker. Men når vi snakker om luften vi indånder, og at både racisme og sexisme lever i os alle, så giver vi stadig alle en mulighed for at flytte sig. Os. Og det er virkelig en kæmpe gamechanger for mig.

Så, hvad betyder det i praksis?

Det betyder at vi skal møde hinanden med spørgsmål. Det betyder at vi skal hjælpe hinanden med at indse at vi alle er indåndere af den giftige luft. Når vi kan erkende det, så kan vi flytte os. Hurtigt.

Jeg har ikke svaret på hvordan endnu, men jeg har lært at jeg ikke skal have svarene på det hele selv, så måske har du en genial idé eller blot en tanke til hvordan vi kommer videre herfra så vi flytter os hurtigere sammen?

P.S. Og alle skal læse Glennon Doyles bog, føkk den er genial!! Den kan købes lige her (reklamelink). Den er på engelsk, og jeg hader at læse bæger på engelsk, men den her er som at drikke varm kakao med flødeskum. Ammenam. Og jeg elsker hver side af den og den kunne ikke læses på andre sprog. Der vil være en tid før Glennon Doyles “Untamed” og der vil være en helt ny tid efter. Og den nye tid skal du og jeg skabe sammen nu.