Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Inspiration til (budgetvenlig) bæredygtig pakkekalender og bæredygtige julegaver

bæredygtig pakkekalender og bæredygtige julegaver

Inspiration til (budgetvenlig) bæredygtig pakkekalender og bæredygtige julegaver

Selvom vi er “gået bæredygtighed” på det meste herhjemme, så synes jeg stadig pigerne skal have en pakkekalender. Jeg synes det er hyggeligt at lave den og den gør bare julen meget mere magisk. Jeg husker ikke hvad jeg fik i pakkekalender, men jeg glemmer aldrig følelsen af at stå op og se hvad nissen eller julemanden havde lagt i sokken. Og det vil jeg gerne give mine børn.

Det kan være svært at finde på noget til ungernes pakkekalender og julegaver, især hvis man ydermere “begrænser sig” til bæredygtighed. Men faktisk har jeg opdaget af denne “begrænsing” blot er en en dør ind til en helt ny verden af kreativitet og skønne idéer. Derfor har jeg samlet mine bedste tips til dig der både vil have i pose og i sæk, og give ungerne pakkekalender og julegaver, og samtidig ønsker at gøre julen og gaverne bæredygtige.

IMG_5280.jpeg

Bæredygtig pakkekalender

  1. Det første du kan gøre er at udskifte legetøjsbutikken med en genbrugsbutik, hvis du gerne vil give legetøj eller ting. Køber du brugt støtter du oftest et godt formål (kræftens bekæmpelse, Kirkens korshær, Sind, Red barnet mv), OG du belaster ikke miljøet. Nåja, og så sparer du en hulens masse penge.

  2. Her er 24 idéer til hvad du kan købe brugt og putte i din bæredygtige pakkekalender:

    1. Farveblyanter

    2. En historie du selv har skrevet (et eventyr)

    3. En pakke rosiner

    4. En nissehue

    5. Hårspænder

    6. En bog

    7. Udstikkere til småkager (eller rugbrødsmadder til madpakken)

    8. Malebog

    9. Billedramme (evt med billede af barn med bedste ven eller momse eller bedste)

    10. Nøglering

    11. Julepynt (ALLE genbrugsbutikker har julepynten fremme allerede), som kan være barnets egen

    12. En “billet” til en tur i genbrugsbutik hvor dit barn kan vælge en gave selv

    13. En 10’er som barn må gå ud og bruge i en genbrugsbutik (eller slikbutik)

    14. En billet til svømmehal (okay, den kan du nok ike købe brugt, men det er stadig en god bæredygtig gave til aktivitet og nærvær og motion)

    15. En pose hjemmepop-popcorn som i kan poppe når i skal se dagens afsnit af julekalenderen

    16. Et stykke tøj, måske en kjole eller en hue

    17. Et nyt badedyr til badekarret

    18. Et skattekort du selv har tegnet

    19. En film (man kan få DVD’er med Disney film i de fleste genbrugsbutikker til en 5er eller 10er stykket)

    20. Lego eller Duplo (også at finde i de fleste genbrugsbutikker med børneting)

    21. Trylledej, det kan du lave selv derhjemme.

    22. Ler. Det kan man tit finde brugt også, eller halve pakker, men ellers er ler en god mulighed for en hyggelig eftermiddag hvor i kan lave sjove figurer eller tage i skoven og samle gran og kogler til at lave en juledekoration ud af leret.

    23. En “billet” til julemarked eller en tur ind til byen og se på julelys og juleudstillinger og få en kop varm kakao et sted. Tag bussen :)

    24. En reklame. Ja det lyder skørt, og det virker kun når børnene er små. Men Et gratis blad fra Babysam eller BR eller lign kan være en “ønskebog”, som børnene kan bladre og sætte krydser i. Vi har et katalog fra Babysam hvor Emmalia har været i gang med at sætte krydser i en hel måned nu. Det er gratis og der er mange timers underholdning. Hun kan ikke huske et eneste stykke legetøj fra reklamen, men hun elsker at sætte krydser og fantasere om alt det legetøj der er i bladet. Kald det en “ønskebog” og læg en farveblyant ved.

  3. Lav oplevelses billetter, eller brænd noget papir i kanterne og skriv små historier eller lege på krøllet papir som er “breve fra nissen” eller “breve fra julemanden”.

  4. Gratis oplevelser. Der er MASSER af gratis arrangementer i december. Tjek din lokale facebook gruppe, kulturkalender, biblioteket mv og finde nogle ting du har lyst til at tage børnene med til. Og lav så evt billetter som beskrevet ovenfor i punkt 3.

  5. Pak gaverne ind i avispapir eller gamle reklamer. Så sparer vi på al den overflødige gavepapir og pakkerne bliver kreative på den måde også.

  6. Giv “en hemmelig nisseopskrift” på eksempelvis julekager eller pebernødder eller helt særlige nisseboller. Historiefortælling kan gøre en kæmpe forskel for børnene, og en simpel opskrift kan pludselig blive til et eventyr og en følelse af at have fundet et lille stykke magi i sin egen julesok.

  7. Klippekort. Hvis børnene er lidt ældre kan du lave et klippekort til dem (det virker i øvrigt også hvis du har en partner, men det er et andet blogindlæg). Det kan hedde “idag må jeg gerne slippe for at dække bord) eller “i dag skal mor nusse min nakke i 10 minutter” eller

IMG_5282.jpeg

Bæredygtige julegaver til børn

Som inspiration kan jeg fortælle hvad vi gør i vores familie, og hvordan jeg melder julegaveønsker ud. Jeg er nemlig selv træt af at julegaver bliver en stressfaktor eller en FYLD-faktor i vores hjem. Jeg hader ligegyldige ting til en 50’er som ungerne ikke bruger, som er dårlige for miljøet og som sikkert har været irriterende for giveren at skulle finde og købe. Nej tak til det.

I år har vi i familien besluttet kun at købe gaver til børnene. Årh hvilken lettelse! Vi voksne køber alligevel selv det vi ønsker os, og så er der lidt “mere” til børnene. Og her tænker jeg ikke kun penge, men måske også tid og omhu.

Jeg vil vildt gerne have julegaveønsker i så god tid som muligt, så jeg kan holde øje med ønskerne i de genbrugsbutikker jeg kommer i. Hvis altså modtageren er okay med genbrug. Jeg respekterer selvfølgelig hvis modtageren ikke er, og så ender jeg nok med at give en oplevelsesgave i stedet. Dem kan man få i alle priskategorier efterhånden. Til gengæld kunne jeg aldrig drømme om at købe de der GoDream gavekort. Det er simpelthen for useriøst og sløset i min verden (og de er møgbesværlige at indløse, jeg har været i gang med at indløse et af mine i et år nu og jeg orker det ikke).

Så voksne får ingen gaver, men børnene gør hos os. Og her er en inspirationsliste til dig der også gerne vil gøre jeres jul lidt mere bæredygtigt.

  1. Igen, køb genbrug. Der er simpelthen så høj kvalitet af genbrugsvarer derude og så meget overflod. Jeg kommer eksempelvis i Røde Kors i Hørsholm, som er en af mine yndlingsteder at shoppe bæredygtigt. De har ALT! ALT! De har æggeure, smykker, tøj, bøger, DVD’er, legetøj, sko, alt til køkkenet, kunst, skulpturer, alt simpelthen.

  2. Lad gaven være en investering i kvalitetstid sammen. Køb oplevelser eller årskort. Jeg køber altid årskort til zoo til mine piger, så varer gaven hele året. Så årskort eller koncertbilletter eller billetter til musik med Popsi og Krelle, og hvis budgettet er lavt, så lav selv en billet til et event der er gratis. Der er så mange events og ting man kan opleve med børn.

  3. Giv en velgørenhedsgave. Jeg har tænkt mig at begynde og give “nu har et barn i et U-land fået en ny skoletaske takket være dig” gaver. Jeg ved godt børn måske ikke helt forstår det endnu (ikke små børn i hvert fald), men det skader ikke at begynde at snakke om den slags gaver og værdien i at dele med dem der intet har. Man kan også give en fodbold eller en fisk eller en ged. Se alle mulighederne her og start den gode tradition med at give eksempelvis 10% af gavebudgettet til nogen der intet har. Du kan også give julehjælp til børn i Danmark her.

  4. Giv en biografbillet

  5. Giv noget der er hjemmelavet. Er du god til at tegne så tegn en tegneserie eller et portræt. Noget der er investeret tid og kærlighed i. Min mor er ved at strikke en sweather til Selinna i julegave, og det er både noget hjemmelavet, noget fra en vi elsker højt og noget der er praktisk og kan bruges hele vinteren. Det kunne også være huer eller vanter eller (og det her ønsker jeg mig virkelig til mine børn) en hæklet dansemyg og cykelmyg til begge mine børn.

  6. Udklædningstøj. Næsten alle børn elsker at klæde sig ud. I de fleste genbrugsbutikker har de udklædningstøj eller smykkepakker med masser af perlekæder eller clipsøreringe. Det kan også være slips eller solbriller eller snabelsko i str 38 (det har jeg til mine unger, de elsker dem, og jeg fik dem for en 5’er). Det kan også være en brudekjole eller noget andet “lidt særligt” fra voksenafdelingen. En hat eller en dametaske.

  7. Køkkenting. En kop, en tallerken. Emmalia får rigtige krystalglas, og nogen gange i weekenden når kun hende og jeg er vågne, så drikker vi hjemmelavet sodavand af vores fine krystalglas. Hendes er et snapseglas og mit er alm størrelse. Jeg tror jeg gav 5 kroner for hendes og 10 for mit.

En lille anekdote om Christiane Schaumburg Müller og luksusliv.

Jeg havde en periode hvor jeg var misundelig på Christiane Schaumburg Müllers liv. Og i stedet for at skamme mig over det, så besluttede jeg mig for at dykke ned i min misundelse og finde ud af hvad det handlede om. Det viste sig at det overhovedet ikke handlede om Christiane (som er skøn!), men om nogle af de ting hun havde og gjorde. Sendte invitationer ud på guldkort. Drak af fine glas. Dækkede fint op. Æstetik og umage. Så jeg begyndte at gøre det samme, bare i genbrugsform. Derfor har jeg krystalglas derhjemme i dag. Som jeg har betalt næsten intet for, fordi de er købt i Røde Kors i Hørsholm. Der fandt jeg også en æske med guldkort til en 10’er og andre små op-justeringer til mit hjem, sådan så jeg kunne have lidt samme feeling derhjemme. OG DET VIRKER! Det kan du tænke ind i dine julegaver til dine børn. Hvis du vil.

Mulighederne er uendelige, og i virkeligheden handler det bare om at vi tager os lidt tid til julegaverne i stedet for bare at klikke 10 ting af på nettet og få det bragt pakket ind. Jeg ved godt det er nemt, men for mig handler julen også om relationer og nærvær. Jeg tror at netop fokus på bæredygtighed kan bringe noget nærvær og kvalitet ind i familierne og realtionerne. Jeg kan godt lide at finde helt særlige ting til dem der skal pakke gaverne op. Bæredygtighed behøver ikke betyde at vi bare skal forære hinanden grankogler og bark pakket ind i weekendavisen og tapen må man tænke sig til. Det kan være så meget mere end det. Jeg håber du har fået en smule inspiration til en bæredygtig pakkeløsning, og jeg vil elske hvis du vil dele dine praktiske og konkrete ideer så jeg også kan blive klogere.

Rigtig dejlig december til dig og dem du elsker.

Kropsterapi fik min krop til at løbe selvom jeg ikke troede den kunne (eller ville!)

Den ULTIMATIVE guide til færdsel med børn i det offentlige rum