Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Den ULTIMATIVE guide til færdsel med børn i det offentlige rum

Skærmbillede 2019-11-11 kl. 13.56.27.png

Vi kender det allesammen. Vi går i fred og ro på strøget, nyder at alt er fredeligt og rart, og pludselig står de der. BØRNEFAMILIEN. Vi mærker pulsen stige, vreden banke på og venter bare på at nogen dog for guds skyld må irettesætte den fredsforstyrrende enhed der kommer brasende ind i vores allesammens rare hyggelige og rolige offentlighed. Men nu er ventetiden slut. Jeg har nemlig lavet denne ULTIMATIVE guide til færdsel med børn i det offentlige rum. Du kan printe den ud og aflevere den til alle børnefamilier du måtte møde på din vej. I håbet om at vi får skabt et offentligt rum hvor børn enten ikke færdes længere, og dem der gør, de følger (sammen med deres tåbelige forældre) de her geniale råd og regler.

Den ULTIMATIVE guide til færdsel med børn i det offentlige rum



Den ULTIMATIVE guide

til færdsel med børn i det offentlige rum

  1. SE ALDRIG PÅ DIN TELEFON MENS DU ER I SAMVÆR MED BØRN. Skal du finde vej, tjekke hvad klokken er, svare på en sms eller hvile hjernen et øjeblik, og er du mor eller far til et barn, så er det forbudt at kigge på telefonen. Alle ved, at hvis du kigger på din telefon i det offentlige rum, mens du er sammen med dine børn, ja så gør du det helt sikkert også døgnets andre 23 timer og 59 minutter, og du er dermed pr. definition en dårlig mor eller far. Så lad telefonen blive hjemme, gæt hvad klokken er, fornem hvornår bussen kører (kommer man ikke i kontakt med en eller anden urkraft når man har født unger? Brug den!) og NYD hvert sekund du har med dine børn i myldretiden eller på vej ud af Netto. Det er meget vigtigt at du som mor eller far kigger dine børn i øjnene hvert eneste sekund du er udenfor i det offentlige rum, ellers fortjener du faktisk ikke dine børn.

  2. Hvis fremmede kalder dit barn en møgunge, fordi dit barn får en nedsmeltning et offentligt sted (vi ved godt allesammen at det kun er dårligt opdragede børn af fraværende forældre der får nedsmeltninger, for hvis alle har læst Lola Jensens blogs, så burde der ikke findes nedsmeltninger mere, vel?), så skal du sætte dig ned på knæ, folde hænderne og takke vedkommende for at turde finde modet og være ærlig med dig, mor eller far. Fremmede kender dine børn langt bedre end dig og fremmede i det offentlige rum ved ALTID, og jeg gentager, ALTID bedst når det kommer til dine børn. Knyt og lyt.

  3. Hvis dit barn græder i det offentlige rum og en gammel dame kommer og tysser på det (fordi alle ved at steder som strøget og indgangen til føtex eller Magasin er stillezoner, de har bare glemt at få skiltene op), så er det vigtigt du undskylder med det samme for at de barn tillod sig at udtrykke en følelse udenfor jeres eget hjem. Du må hjem og læse alle bøger der findes om opdragelse igen, således at dit du kan lære at opdrage dit barn til ALDRIG at vise følelser ude offentlige steder igen. Så vær du glad for at der findes gamle damer der orker at gå rundt og tysse.

  4. Hvis dit barn har kolik, så er det bedst at du venter med at få ham eller hende. Og du skal i hvert fald ikke forlade dit hjem før det er overstået. I så fald er fremmede i deres gode ret til at fortælle dig at du har valgt at få dit kolik-barn på det forkerte tidspunkt. Du kan bestille krystalkugler på nettet til næste gang. (her)

  5. Man må gå ud fra at du ikke har styr på om dit barn har holde eller varme fingre eller fødder eller ører eller næse. Så selvom du indenfor to minutter både kan møde en dame der mener at dit barn skal have mere til på og en anden dame der mener at dit barn er pakket alt for meget ind, så skal du bare rette dig efter det. Det er meget vigtigere for dit barns tarv at du klæder det på efter fremmedes modsatrettede meninger, end at du bilder dig ind at du kender dit barn og dit barns temperatur og derfor tror på illusionen om at du selv, med din ammehjerne, kan regne ud hvor meget tøj dit barn skal have på.

  6. Hvis du har en dreng i forvejen er det synd for dig hvis du får en dreng mere. Det er vigtigt at fremmede mennesker kan få lov til at udtrykke deres bekymring over jeres urimelige fordeling af gener når det kommer til produktion af flere børn i jeres husstand. Måske skal i overveje kun at tage et barn med ud i offentligheden ad gangen så i ikke belemrer andre med jeres sam-kønnede børn. Det samme gælder naturligvis piger. Så må i hjem og prøve igen.

  7. Hvis dit barn, uanset alder, stadig bruger sut, er det ikke tilladt at medbringe sutten i det offentlige rum. Børn skal ikke bruge sut overhovedet, det er de for gamle til (uanset alder), og det er i øvrigt også skadeligt og lidt krænkende.

  8. Amning i det offentlige rum er naturligvis uhørt. Børn og babyer skal fodres hjemmefra, og så må du time din tur til Jylland med at du kan nå ud og hjem inden babyen bliver sulten igen, så andre ikke skal få ondt i nakken af at strække halsen for at kunne se dig amme. Det er synd for dem at du pirrer deres nysgerrighed og slukker for deres selvkontrol med dine mælkepistoler. Amning i det offentlige rum, nej tak.

  9. At medbringe en barnevogn i det offentlige rum er et klart og tydeligt tegn på dovenhed. Den mulighed havde man jo ikke i gamle dage. Derfor er det utrolig vigtigt at du lader dit store dyre skrummel af en Odder-vogn stå hjemme under halvtaget, og tager baby og bæreposer og storebror og pusletaske under armen, så du med al tydelighed kan vise folk på gaden at du i hvert fald ikke er en doven mor.

  10. Mad. Det er jo alt andet end din business hvordan du ernærer dine børn når i er på tur i det offentlige rum. Hvis du, i et fattigt forsøg på at tackle et overtræt barn eller begyndende tantrum, stikker dit barn et pølehorn eller en af de der smoothies til en 10’er fra Netto, så er vi i øjeblikket, fra samfundets side, ved at installere “fejlernærende forældre” facerecognition systemer i al overvågningsudstyr, sådan så du helt sikkert aldrig placerer dine børn i risiko for at udvikle skørbug eller pest på grund af fejlernæring. Indtil systemet er oppe og køre kan dine børn takke guderne (eller Allan) for at fremmede træningstyper på gaden kan fortælle dig lidt om kost og ernæring, især af børn som jo ikke selv har muligheden for at sige “moar, det her er virkelig dårlig kost og der er alt for mange kulhydrater i sådan en smoothie, det ville være bedst hvis du havde bagt et glutenfrit og kaloriefrit klidbrød derhjemmefra, elsker du mig ikke mor? Ønsker du ikke for mig at jeg skal vokse op og selvrealisere mig selv med noget Ironman Og Toughest når jeg bliver 40?”. Så derfor må fremmede gøre det for dem indtil de selv har udviklet deres sprog.

  11. Babyer og små børn bør ikke medbringes på flyvemaskiner før de er fyldt mindst 15.

  12. Du bør ikke få børn med en partner der har en anden hudfarve end dig. Fremmede bliver enormt forvirrede, og det er svært for dem at regne ud hvordan din familie er sat sammen og OM det overhovedet ER dine børn du render rundt med. Det skaber unødvendig frustration og tvivl på gaden i det offentlige rum og derfor bør du returnere eventuelle børn du allerede måtte have fået, for det går virkelig bare ikke.

  13. Hvis dit barn har flotte krøller eller særligt kruset hår eller mange fregner eller andet der skiller sig lidt ud, så er det vigtigt at du lader så mange fremmede gramse på dit barn indtil køen er slut inden du kan gå hjem igen. Du vælger at være en kulturel del af samfundet når du bevæger dig ud med dine børn, og selvom du ikke får penge for at vise dine særeksemplarer frem, så bør anerkendelsen fra de fremmedes gramsning være nok til at give dig glæde og lykke i dit liv. Og det giver dig naturligvis ikke ret til at gramse tilbage, hvis den tossede idé skulle falde dig ind.

  14. Hvis du har tvillinger (eller flerlinger), så er du ikke velkommen i det offentlige rum. Du fylder simpelthen alt for meget. Med mindre du kan bære begge babyer på dine skuldre, stablet ovenpå hinanden, så er vores samfund ikke gearet til folk som dig som fylder SÅ meget.

  15. Hvis dine børn opfører sig upassende i det offentlige rum, så er det vigtigt du ikke opdrager på dem og beder dem tage hensyn. Er du klar over hvor meget skam du giver videre til dine børn hvis du fortæller dem at de skal stå pænt i køen eller lade være med at kaste med appelsiner i frugtafdelingen? Det er vigtigt dine børn er frie i deres udfoldelse og ikke lever et liv hvor du pådutter dem skam.

  16. Det er samtidig meget vigtigt at du har styr på dit afkom i det offentlige rum. Hvordan du får det må du selv ligge og rode med, du har jo selv valgt at få dem.

  17. Hvis du slet ikke er blevet mor endnu, men til gengæld er gravid må du ikke: gå til koncerter (du skader dit barns hørelse), spise sushi (baby dør), spise sukker (du føder en tyk baby der aldrig kan tabe sig igen), gå i høje hæle (du falder og baby dør). Til gengæld skal du ikke forvente at nogen vil rejse sig for dig i det offentlige rum. Du har jo ikke tabt dine ben og alle ved at graviditet ikke er en sygdom. Du har kun godt af at stå lidt op.

Den ULTIMATIVE guide til færdsel med børn i det offentlige rum

Disse 17. nemme og ganske overkommelige regler bør du godt kunne overskue at efterkomme. Hvis det virker uoverkommeligt, så bare forestil dig at der var 150 regler, så er de 17 pludselig ikke så mange, vel? Så fra nu af bør der ikke længere være problemer med dig og dine børn ude i det offentlige rum.

Jeg vil gerne takke alle de fantastisk dårlige forældre der har delt deres oplevelser med fremmede i det offentlige rum med mig, sådan så jeg kunne skrive denne ultimative guide, både til forældrene, til kommende forældre, men også til alle de stakkels fremmede på gaden, der har måtte i traumeterapi efter mødet med et grædende barn, et barn der ikke havde vanter på, eller et barn som sagtens kunne gå selv, men som lige sad i en klapvogn et øjeblik. Jeg håber virkelig at vi får sat en stopper for den slags opførsel i det offentlig rum OMGÅENDE, sådan så vi alle kan trække vejret igen.

Rigtig glædelig jul.

Og brænder du inde med en tilføjelse til guiden, så hold dig endelig ikke tilbage. Vi kan slet ikke få nok regler på det her område. Verden bliver kun et bedre sted af belæring og fremmedes bedrevidenhed når det kommer til børn de aldrig nogensinde har mødt før.

Hav en dejlig fredelig dag.

Namastem.

Inspiration til (budgetvenlig) bæredygtig pakkekalender og bæredygtige julegaver

Derfor er jeg imod positiv tænkning (og lidt om at navigere i smerte)