“Du skal bare tænke positivt” og “du skal bare tage ja-hatten på” og “smil til verden og verden smiler til dig”. Hvis du på nogen måde har været på denne blog før, så ved du at jeg hader de der inspirational quotes, som (mange af dem) har indbygget mere skam end den man sikkert sidder med i forvejen. Hvis du ikke har fulgt med før, så velkommen til en blog hvor tingene bliver vendt lidt på hovedet, og hvor jeg opfordrer til lidt skepsis, også når det kommer til min egen branche, selvudviklings (eller selvindviklings, om du vil)- branchen.
I mit liv har jeg været forholdsvis meget igennem, og alligevel anser jeg mig selv for et ret positivt menneske med et positivt livssyn. Men hvis nogen vover at bryde ind i mit liv, mine kriser eller mine sorger og beder mig “tænke positivt” så får de et par på hatten med en grydeske, for det er simpelthen ikke i orden at hælde sit eget selvudviklingsvrøvl ned i maskineriet på andre menneskers fine udviklingsmaskine. Og hvad mener jeg så med det?
Jeg tror på at alle mennesker har sin egen rejse. Derfor er jeg også imod (uopfordrede) råd, da råd aldrig har noget med modtageren at gøre men udelukkende noget med afsenderen at gøre. Og ja det gør ondt at høre hvis du er en der helt uopfordret går og drysser råd ud over alle andre. Prøv at lade være med det en uges tid og erstat råd med lyt, og se hvad det gør ved dine relationer. I dare you. Vi skal blive gode til at lytte og “være med hinandens rædsel” i stedet for at prøve at fikse og ordne hinanden hele tiden. Det gør kun alting værre. Så 1. Vi har alle vores egen rejse.
Når vi er på vores egen rejse, så er det vores egen opgave at finde ud af hvad der hjælper os. For nogen er det at forsøge at tænke positivt når ting er svære. Det kan sagtens virke for nogen, det virker også for mig af og til, men det virker ikke når jeg er midt i “process” i mit liv, og gerne vil høste alt hvad der er af læring i at være i det det svære. Og jeg tror at det er der hvor livet er svært og udfordrende at vi udvikler os, at vi opdager at vi er i stand til langt mere end vi tror, at vi vokser. Hvis vi så forsøger at fjerne os fra det ved at messe “tænk positivt, tænk positivt”, så er jeg ret sikker på at der er mange ting vi (jeg) så ikke ser på den rejse, fordi vi, ved hjælp af den påtagede positive tænkning, flygter fra det der prøver at hjælpe os allermest lige nu, nemlig livet eller smerten eller udviklingen eller hvad vi nu kalder den.
Der er intet i vejen med at tænke positivt, og hvis du sidder og tænker nu at “ej sådan har jeg det slet ikke”, så er det jo fuldstændig okay. Vi er ikke allesammen ens. Jeg kan bare sige for mit eget vedkommende, at dengang jeg begyndte at se alt det svære i øjnene i stedet for at flygte fra det, blandt andet ved at “tænke positivt”, så blev jeg langt mere livsglad, langt mere tilstede og langt mere … hold nu fast … positiv. Jeg har aldrig læst i nogen livsmanual at det skulle være let eller nemt at leve. Men jeg har fundet ud af at jeg er herre over ret meget i mit liv, og i stedet for “bare at tænke positivt”, så bruger jeg humor, jeg snakker og skriver enormt meget om det der er svært og jeg har fundet så mange måder at arbejde med det svære på, så det er “lettere” (i mangel af bedre ord” at komme igennem i stedet for at styre udenom.
For et par år siden havde jeg en periode hvor jeg var enormt vred. Hold kæft hvor var jeg bare vred. Det havde nok noget at gøre med at jeg var igang med et nyt niveau af læring i forhold til grænsesætning. Jeg besluttede mig for at bruge vreden. Jeg omsatte min enorme vrede til argumenter og kastede mig ud i Metoo-debatten. Altså, jeg var ikke vred på folk, men jeg brugte vredens energi (der er SÅ meget energi i vrede) og vredens evne til at være enormt on point når det kommer til at udtrykke sig. Det lærte mig helt vildt meget, og vreden er sidenhen lettet, men kun fordi jeg tillod mig selv at være i det, selvom det var skidesvært. For vi vil jo allesammen helst gerne være glade hele tiden.
Vi skal, som samfund, øve os i at være med hinandens smerte, sorg, vrede og sårbarhed. Jeg var til en fantastisk bogreception forleden, hvor jeg snakkede med en jeg kender, som har mistet et ufødt barn. Jeg spurgte bare ind til det, for det er det jeg gør. Jeg synes det er SÅ mærkeligt ikke at spørge ind. Og så kan folk jo altid bare sige “det har jeg faktisk ikke lyst til at snakke om” og så er det bare okay. Men hun fortalte at det var vildt rart at jeg bare spurgte, for folk klappede ellers i som østers når hun nævnte det og det var vildt mærkeligt og ensomt og ubehageligt.
“Du skal bare tænke positivt” - ja da, hvis du ER positiv lige der, så giv den gas. Men hvis ikke, så bliv i den følelse du er i, lev den ud, og lur mig om så ikke der kommer en ny følelse lige om lidt som har noget nyt at byde på?
Vi er så dårlige til at bevæge os i “det mørke”, og så bliver det sådan en selvforstærkende frygt, og så tør vi slet ikke gå derind eller lade andre gå derinde, og så er der (efter min mening) bare rigtig meget dybde og læring i livet vi ikke er villige til at tage. Og det er okay. Hvis så bare det er det vi vil. Og det er ikke det jeg vil. Jeg vil det hele. Jeg vil højderne og dybderne.
Jeg glemmer aldrig dengang min eks og jeg flyttede fra hinanden. Jeg lå i fosterstilling på min venindes seng i en måned. Jeg var SÅ knust. Det var endda en fælles beslutning at det skulle slutte, og det var det helt rigtige at gøre, men jeg var knust alligevel. Eller i dyb sorg. Jeg havde hverken lyst til at drikke eller ryge eller dulme med nye mænd og dates. Jeg havde bare lyst til at leve i det, også selvom trangen til at flygte fra det hele sled i mig hver eneste dag. Til gengæld glemmer jeg aldrig nogensinde den morgen i bussen hvor en solstråle ramte min næse. Det var den første dag siden bruddet at solen stod op i mit hjerte igen, og jeg fældede en lykkeståre over at kunne mærke solens varme igen. Og troen på at det hele skulle blive godt igen, den spirede i mit hjerte igen.
Det her er et meget kompliceret emne at skrive et blogindlæg om kan jeg mærke, for synes jeg så modsat at man skal tænke negativt? Nej overhovedet ikke. Jeg opfordrer måske bare til at vi skal blive lidt bedre til at være med det der nu engang er, uanset hvilket fortegn det har, og i takt med at vi selv øver os i at være med det der er, og lytte til os selv, så kommer det helt naturligt at vi også lader andre være med det der er. Måske kan vi så bare holde hinanden lidt i hånden imens. Både når livet bringer glæder og sorger.
Når der sker store og meget positive ting i mit liv, så trækker jeg mig også lidt fra verden. Ligesom jeg gør når der sker sorgfyldte ting. Jeg skal lige have mig selv med i det, og så kan jeg ikke være "ude over det hele eller være meget social eller i det hele taget være i mange andres energier end mine egne. På den måde nyder jeg. Jeg har engang levet i misbrug og jeg troede at man skulle drikke sig fuld når man skulle fejre ting. Det er sikkert også rigtigt for nogen, men ikke for mig. Og positiv tænktning er det absolut heller ikke. Jeg vil have mine mærke tanker i fred, sådan så jeg også kan nyde alle de smukke lyse tanker jeg har, som kommer helt naturligt når jeg hverken dømmer de mørke eller lyse tanker for noget de ikke er. Ingen af dem er dårlige eller onde. De er der begge to for at bevæge mig et sted hen, og den sti vil jeg gerne holde ren for selvindvikling og andres lommepsykologi.
Jeg aner ikke om det her giver mening for andre end mig. Jeg ser mig selv som en glad og positiv (og sjov) kvinde. Og jeg er meget bevidst om at alt det jeg er, det kommer fra lysten til at tage det hele med fra livet, rub og stub. Og det vil jeg gerne lære mine børn også. Sorg, vrede og smerte er ikke noget vi flygter fra. Det er noget vi er sammen om så længe vi har brug for det.
P.S. Næste gang skriver jeg om hvorfor jeg også er imod fred :)
PP.S Ej, nu ko jeg lige til at tænke på at jeg ikke skal komme med sådan en opfordring uden også at komme med en lille værktøjskasse til at tale om eksempelvis sorg.
Mange begår den fejl at de tror de skal give personen i sorg noget. At de skal “sige det rigtige”. Det skal man slet ikke. Faktisk skal du ikke ret meget andet end at lægge øre til. Forestil dig at din ven lige er blevet gift. Bruger du så tiden på at fortælle om dit eget bryllup eller et bryllup du har hørt om engang? Eller spørger du ind til dagen og kagen og festen og gaverne og slottet og guirlanderne? Det er præcis samme ligning der gør sig gældende når det kommer til sorg. Vi har brug for at udvide vores kommunikationscenter når det kommer til sorg og smerte. Spørg nysgerrigt. Lyt. Spørg ind. Lyt.
Hvordan har du det?
Hvordan var begravelsen?
Hvordan var det at stå der?
Hvor mange var med?
Har du billeder du har lyst til at vise?
Hvordan var den sidste tid, når du tænker på det nu hvor du er “på den anden side”?
Har man (det er altid en mulighed at skifte til “man” hvis det er lidt svært) overhovedet mulighed for at kapere det hele undervejs?
Er det okay jeg spørger? (den er måske endda rigtig god at starte med)
Eller gør som mig og sig “nu spørger jeg bare, og så stopper du mig hvis ikke du har lyst til at snakke om det”
Det værste er faktisk at sige “sig til hvis du har brug for at tale om det”, for der er ingen i verden der siger til. Ingen vil være til besvær og når man er i sorg eller smerte har man ikke lyst eller overskud eller kræfter til at række ud. I min verden skal vi blive lidt bedre til at vade lidt ind i hinandens space (men kun med kærlighed og gode intentioner, ellers skal man holde sig væk), og spørge ind og bare være der. De mennesker jeg holder allermest af i mit liv er dem der tør træde ind og være med min rædsel. Jeg har endda en god ven som tør bruge humor der hvor det er svært. "“Nå, du har selvmordstanker, må jeg så få din computer når du dør?” jeg sværger jeg har aldrig grint så meget. Men det virker kun fordi den sætning er pakket ind i 100 lag kærlighed, og fordi han udemærket godt ved hvordan det er at stå i den smerte.
Jo bedre vi bliver til at være med vores egen rædsel og smerte, jo bedre bliver vi til at være med andres. Og hvis du vil læse en bog om lige netop det her, så læs Preben Kok’s bog “Skæld ud på Gud”, den er hurtigt læst og den er så lærerig. Han forklarer det meget bedre end jeg kan. Køb bogen lige her (reklamelink)
