Klokken er 1:30. Det er teknisk set allerede mandag, men jeg har haft rigtig meget arbejde jeg lige skulle have styr på, derfor sidder jeg oppe endnu. Og så burde jeg sove, både på grund af min hid og mit overskud osv, men jeg havde lige brug for at skrive det her indlæg. Jeg ved ikke engang helt hvad det er jeg skal skrive, men jeg kan mærke der er sætninger i fingrene der gerne vil ud, så jeg er spændt på hvad det er der skal skrives. For det ved jeg heller ikke altid.
I dag brød min verden lidt sammen. Jeg er en af de mennesker der sagtens kan knokle og kæmpe de første 95%, men når det så kommer til de sidste 5%, så har jeg svært ved at holde gejsten oppe. Det er der jeg har lyst til at give op. Det gjorde jeg så lidt i dag. Jeg brød sammen og lod mig overvælde af alle de ting der fylder i min hjerne og i mit hjerte i de her dage. Fremtiden? Økonomien? Ammetop, måske? Vuggestuestart? Og så det der med at kunne være så blind overfor sig selv at man (jeg) ikke rigtig synes jeg dur til noget som helst, kender du det? Dén slags dag har jeg haft i dag. Alting flød over. Men da jeg så slap det hele og lod det flyde, så fik jeg det ret meget bedre, og så tog jeg til gallapremiere på Frost 2, som du kan se billeder fra, og læse om, her på min instagram. Filmen er i øvrigt fantastisk og kan varmt anbefales.
Nå, og så starter Selinna i vuggestuen i morgen. Første dag. Jeg har siddet og opdateret hendes profil på børneintra, og jeg glæder mig til at vi skal derhen sammen og lære stue og de andre børn at kende. Pigernes far kommer her i morgen tidlig, og så tager vi ladcyklen og hans cykel, og kører ud med Emmalia sammen og derefter tager til Selinnas vuggestue sammen. Det bliver en særlig dag. Og vi er klar. Jeg er klar til at få lavet meget mere koncentreret arbejde. Selinna er klar til nye venner og en hverdag med nogle timer væk fra mig. Jeg har det faktisk godt med det sted jeg har valgt til hende, og jeg har ro i maven, trods al den snak om minimumsnomeringer. Der er stadig gode steder med nok voksne, har jeg opdaget.
Så. Måske er det ikke så slemt at bryde sammen, give op, slippe, “let it go”, som Elsa siger. Nogen gange er vi nødt til at slippe og gå i opløsning før noget nyt kan vokse op og vi kan se klart igen. Jeg sidder i hvert fald her, møgtræt klokken 01.37, og har det massivt meget bedre end jeg havde det i morges da jeg vågnede (efter 3 timers sammenlagt søvn), og havde ondt i maven og hjertet over fremtiden (og nutiden). Det har jeg ikke mere. I can see clearly now the rain is gone. SÅ det er bare min pointe i dag. Hele verdensbilledet kan forandre sig på ultrakort tid, når blot vi tør slippe, give op, kaste håndklædet i ringet for en stund. Og ofte viser det sig at vi ikke gav op, vi gav bare slip på noget gammelt, så der blev plads til noget nyt.
Ah. Så det var det der skulle skrives i dag. Det anede jeg ikke da jeg startede på det her indlæg for et kvarter siden.
Hav en dejlig dag!
