Hjemmeskolelivet i Frejamay og Emmalias "Morskole" - opstart

Eventur-skolen skulle den have heddet hvis jeg måtte bestemme, men eftersom det er Emmalias skole, så bestemmer hun, og hun mener altså at den skal hedde morskolen, så det hedder den nu. Det er nu ca 1 måned siden Emmalia på 7 år stoppede på sin friskole efter mistrivsel og skoleværing, som følge af at hun er et højt begavet barn. Vi er så småt ved at lande i vores nye tilværelse, der er stadig mange spørgsmål, men jeg vil gerne tage dig med på rejsen, også i skiftet fra ”almindeligt” skoleliv til hjemmeskolelivet.

Landingsbane

Lige nu lander vi stadig. Når man har et barn i mistrivsel, er det ikke kun barnet det går ud over, det går også ud over resten af familien når en fra teamet kæmper og har det svært. Så selvom Emmalia nærmest omgående er kommet i trivsel efter at være kommet hjem igen, så har det også været en sindssygt hård omgang for mig, og faktisk også for lillesøster Selinna, som har måtte skubbe sig selv til side i en periode, og derfor reagerer (sundt) nu hvor der er plads til hendes reaktioner også.

Jeg kan mærke jeg har brug for ro, jeg har trukket stikket til mange aftaler, og jeg kan mærke min krop sige fra med det samme, så snart der er skyggen af ”for meget” i min kalender. En helt naturlig reaktion på et alt alt for stort pres længe. Vi har haft forløb i familiehuset, pigernes far og jeg, vi har opstartet PPR, møder på skolen, opstart på børnefaglig undersøgelse (jeg pressede på for at få den igennem, det var inden jeg vidste at det var muligt for mig for at tage Emmalia ud af skolen), og så alt det sociale der følger med når man har et barn i skole, og man samtidig har et barn der ikke engang kan være i skole 1 time om dagen. Skal vi så også med til legegruppe? Fødselsdage? Kaffe-mik? Alle de gode arrangementer som jeg jo egentlig elsker og synes er vigtige, men som jeg bare ikke havde 2 gram overskud til, og jeg orkede ærlig talt heller ikke spørgsmålene eller eventuelt stilheden fra de andre forældre som jo også ser os kæmpe en kamp hver morgen på skolen.

Derfor landingsbane. I slow motion. Jeg har hele tiden haft både min læge og min psykolog med på sidelinjen, som begge har været mildest talt imponerede over min indsats. Det har jeg også selv, men jeg følte for det første ikke rigtigt jeg havde noget valg, og det var hele tiden med bevidstheden om at der kommer en regning for mit overforbrug af reserve-energi i min krop. Den regning betaler jeg nu.

Hverdagslivet i hjemmeskolen

Det har været meget vigtigt for mig at Emmalia ikke gik ud af sin skole med en fiaskofølelse, så jeg har hele tiden ”styret” fortællingen lidt, eller hjulpet hende med at fortælle om anderledes hed, unikhed, særlige gaver, hurtig hjerne og at skolen bare ikke er for alle, og at der findes mange måder at gå i skole på. Jeg fortalte hende også at jeg ville ønske jeg selv havde gået i hjemmeskole, for en del af mine skoleår brugte jeg selv på at stå op, sige farvel til mine forældre, køre ned i en skov, vente til jeg var sikker på at mine forældre var kørt, for så at skabe et frirum for mig selv i nogle timer inden mavepinen meldte sig og jeg skulle finde på løgnehistorier om hvorfor jeg havde været hjemme. Igen.

Men alt mit arbejde har været unødvendigt, for Emmalia er en utrolig klog pige, og hun er helt med på at det er det rigtige vi gør lige nu. Hjemmeskoler. Derfor fortæller hun selv stolt at hun er stoppet på Friskolen, og hun er startet i morskolen. Hun er sågar i gang med en lang liste over de af hendes venner der også skal gå i morskolen og undervises her hos os. Og så er det jo tankevækkende at den skal hedde ”morskolen”, for hvis der er noget hun har manglet, så har det været følelsen af tryghed. Hvis der er noget der er masser af i morskolen, så er det trygheden.

Skema og hjemmeskole

Jeg havde egentlig en idé om at jeg skulle lave et skoleskema for os, men før jeg kan det skal vi lande færdigt, og vi skal også lære hinandens rutiner at kende. Jeg er meget natur-søgende om morgenen, og det er der jeg gerne vil bevæge mig. Det er det samme for Emmalia, viser det sig, og så kommer der noget krudt der skal brændes af om eftermiddagen igen.

Noget af det jeg ikke selv havde tænkt over, men som en veninde nævnte for mig for nyligt var at børn i skoleklasser bliver undervist 1:24 (ca), i vores hjemmeskole bliver Emmalia undervist 1:1, så vi behøver ikke et 6-timer-om-dagen skema, især fordi at jeg egentlig altid og ret naturligt har undervist mine børn i verden, lige siden de slog øjnene op for første gang, så det er ikke så svært at målrette den læring lidt mere, for dem begge to faktisk.

Så hvor jeg i starten var ramt af lidt panikangst om hvorvidt jeg kunne nå at lære Emmalia alt det hun skal lære inden skoleåret er omme, så er jeg nu temmelig rolig omkring det, fordi læring baseret på lyst og leg det bare ryger virkelig hurtigt ind og bliver siddende hos hende. Og nu har jeg en unik mulighed for at lære en masse om hvordan en hurtig hjerne, som Emmalias, den lærer bedst, og hvor hun skal hjælpes og guides, og hvor jeg skal hjælpes og guides. Og så kan jeg bare se at skemaet langsomt udfolder sig selv, uden at jeg behøver gøre ret meget. Vi følger vores energi, og allerede nu er der ting vi kan skemalægge ud fra hvad vi har lært de sidste 5 uger.

Hjælp, er du alene?

Heldigvis er jeg ikke alene. Jeg er velsignet med mange dygtige og passionerede lærere i mit netværk. Jeg har god kontakt til Gifted Children Institute, hvor jeg kan søge hjælp og rådgivning. Jeg er medlem af Gifted Children foreningen, og i dag melder jeg mig ind i foreningen ”Fri læring”, så jeg også kender paragrafferne og kravene og er rustet til at være hjemmeunderviser i kommunalt regi også. Museerne har som regel en gratis eller ”billig dag”, og så er jeg ret sikker på jeg har verdens mest hjælpsomme, kloge og fantastiske facebook-netværk, som vil hjælpe mig hvis jeg får brug for det. Så det her er aldrig, og kommer aldrig til at være Emmalia og mig, det her er ”the village” der sammen med mig får Emmalia igennem et dejligt hjemmeskoleliv, så længe vi skal det. Og det er der ingen af os der ved, hvor længe det bliver, lige nu. Men det behøver vi heller ikke. Som Rasmus Klump sagde ”Vi kender ikke retningen, men vinden den er god”.

Link:

Gifted institute, forskningscenter, videnscenter, rådgivning og testing af højt begavede børn (fantastisk sted!!)

Foreningen Gifted Children foreningen for familie med højt begavede børn, fantastisk sted at finde lokale ligesindende, netværk og familier der kæmper med de samme udfordringer som dig.

Fri læring Foreningen for forældre der hjemmeskoler

Maj My Et powerhouse af en kvinde jeg kender fra gamle dage, hun har hjemmeskolet i mange år, holdt foredrag om at leve bevidst og tage bæredygtige valg for familien, og har skrevet en masse tankevækkende og kloge blogs om valget med at hjemmeskole.

Hvad så med det sociale?

Det spørgsmål jeg, indtil nu, møder mest, handler om hvad der nu skal ske med Emmalias sociale liv og sociale kompetencer. Det forstår jeg godt, og alligevel må jeg bare sige at der er utrolig mange andre måder børn – også – kan lære at være sociale på, end ved at møde ind på en skole i en klasse med 24 børn hver dag, med 1 voksen der har hænderne fulde. Jeg siger ikke at det er dårligt, jeg siger bare at det absolut ikke er for alle.

Her må man lige kigge på sit barn. Emmalia har ikke brug for 17 eller 24 jævnaldrende hver dag. Et af kendetegnene ved at være højt begavet er at barnet ”leger nedad” eller ”leger opad”, altså søger børn der er yngre eller ældre. Emmalia er af natur et meget socialt barn. Uanset hvor vi kommer hen i verden, så går der 5 minutter, så har Emmalia en ny ven. En dag hun var med Momse på stranden fik jeg tilsendt en video. På videoen ser jeg Emmalia stå, 5 år gammel, i en rundkreds ude i vandet, sammen med 7 udenlandske 25-råge der spillede bolt. Det var ikke et issue at Emmalia ikke kunne engelsk. Det var ikke et issue at Emmalia var 20 år yngre end de andre, hun ville bare gerne være med til bold, så det gik hun efter.

Emmalia har, ligesom jeg selv, langvarige relationer og holder fast i sine venskaber. Men hun har også mange bekendte i sit liv og hun kan fint indgå i sociale sammenhænge. I min verden er hun socialt meget klog, kan læse rum og mærker andres energier nemt. Men det er også derfor skolelivet er svært for hende. Hun læser ALLE energier, opsnapper ALLE uretfærdigheder, reagerer på ALLE lyde, så hun har svært ved at træde ind i et rum hvor hun fra start til slut er så meget på overarbejde, fordi hun i skolen ikke lærer hvordan hun skal skærme sine mange sanser. Hun har det der hedder ”alle hyperintensiteter” (som minder om ADHD, men man kan først sige om det er det ene eller det andet når barnet er omkring 9-10 år, kilde: Gifted Children forskningscenter). Alt det her er en meget forenklet udgave af hvad der er let og svært ved det sociale, og ikke noget man lige kan nå at forklare i en fb-kommentar, når nogen spørger ”jamen hvis hun er god til relationer, hvorfor kan hun så ikke gå i skole”. Fordi så enkelt er det ikke. I din omgangskreds er der sikkert også nogen der er vildt gode til 1:1, og andre der elsker at være klassens midtpunkt og elsker store sammenkomster. Jeg får selv en mindre hjerneblødning hvis jeg skal til store ting, fordi jeg, ligesom Emmalia, mærker ALT hvad der foregår i rummet. Og jeg er helt smadret i 3 dage bagefter. Jeg elsker også bogreceptioner og fester, jeg skal bare helst vide præcis hvornår de slutter eller hvor længe jeg skal blive, ellers kan jeg ikke slappe ordentligt af og være til stede.

Så … Emmalia startede til drama, sammen med sin kæreste, men kæresten stoppede, og nu stopper Emmalia også. Det er megaærgerligt, men det ER bare vigtigt med den tryghed for at få en fritidsaktivitet til at spille. Mange steder skal man bare aflevere barnet og så skal forældrene gå ud, og derfor kommer Emmalia ikke til at gå til noget lige foreløbigt, for det kommer simpelthen ikke til at ske at hun bliver i et rum fyldt med fremmede uden at jeg er der.

Et vigtigt farvel 

I sidste uge var Emmalia og jeg henne på Friskolen for at sige farvel. En skole vi begge to har været sindssygt glade for, og som virkelig har mødt, set, hørt og forstået os. Nogen gange er rammen bare ikke rigtig, og så må vejene skilles. Derfor var det vigtigt for os at sige ordentligt farvel til Emmalias klasse.

Det var så fint et farvel. Alle børnene havde tegnet tegninger og skrevet breve til Emmalia, og jeg har alle forældrenes informationer og vi har stadig legeaftaler, går til flimklub med et par af pigerne og skal lave Minecraft dag med nogen af drengene snart. Emmalia havde tegnet og skrevet en farvelhilsen til klassen, og vi gik begge to derfra, rørte i hjerterne og fulde af kærlighed og venskabsfølelse. Jeg tror rigtig meget på at de der start - og “fovel” de har kæmpestor betydning for hvilken fortælling vi starter og slutter med. Så selvom man måske har haft det svært med en skoleledelse eller en lærer ellerlign, så få sagt farvel hvis i står i samme situation. Det er vigtigt for barnet, og det blev også vigtigt for mig, kunne jeg mærke.

Nysgerrighed er velkommen, angreb er ikke

Og mens jeg skriver, kan jeg lige mærke at jeg bliver ramt af et behov for at gøre noget helt krystalklart. Jeg deler den her rejse som inspiration. Ikke som debatoplæg. Det er også derfor du læser den på min blog og ikke i Politikens debatsektion. Når jeg kaster mig ud i noget, så gør jeg det både grundigt og ordentligt, og jeg orker ikke flere erfaringsløse kommentarer som ”husker du at det er vigtigt at barnet også udvikler selvstændighed” eller ”hun kommer jo til at blive totalt afhængig af dig”. Jeg gør mig umage med mine blogindlæg, derfor har jeg også en forventning om at du tøjler din forargelse, og evner at stille opklarende spørgsmål som ”Hvilke tanker gør du dig om at du er sammen med Emmalia hver dag, især i forhold til hendes egen selvstændighed?” og ”er du bange for at i bliver for tæt knyttede og om det er sundt, eller hvad tænker du om det”. Det bliver en øvelse for os allesammen, og jeg kommer til at gentage det igen og igen, men hvis vi alle sammen skal have noget ud af den her rejse, og min deling af den, så må respekten og umagen gå begge veje.

Næste skridt

Næste skridt er at melde mig/os til som hjemmeunderviser/hjemmeskole på kommunen. Det gør man typisk på borger.dk, som har et skema man kan udfylde, og som skal godkendes af distriktskolen, hvor man også bliver tilmeldt tilsyn. Det er ikke alle landets kommuner hvor det foregår på samme måde, så det spørger man sin egen kommune om.

Praktik

Noget af det jeg altid har undret mig over, er hvorfor praktik kun er for de store klasser. Jeg vil udnytte vores hjemmeskole max, og sørge for at Emmalia (OG MIG, haha!) kommer i masser af praktik, og får set hvordan alle mulige forskellige mennesker og forskellige jobs ser ud. Vi skal også ud og lave frivilligt arbejde og møde mennesker der lever helt andre liv end os. Det er noget jeg selv glæder mig helt enormt meget til, så hvis du allerede nu kunne tænke dig at have besøg af Emmalia og mig og vores spørgsmål, så vil vi elske at høre fra dig.

Spørgsmål:

 Har du spørgsmål til hjemme skolen, så send dem ind her, så besvarer jeg dem i kommende blogposts. Og ellers kan du følge vores hverdag lige her på instagram, hvor vi dagligt tager dig med i vores hjemmeskolieliv, mine tanker om hjemme skolen, udfodringer, eksperimenter osv. Jeg glæder mig virkelig meget til at dele denne rejse med dig.