Det er desværre stadig moderne at hakke løs på forældrene til nutidens børn. Der findes stadig eksperter der mener at det må være vejen frem, for ellers er det ”synd for børnene”, hvis ikke ”forældrene tager sig sammen” og ”stopper med at klynke”, der findes forskere der taler om de idylliske gamle dage, om 70’erne og 80’erne hvor børn bare fik lov at være børn. Nu ved jeg ikke med dig, men jeg var barn dengang, og jeg får lyst til at fortælle lidt om hvordan sådan en helt almindelig barndom kunne se ud.
De gode gamle dage
Jeg har efterhånden mødt mange menneske, både i kraft af mit arbejde som foredragsholder, som coach, erhvervscoach, og ja, bare som nysgerrigt menneske. Jeg har stadig til gode at møde mennesker der bare havde en fjong dongelong barndom i “de gamle dage”. Faktisk kæmper mange voksne, som var barn i 60’erne, 80’erne og 70’erne med traumer fra deres opvækst, hvor ”børn bare fik lov at være børn”. Og jeg er mere end almindeligt træt af at høre om hvor nemt og idyllisk alting var dengang.
Du skal bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet
Jeg forestiller mig at alle lærere og pædagoger havde deltaget på samme kursusseminar dengang jeg var barn, hvor den pædagogiske linje virkede til at være at småtterier (sense the tone) som mobning, vold i klassen og andre ting i den dur hørte til den enkelte elev, og aldrig var et fællesskabsproblem. Jeg blev mobbet i alle de år jeg gik i folkeskole, lige indtil 8. klasse hvor jeg gjorde oprør. Jeg blev stadig mobbet, men jeg begyndte at være ligeglad med hvad andre tænkte om mig, cirka samtidig med at jeg blev ligeglad med hvad der skulle blive af mig i mit liv, ligeglad med mine fremtidsdrømme og begyndte at søge hen i fællesskaber der absolut ikke gjorde noget bedre for mig.
Alle dage har jeg gjort opmærksom på mobningen, men jeg oplevede at det blev gjort til mit problem. ”Du skal bare lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet”. Selv mobningen fra min matematiklærer var jo “ikke sådan han mente det”. Ingen voksne tog sig af det. PPR dengang var den største skuffelse, dengang jeg blev præsenteret for dem i 4. klasse (den historie fortæller jeg en anden god gang). Jeg måtte også lære at sige noget mere. Jeg måtte også få mig flere venner. Og når jeg cyklede hjem fra skole, og nogen af de store drenge holdt bag en busk, for at springe frem og spærre vejen for mig, og hive i mit cykelstyr så jeg væltede, og jeg måtte køre lange alternative veje for at kunne køre hjem fra skole i fred, så var det nok bare mig der misforstod deres hensigter. Gode gamle dage. Børn var bare børn.
Fordi jeg var en klog pige, så fandt jeg selv på løsninger. Min løsning blev at jeg simpelthen ikke tog i skole. Om morgenen stod jeg op, sagde farvel til mine forældre, kørte afsted, kørte ned i en skov, kørte langt ind mellem træerne, ventede på at mine forældre nok var kørt, listede hjem, listede rundt om mit eget hus for at se om der skulle være nogen hjemme, låste mig ind, havde frihed i timevis, havde det sjovt, legede lege, forsvandt ind i min fantasiverden, og var bare barn. Da klokken blev over middag, begyndte mavepinen og frygten at vokse sig større, for nu skulle jeg jo snart tage konsekvensen af at jeg havde gjort mit bedste for at beskytte mig selv. Det vidste jeg ikke dengang, der lavede jeg bare en fortælling om at jeg var et utrolig dårligt barn, som ikke engang kunne finde ud af at gå i skole, eller kunne finde ud af at ”lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet”. Gode gamle dage.
Jeg ser i dag tilbage på en barndom og et skoleliv som var alt andet end god og gammel. Hold kæft hvor har jeg brugt mange timer hos psykologer, og har haft mange samtaler med min mor gennem årene, hvor vi har fået ryddet op i alt det der skete, eller snarere alt det der ikke skete dengang jeg var barn.
To af mine venner blev kaldt for Ib og Bo, fordi deres forældre ville være sikre på at børnene fik navne de kunne lære at stave til. Gode gamle dage, folk i min forældregeneration fortæller om torturlignende opdragelsesmetoder, vold i hjemmet, druk og overgreb, også af den seksuelle karaktér. Hvad er det for nogle gode gamle dage der hele tiden bliver refereret til? De er i hvert fald ikke særlig børnevenlige.
For mig virker det som om at dem der hylder ”de gode gamle dage” kan deles op i to typer. Den ene type er den samme type som de der ”pick me girls” der kan finde på at sige noget så åndssvagt som ”nå må vi så slet ikke flirte mere” og ”mandearbejdspladser er bare så meget bedre end arbejdspladser med mange kvinder” ift metoo. Kun tiden kan rydde ud i de typer, og det sker heldigvis helt af sig selv, så det behøver ingen længere spilde deres tid på. Den anden type er dem der overhovedet ikke ser hvilket pres forældre er under i dag, som ikke anerkender den forældrerolle og forældreopgave nutidens forældre står overfor, og som ikke forstår et pip af at vi er blevet formede af 20 års online forældrebashing. Det er ikke noget jeg føler, det er fakta, læs her: Zetland artikel.
Børn i gamle dage blev ikke set. Børn i gamle dage blev ikke hørt. Børn i gamle dage blev ikke hjulpet eller mødt ligeværdigt. Jeg er faktisk enig med Lola Jensen i flere ting, f.eks at børn selvfølgelig ikke selv skal vælge hvilken bildør de skal ind af, hvorefter barnet vælger bagklappen. Der er masser af valg børn ikke skal træffe, fordi de er børn. Men jeg er ikke enig i at forældre i dag er inkompetente, klynker for meget, og at alting var nemmere/bedre i gamle dage ift børneliv og familieliv. Det var ikke en skid nemt at være barn dengang. Jeg ved ikke om det nødvendigvis er blevet lettere at være børn i dag, jeg tror det ikke, men det handler mere om det samfund vi bringer børn ind i, end det handler om forældre der slår, truer, drikker, svigter, råber, ikke anerkender og ser eller deltager aktivt i børnenes liv, sådan som det var i “de gode gamle dage”. Det kan du læse om i Zetland artiklen. Forældre har brug for at få sænkede skuldre, og det får de i mange podcasts efterhånden, herunder min og familierådgiver Smilla Lynggaards podcast “Helle for familien”.
Og jeg er overhovedet ikke enig i at Lola Jensens podcastkollegaer giver al for meget plads til ”klynk” og alt det svære. Vi er slet ikke i mål med at skabe en nogenlunde rimelig balance til den helt urimelige udskamning af forældre, som Lola Jensen selv har været en del af i årtier. Der er et stykke endnu. Så kære kollegaer, do your thing. Speak up, og forældre i dag er heldigvis ikke tabt bag en vogn, hvis der er en podcast de ikke bliver inspirerede af, så kan de gode selv finde ud af at flytte pegefingeren op på ”unfollow” knappen, og finde noget de synes taler mere til dem, og der hvor de lige er henne. Sværere er det altså heller ikke.
Det var bare det.
P.S. Og hvis du havde en dejlig barndom dengang, så stort tillykke med det. Det handler ikke om dig. Eller mig.
