Hjemmeskoleliv: Vores første børnepraktik

I går var Emmalia i praktik for første gang, men absolut ikke for sidste gang. Vi er stadig helt nye i hjemmeskolen, men ideen om praktik er langt fra fremmed for mig, og da min veninde meldte sig på banen og tilbød en praktikplads til Emmalia (og mig), så sprang vi til med det samme. Med KÆMPE succes.

Baggrund

Emmalia på 7 år bliver hjemmeskolet på 2. måned. Det gør hun fordi hun med sin profil som højt begavet (især på det visuospatiale område) ikke passer ind i den ramme folkeskolen og andre ”normale skoler” kan tilbyde. Derfor er jeg nu ved at opfinde en hjemmeskole der passer så godt som muligt til den elev Emmalia er, og de mål samfundet, men også mig som mor har for det her fantastiske lille menneske.

Jeg havde for nogle år siden selv en drøm om at lave en youtube kanal hvor jeg tog i praktik alle mulige steder for at vise flere nuancer af hvad det vil sige at arbejde forskellige steder i samfundet. Vi har det med at få en uddannelse og et job, og så kender vi måske nogen der arbejder lidt i samme branche eller fag, og så glemmer vi nysgerrigheden på hvad der egentlig sker alle mulige andre steder i samfundet. Jeg ville tage ud og stille spørgsmål om hvad der egentlig er svært i den stilling, hvad der har været af vilde oplevelser, hvad der er allermest givende og hvilke forandringer den her medarbejder ønskede at se ske, eller måske selv ønskede at skabe, hvis de var direktører for en dag. Men det blev kun ved ideen, selvom den stadig lever. Lige indtil nu.

Praktik koncept idé

Praktikken opstod. Kombinationen af hjemmeskolen, og min gamle drøm om en praktik-youtube-kanal, blev født i et blogindlæg, kombineret med et kommentarspor på facebook, hvor nogen rent faktisk meldte sig som praktikpladser. ”I må virkelig gerne komme ud til mig” skrev Pernille, min veninde, blandt andet. ”Kan i på torsdag?”. Det kunne vi i hvert fald, og torsdag pakkede vi madpakken, varmt tøj der måtte blive beskidt, og så tog vi toget til Østerbro, hvor Pernille arbejder.

Utryghed

Emmalia ville ikke. Hun vidste ikke hvad ”praktik” var, og selvom jeg fortalte hende hvad Pernille arbejder med, og hvad Emmalia og jeg skal på Pernilles arbejde, så var lysten der bare ikke. En af de ting der vare meget svært for Emmalia i Friskolen, det var at være på tur. En ting er at skolen er ”udebane” for Emmalia, men når hun så skulle på tur med skolen, var det ”udebane udebane”, og jeg har hentet hende hjem fra zoologiske haver, Frilandsmuseet og andre steder, fordi hun simpelthen blev for utryg og gik i baglås, og de voksne vidste ikke hvad de skulle stille op. Det blev til et ”Emmalia skal altså lære at …” men det kan Emmalia bare ikke, derfor er det min opgave som voksen at finde ud af hvordan dælen jeg løser den gåde med Emmalia på ”udebane udebane”. Og det var så min læreropgave i går. Hvordan får jeg Emmalia med, for jeg VED, at når hun først er tryg der, så kan hun slippe mig, og være fuldt til stede og få maksimalt ud af oplevelsen? Svaret er meget simpelt.

 Lej et lig

Pernille arbejder som superkvinde hos Lej et lig, hvor hun bestyrer Østerbro afdeling, jonglerer biler, kunder, mekaniker, biler der er gået i stå på Storebæltsbroen, biler der er blevet beslaglagt af politiet fordi nogen har kørt vanvidskørsel i dem, og alle de ting ingen af os tænker over hører med, når man hører om ”Lej et lig”.

Emmalia og jeg ankom kl 10, og planen var at vi skulle blive der i 2 timer. Så er det lang nok tid til at Emmalia kan nå at føle sig tryg, og kort nok tid til at hun ikke bliver overstimuleret og at resten af dagen så er ødelagt. Og det er kodeordet for at det her skal lykkes: tryghed. Hver gang jeg får lyst til at presse Emmalia, skal jeg faktisk gøre det modsatte. Jeg skal give hende tid og plads og rum til at få sig selv med, også selvom det tager længere tid end jeg lige synes det skal tage.

Pernille var så kickass, hun havde forberedt opgaver til Emmalia og Emmalia blev taget imod fuldstændig som havde hun været en almindelig praktikant der ikke lige havde sin mor med. Vi startede dagen med at gå ud og tjekke om der var isskrabere i de biler der skulle lejes ud i dag. Emmalia tjekkede bilerne, og hvis der manglede isskrabere, så skulle Emmalia fylde dem op. Pernille fortalte om bilerne og arbejdspladsen, og Emmalia havde mange spørgsmål om det var Pernille der var chefen og om alle bilerne var Pernilles.

Da vi var færdige, gik vi ind på kontoret, hvor Pernille viste Emmalia rundt og forklarede hvad hun laver i løbet af dagen, og hvilke ting Emmalia skulle hjælpe med i løbet af dagen. Emmalia fik lov til at tulle lidt rundt, lige lære stedet lidt at kende, og så satte hun sig sammen med Pernille bag skranken og begyndte at arbejde sammen med Pernille. Jeg sad på en af kundestolene og holdt mig udenfor, og nød at lytte til de to seje mennesker på den anden side af skranken.

På et tidspunkt skulle jeg lige ud og ringe til min elektriker, som skulle komme samme dag, men da jeg rejse mig og sagde at jeg lige ville gå ud for at ringe, kom Emmalia løbende og holdt fast i mig ”du må ikke gå mor, du må ikke gå”. ”Satans” tænkte jeg, men den der tryghed er bare uhyre vigtig, så jeg blev siddende, forsøgte at fange min elektriker uden held, og Emmalia gik ind til Pernille igen. Og så skete det.

Meget få minutter senere stak Emmalia hovedet op bag skranken. ”Moar, du må godt gå ud og ringe nu, du forstyrrer faktisk lidt vores arbejde”. Og sådan gik det til at jeg blev smidt ud af praktikken på årets nok koldeste dag.

Succes succes succes

Jeg så ikke mere til Pernille og Emmalia den næste halve time, så jeg gik rundt og tegnede på bilernes forruder. Efter lidt tid kom Emmalia ud og hentede mig. ”Mor, du må godt komme ind igen nu, tjep tjep”. Det vigtige var at det var på Emmalias præmisser at jeg gik ud og kom ind igen, og det blev det. Det var en fornøjelse at opleve hvordan hun selv overtog styringen så snart hun var tryg nok og klar til at slippe.

Resten ved jeg næsten ikke hvordan jeg skal beskrive. Emmalia havde fået lov at hjælpe med vigtige arbejdsopgaver, hun havde lært om GPS, om hvorfor kunder skal have penge retur (depositum), hun havde hjulpet med at betjene to kunder, sorteret bilnøgler og har virkelig fået et vaskeægte indblik i hvad en arbejdsdag hos Lej et lig det indebærer. Hun har endda fået lov til selv at udføre nogen af arbejdsopgaverne. Så det værste var at jeg er den der skal holde tiden, og at jeg var nødt til at meddele at tiden var gået og vi skulle hjem. De 2 timer føltes som 2 minutter, det var helt vildt som tiden fløj afsted, og jeg ved af 7 års erfaring med Emmalia at det altid er bedst at slutte mens legen er god, også selvom ”åhh men nu har vi det lige så hyggeligt”. Ja, og lige om lidt bliver det uhyggeligt, hvis ikke vi stopper nu. Ingen vinder på at trække tiden, og det skulle også være en succes for Pernille at have sådan nogen som Emmalia og mig på besøg på hendes arbejde.

Sejrsdans

Emmalia dansede derfra. Hendes kropssprog viste med al tydelighed at det havde været lærerigt, fedt og givende at være på besøg hos Pernille, opleve sig selv på en arbejdsplads, få lov at stille alverdens spørgsmål fra Emmalias hurtige hjerne og være en del af noget spændende. Hun ville ikke hjem, ville blive og hvis hun fik lov tror jeg hun startede som fast assistent for Pernille allerede i dag.

Praktik koncept udarbejdelse

Der er stadig ikke nogen konceptbeskrivelse for vores børne-praktik. 2 timer eksklusiv trasporttid. Pt. Ingen medbragte spørgsmål hjemmefra. Til gengæld snakker jeg med Emmalia om hvad vi skal og hvad Pernille laver og hvad der kunne være spændende at finde ud af. Det er ikke noget vi skriver ned – endnu, det er heller ikke sikkert vi kommer til det, men på sigt er det jo noget vi med fordel kan skrive opgaver om og bruge i undervisningen i hjemmeskolen.

Jeg er selvfølgelig altid med, en 7 årig skal ikke efterlades i praktik alene, men jeg holder mig så vidt muligt lidt på afstand, og hvis Emmalia viser tegn på at jeg kan gå lidt, så gør jeg det. Det er Emmalias praktik, ikke min. Ligesom der heller ikke kommer nogen youtube-kanal, for det skal aldrig handle om at få filmet noget, det skal handle om at Emmalia får en lærerig værdifuld oplevelse der kan udvide hendes horisont om menneskeliv, verden, samfund, erhvervsliv og drømme og muligheder. Jeg filmer lidt til vores lukkede profil @morskolen på instagram (du ansøger bare hvis du vil se med), en profil vi også bruger til at dokumentere vores hjemmeskoleliv og mødes med ligesindede og skaber nye netværk.

Eftertanker

I dag, dagen efter praktikken, har vi en stille og rolig dag, vi snakker egentlig ikke så meget om i går, men jeg kan se og mærke at oplevelsen lever i os begge to. Vi er vokset 1 cm hver, vi er stolte og glade, og jeg er simpelthen fuld af taknemmelighed over at vi bor i et land hvor det kan lade sig gøre at jeg får lov at præge Emmalias, og måske andre børns liv på den her måde. Vi kunne eksempelvis sagtens have haft et barn mere med på den her oplevelse, så der er udviklingspotentiale og muligheder hvis vi slår os sammen med flere hjemmeskolere, og hvis vi finder flere arbejdspladser der ville synes at det var et positivt afbræk at have en meget klog og nysgerrig 7årig ude, og havde lyst til at give hende en oplevelse for livet, og måske blive mødt med spørgsmål du aldrig er blevet mødt af før på dit arbejde.

Det her, det er en kæmpe win-win, og Pernille, du skal have den største tak for at være den første der åbnede din arbejdsplads for en oplevelse Emmalia og jeg aldrig nogensinde glemmer. Det var en kæmpestor succes, og jeg håber at idéen kan åbne døre for andre ens os derude.