“Det er vigtigt at nu hvor du er blevet mor, så skal du lære at sætte dit barns behov før dine egne” … Sådan sagde hun til mig, under et døgn efter at jeg var blevet mor for første gang. Jeg lå der med slanger ud af alle ender, en fin lille nyfødt baby der græd og græd, og var endt med akut kejsersnit, selvom jeg drømte om en hjemmefødsel. Hendes ord sidder stadig som en torn i mit hjerte hver gang jeg føler mig utilstrækkelig som mor. Hun er den første stemme jeg hører.
Lad mig starte med at sige #notalljordemødre, ligesom det heller ikke er ALLE mænd der er tale om når vi snakker om krænkere og sexisme Det ved vi godt allesammen. Men det her handler ikke om enkeltpersoner, det handler om et system og en kultur, som i dagens blogindlæg tager udgangspunkt i dette debatindlæg fra Politiken, skrevet af 6 jordemødre, som nu står sammen med kvinderne om at sige fra overfor de overgreb de udsættes for i sundhedsvæsenet. Jeg har desværre selv en histore, og den vil jeg dele med dig i dag, for jeg græd mig igennem debatindlægget, og så vil jeg støtte op om den kulturforandring som er tvingende nødvendig, for at vi kan give gravide og nye familier en værdig start på livet. Men først skal vi en tur tilbage til 2015.
De fleste der læser med her på bloggen ved at det var en kompliceret situation dengang jeg var gravid med Emmalia i 2014/2015. Bortset fra lidt forhøjet blodtryk var der ikke noget galt, og jeg var en sund og rask gravid. Nåja, og så kastede jeg op 24/7 alle 9 måneder. Not so much fun, og nej, det glemmer man ikke, heller ikke her 5 år senere. Jeg havde et kompliceret forhold til Emmalias far, men maven og baby havde det godt, selvom jeg kæmpede lidt.
Da jeg skulle til sidste tjek inden fødslen havde jeg et alt for højt blodtryk og jeg fik ikke lov til at komme hjem igen. Det var en ret træls oplevelse at være indlagt lige inden fødsel. Af flere årsager.
Det var superstressende at ham der skulle måle mit blodtryk kom farende ind på min stue og ævlede løs om akutte kejsersnit og mangel på personale, mens jeg lå der og skulle have mit blodtryk til at falde.
Under hele min graviditet havde jeg været superåben omkring de overgreb jeg havde i bagagen, både seksuelle overgreb som barn og voldtægter som voksen. Jeg har altid mødt andre med åbenhed omkring min historie, og det har været positivt at dele åbent. Derfor har jeg sikret mig at det står øverst i min journal, for at undgå at et nyt overgreb skal finde sted, og for at undgå at jeg skal fortælle om mine overgreb flere gange dagligt. Jeg gik ud fra at dem der tilså mig de lige læste min journal. Men det gjorde de bare ikke. Så da en af sygeplejeskerne kom ind og ret hastigt skulle mærke, altså vaginalt, om jeg var udvidet, så skældte hun mig ud fordi jeg ikke slappede nok at. “Eiijjjrrh, du skal altså SLAPPE AF, ellers kan jeg ikke KOMME TIL!”. Jeg endte med at bryde fuldstændig sammen. Min mor var der heldigvis og gik efter den travle sygeplejerske, og det viste sig at hun lige havde glemt at læse journalen. Hun kom så senere ind og undskyldte. Men der var skaden jo ligesom sket.
Det blev besluttet at jeg skulle have igangsættelsespiller. Jeg var på det her tidspunkt fløjet ud af min egen krop, og var overhovedet ikke i stand til at mærke efter hvad jeg selv følte var rigtigt. Jeg ved at jeg ikke ville have de piller, men jeg kom ikke i kontakt med mig selv. Min krops grænser var blevet overskredet, jeg blev hele tiden mødt med hastværk og ufølsomhed og “kom nuuuuu!”. Eller med skam. “Men du vil jo ikke skade dit barn, vel?” og hvem i alverden svarer ja til det spørgsmål?
Jeg endte med at have voldsomme veer fra onsdag til fredag. Kunstige veer. Der skete bare ingen udvidelse. Så jeg fik al smerten, men kroppen var slet ikke med. Jeg følte mig som en ting.
Det endte heldigvis med at mine egne veer startede og tog over, mit eget vand gik af sig selv og jeg kom på fødestuen og fik den bedste jordemor. En hvor man bare kan mærke hun tror på mig, hun ved hvad hun laver og hun er fødestuemama lige her og nu. Alt gik godt.
Desværre var der vagtskifte kl. 20 og en kittel kom ind ad døren med papirer helt oppe foran øjnene. Jeg ved ikke engang hvad hun hedder, den første husker jeg tydeligt navnet på. Herfra gik alt galt.
Jeg fik en elektrode på babys hovede, og her startede de værste smerter jeg har oplevet i mit liv. Jeg følte nogen havde tændt ild til mit underliv og var i gang med at vride det igennem en kødhakker. Min mor mener det varede knap to timer, jeg selv husker intet andet end smerten. Jeg fik både ve-drop og epidural og klokken 4 om natten kom (en sød) læge ind og sagde at nu skal baby ud, så det blev akut kejsersnit. Selve operationsstuen var en god oplevelse, det føles som om der var 50 mennesker derinde, de var vist kun 11 (eller færre), og alle var søde og præsenterede sig. Og så kom Ems til verden og alt andet forsvandt. For en stund.
Det var ikke så mærkeligt at jeg var medtaget, amningen fungerede ikke og jeg fik at vide at Emmalia skulle sove i den der plastikvugge. Og det kunne jeg bare mærke at hun under ingen omstændigheder skulle. Hun skulle ligge helt tæt på mig, hvert sekund det var muligt. Amningen fungerede bare ikke, mælken løb ikke til og Ems græd. Efter lidt tid kom der en sygeplejerske, Det Russiske røvhul har jeg døbt hende, og foreslog modermælkserstatning. Jeg sagde at det lød som en god idé, jeg havde bare behov for lige at forstå hvad det ville gøre ved amningen og chancen for at amningen kunne komme til at fungere efterfølgende. I stedet for at svare på mit spørgsmål, stoppede hun op og kiggede på mig
“Nu skal du lige forstå noget! Det er vigtigt at nu hvor du er blevet mor, så skal du lære at sætte dit barns behov før dine egne!”. Jeg var rystet. Det eneste jeg ville var at forstå hvilke konsekvenser det havde for amningen OG MIT BARN fremadrettet, og om man kunne introducere modermælk på en måde så der stadig var en god chance for at vi kunne få amningen op og køre, FOR MIT BARNS SKYLD (din fucking papkasse!). Vi var ikke ude i en eller anden spelt-nice-to-have situation. Ej men jeg er stadig rasende. Heldigvis var min mor der også, og læste min reaktion med det samme, og fik kostet den ko ud i en fart. Jeg kunne have slået hende ihjel. Og samtidig gik jeg bare helt i stykker. Jeg sad der, i forvejen i en skidesvær situation med Emmalias far, endnu et overgreb et par dage inden jeg fødte fordi sygeplejersken ikke lige læste journalen, en fødsel hvor jeg følte mig totalt sat ud af spil, et akut kejsersnit inklusiv alt hvad det indebærer at være blevet skåret i, et barn der græd og græd og en sygeplejerske der lige skulle fortælle mig at jeg allerede havde totalt fejlet i min helt nye sårbare morrolle, ganske få timer efter jeg var blevet mor for første gang. Tak for det.
Lykken over at være blevet mor for første gang overskyggede rigtig meget af det, amningen kom til at fungere. med stor hjælp fra Christina doula, vi kom videre. Men så blev jeg gravid igen 3 år senere …
Det var jo et ønskebarn. Efter to forsøg på fertilitetsklinikken var den der. Jeg troede ikke mine egne øjne da jeg anede en svag rød streg på graviditetstesten. Men den var god nok, og som dagene gik blev stregen mere og mere insisterende. Jeg skulle, hvis alt gik godt, være mor igen. Det var så fantastisk. Og denne gang ville jeg have mig selv med under hele forløbet. Denne gang skulle jeg sidde i førersædet.
Mit møde med Hillerød sygehus blev starten på slutningen af min rejse med fødselsafdelingen indenfor vores sygehusvæsen. Min krop slukkede totalt. Jeg begyndte at finde strategier for hvordan jeg kunne komme igennem de næste 7 måneder uden at have mig selv med. Måder hvorpå jeg på en eller anden måde kunne cutte forbindelsen til min krop, og så tjekke ud af mit eget system, præcis ligesom man (mange) gør når de er udsat for en voldtægt. Man fjerner sig simpelthen fra kroppen, svæver op i loftet eller ind i væggen indtil det er overstået og man, forhåbentligt, stadig lever. Så hvorfor reagerede jeg sådan?
Jeg fik reaktioner på min anden graviditet. Både reaktioner på det første fødselsforløb, reaktioner på gamle overgreb, og det var en virkelig svær tid, derfor gjorde jeg som jeg har lært (det har taget mig et helt liv at lære, og jeg lærer stadig), jeg rakte ud efter hjælp. Hvor gør man det henne? Det gør man hos sin jordemoder. Her er hvad jeg skrev i mit blogindlæg da jeg besluttede mig for at fyre Hillerød sygehus:
“"Hvorfor skal du have to gange sukkerbelastning? Det giver da ingen mening?" sagde min vikar-jordemoder.
"Nu skal du jo huske du selv har valgt at blive gravid igen, du har jo selv valgt det, så de overgrebsreaktioner du pludselig har fået, dem må du arkivere i en gammel boks, og så skal du huske at en graviditet er en lykkelig tid" sagde min læge da jeg brød sammen på hendes kontor.
"Ja, men du er kun 18 uger henne, så vi kan intet gøre for at hjælpe dig" (det er fandme også træls når ens re-traumatisering kommer på det forkerte tidspunkt. Tjek dog kalenderen først idiotiske traume!)" sagde sygehuset begge gange jeg snakkede med dem, også grædende i telefonen.
Det første møde med min jordemor, eller, det var hun ikke, hun var vikar, så jeg har ikke mødt min jordemoder endnu, det satte et eller andet i gang. Da jeg gik ud derfra brød jeg helt sammen, fordi det åbnede op for alle mulige følelser og reaktioner på den sidste graviditet, fødsel, akutte kejsersnit og "efterspil". Noget jeg har hørt er meget normalt, når jeg har snakket med folk der ved noget om graviditet, hormoner, sårbarhed og sådan.
Mine gamle overgrebshistorier kom frem igen, især fordi fødslen jo faktisk overhovedet ikke gik sådan som jeg havde drømt om sidste gang, og pludselig mistede jeg al tillid til at jeg overhovedet har en krop der kan føde et barn vaginalt. For det kunne den jo ikke første gang.
Det væltede op med ting, og jeg har haft det elendigt den sidste måned. Jeg har selvfølgelig kontaktet de fagpersoner (sygehus, læge, jordemoder) der har noget med mit forløb at gøre, men alle steder er jeg blevet mødt med lukkede døre i mit ansigt og et "kom tilbage til februar når du har din næste tid ved din jordemoder". Det er 2 måneder inden jeg skal føde, det er længe at gå rundt i det her helvede alene. "Det må du selv ligge og rode med" - metoden er åbenbart noget man praktiserer på Hillerød sygehus.”
Strategien med at “Lukke mig ude af min egen krop” virkede naturligvis ikke, så den eneste måde jeg kunne tage min power tilbage var … ja det var ved at fyre sygehuset. Jeg afmeldte alle besøg (ikke fordi der var så mange). Scanninger kunne de alligevel ikke gennemføre på grund af personalemangel, så det skulle jeg alligevel selv betale for, så tabet var ikke så stort. Men det gav mig en vild energi og jeg fik styrken tilbage i mit liv og i min livmoder.
Jeg havde selvfølgelig accepteret at jeg ikke kunne føde hjemme fordi jeg havde et kejsersnit i bagagen (og så må man ikke, havde jeg fået at vide af min jordemoder), og jeg anede ikke hvad planen så var nu. Men jeg havde styringen, og det kunne gå i alle retninger. Jeg skrev selvfølgelig om min fyring af sygehuset på bloggen, og så åbnede der sig nogle nye døre. Efter få uger havde jeg den mest fantastiske jordemoder Sophia Puck, og den mest fantastiske doula Mama Christina i mit fødeteam, og nu skulle det blive helt fantastisk. Og det blev det.
Min anden graviditet blev det fuldstændig modsatte af den første. Jeg kastede stadig op 24/7, ligesom jeg gjorde første gang, og jeg havde det elendigt. Men denne gang var anderledes. Jeg havde styr på min graviditetsrejse. Alle møderne med min skønne jordemoder og doula foregik hos mig, og da jeg fortalte at jeg drømte om hjemmefødsel, men godt vidste det ikke kunne lade sig gøre, blev jeg mødt af et fødselsteam der sagde “hvorfor egentlig ikke?” og så arbejdede vi ud fra ønskescenariet, hele tiden med fuld bevidsthed om at planen kunne ændre sig når som helst.
Nummer to graviditet helede ikke bare min overgrebshistorie, men også min anden graviditet og det helvede det var at blive sat ud af spillet når man skal føde sin egen baby. Jeg endte med at have den mest vidunderlige hjemmefødsel, med det bedste fødeteam, den bedste fotograf, med storesøster og mormor vd min side. Jeg var med hele vejen, og da presseveerne meldte sig, forsvandt jeg ikke ud af kroppen, men derimod ind i min krop, og min krop og jeg var ét. Det var så magisk. Og endnu mere magisk at ligge i sin egen sofa med sin lille nye baby, men sin store baby stående ved siden af og opleve ro og fuglepip og ingen der skulle belære mig om noget som helst i forhold til hverken min krop eller min morrolle eller mine eller barnets behov. Den hjemmefødsel heler mit liv hver eneste dag, og der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på fødslen eller rejsen sammen. Både Sophia, Christina og fotografen Greg vil altid have en særlig plads i mit hjerte for at få mine drømme til at gå i mere end opfyldelse. Og min krop kunne alt det den skulle, den er helt perfekt, og ikke defekt, som jeg har troet hele mit liv.
Det er mit store håb at hele anden bølge af sexismedebatten slår bølger i alle retninger, især den retning der hedder gravide, fødsler, familieliv, nyfødte. Vi er simpelthen nødt til at gøre det her bedre. Jeg ved der stadig findes gode historier derude, der er bare ALT for mange dårlige og rigtig dårlige historier. Det skal vi lave om på, og det kræver en kulturændring. Det kræver at vi langsomt begynder at foretage små ændringer hele vejen rundt. At vi møder gravide bedre, lytter meget mere til gravide, tager gravide alvorligt, sætter penge af til håndtering af systemet, slapper lidt af med at ville styre graviditet og fødsel, slapper lidt af med at der kun findes en rigtig måde at føde på, åbner op for at der er masser af rigtige måder at føde på. Vi skal have intuitionen, nærværet, roen, tiden og omsorgen tilbage på tapetet.
Der er nok at tage fat i. Vi kan starte med at dele vores historier og vores håb og drømme. Det er altid et godt sted at tage udgangspunkt, frem for frygt. Lad os starte med drømmene. Hvor vil vi gerne hen?
Kh
Freja
P.S Min vidunderlige jordemoder har lavet en podcast, hvor hun og jeg snakker om hele det her emne og mine to fødsler, den kan du lytte til lige her <3
