Jeg er i fuld gang med at bringe interviews med 7 seje solomødre. Det er dette års sommertema. Og midt i mit arbejde med at tilrettelægge interviews, sætte dem op, skrive med de seje solomombosses, så er der bare noget der er gået op for mig. Jeg er havnet i en mormæssig blindgyde. En mor-vej der kun ender et eneste sted, og det er i muren foran mig. Så jeg siger op som mor.
(Og inden du bliver bekymret, så læs lige indlægget til ende, så kan vi snakke sammen om det bagefter i kommentarsporet)
Det første skridt mod forandring, det er erkendelsen. Og selvom jeg godt selv ved jeg i manges øjne er en megasej solomomboss, så er jeg det faktisk overhovedet ikke for tiden. Jeg blev mor til to for over et år siden, og det har lidt været som om mit bælte satte sig fast i en rollercoaster, og jeg blev revet med rundt. Og rundt og rundt og rundt - uden pauser. Og i starten var det vildt og sjovt, og så holdt det op med at være det. Nu er jeg der hvor jeg er hoppet af, har sagt “tak for turen” og nu skal jeg finde en helt ny måde at leve mit mor-liv på, for sådan som jeg lever det nu fungerer ikke for nogen af os. Især ikke for mig. Men først skal mit hovede lige stoppe med at snurre.
Så jeg erkender at det liv jeg lever, det ikke fungerer. Og når jeg skriver at der ikke har været pauser, så er det faktisk helt rigtigt. Siden d. 9 maj sidste år har jeg fået pigerne passet i 8 + 2 + 1 +3 + 2 timer i alt. That’s it. Og det er ingen andres ansvar end mit eget. Men det er gået op for mig at det er en virkelig dårlig prioritering fuldstændig at glemme mig selv. De 16 timer jeg har fået passet pigerne i alt har udelukkende været fordi jeg enten skulle arbejde eller i par-terapi med pigernes far. Som også er arbejde.
Jeg
er
så
udmattet
Så når jeg skriver at jeg siger op som mor, så siger jeg op som den mor jeg er blevet. Med hænderne for øjnene er jeg for fuld skrue kørt ind ad den blinde vej, og nu står jeg her i erkendelsen af at vejen stopper. Der er ikke mere vej i den her retning. Det er slut.
Jeg aner ikke hvor jeg skal hen i stedet for, og jeg ved heller ikke om det havde været smartere at skrive det her indlæg før jeg har en plan. Men det har jeg ikke og jeg skriver indlægget alligevel.
Her er de ting jeg ikke vil mere:
jeg gider ikke være sur hver dag
jeg gider ikke føle mig ensom
jeg gider ikke knokle og bestige Mount Everest hver dag
jeg gider ikke bruge mere tid på mennesker og relationer der dræner mig, heller ikke når det er forklædt som hjælp
jeg gider ikke være ked af min krop og min manglende energi
jeg gider ikke at jeg (nogen gange) ikke gider mine børn
Jeg gider ikke at jeg der er så lidt tid til mig selv
Jeg gider ikke at der er så lidt plads til mig selv
Jeg gider ikke at jeg næsten ikke har overskud til at passe mit arbejde
Jeg gider ikke være så meget på de sociale medier
Jeg gider ikke at mit hjem roder så meget
Og så er det nu jeg lige minder mig selv om at hjernen er ligesom en taxachauffør. Den fungerer ikke med alt det vi ikke vil. Den skal vide hvor vi kører hen. Du sætter dig jo heller ikke ind i en taxa og siger “jeg vil ikke til Sydhavnen”. Derfor, kære hjerne, kommer her listen over der hvor du og jeg og pigerne skal hen nu:
Jeg vil grine hver dag
Jeg vil nyde tiden med mine børn (mere, for jeg nyder nu altså ret meget af tiden med pigerne)
Jeg vil spise vegansk
Jeg vil have en fast struktur for mit sociale medieforbrug
Jeg vil ud og møde mennesker i det virkelige liv i stedet for på de sociale medier
Jeg vil have flere gode venner og veninder som ser mig og forstår mig, og som ikke forsøger at lave mig om
Jeg vil skabe et inspirerende arbejdsliv der er muligt med mit liv som solomomboss, OG som gør mig glad og får mine celler til at vibrere
Jeg vil skabe den familie og de rammer der gør både mig og mine piger lykkelige og glade
Jeg vil give min krop kærlighed og bevægelse hver eneste dag
Jeg vil på date(s)
Jeg vil have ugentlig alene-tid, som kun handler om at tanke mig selv op og IKKE arbejde/møder/parterapi
Jeg vil have lethed og nydelse og nærvær ind på toppen af listen over ting der fylder i mit liv
Jeg vil gå i hæle og kjoler igen
Jeg vil læse bøger igen
Jeg vil danse hver dag, bare lidt
Jeg vil rejse mere
Så. Jeg siger op som den sure trætte mor. Jeg siger op i hamsterhjulet. Jeg siger op som en del af fortællingen om at livet som solomomboss bare ER sådan her. Hell fucking no, det ved jeg det ikke er. Jeg siger op til de drænende energier jeg har omkring mig. Jeg siger op til det hele. Jeg VIL ikke mere.
Så nu læser jeg spændt alle reaktionerne på det her indlæg, og så lægger jeg en plan for hvad mit nye liv som SOLOMOMBOSS aka Frejamay November rising star det skal indeholde. Og så er det den vej jeg går nu.
Jeg sætter min alarm til 3 måneder, og så evaluerer jeg på hvordan det er gået. Nu skal der planlægges, sættes nogle mål og så er det slut forbudt med den gamle sure trætte mor.
MEN!
Det vigtigste men i verden.
Først vil jeg takke hende.
Kære vol 1 af Frejamay November, sur træt mor til to. Jeg ærer dig. Hold kæft hvor er du stærk. Hold kæft hvor er du vedholdende, udholdende, sej, målrettet og helt enormt stædig. Du har klaret en graviditet med døgnkvalme og opkast i 9 måneder. Du har født hjemme selvom du fik hele systemet imod dig. Du skabte den smukkeste start på livet for din baby og du inviterede storesøster med helt ind i startskuddet på det nye liv for jer alle tre. Du har ligget i uge efter uge uden søvn, du har vugget slyngevuggen, du har kæmpet, du har grædt så mange tårer, du har læst og læst og rakt ud og søgt svar. Jeg kender ingen der er så stærk som du er. INGEN! Du klarer alting alene. Du slæber og slider og kæmper og du hviler dig aldrig. Der gik flere uger fra du fik din nye sofa ind ad døren, til du rent faktisk nåede at ligge ned i den. Det føles stadig uvant for dig at ligge i den.
Du ELSKER dine børn Frejamay, det er der ingen tvivl om, og det her handler ikke om at du har gjort noget som helst forkert. Det her handler udelukkende om at tiden er inde til at slippe kampen, sliden og tårerne, og nu skal nydelse, lethed, grin og hjerteglæde ind i hverdagen. Det skal være dejligt at være dig.
Du har så meget fokus på at dine piger skal have det godt, at de skal have faste trygge rammer, at de skal føle sig set og hørt, at de skal udforske verden og især udforske hvem de selv er. Du stiller dig hele tiden på sidelinjen så de kan få lov til at udfolde sig hver især, som de to forskellige mennesker dine børn er. Det eneste der er “galt” er at du har glemt dig selv. Og det gør mødre. Det har intet med dig at gøre. Vi glemmer os selv.
Så tag imod denne opsigelse med kærlighed, sig JA til universet, som nu vil finde de rette vinger til dig, og så er tiden inde til at flyve, nyde, rejse, grine, danse, feste, kramme, kysse og være omgivet af dejlige mennesker som har det samme sind som du.
Jeg ærer dig. Der findes ingen stærkere.
Tak for nu
<3
