Velkommen til det 4. interview i mødes med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Karen, solomor til 3
Navn: Karen
Alder: 40
Antal børn: 3
Beskæftigelse: offentlig ansat på uddannelsesområdet
Vi er en familie på fire. Tre børn og en mor. Plus 25 akvariefisk og to tykke kaniner, der hopper frit i haven. Vi bor i parcelhusidyl i Jylland tæt på venner som vi deler dejlige oplevelser med og tæt på mormor og morfar, som er en stor del af vores hverdag og af morens overskudskonto. Min dreng på 9 år har en far som bor langt væk, men som er en vigtig del af hans liv. Mine to piger på 3 år og 6 måneder har jeg fået med ikke-anonym donor.
Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?
Efter min søns far valgte at bryde troede jeg, måske lidt naivt, at jeg bare skulle finde en ny mand at bygge en familie med. Det brugte jeg nogle år på at mislykkes med. De mænd jeg faldt for ville ikke have flere børn. En dag delte jeg mine frustrationer med min læge og hun sagde, hvorfor ikke få et barn med donor? Jeg afviste det blankt, men allerede på vej hjem vidste jeg, at det ville jeg. Jeg ville få et barn alene. Selvom beslutningen var taget, havde jeg tusind overvejelser om mit valg. Ville det være for synd for barnet?, hvordan skulle jeg klare det?, hvad ville det sige at være familie uden far? Jeg havde brug for at danne mig et billede af fremtiden og for at finde nogle familier, der havde gjort det samme. Pia Olsens interview-bøger om alenemor-familier er super gode (find dem her). Og jeg fandt frem til to skønne mødre, der havde fået børn alene og begyndte at ses med dem jævnligt. Der gik et års tid med at blive gravid, så da jeg endelig var gravid var jeg også faldet mere til ro i min beslutning og kunne nyde graviditeten.
Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?
De fleste kommentarer var meget positive og forstående. Jeg er glad for at jeg ikke blev alenemor for 15 år siden, for selvom det stadig er en sjælden familieform, så kender de fleste en solomor eller ved hvad konceptet er.
At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den. Jeg kender ikke nogen, der har en familiekonstellation mage til min, og jeg kan godt savne ligestillede at få inspiration fra. Er det fx en god idé, at min treårige kalder min søns far for farmand eller brude hun kalde ham ved navn? Hvor meget og hvordan skal jeg bede børnehaven om at tale med børnene om vores familieform? Kan man sagtens klare at rejse alene med børnene eller er det håbløst? Hvordan giver jeg plads til, at min søn kan dyrke sin elskede far uden, at det bliver for meget for pigerne som ikke har en far osv. osv. Det kunne være rart at kende flere familier som min at spejle sig i og hente erfaringer hos.
Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?
Vildt dejligt! Jeg var top-lykkelig. Ved godt man er høj på hormoner når man ammer, men jeg havde bogstavelig talt kuldegysninger af lykke flere gange om dagen i året efter jeg fik min første datter. Selvfølgelig også hårdt og nyt og vildt. Men jeg var jo trænet i at være alene med min dreng, og han var jo en stor dreng på seks år da han blev storebror, så det var en dejlig tid.
Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?
I takt med, at jeg selv har fundet (nogenlunde) fred med at være den familie vi er, så lægger jeg mindre mærke til omverdenens reaktioner. Men jeg får mange søde og positive tilkendegivelser, og det er selvfølgelig dejligt.
Jeg kan godt blive ramt af misundelse og offermentalitet – hvorfor er det ikke mig, der har en mand at dele livet og børnene med? Jeg ville da ønske det var blevet sådan at mine børn havde en fælles far som jeg var gift med. Men min veninde er god til at tage mig i nakken og huske mig på at: jeg har en dejlig familie, alle familier har deres udfordringer og at jeg selv har valgt det!
Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?
Jeg er på barsel og kan hente tidligt fra børnehave og er hjemme, når min søn kommer fra skole med sine kammerater. Der er selvfølgelig nedsmeltninger og jeg hader at møde mine utilstrækkeligheder som mor, men vi har virkelig en fin lille familie med nogle meget kære søskenderelationer. Jeg får brugt alle sider af mig selv som forældre. Jeg er både den skrappe og den bløde. Den praktiske og spontane. Og den med mosleturene, fodboldkampen og den der putter tre børn hver aften.
Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?
Det skal nok gå! Selvfølgelig er det hårdt, men lykken, stoltheden og glæden over alt det der alligevel lykkes er meget større.
Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?
Jeg læste en interessant artikel af en historiker om fordomme om enlige mødre gennem tiderne. I 80'erne var fordommen, at en enlig mor ikke kunne at holde på en mand, i dag er fordommen, at hun er for kræsen og egoistisk. Jeg håber at fordommene bliver brudt lidt, så de børn der vokser op i solomorfamilier ikke skal føle, at deres familie er forkert.
Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?
At vi er vilde med fædre og mænd i det hele taget. Jeg er meget taknemmelig for de mænd, der tager del i mine pigers liv og jeg oplever, at pigerne heldigvis har et naturligt forhold til mænd/fædre og fx sagtens kan trøstes af Peter i børnehaven.
Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)
Hvis alt var muligt… Længere og betalt barsel – for alle selvfølgelig. Og mulighed for kortere arbejdsuge til fuld løn mens børnene er små. Så kunne man måske "betale tilbage" senere i arbejdslivet.
<3
Tusind tak til Karen for et interessant og tankevækkende - og ærligt bidrag til re-brandingen af solomødre. Hvis du vil læse de om de andre seje solomombosses i interviewrækken, så finder du interviewsene lige her:
Dette mini-interview var det tredje i rækken af 7 seje solomombosses. Læs eller genlæse de andre lige her:
