Foto: Privat
Velkommen til det tredje interview i rækken af 7 interviews med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Tina. Spænd sikkerhedsselen!
Vores familie er en lille sej trio bestående af: Maja på 8 år, Alma på 11 år og mamma Tina på 50 runde år.
De fleste af mine vågne timer går med mine to store livsopgaver: Den ene som Enestående Mor for mine to skønne unger og den anden som Mentor for andre Enestående Mødre. Det er nemlig blevet hele mit livsprojekt: At være den fuldfede version af mig selv som mor og kvinde – og leve helt inde fra min egen essens. Og den anden: At give den samme gave og frihed videre til andre mødre. Og mit liv har aldrig været mere meningsfuldt.
Jeg har på nogle måder været lidt af en kamikaze-mor og har været i gennem lidt af hvert i mit forældreskab. Det mest spektakulære stunt var nok, da jeg – i forvejen temmelig graviditetsbesværet - faldt og brækkede min arm, dagen før min ældstes 2 års fødselsdag, hvor 30 gæster kom til stor fest. YEEES! – Så så man lige mig klare alting med én hånd, med en 2-årig om benene og en baby i maven! Efter 6 uger med én hånd i gips og én hånd til bleskift og madlavning osv. blev konklusionen: Kan jeg klare ét blebarn med én hånd, kan jeg også klare to blebørn med to hænder. Og sådan blev det!
Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?
Min beslutningsproces var faktisk ret lang og det var slet ikke noget enkelt valg. Derfor gik der også 3 år med overvejelser, lange samtaler og research – og et par mislykkede forsøg på at få en far i hus til mit kommende barn – inden jeg tog skridtet og blev insemineret.
Da jeg først satte fra land gik det til gengæld hurtigt: Jeg blev gravid i første forsøg (og den panik, der spredte sig i kroppen lige dér, den kan jeg altid fortælle om en anden gang…). Og da min ældste var 1 år og 8 mdr var jeg igen gravid. Og 3 år efter min beslutning, var jeg Enestående Mor til to uendeligt skønne piger.
Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?
Det overraskede mig i den grad, hvor meget jeg blev mødt med bekymring og frygt forklædt som omsorg. Den mest hyppige kommentar var: Er du klar over, hvor hårdt det bliver? En af mine kolleger gik endda så langt, at hun velment rådede mig til at lade være, fordi hun ikke var sikker på, at jeg havde psyken til det – med en undertekst, at jeg var for følsom… Så jeg lærte på den hårde måde at vælge mine fortrolige med stor omhu. En enkelt veninde, som selv var mor til 3, sagde til mig med stor overbevisning i stemmen: Det kan du SAGTENS klare! Og det gjorde en stor forskel for mig. En anden veninde gav mig et mantra, jeg mediterede på frem til min graviditet: ”Gud, tak fordi du sender mig det barn, der skal være i mit liv”. Det var meget stærkt og smukt og den veninde er i dag mine børns åndelige gudmor.
Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?
Mit liv som Enestående Mor og solomomboss har haft mange faser. De første år var fyldt af en intens, ufortyndet lykkefølelse. Jeg var så lykkelig for, at det var lykkedes mig at blive mor – og jeg var dybt forelsket i det lille menneske, som var kommet til mig.
Da jeg kort efter pludselig var mor til to og havde fuld smæk på karrieren, begyndte hamsterhjulet at køre rigtigt stærkt. Og jeg brændte så meget for både job og moderskab, at jeg slet ikke opdagede, at jeg stille og roligt brændte mit lys i begge ender. Så jeg faldt lige så lang jeg var. Det var den knapt så fede periode i vores familieliv. For når en Enestående Mor ryger ned, så tager hun børnene HELT med ned i faldet. Og det var BENhårdt! For os alle tre. Og det tog tid at komme op for der stod altså ikke lige nogen og greb lige dér.
Men op kom vi. Og det er jeg stolt af! Og i dag er vi et rigtigt dejligt sted som familie og alle har det godt. Og jeg har fundet mig selv som mor og kvinde på et helt nyt niveau – og har hevet AL min power hjem! Og ikke på den livsfarlige supermor måde, hvor vi kvinder kommer til at kopiere den traditionelt maskuline spillen-med-musklerne. Nej, med udgangspunkt i en urgammel feminin visdom. Og i min sjæl eller min essens eller hvad man nu foretrækker. Og ja - I know, det bliver måske lidt langhåret. Men jeg ER virkelig dybt fascineret af den kraft, vi kvinder besidder, når vi forbliver tro mod vores feminine visdom. Og dén visdom kan moderskabet om noget give adgang til. Især hvis vi ikke er bange for at kigge ind i de lidt mere mørke rum i os selv. For det er dér al guldet ligger begravet. Så er det sagt!
Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?
Tidligere har jeg mødt mange upassende kommentarer. Det, der har stødt mig mest, er når klodsede voksne har luftet deres kritik eller bekymring foran mine børn. Den slags mennesker er helt ude af min omgangskreds i dag.
I dag kommer jeg faktisk sjældent i situationer, hvor jeg bliver mødt med undren eller klodsede kommentarer. Blandt fordi jeg meget bevidst vælger at omgive mig med kærlige, kloge mennesker, som hepper på andres drømme og livsprojekter – og som ikke har så mange fastlåste forestillinger om den rigtige eller forkerte måde at leve sit liv på.
Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?
Armen altså! Jeg er simpelthen stolt af vores hverdag og hvordan vi har det i dag.
Jeg har personligt rejst mig som Fugl Fønix fra et liv, der brændte helt ned til grunden. Jeg har investeret ALT jeg ejer i at få ryddet op på alle hylder i den indre rodebutik, jeg slæbte rundt på. Og det betyder, at jeg i dag er en mor 100% i sync med mine dybeste livsværdier og med en dyb indre ro. Det betyder også, at jeg i dag har to virkelig skønne unger, som er trygge, glade og gakkede på den helt fede måde - og som stortrives. De er godt kørende på alle parametre og har de bedste relationer. Jeg er MEGA stolt!
Og den helt store bonus er, at jeg nu har skabt en helt unik metode, som rent faktisk hjælper andre Enestående Mødre med at leve livet, så der er mere overskud, nærvær og balance- og ja, mere kærlighed. No more, no less! Dét er jeg også SINDSYGT stolt af – og jeg er så taknemlig, hver gang jeg hjælper en anden Enestående Mor ud af stress-loopet og ind i et lettere liv. Det er det smukkeste og mest meningsfulde arbejde.
Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?
Kunne jeg rejse tilbage i tiden, ville jeg helt sikkert udfordre mig selv på min selvfedme og kontrol. Jeg troede, jeg havde SÅ meget styr på det, inden jeg fik børn. Jeg havde arbejdet med min egen selvudvikling hele mit voksne liv og jeg troede virkelig, at jeg vidste det hele. Men jeg anede ikke, at jeg havde så meget blind vinkel på virkelig prioritere mine egne behov og på både at bede om og tage i mod hjælp. For blot at nævne nogle temaer, som kom til at spænde rigtigt meget ben for mig. Så det er et væsentligt råd, jeg ville give mig selv, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden: Lær at prioritere dine egne behov og at træne det at bede om og tage i mod hjælp! Og tag dig virkelig i agt for supermor, der tror hun kan klare alt alene! Hun er LIVSFARLIG!!
Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?
Helt ærligt, så inspirerer den mig! Til kamp! For kærlighed og mangfoldighed.
For det er SÅ interessant at få andres fordomme blæst lige ind i knolden i bedste sendetid. Det fortæller mig så meget om, hvad for stemmer der også findes ude i det danske land. Og det skærper min bevidsthed i fht. hvad det er for en form for mor-shaming, vi er oppe i mod i vores tid.
For al morshaming er for mig at se en del af samme misogyne surdej. Og jeg ser det 100% som et solidarisk projekt, at vi som mødre kærlighedsfuldt støtter hinanden i nye niveauer af frihed i vores liv. Vi lever i 2019! Ku’ vi lige give hinanden lidt plads og lidt opbakning til at leve livet på vores egne præmisser? Det er ikke et sekund for tidligt, hvis du spørger mig!
Foto: Privat
Hvad ville du ønske fol vidste om solomødre?
Altså, noget af det hyppigst nævnte i debatten er, at det er synd for børnene. Og det er da altså intet belæg for rent videnskabeligt. Tværtimod klarer vores børn sig ret rigtigt godt. Og det er præcis det samme jeg oplever på daglig basis, både i private og professionelle relationer.
Den form for kritik får alt til at stritte på mig! Det er for mig at se en unuanceret form for konformitetstænkning, som dømmer nogle ude fordi vi træffer andre valg end de fleste. Så derfor ville jeg dybest set ønske, at den brede befolkning vidste, hvor godt vores børn rent faktisk klarer sig. Givetvis fordi de i den grad er ønskebørn. Og så ville jeg ønske, at diverse debattører stak piben ind og lavede lidt research, inden de udtalte sig så kategorisk på andres vegne.
Og så ville jeg faktisk ønske, at kernefamilierne og trendforskerne holdt godt øje med fortroppen af Enestående Mødre. For vi kommer simpelthen til at vise vejen for andre. Vi er nemlig nødt til at gøre op med hamsterhjul og præstationsræs før. Fordi vi ganske enkelt ikke kan leve op til det ræs.
Derfor oplever jeg, at vi på mange planer er med til at vise vejen ind i et nyt paradigme, hvor vi dropper ræset og vælger nærværet og kærligheden til! Og at vi på den måde kommer til at inspirere mange andre mødre – ja, familier generelt, med de valg vi træffer. Fordi vi ofte må tænke helt ud af boksen for ikke at havne i defensiven men faktisk få livet til at lykkes - på den fede måde.
Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være?
Helt grundlæggende mere kærlighed og mindre fordømmelse. I det Danmark ville vi også være bedre til at heppe på hinanden. Og til at hjælpe hinanden – og tage i mod hjælpen. Jeg er selv meget inspireret af det afrikanske ordsprog: ”It takes a village to raise a child”. For jeg mener virkelig, at det er den moderne families vildfarelse, at vi tror, at vi skal klare alting selv. Og som Enestående Mor er det et direkte selvmål! Og jeg har kun én ting at sige til den strategi: STOP IT!
Så ja, i et mere solmomboss- og Enestående Mor-venligt Danmark er noget så old school som fælleskab, solidaritet og søstersind, den grund vi bygger vores familier på. Alle sammen. Uanset hvordan vi skaber vores familier. Og nå ja, så er der helt klart noget om hamsterhjul og præstationssamfund, som slet ikke giver mening for mig – og på ingen måde, mens vores børn er små. Der må vi lige have tempoet ned og få tid til at trække vejret, være nærværende med os selv, hinanden og ikke mindst vores børn. Det er livsnødvendigt!
Det er en hjertesag for mig, at mor-shamingen må stoppe NU! Den ydre og den indre. At vi taler kærligt og opbakkende til os selv og hinanden. Og det er altid et godt sted at starte med sig selv.
Og tro mig, jo mere kærligt, du kan rumme dig selv, også på en dårlig dag, jo mere overskud har du også til at rumme dine børn, når de har en dårlig dag. De ting hænger uløseligt sammen! – Så tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor, der læser med her! Jeg er sikker på, at du gør det så godt og er en kick ass mor på så mange planer! Også når du har en dårlig dag.
<3
Følg Tinas vigtige arbejde lige her: Mentor for Enestående Mødre (selvstændig)
Tina har skrevet en awesome gratis guide til selvkærlig sommer
Du kan hente den lige her (eller klik på billedet nedenfor)
Dette mini-interview var det tredje i rækken af 7 seje solomombosses. Læs eller genlæse de andre lige her:
Solomor Tema: "Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utrolig rigtigt" - Nadja, solomor
