Boganmeldelse: Tabernes Atlantis af Benjamin Lamberth - en pisseirriterende bog der burde være obligatorisk for alle
Hold kæft en irriterende bog. Sådan havde jeg det flere gange mens jeg læste Tabernes Atlantis af Benjamin Lamberth, og i denne anmeldelse af bogen vil jeg alligevel argumentere for hvorfor den burde læses af alle.
Tabernes Atlantis handler om manden Thomas, en moderne mand der lever en gennemsnitligt moderne mands liv, med kone, bil, hus og barn, og som ender i krise, ligesom så mange andre moderne mænd gør det. Thomas bliver gal, bitter, vred, finder trøst i sprutten, og mister både kone, barn og job, lige indtil en dag han vågner op i sit eget bræk på Saltholm, og en mørk og lang rejse venter ham. Hvem fanden er han egentlig?
Tabernes Atlantis handler om den moderne mand i krise, og jeg fik bogen anbefalet af en mand der selv har været i krise, og som fortalte mig at alle mænd (og kvinder der ønsker indsigt i mandens indre) bør læse bogen, fordi den giver et sjældent og hudløst ærligt indblik i hvordan svære livskriser ser ud indefra i manden. Min ven fortalte mig at han ville ønske han havde haft bogen i starten af sin krise, og at han selv græd sig igennem den, fordi han kunne genkende så meget af den rejse hovedpersonen Thomas er på.
Jeg læste bogen. Jeg dømte Thomas. Jeg syntes han var en taber, at han skulle tage sig sammen. Jeg tænkte ”hold kæft mand, tænk hvis vi alle sammen gik sådan i hundene alle de gange vores liv smadredes til atomer” … og samtidig kunne jeg jo godt mærke både genkendelse og sorg over selv at have været alene på Saltholm i mit eget bræk, ikke at have modet til at række ud til mine nærmeste og i særdeleshed at opleve mænd tæt på mig, som jeg elsker, blive ved med at kæmpe for at leve op til et moderne mandebillede, som ikke rigtigt levner plads til at gå i opløsning og række ud, og vise den sårbarhed, som jo også er en del af fortællingen. Og inden du tænker at det er sådan en ”mærke efter og sidde i en rundkreds og stikke en røgelsespind op i røven mens man messer Namasté”-bog, så kan jeg lige så godt afsløre med det samme, at det er der absolut intet af i den her bog. Intet er pakket ind, intet er sugar-coatet, og du får et spejl sat op for både dine egne fordomme, din egen sorg, dit eget bullshit og dit eget forvrængede selvbillede.
I dag blev jeg færdig med bogen, og de sidste kapitler ramte mig i hjertet med en pil på størrelse med Lolland. Bang, og jeg græd og græd og græd, og jeg får stadig tårer i øjnene og har været grådlabil hele resten af dagen. Jeg så min far for mig. Min far der skammede sig så meget over sit liv at han ikke ville have besøg, og derfor gik der årevis før han mødte sine børnebørn, mine to piger. Han ville hellere bo med rotter end han ville afsløres i sin skam og i sin sorg og række ud efter hjælp. Jeg ville ønske min far havde kendt Tabernes Atlantis.
Bogen er pisseirriterende, provokerende, for meget og til tider ulækker, men den er samtidig en af de mest tankevækkende og inspirerende og lærerige bøger jeg har læst, og den får mine absolut bedste anbefalinger med på vejen.
Bogen kan købes her:
