En ny (svær og let) begyndelse

Hvis du gerne vil læse lidt om et liv der på ingen måde følger den slagne vej, og som på alle måder går ud på at træde sin helt egen sti i livet, så velkommen til det rette sted, i dag med lidt nyheder: Mit hjemmeskolede barn er på prøve i SFO på vores distrikt skole. Det er så vildt, og det vækker så mange følelser. Her er en lidt dagbogs-agtig refleksion, og svar på de fleste spørgsmål jeg møder omkring den nyeste udvikling i vores rejse fra højtbegavet barn i mistrivsel, til et liv med plads til alt det mit vidunderlige barn er.

In media res

”Så sætter vi os bare lige her på sofaen skat”. Vi havde været på besøg i SFO i ca 10 minutter, og det var bare alt for meget. Alt for mange nysgerrige børn der stod alt for tæt på min datter. Mig der prøvede at skabe lidt ro blandt alle de nye og fremmede børn, voksne der ikke lige var helt i synk med vores første prøvedag i SFO’en og min datter der bare lukkede ned og i som en østers.

Jeg har nok virket helt pædagogisk og ovenpå udadtil. ”Kom skat, vi sætter os lige stille og roligt hen på den der sofa, og så må I andre børn lige gå ud og lege og give hende lidt ro og plads, og så ses vi senere”. Indeni ramte myldretiden den 10-sporede motorvej uden striber på og jeg var ved at skrige ”I FÅR FANMER IKKE LOV TIL AT ØDELÆGGE MIT BARN EN GANG TIL ASSHOLES!” (nu er vi bare ærlige ikke?), og så satte jeg mig på den sofa, tog mit barn i favnen og dannede kærlighedsring om hende.

Ro. Nu.

Vejrtrækning. Nu.

Ae. Nu.

”Det er helt okay skat, der er absolut ingenting du skal”

Og så sad vi der. Og tankerne fløj rundt på motorvejen indeni.

-              Var det den forkerte beslutning at prøve SFO? Skulle jeg have lyttet mere til mig selv og mindre til min datters ønske og initiativ?

-              Skal vi gå hjem nu?

-              Er vi tilbage til start nu?

-              Er min datter ødelagt?

-              Hvad skal jeg gøre?

-              Skal jeg presse hende lidt?

-              Kan jeg?

-              Hvilken rolle skal jeg træde ind i lige nu?

-              Hvad har min datter brug for?

-              Hvordan kan jeg støtte hende i situationen?

Jeg besluttede mig for bare at være, bare at trække vejret, bare at se hvad der sker. Langsomt fik min datter ro på sit nervesystem, tårerne blev tørret væk, og jeg kunne forbinde mig til min egen vejrtrækning igen. Efter lidt tid kunne jeg finde ind til mit lukkede barn med lidt humor. Hun løsnede op, jeg sagde at uanset hvad, om hun ville blive eller tage hjem, så var det helt okay. Der er ingenting du skal.

-              Mor skal vi se hvad der sker nede i hallen?

-              Det kan vi da godt

Min datter gik foran, og vi gik ind i hallen, hvor 20 børn legede en eller anden sjov boldleg. En voksen kom hen og hilste og sagde at min datter var velkommen til at være med. Det ville hun lige tænke over. 5 minutter senere løb hun rundt på de rødes hold og blev ”skudt” 3 gange og døde.

-              Mor, nu gider jeg ikke mere, men det var meget sjovt

-              Skal vi tage hjem?

-              Måske

Vi gik op på SFO gangen igen. Jeg spurgte om vi skulle se rummet med dukker. Det ville hun gerne. Vi gik derind. Hun spurgte om jeg ville lege med dukker. Det ville jeg gerne. 3 minutter senere kom 3 af pigerne, som vi tidligere måtte bede om at gå væk fra os, tilbage og havde tegnet tegninger til min datter. Min datter inviterede pigerne ind i legen.

-              Mor du må gerne gå nu

Det valgte jeg ikke at gøre, men sagde i stedet at jeg gik tilbage til sofaen, og at hun bare kunne komme hvis hun havde brug for mig. Det gjorde hun ikke, i stedet kom et andet barn jeg aldrig har mødt før og stillede mig 100 spørgsmål om min datter, vores hjemmeskole, vores liv og om hvad man egentlig lærer i en hjemmeskole. Efter 8 minutters intenst interview rejse hun sig pludsleigt og sagde ”nå men hej hej”.

Hej hej. Og så kom min datter smilende og hoppende, og sagde at nu var hun klar til tage hjem for i dag. Så det gjorde vi.

3 dage

I dag sidder jeg på Microsoft café i Lyngby og skriver og forbereder undervisning til den 9. klasse jeg skal undervise i morgen i min praktik. Mit barn er alene i SFO. Det er helt uvant at have alenetid til at arbejde. At min datter er i SFO. Det er stadig med uro, med telefonen fremme og på lyd (det er den ellers aldrig), og jeg tjekker den hvert andet minut for at se om jeg mon har misset et opkald fra et ukendt nummer, som fortæller mig at jeg skal hente min datter nu. Men ingen opkald so far.

Om et par timer er prøveperioden slut, og vi skal sammen tage stilling til om min datter skal starte i SFO sådan rigtigt, og derhen et par timer et par dage hver uge fra nu af. Det tænker vi lige lidt over, men jeg tror det bliver et ja tak.

En helt ny styrke

Da jeg sad i sofaen alene, og min datter lige havde sendt mig væk, begyndte jeg at græde. Jeg forsøgte virkelig at bekæmpe det, men tårerne løb bare. Jeg mærkede al den smerte, al den ensomhed, sorgen over alt det mit barn (og vores familie, for når et barn mistrives, så mistrives hele familien, vi snakker bare ikke om det) måtte igennem, ret alene. Det hele kom op til overfladen igen, og jeg har måske aldrig grædt sådan rigtigt over det, fordi jeg har været i handlingsmode de sidste 1,5 år. Men nu er der plads til at mærke og hele og dele.

Sorgen var dog ikke det eneste jeg kom i kontakt med. Da min datter var i mistrivsel og jeg var til møde med kommune, familiecenter, PPR osv, følte jeg mig hele tiden som skydeskiven. ”Den fejlslåede fiasko-forælder” og ”den enlige udulige mor”. Jeg passede perfekt på fordommene. Sådan en ”skæv eksistens” med en svær barndom og nu som alene-mor med barn i mistrivsel. Er der ikke nærmest sådan en boks på blanketten i kommunen? “Uegnet som mor”.

Hvis der er, så er jeg hoppet ud af den boks og har brændt den til grunden. Der er jeg ikke mere (og har aldrig været der, det vidste jeg bare ikke). Jeg kan mærke en enorm råstyrke i forhold til min datter og hendes trivsel. Jeg har, i samarbejde med min enmandshær, bragt min datter tilbage i trvsel, tilbage i livsglæde, tilbage med gnist i øjnene. Noget ingen fagpersoner formåede omkring mig og min datter. Men jeg kunne. Jeg kunne skabe en verden og et rum omkring mit barn som har resulteret i dat hun næsten hver dag slutter dagen af med at sige ”mor, i dag har bare været den bedste dag i mit liv”. Og selvom jeg hører sætningen næsten dagligt, så er det en sætning jeg aldrig nogensinde vil blive træt af at høre fra mit barn, især ikke efter alt det vi har været igennem.

I dag kan lærere, SFO-ledere, skoleledere, sagsbehandlere og familierådgivere have alle de synsninger og holdninger de vil. Jeg har den absolut største faglighed når det kommer til mine børn, og jeg vil ALTID være den jeg lytter til først, før jeg lytter til nogen andre. Det er ikke bare noget jeg mener, det er noget jeg mærker som en tyk stålsøjle gennem hele kroppen. Det er også den energi og kraft jeg er trådt ind i det her SFO-prøveprojekt med, og det er 100% mig der sidder i førersædet og vurderer hvad der er rigtigt og hvad der ikke er. Og den styrke kan ingen tage fra mig. Jeg har endda beviser på hvor knaldhamrende dygtig jeg er til at reparere det barn der nær var blevet destrueret i systemet, og det kommer ikke til at ske igen at jeg er villig til at gamble med min datters liv, selvværd, selvbillede, styrke, kraft og power. Det kommer ikke til at ske igen at jeg afleverer mit grædende og skrigende barn, vender ryggen til det og går min vej fordi nogen med en titel har ment det var det bedste at gøre. Det har jeg stadig til gode at læse noget forskning på at børn har godt af, på trods af at det praktiseres i både daginstitutioner og på skoler i hele landet. Jeg anerkender ikke længere den slags behandling af små mennesker som andet end ødelæggende, destruktiv og forfejlet.

Men hvorfor så SFO?

Fordi min datter ønsker det. Og bare fordi vi har været igennem det helvede vi har været igennem, så betyder det ikke at vi skal miste hverken tilliden eller lysten til at prøve noget igen. Tværtimod. Det bliver bare på en anden måde, og det bliver mig der foretager alle de faglige vurderinger i forhold til om min datter skal fortsætte i SFO’en (hvis vi beslutter at det er det vi skal).

Vi er i gang med at bygge et liv op som vi trives i, som lige præcis de mennesker vi hver især er. Min yngste datter starter på en privatskole om 13 dage. Det er det helt rigtige for hende. Min store datter går i hjemmeskole (og der er ingen planer til andet end hjemmeskolen de kommende år) og forsøger nu med en kombination af hjemmeskole og SFO, og så ser vi hvordan det går, og jeg indretter mig derefter med studie og arbejde, så det hele går op i en højere enhed.

Jeg køber ikke ind på en eller anden ”hjemmeskole er det eneste rigtige” ideologi. Det samme med folkeskolen. Men I guder hvor hører jeg meget ”hvornår skal hun så starte i skole igen?” og I gruder hvor svarer jeg ”hun går allerede i en skole” mange gange.

Det eneste jeg går op i er at mine børn får lov til at folde deres vinger ud som de mennesker de er, og at ingen får lov til at ødelægge dem (som vi var ude i med den store pige for 1,5 år siden).  Hvis jeg mærker at noget ikke er i orden for mine børn og for mig, så lytter jeg til det, og efter snart 9 år som mor er jeg i al beskedenhed blevet ret badass til at stole på min intuition, også selvom der sidder både mennesker med titler og myndighed foran mig.

Jeg kender mit barn bedst.

Heling

Så. Det er meget der skal hele, og der er meget der skal bearbejdes, men vi er på en ny og spændende vej, vi går med hjertet forrest, og ingen ved om den varer 9 dage, eller om vi stadig danser på denne sti om et år. Tiden vil vise svarene.