Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Billig eventyrrejse: Oslo-minicruise + fantastisk kælkebakke for under 1000 kr

Billig eventyrrejse: Oslo-minicruise + fantastisk kælkebakke for under 1000 kr

Man skulle tro jeg var sponsoreret af DFDS (hvor Oslo-ruten nu ejes af Gotlandsbolaget), men det er jeg altså ikke, jeg er bare godt gammeldags grund-begejstret for at rejse med på deres mini-cruise, og fordi jeg ved der er mange læsere af denne blog som enten er enlige forældre, på SU (eller på anden vis på budget), eller bare godt kan lide at få eventyrlige oplevelser for få penge, så bliver jeg ved med at dele min begejstring så længe lager haves. Denne gang udvider vi begejstringen med den fedeste udflugt i Oslo: kælkebakken Korketrekkeren, som vi besøgte for første gang på denne tur. Vi rejser 1 mor og 2 børn.

Minicruise til Oslo på budget

Ganske kort: vi plejer at vinde en tur til Oslo i Biospil-appen, som du kan downloade gratis og hygge dig med at spille derhjemme. Du skal altså ikke sidde i biografen for at spille deres til, og der kan du vinde et gratis mini-cruise til 2-4- personer. Jeg har lige nu 1 ekstra tur liggende i appen, som vi skal på indenfor nær fremtid. Jeg plejer så at opgradere vores kahyt til havudsigt (det koster ca. 600,-), fordi jeg som sejler ikke kan befinde mig på havet uden at kunne se havet hele vejen, så det er en investering der er vigtig for mig, men det er jo ikke sikkert du har samme behov. Jeg ved fra mine rejsevenner at indvendige kahytter er mega hyggeligt også.

Budgettet på minicruise til Oslo

Så, når du enten har vundet eller købt turen, så er det en god idé at lave et budget hjemmefra. Vil du købe mad omrbord? Hvilke måltider? Vil I deltage I bådens mange aktiviteter? Hvilke? Hvad er budgettet? Hvad vil I lave i Olso? Hvad er budgettet?

Her er vores budget for den tur vi netop er kommet hjem fra:

Minicruise: 600,- for udvendig kahyt

Medbragt mad og snacks til hele turen (så sparede vi restaurantbesøg minus en enkelt tur på bpdens pizzaria): 260,-

Pizzaria ombord (1 voksen og 2 børn): 450,-

Hestevæddeløb og drinks: 250,-

Togbilletter Oslo: 150,-

Leje af kælk og hjelme: 260,-

= 1970,-

Vi kunne godt have sparet pizzaria og udvendig kahyt, og så havde prisen for 3 dages minicruise for 3 personer været: 920,- inkl kælkebakke


Hvorfor er turen god hvis man har neurodivergente børn?

For det første har jeg rejst over 10 gange med Oslobåden de seneste 5 år, og der er ALTID højt til loftet, både fra personalets side, og fra de andre gæsters side. Man skal også selv have lidt højt til loftet med andres børn, og det er på en eller anden måde lidt en stiltiende kontrakt alle har - oplever jeg.

Selvom man er på en båd, og man ikke kan løbe skrigende væk, så oplever jeg, selv i højsæson med vinterferie mv. at der altid er steder at gå hen hvis man vil have ro. Man kan trække frisk luft, man kan gå ned i sin egen kahyt lige så ofte man vil, og man kan vælge det spækkede underholdningsprogram til og fra, præcis som man ønsker. Det svarer lidt til at være på ferie og have sit eget sneglehus på ryggen hele turen, så man altid kan trække sig hvis der er optræk til overstimulerede sanser (som vi kender alt til hjemme hos os).

Mullighederne står i kø (eller ej - det er helt op til dig)

Til gengæld er der hele tiden muligheder for at deltage i noget. Udover pool, boblebad, spil/tegne workshop, shopping i tax-free og den smukke udsigt hele vejen, så sørger DFDS/Gotlandsbolaget for god underholdning fra start til slut. Der er skattejagt, tegnekonkurrence, bingo, live-musik, dans, disko, hestevæddeløb, musikquiz, der var vist nok cabaret-dans denne gang (det nåede vi simpelthen ikke) og alt mulig andet. Hvis man keder sig på denne tur, så er det noget man har kæmpet hårdt for at opnå, og så fortjener man nærmest en form for præmie. Omvendt er der også rig mulighed for at vælge det hele fra og bare nyde udsigten, kahytten, medbragte snacks og bøger, så man kan næsten få den rejse man drømmer om, bare man selv sørger for at vælge det der passer til lige præcis den du/din familie er.

Oslo og kælkebakken Korketrekkeren

Vi har hørt om den kælkebakke mange gange. En kælkepakke der er 2 km lang, og turen varer 8-10 minutter uden stop, hvor det bare går nedad. Og nej, du skal ikke gå 2km op igen for at prøve en tur mere. kælkebakken stopper lige ved en togstation, hvor du og kælk hopper på toget i gen, og 16 minutter senere er du på toppen, og kan tage en tur mere. Vi nåede 3 ture på kælk i den tid vi havde i Oslo, og det var præcis lige så fantastisk som det lyder.

Hvordan kommer jeg til Korketrekkeren?

Du går fra Oslo færgen mod centrum (evt stoppet Stortinget fra centrum) om hen til metroen og hopper på linje 1 mod Frognerseteren (det er ikke ligemeget hvilken retning, nogen jeg kender, som måske er mig, har prøvet at tage linje 1 ret mange stop i den forkerte retning, og det kommer man IKKE til kælkebakken af!).

Det tager ca 35 min til Frognerseteren, som er endestationen på linje 1, så går du ned af en stejl og lidt glat bakke i 5 minutter, og der kan du leje en kælk og hjelm (du SKAL have hjelm på, du får virkelig god fart på på. vej ned!). Jeg anbefaler det udlejningssted der ligger til højre (en lille brun træhytte) når du kommer ned af bakken. De er ikke vildt gode til at skilte oppe på bakken, så følg evt. bare efter mængden af mennesker der går samme vej, der er nærmest ikke andet end kælkebakken og skibakken deroppe.

Jeg lejede 2 kælke. En til min datter på 9 og en til min datter på 6 og mig, så vi sad to sammen (uden problemer) på en kælk, og min datter på 9 sad alene på sin kælk. Hjelm og skibriller på (er med i prisen og lejen), og så er det ellers bare at sige ja tak til en af de fedeste oplevelser i dit liv: en 2km lang kælkebakke med udsigt over hele Oslofjorden. Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg hvinede af grin og begejstring alle 2000 meter ned. Det var simpelthen så fantastisk en tur, og den blev bare ved og ved og ved. Jeg er nu ked af alle de gange jeg har været i Oslo og IKKE har tilbragt alle timer på den kælkebakke, så det må jeg bare indhente de næste mange gange.

Alenemor på tur med børn sansesensitive børn

Det er ikke altid nemt at rejse alene med børn, og slet ikke med børn der er sansesensitive (reagerer på nye lugte, nye lyde, mange mennesker, mad man ikke kender, larm, varme, kulde, ventekøer mv.), og jeg har ofte været afsted på ferier hvor jeg er kommet helt udmattet hjem fra noget der egentlig skulle have været afkobling og genopladning (if you know you know). Men de her mini-cruises til Norge, det er simpelthen alt hvad jeg kunne drømme om for min lille familie. Turen er overskuelig, vi har vores “sneglehus” på os hele tiden (kahytten). Mine børn er nu store nok til også at kunne bevæge sig frit på færgen, så når. f.eks min veninde og jeg spiser, så kan hendes og mine børn selv gå hen og være med til tegnekonkurrence, og vi kan nå at spise vores mad færdig og rent faktisk få snakket lidt om voksenlivet og alt det spændende der også sker der.

Vi må have mad og snacks med hjemmefra, så min køletaske er fyldt med “tryghedsmad” der ikke udfordrer mit (især) ene barn, så hun hele tiden er mæt, og ikke skal finde nyt mod frem for hver ny ting vi skal lære at kende på turen.

Der er altid nye venner at finde på turen, men man kan også sagtens bare være sig selv, og der er så meget underholdning til børn man kan vælge til, så jeg har både nået at læse bøger, skrive dagbog og bare sidde i mine egne tanker lidt (det er ekstremt sjældent jeg har den mulighed i min hverdag ellers), når ikke jeg rejser med venner, sådan som jeg gjorde på denne tur.

Jeg drømmer også om Cypern og Bali og alt mulig andet, men der er simpelthen for meget der kommer til at lære nyt, og hvis jeg både skal være rejseleder, navigatør, ruteplanlægger, mor og passe på mine børns nervesystemer og holde øje med Zika-myg, så er det bare en rejseform der er dømt til af fejle, allerede inden vi er taget hjemmefra. Og dertil kommer det at det er svært at finde 10.000 kroner på i mit alene-mor-til-to-på-SU-budget, så alene det at der findes den her mulighed for mennesker som mig, det er jeg bare helt på toppen over. Det her er en fuldstændig perfekt rejseform for os.

At komme hjem med energi på energikontoen

Nok er vi fattige nu, og nok skal vi spise lidt mere havregrød end vi plejer denne måned, fordi vi skulle have råd til turen, men at komme hjem med fødselsdag i hjertet over en fuldstændig vellykket tur med de dejligste mennesker, og med børn der ikke er brændt helt af og skal “samles op” i dagevise, men blot er lidt mætte på oplevelseskontoen … jeg skal ikke bede om mere. Det har simpelthen været så dejligt at være afsted, og nu hopper jeg ind på Biospil appen og ser om jeg kan vinde en tur så vi kan komme afsted meget snart igen.

Hvad med dig? Har du Oslo/Minicruise tips du gerne vil dele? Så lad os samle dem i tråden herunder.

Tak fordi du læste med,

de bedste hilsner

Frejamay

#Hardetlidtskidt: Når Weekendavisen forstærker et skadeligt narrativ om børn i skolevægring

#Hardetlidtskidt: Når Weekendavisen forstærker et skadeligt narrativ om børn i skolevægring

Kærestesorg i børnehøjde og 7 (+ 7 ekstra) gode råd til at hjælpe dit barn (og dig selv)

Kærestesorg i børnehøjde og 7 (+ 7 ekstra) gode råd til at hjælpe dit barn (og dig selv)