Kærestesorg i børnehøjde og 7 (+ 7 ekstra) gode råd til at hjælpe dit barn (og dig selv)
Foto: THERESA CELEST
I en tid hvor vi lader til at have glemt alt om medmenneskelighed, om hvor smukke ting der kan opstå på tværs af race, køn, seksualitet og alder, hvor verden brænder, der er krige tæt på os, priserne stiger og miljøet drukner i iltfattige have, kan det godt virke som om at endnu en historie om sorg ikke er det verden har allermest brug for lige nu … men jeg tror alligevel at denne lille historie om en kærestesorg der bor i en pige på 9 år, den kan gøre en lille, men vigtig forskel. Velkommen til kærestesorg i børnehøjde, og hvordan du hjælper dit barn.
Anledningen til dette blogindlæg handler om min datter. Hun er 9 år gammel, hun er neurodivergent (testet højt begavet læs her), hun har sin helt egen måde at være i verden på. Da hun var 6 år gammel mødte hun en jævnaldrende ven, som efter ganske kort tid blev hendes kæreste, og de to små sjæle, de gik i symbiose med hinanden. De havde bare noget som ingen andre havde, og som voksne ikke altid forstod. Et særligt bånd, deres egen smukke verden.
Min datter og hendes kæreste var kærester i knap 3 år, og en dag sluttede kæreste-relationen. Det gjorde den på fineste og ærligste vis. Jeg fik et opkald mens jeg var til fødselsdag lørdag aften, og så kom jeg og hentede et ramt barn, der brød sammen i armene på mig, og græd de næste 24 timer næsten uafbrudt. Der var ikke noget trekantsdrama, der var intet der var uretfærdigt eller ufint, alt var præcis som det skulle være, det gjorde bare ondt i hjertet at være i den bratte forandring, og hun kastede sig ud i kærestesorgen med hjertet først. Så hvordan gør man lige som mor eller far når ens barn har kærestesorger?
Børn kan da ikke opleve rigtig kærestesorg?
Hvorfor ikke? Børn har adgang til præcis samme følelser som voksne har, de er ofte bare ikke øvede i at camouflere dem, overhøre dem, gemme dem, skamme sig over dem, eller fortælle sig selv at det de føler simpelthen ikke er rigtigt. Det skal de (desværre) nok lære. Selvfølgelig kan børn få og opleve kærestesorg, og den er meget ægte og meget virkelig. Ligesom børn kan sørge over tabet af et kæledyr (eller voksne kan for den sags skyld), så kan de også sørge over tabet af en relation, eller ændringen af en relation, en ven der flytter, en kæreste der ikke vil være kærester længere, nogen der dør, eller et venskab der slutter, og det skal tages 1:1 lige så alvorligt som når et hvilket som helst voksent menneske stod i det samme. I min verden i hvert fald. Alt andet er totalt respektløst eller i bedste fald misforstået. Børn føler, børn mærker, børn lever, og bare fordi man er barn er man ikke ude af stand til at mærke hele livet i alle sine celler.
Jeg fortæller mere om hvad jeg har gjort for at hjælpe mit barn igennem sin første kærestesorg, men først kommer her en liste over 7 ting jeg vil fraråde at gøre:
““If you do too much for your children, you are increasing your self-esteem by stealing theirs.” “When a child says I’m bored, rather than fix it, say I wonder what you are going to do about it.””
Foto: THERESA CELEST
7 ting du ikke skal gøre når dit barn har kærestesorg
Lad være med at forsøge at fixe sorgen. Det dit barn oplever er en helt naturlig del af livet, og du gør kun dit barn en bjørnetjeneste ved at forsøge at tage sorgen fra ham/hende. Lad være med at prøve at få flyttet barnets fokus fra det svære bare fordi du selv har svært ved at rumme dit barns (stor) følelser. Det er okay at græde. Det er okay at alting virker meningsløst. Det er okay at følelserne kommer og går. Det er okay at selvransage og spørge “var det mig der gjorde noget forkert?”. Det er okay at det føles som om livet bare er helt slut.
Lad være med at muntre op med sætninger som dem her:
“Det hele bliver godt igen!”
“Se det fra den positive side …”
“H*n var alligevel ikke den rigtige for dig”
“H*n fortjener dig slet ikke!”
“Du finder noget bedre derude”
Hvorfor ikke? Fordi vi ikke har brug for at blive opmuntret. Vi har ikke brug for at nogen bliver gjort forkert eller bedre eller dårligere. Vi har ikke brug for at der er noget galt, eller at der er en good guy/bad guy for at kunne være i smerten. Vi har brug for en der tør at gå igennem sorgens faser med os, og det kan vi sagtens gøre i stilhed, hvis ikke der lige der kommer ord til syne. Ofte er stilhed faktisk bedre end ord.
Lad være med at negligere sorgen. Du ved ikke hvordan følelser føles indeni et andet menneske, heller ikke inde i børn, heller ikke selvom du selv er barnets mor eller far. Mange af os roder stadig rundt i hvordan ting føles inde i os selv, fordi vi er født og opvokset i tider hvor vi lærte at bliver masters i at gemme, dulme og overhøre vores egne følelser. Dit barns sorg er en god mulighed for at tage med på rejse i din egen sorg. Hvis du vil. Gå aldrig ud fra at du ved hvordan nogen som helst andre end dig selv har det. Vi lever i en tid hvor vi antager helt ustyrligt meget, og hvor vi lytter helt utrolig lidt.
Død over “pyt-knappen”. Udover at jeg generelt har den holdning at pyt-knappen er på top 5 listen over ting vi aldrig skulle have opfundet, så kan man simpelthen ikke bruge en “pyt"-knap” på sorg. Hverken i forhold til sig selv, børn eller andre. Bare nej.
Vær opmærksom på om du selv flygter, dulmer, trækker dig, lader være med at spørge ind eller begynder at tænke “h*n vil nok ikke snakke om det”. Det kan du ikke vide. Spørg, også selvom det ikke er et rart rum for dig at gå ind i. Spørg alligevel. Hellere 10 gange for meget end 1 gange for lidt. Dit barn må gerne synes du er pisseirriterende, det er forældres lod i livet. “Skat, hvordan har du det egentlig med Peter/Camilla i dag? Er du ked af det? Skal vi ikke sidde lidt sammen og drikke en kop te, og så kan du fortælle mig mere om det? Jeg vil rigtig gerne høre hvordan du har det, og jeg tænker meget på dig, og vil gerne kramme dig - hvis du altså har lyst til det”. Vi skal turde at være med hinandens rædsler (det har jeg skrevet meget mere om her), og det værste der kan ske når vi har sorg eller kærestesorg, det er at alle trækker sig, og at vi så også skal stå i sorgen og smerte helt alene. Tjek ind i kæreste-sorg-hotellet, og bliv der indtil dit barn danser i livet igen. Du er den sidste der går.
“Må jeg så få din computer når du dør?”. Den her deler vandene, men mine børn er vant til at opleve den herhjemme hos os, og jeg deler den som inspiration, og hvis du kan mærke den måske også kunne bruges hjemme hos dig, så snupper du den bare:
Historien om BoMin gode gamle ven Bo, han var engang i en periode hvor han mistede lysten til at leve. Han havde det rigtig svært, og der var bare ikke noget lyspunkt at få øje på. En dag var hans ven på besøg, og min ven Bo var røget ned i et sort hul, og kunne ikke selv finde ud af det igen. Bo snakkede om ikke at ville leve, og pludselig kiggede vennen på Bo og sagde “må jeg så få din computer når du dør?”.
Det var så morbidt, så langt ud og vanvittigt sagt, at de begge to kom til at klukgrine af det, og fik brudt mønsteret. Og selvom jeg lige har skrevet at du hverken skal fixe eller muntre op med åndssvage sætninger ingen gider at høre, så er der alligevel den her nuance, at vi kan få behov for at få brudt vores egne negative indre spiraler med noget der er så langt ude at vi simpelthen ikke kan holde fast i mørket, om ikke andet så for en kort stund. Alle kan have brug for en pause, også dem der er ramt af sorg. Det kan også være helt upassende at rynke på næsen og spørge “ej, har du lige pruttet?” (en teknik man i øvrigt også anvender indenfor coaching - blandt andet set hos Tony Robbins, hvis du ved hvem han er). Jeg gør kun det her med mennesker jeg kender ekstremt godt, eller dengang jeg arbejdede som coach (og havde stor succes med mønsterbrud med den her teknik), og hvor jeg ved vores relation kan bære hvis mit forsøg er off. Til gengæld er det også ret powerfuldt når det bliver sat i spil ordentligt.
I praksis betyder det, herhjemme, at når vi skændes, og jeg kan mærke jeg bare pisse-ikke-orker-mere, så kan jeg se på mine børn med et særligt skævt blik og bryde ud i smil, og så skifter stemningen far kold og vred og ufed til at vi alle 3 bryder ud i grin, og så kan vi alligevel godt grine lidt af hvor sindssygt det hele af og til er, eller hvor dum jeg er som mor, eller hvor dumme mine børn nogle gange er (ja det skrev jeg, børn kan også være ogginågger af og til, selvom voksne nok er dem der er det mest, i hvert fald hjemme hos mig).
Det er ikke altid det virker, men der er indtil nu ingen der er døde af at forsøge, og så man kan altid sige “ej undskyld, hold kæft hvor var det dumt sagt”, og så kan man blive i mørket med sit barn i sorgen eller kærestesorgen. Jeg siger bare at vi kan bruge den her morbide humor i de her tunge situationer, jeg tror faktisk det er det morbid humor er designet til.
MEN - du må ikke joke om dit barns kærestesorg, grine af de til dine voksen-venner eller tale joke-agtigt om det til din egen omgangskreds. Det er så vigtigt vi tager sorgen lige så alvorlig, som hvis det var dig selv der har stået i en svært kærestesorg. Det første jeg gjorde da jeg opdagede hvor knust min datter er, det var at finde tilbage til de mørke 4 uger hvor sorgen bare opslugte mig, og jeg lå i fosterstilling og græd mens livet levet videre på den anden side af muren, og jeg lå der i en tidslomme hvor alting stod stille, og smerten voksede i alle mine celler. Jeg glemmer aldrig den bustur, 4-5 uger senere, hvor jeg for første gang mærkede solens stråle varme min næsetip, hvordan varmen langsomt bredte sig til resten af min krop, og hvor jeg for første gang i ugevis mærkede et lille strejf af håb spire i mit hjerte igen. Så sad jeg der i bussen og mærkede pludselig at alt nok skulle gå. Og det gik, og det gør det også denne gang, men vi skal selv nå derhen hvor vi mærker at alting nok skal gå. Det er meningsløst når andre siger det til os før vi er der selv.
Foto: THERESA CELEST
Men hvad hjælper så? Her er 7 ting der hjælper dig (og dit barn) når dit barn har kærestesorg:
De her geniale sætninger:
Det forstår jeg så godt.
Det er helt okay.
Dine følelser er helt okay.
Mmmm-mmm (lytte-lyd)
Århhh skat
Det er bare pissehårdt
Jeg forstår så godt du er ked af det
Du må gerne græde
Du anerkender, men du tager ikke noget fra dit barn, fra sorgprocessen, du vurderer ikke, du dømmer ikke, tager ikke parti, du er der bare, der i mørket, så dit barn ikke er alene. Det er det smukkeste der findes, at man kan være der sammen.
2. Lav et mentalt billede af hvad din rolle er nu, mens kærestesorgen står på. Jeg har to billeder der kommer til mig. Det ene er billede er at jeg forvandler mig til at kæmpestort guldkar, hvor min datter må græde endeløse tårer ned i. Hver gang hun er ked af det, så er jeg guldkarret der bare skal tage imod, og der er ingen grænser for hvor mange tårer der kan være i mit kar, hun kan bare give slip på alle de tårer der måtte bo i hende.
Det andet billede er at jeg er en kæmpestor bamsebjørn, med den blødeste pels og den største favn, som min datter kan læne sig ind i, og så kan hun bare give slip og forsvinde ind i pelsen. Bjørnemoderen.
Det kan være det er helt andre billeder der virker for dig, det er jo individuelt. For mig hjælper det at have et klart og tydeligt indre billede af hvem mit barn har brug for at jeg er lige nu, for at kunne være der for hende på en støttende og kærlig måde lige nu.
3. Lyt. Du behøver ikke sige noget, bare lyt.
4. Byd gråden, tårerne og alle følelserne velkommen. Vær et guldkar der tager imod tårer med kyshånd, og forestil dig at din barn er et stort glas med helt smudset beskidt mørkt vand, som alle tårerne langsomt renser, flyder over, for til sidst at gøre vandet helt klart og rent igen. Det tager tid. En tåre ad gangen.
5. Dyk ned i børnelitteraturen om sorg. Vi har selv lige lånt 15 forskellige bøger om sorg på biblioteket. Blogindlæg følger med inspiration og anmeldelser. Der er bare nogen gange hvor ord ikke rækker, og hvor enten poesien eller illustrationer er det helt rigtige sted at gå hen for at søge spejling, genkendelse og forbindelse.
6. Hold dine egne følelser ude. Selvom det kan være hårdt at se dit barn være knust eller ked af det, så er det nu du er den voksne. Det er nu du er den store bjørn med de store bløde arme og guldkarret der tager imod alle de fine tårer. Det er nu du er vidne til at dit barn bygger sin første erfaring op med noget sorgfyldt, og det er nu du ikke står i vejen for den udviklingsproces og kommer til at tage noget livsvigtigt fra dit barn.
7. Glæd dig over at/hvis dit barn gerne vil tale med andre end dig om sorgen. Min datter ville helst snakke med sine veninder først, og det var bare så positivt at opleve at hun i en alder af 9 år følte tryghed nok i sine relationer, til at hun kunne dele det allermest sårbare med dem. Det var ikke alle der forstod lige meget af situationen og kærestesorgen, men det var heller ikke det vigtige. Det vigtige var at hun turde række ud og havde oplevelsen af at blive mødt af omsorg. Det er læring man ikke kan få på andre måder end at vise sig sårbar overfor andre.
“Du kan ikke forhindre sorgens fugl i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre den i at bygge rede i dit hår.”
Der er noget utrolig smukt, rent og fint over at få lov til at være vidne til børns sorgprocesser. Sorg er noget vi allesammen skal igennem flere gange i livet, og det at kunne være der for hinanden, især for vores børn, det er en kæmpe gave, også selvom det til tider kan være svært og hårdt. Her har du i hvert fald mit bud på hvordan sorgen kan håndteres. Del gerne dine egne erfaringer i kommentarfeltet.
Tak fordi du læste med.
