Artkel fra Weekendavisen fredag d. 7 februar 2025 om skolevægring og mistrivsel.

Æv.

Det startede ellers virkelig godt, da journalisten ringede og fortalte at Weekendavisen ville skrive en meget lang (journalistens ord) artikel, der ville tage udgangspunkt i forskning og videnskaben indenfor børn og unges mistrivsel og skolevægring. Weekendavisen ville i sin research tale med forskere i hele Norden, som beskæftiger sig med skolevægring. Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke som erfaringsperson. “Endelig!” tænkte jeg. Endelig kan vi hæve os over unuancerede (og desværre ofte erfaringsløse) artikler om at skolevægring, og at skolevægringen mest af alt skyldes børns overforbrug af Ipads, og vattede curlingforældres manglende evne til at tage ansvar for forældrerollen, og for at få børn i skole. Men sådan skulle det desværre (slet) ikke gå, og resultatet blev at jeg lige nu medvirker i en artikel, der taler lige ind i det narrativ som jeg aktivt forsøger at nedbryde.

Først, hvad ER skolevægring egentlig for noget?

Skolvægring er sat sammen af to ord: skole og vægring. Skole behøver ingen yderligere forklaring, og vægring kommer af det at vægre sig imod noget, være utilbøjelig til eller modvillig over for at udføre en bestemt handling, acceptere en bestemt tankegang, el.lign. Jeg har altid syntes “skolevægring” er en ret misvisende betegnelse. Hvis voksne mennesker “vægrer sig” mod at gå på arbejde, så kalder man det stress/belastningsreaktion og ikke “arbejdsvægring”. Når børn ikke KAN (det vender vi lige tilbage til), så vægrer de sig altså. Man kunne også kalde det “skolebelastede” eller “skolestressede”, men vi går med “skolevægring”, for at blive i det begrænsede sprog vi allerede anvender på området.

Kritik af artiklen i Weekendavisen

Jeg er ikke den rette til at afgøre om artiklen endte med at være særlig lang. Jeg synes ikke den er lang, men alt er jo relativt. Den kunne sagtens have været længere, især hvis man havde holdt sig til præmissen om at tale med forskere fra hele Norden, og forholdt sig til viden, og ikke erstatte den præmis med at bede forskere og analytikere om at gætte og gisne i artiklen. Udover at artiklen replicerer myten om børn der ikke “vil” i skole (de kan ikke, det ved alle med børn i ufrivillig skolevægring), så kommer jeg ikke til at gå i dybden med alle problematikker i den artikel.

“Det får livslange konsekvenser for børnene” (at være ramt af skolevægring)

I artiklens manchet står der “det får livslange konsekvenser for børnene”, en påstand jeg ville ønske en journalist havde gidet at folde ud og dykke ned i. For er det selve det at være væk fra skolen der giver børnene livslange konsekvenser? (i så fald hvilke? For det er ikke de hjemmeunderviste børn jeg er mest bekymrede for i det her land) Eller er det snarere det faktum at disse børn ofte har oversamarbejdet i alt for lang tid, med et system der hverken lytter til børnene eller deres forældre, og ofte bare problematiserer forældrene, og deres opdragelse, manglende grænsesætning, manglende tydelighed, og utilstrækkeligheder?

Er det massivt systemsvigt der kunne være årsagen til at børnene kan ende med livslange konsekvenser? At de skal vente halve og hele år på (desværre også ofte erfaringsløse) PPR, udredning, at barnet problematiseres, og ikke barnets læringsmiljø? En folkeskole der bløder ressourcer? At skolen har ingen, eller meget få initiativer der sikrer tryghedsskabende kontakt med eleven/familien under skolevægringen, ligesom de fleste klasser gør hvis eleven brækker et ben, og man sender tegninger hjem til barnet, fortæller barnet det er savnet?

Eller kan “livslange konsekvenser” skyldes den kendsgerning at forældre til børn i ufrivillig skolevægring de, udover at blive ødelagte af konstant at blive mødt i en problematiseret position (hvad betyder det - lær her), og ikke som en værdifuld ressource i barnets liv, også bliver kørt helt ned under gulvbrædderne af at være vidne til at se deres barn gå i stykker for øjnene af dem, bruge årevis på at (på bagkant) ufrivilligt at skulle uddanne sig (på egen regning, på google, gennem netværk, ofte om natten og aftenen når børnene endelig har fundet ro, gennem frivillige organisationer, venner, bøger, mv.). til psykologer, pædagoger, socialrådgivere, jurister, lærere, projektledere, læger, psykiatere, familierådgivere, sekretærer og eksperter i aktindsigt og forvaltningsret, fordi det er man nødt til i vores “velfærdssystem” for at kæmpe sig til rette hjælp.

Der er så mange emner jeg ville ønske medierne tog fat i, frem for at bede eksperter i en “forskningsbaseret artikel” om at lege gætteleg, og tage del i det ødelæggende narrativ om at det bare er sarte børn med vattede forældre det hele bunder i. Men det er ikke min største udfordring med artiklen.

Har det lidt skidt vs. #hardetlidtskidt

Mit største problem med artiklen er denne udtalelse, dette citat som Weekendavisen har valgt at fremhæve som det eneste: “Vejen er måske blevet kortere til at mor og far siger så bliv du bare hjemme”, hvis barnet fortæller at det har det lidt skidt”. Sådan udtaler senior analytiker Mikkel Giver Kjer fra VIVE, og Weekendavisen vælger aktivt at fremhæve dette citat, som posterboy for deres “forskningsbaserede” artikel.

Udover at “børn der har det lidt skidt” intet har med skolevægring at gøre, det vil jeg vise dig om lidt, så har det heller ikke noget med videnskab at gøre, og jeg kan simpelthen ikke få øje på årsagen til at man har valgt netop dette citat som det eneste fremhævede, andet end at man har set sit snit til endnu engang at skyde på de vattede danske curlingforældre, der simpelthen ikke har rygrad nok til at få deres uopdragne børn hen i skolen. Men jeg kan jo tage fejl, selvom antallet af artikler der taler ind i samme narrativ er overvældende, og selvom det unægteligt ser ud som om at det at skyde skyld og ansvar over på forældrene ikke rigtigt ser ud til at løse den mistrivselskrise vi står i.

Jeg har, gennem en facebook-gruppe, fået adgang til et relativt stort antal af (seje, men slidte og ødelagte) forældre der har gjort mig en stor tjeneste. Jeg har bedt disse forældre folde “har det lidt skidt” ud for mig, og har bedt dem være konkrete ift. hvad “har det lidt skidt” det dækker over i praksis.

Hvad betyder “har det lidt skidt” hjemme hos dig når dit skolevægringsramte barn ikke “vil” i skole?

Hvordan kommer “har det lidt skidt” så til udtryk?

Jeg sidder lige nu med et excel-ark med 200 udsagn fra forældre der hjertens gerne har ville dele hvad “har det lidt skidt” det dækker over. Derudover har jeg bedt forældre der følger min instagram dele deres historier anonymt med mig (jeg kender til alles identitet). Her er et lille udpluk af historierne, og derefter går vi til listen og ecxel-arket. Jeg lover dig at du herunder ikke finder et eneste gæt eller gisning:

Jeg ved ikke hvilken forskruet voksen-verden man kommer fra, når man overhovedet overvejer at bruge “har det lidt skidt” i nogen former for sammenhæng med børn ramt af skolevægring. Det virker temmelig langt fra den virkelighed tusindvis af børn og forældre lever i hver eneste dag. Det var derfor jeg sagde ja til at medvirke i Weekendavisens artikel, der endte med at gøre det stikmodsatte af det jeg sagde ja til: den replicerer narrativet om at det bare handler om børn der ikke er blevet gjort robuste af deres mor og far der ikke orker deres forældrerolle. Jeg ved godt artiklen (heldigvis) også har andre stemmer med, men at man vælger det her citat ud som det fremhævede, det ødelægger resten af artiklen, og den gode intention jeg vælger at tro på at ideen til artiklen opstod ud fra.

Her er et udsnit af ecxelarket og hvad “har det lidt skidt” det dækker over i praksis, direkte fra forældre til børn i ufrivillig, belastende, ødelæggende skolevægring- “Har det lidt skidt” dækker over:

Angst
Blev helt apatisk.
Børnemigæneanfald med opkast 1-4 gange om ugen. Herlev hovedpineklinik konkluderende det var "psykisk" men vi fik ikke at vide hvad vi så skulle gøre ved det.
Dårligt selvværd/en grundlæggende følelse af at være anderledes end andre
Ekstrem selektivt spisende
Enormt lyd og lys sensitiv pga overbelastning
Fosterstilling på køkkengulvet på skoledage
Gik fra enormt socialt til at trække sig fra alle venner undtagen 1.
Græd dagligt
Hjertebanken
Kan pludselig ikke ting han egentlig havde lært - hukommelsestab
Kravafvisende
Kvalme
Løb efter mig ud på parkeringspladsen efter han var afleveret i skolen.
Manglende overskud til basale dagligdagsopgaver som at tage tøj på, børste tænder og især bad
Mareridt
Massive angst symptomer når hun er i skole ( hun beskriver dem så fint, men ved jo ikke selv det er angst symptomer hun beskriver )
Mavepine
Meget ensidigt spisende
Mistede glæden for alt
Mistede kompetencer såsom renlighed
Mistede vennerne da der ikke var overskud
Når hun er ladt op og der er ro på og vi har motiveret til skole igen, så har vi en erfaring med at det falder til jorden ligeså snart hun kommer afsted. Da skolen overhovedet ikke er klar til at tage imod hende og de dårlig oplevelser kommer på en perlesnor. Pointe vi oplever at lærer/ skole ikke har ressourcer til at tage i mod hende og gøre deres arbejde.
Opkast op til 20 gange om dagen ved den mindste "krav" situation ex vil du have mad nu eller senere? "At skulle I bad"
Overvægt pga inaktivitet
Selvmordstanker "det er bedre hvis jeg var død" "jeg ville ønske jeg bare kunne dø, det er for hårdt at leve"
Selvskade
Social angst der fængslede barnet til hjemmet
Stoler ikke på nogle, udover mor (mig)
Svært ved at falde i søvn af frygt for endnu en dag
Udadreagerende adfærd (meget langt fra hans normale adfærd) -
Verbalt udadreagerende
Enorm svingende humør.
Feber af overbelastning
Ingen kræfter til tidligere elskede fritidsaktiviteter (kor og dans)
Isolerede sig på værelset
Kan ikke sove alene til frustration for ham selv.
Kunne ikke træffe en beslutning, hvis der var to valg.
Lyst til at dø
Madlede
Vægttab
Mere selektivt spisende
Night terrors

Listen er desværre meget længere, ovenstående er som sagt bare et udsnit.

Nu ved jeg hvorfor det har været nærmest umuligt for mig at skrive dette blogindlæg

Først troede jeg var på grund af vrede. Og skuffelse. Men det er det ikke. Det er på grund af magtesløsheden. Det føles fuldstændig nyttesløst at skrive det her indlæg. Endnu engang at åbne munden for at skrige, men der kommer ingen lyd ud.

Jeg ved mit blogindlæg kun rammer dem der står, eller har stået, i denne problematik alt for længe, dem der kan genkende historierne hjemme i egne hjerter, fordi de med egne øjne har set egne børns livsglæde langsomt forlade øjnene, hjertet og kroppen.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg føler et kæmpe ansvar når jeg skriver et blogindlæg som det her, for jeg skal balancere mange følelser, både mine, og hos dem der læser med, samtidig med at jeg ikke vil gå på kompromis med budskabet … og allerhelst vil jeg bare gerne skrive en tekst der giver forældre og børn modet, håbet og livet tilbage … men det kan jeg ikke.

Jeg kommer ikke til at skrive noget som helst der kan fratage forældrene og børnene den smerte, håbløshed og ensomhed de sidder i. Jeg kan ikke skrive noget der gør Weekendavisens skade god igen. Jeg kan ikke gøre min medvirken til det skadelige og nedbrydende narrativ i artiklen om. Men jeg kan tage et lille ansvar, sige undskyld, og næste gang gør jeg mig mere umage inden jeg medvirker i noget om skolevægring, for det her er jeg ægte ked af at have birdraget til.

Jeg ved ikke hvordan vi bryder lydmuren. Jeg ved bare at vi skal.

I mellemtiden er #hardetlidtskidt blevet til et hashtag. Jeg samler stadig vidnesbyrd, historier, eksempler, konkrete eksempler på hvordan #hardetlidtskidt ser ud hjemme hos familier med børn i skolevægring. Jeg ved ikke hvordan historierne kommer til at gøre en forskel, men mit mål er at gå sammen med nogen der er mere kreative end mig (kunstner, musiker, maler, murer, arkitekt, tegner, sanger, guitarist, skiltemaler - anything), som kan hjælpe mig og os med at visualisere de her børn, de her familier, de her tomme stole, så vi kan få bragt børnene i fokus, så vi sikrer at de ikke bliver glemt og at de endelig bliver lyttet til, taget alvorligt og vigtigst af alt mødt, set, hørt og hjulpet.

Del din #hardetlidtskidt historie med mig her (du må gerne være anonym)

Tak fordi du læste med.

Undskyld.