Anonym underretning vol 4. Mød min anonyme underretter

Dette blogindlæg er en del af en føljeton i 4 dele:

Læs del 1 her: Anonym underretning vol 1. Brev fra kommunen

Læs del 2 her: Anonym underretning vol 2. Umulig ventetiden og grinet der forsvandt

Læs del 3 her : Anonym underretning vol 3. Mødet med kommunen (long read)

Læs del 4 her:

Mit hjerte banker. Nu er tiden inde til at skrive det sidste blogindlæg i føljetonen om den anonyme underretning, og som lovet kommer du i dette indlæg til at møde min anonyme underretter. Vi skal også vende et par andre ting, men jeg ved vi er mange der har været spændte på denne sidste del af føljetonen. Reddit har været spændte, min omgangskreds, og selvfølgelig mine skønne læsere, som både følger med, både når jeg deler sårbare rejser i mit liv som mor og menneske, tabuer og andre spændende emner, og når jeg er udsat for stalking og chikane, som jeg i dag vil dele historien om her.

Vreden

Det har været en virkelig sund og god proces for mig at skrive mig igennem det her angreb på min person og min families privatliv. Det har været sundt for mig at være harmdirrende rasende, og have haft tanker om hvilke grimme ting jeg vil gøre ved de mennesker, der forsøger at ødelægge min families fred. Det har været sundt for mig at gå med min hævntørst og ”samle til bunke”, for ”så kan de kraftedme selv prøve det”. Det har været sundt for mig at undersøge hvem ”de” er, hvad deres børn hedder og hvor deres mødre bor henne. Den ene reddit-brugers mor går tur samme sted som jeg gør, kan man se på moderens facebook-profil. Man kan finde alt på google og de sociale medier. Det var der jeg var. Men det har været lige så sundt at give slip. Slette filerne, slette dataen, slippe vreden og slippe jagten på hævn og den tomme følelse af falsk retfærdighed. Det har været sundt at blive ved med at gå, selvom det helt sikkert også havde givet en form for ”anger-release” at gå med nederdrægtigheden, og være lige så indskrænket og blændet af vrede, som hende der har sendt den underretning på min familie, og i særdeleshed på mig, hende vi skal møde nu.

Ud af ilden

Jeg valgte at gøre noget andet end at blive stående i mørket og brænde i ilden. Derfor kan jeg i dag dele dette blogindlæg uden vreden. Tværtimod sidder jeg med en dyb ro i mit hjerte, en del refleksioner, og jeg ved hvad der skal ske nu, jeg ved hvad jeg vil med dette indlæg, og dette indlæg er mit punktum i denne sag. Der står allerede noget nyt og venter på den anden side.

Jeg har stået stærkt ved mig selv, den jeg er, de værdier jeg lever ud fra, både før, under og efter underretningen. Selv i mit møde med kommunen, på trods af råd om ikke at stå ved mig selv og mine valg (læs del 3), valgte jeg at eje præcis det menneske, og den mor jeg er, og heldigvis blev jeg intet andet end mødt og anerkendt af dygtige fagfolk. De fagfolk kunne heldigvis også nemt se at underretningen var chikane, stalking og et ubegrundet og uberettiget angreb, som samtidig tog vigtig tid væk fra det eneste system vi har til at hjælpe børn der oplever ægte omsorgssvigt. Tak fordi systemet virker, og jeg håber virkelig du sidder med en dårlig smag i munden over dit selvcentrerede misbrug af de superbegrænsede ressourcer vi har til at hjælpe de her børn. Der er et barn der har skulle vente længere tid på hjælp på grund af lige præcis dig og din handling, det håber jeg du lever godt med. Tiden er inde til at vi finder ud af hvem du er.

Hvad har jeg undersøgt?

Ventetiden er blevet brugt på at undersøge hvem der står bag profilerne på reddit, hvem der stalker mine sociale medier, hvor de bor, hvad de læser, om de selv er forældre, hvad de selv deler på deres profiler osv. Det har på mange måder været ret spændende at dykke ned i. Jeg kender jo mest mine fans og følgere gennem årelange beskedudvekslinger, kommentarer på mit indhold, den konstruktive kritik jeg har mødt gennem årerne, og dem, der i dyb tillid henvender sig til mig med de kriser de møder i livet, og som de ved jeg kan genkende (ofte fordi jeg selv har skrevet om emnet), og måske kan hjælpe videre. Jeg er ikke dykket så meget ned i de fans og følgere, som har andre årsager end inspiration, spejling, genkendelighed, søsterhood osv. til at følge mig. Det er jeg til gengæld klogere på nu.

En overraskende stor del af den sidstnævnte gruppe er jurastuderende, hvilket psykologisk set giver ret god mening, da jeg arbejder med at bryde normer og agere lidt ”smadremand” i min samfundskritik. Jurister arbejder med regler, rammer og firkantede kasser og bliver derfor måske i højere grad trigget af mit indhold. De er dog ofte ikke faste følgere, de finder kun vej til min profil når reddit mener jeg skal dømmes ude for et eller andet igen. Jeg skynder mig lige at nævne at jeg heldigvis også kender badass jurister, der arbejder på den rigtige side menneskeheden, og som advokerer for en bedre fremtid, ikke for at ødelægge andre mennesker. Mange af mine reddit-fans er unge, har ikke selv børn, men de bliver (i hvert fald ifølge dem selv) tossegode forældre en dag. Det glæder samfundet og jeg os til at opleve.

Fælles for dem er også at de har et utrolig spændende forhold til moral og etik, især når det kommer til at pege fingre ad andre i samme arbejdsgang som der fejes for egen dør. Det er dog mest de brugere som selv er mødre. Den der selektive måde at være ”rigtig” og ”ordentlig” på er nærmest komisk at læse om. ”Ej hvor er Frejamay lam i hovedet fordi hun gør sådan og sådan i sit morhood, altså jeg har kun gjort det på DENNE HER MEGET MERE RIGTIGE MÅDE, men den måde hun gør det på, det er jo simpelthen alarmerende forkert og forkasteligt, og SÅ forskellig fra (den samme) anderledes måde jeg gør det på”, lyder det på reddit. What a fællesskab. What a hykleri. Helt enormt spændende studie i at pege på andre, mens man er fuldstændig blind for det egetræ man selv har siddende i øjet.

Så hvor ved jeg fra det er en stalker?

For det første har jeg fået hjælp. Jeg har ikke tid til at lave den slags research alene. Og som jeg hele tiden har sagt, så kommer jeg ikke selv på reddit, så det har jeg fået hjælp til. Pt. har jeg kun læst screenshots derfra, og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Jeg vil hellere smøre creme på min hæmoride eller kysse mine børn i håret end at bruge mit liv der. Og så kan jeg ikke dele alt hvad jeg har fundet ud af (man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer) men stalkeren, underretteren, lad os kalde hende “Sofie”, bare for at give hende en (måske) tilfældig identitet, hun skiller sig en anelse ud fra sumpen på reddit. Sofie er kommet til at begå et par fejl, hun ikke selv har opdaget, men det kommer vi til om lidt. Måske er det derfor hun slettede sin profil på reddit samme dag som jeg delte underretningen på mine sociale medier? Eller måske var det bare et fuldstændig vildt tilfælde? Det ved kun Sofie.

Reddit-massen er mest bare sure mennesker på internettet. De har været der siden internettet opstod, og dem kommer vi nok aldrig af med igen. Jeg ved simpelthen ikke hvad man får ud af at bruge sit liv på at gå så meget op i hvad andre foretager sig, især når det er folk man ikke deler værdier med, og ikke interesserer sig for, andet end ting man læser på en anonym internetportal, men altså, jeg kan eksempelvis godt lide at plukke sorte hår ud af min hage, og sådan har vi forskellige ting vi finder glæde ved at bruge tid på.

Bente fra Lyngby

Der er personer på reddit der er vildere end andre, f.eks. Bente, der bor her i Lyngby, ikke ret langt fra mig, som ser både mine børn, mine børns far og mig på gaden tæt på mit hjem. Bente observerer os, logger ind på reddit og afrapporterer at hun ser os, og kommer herefter med helt egne fortolkninger på at ”det er godt der er en far inde over, når nu de børn skal trækkes med så inkompetent en mor, jeg ser dem ofte på gaden her i Lyngby”.

Nej tak Bente!

Kære Bente. Jeg skal hilse fra hele min familie, også fra pigernes far, og sige at det ikke er superfedt at blive stalket på gaden. Han er ikke blogger, han synes ikke det er særlig fedt at blive overvåget af ansigtsløse mennesker på gaden når han er sammen med sine børn, og han vil egentlig gerne have du holder op. Det samme vil jeg, og begge mine børn vil også sætte pris på at du stopper med at dele informationer om deres færden med fremmede mennesker på internettet. I et forum af anonyme mennesker, der mener at vide bedre om forældreskab og børns tarv end mig, så er det skræmmende at man mener det her er i orden.

Jeg ser dagligt kendte, Tv-værter og politikere tulle rundt i Lyngby, helt uden at jeg behøver at sladre om hvad de foretager sig på internettet. Jeg synes som udgangspunkt andre mennesker har ret til at gå på gaden i fred, uanset om de er kendte eller ej, og uden at internettet skal informeres. En ting er at du forholder dig til det indhold jeg selv aktivt vælger at dele på internettet, det kan jeg ikke sige noget til, men at du overvåger os, og i særdeleshed mine børn, det synes jeg er decideret frastødende og krænkende, og læner sig op ad en politianmeldelse, især fordi der er børn involveret i dine “observationer”. Hvad bliver det næste, at du tager billeder af mine børn på Lyngby Hovedgade og deler med med reddit også?

Det er faktisk noget af det mest ubehagelige der er kommet ud af mit møde med reddit-folket, det er at vi bliver fysisk holdt øje med i Lyngby. Det er ikke kun underretningen, men det at blive holdt øje med på gaden. De første dage min datter skulle starte i skole for en måned siden, var hun lidt ked af det på vej derhen. Det er en kæmpestor, helt naturlig omvæltning for et barn på 6 år at skulle skifte børnehaven ud med skolen, en reaktion jeg ikke har haft behov for at dele, fordi den hører vores privatliv til. Skal det så også på reddit? ”Jeg så Frejamay på gaden med den yngste der gik og snøftede. Gad vide hvad Frejamay havde gjort ved hende? Er der nogen der ved det? Fik du et billede af det?” – jeg ved ikke. På en skala fra 1 til møghamrende grænseoverskridende, hvor synes du så vi skal sætte markøren henne? Håber virkelig du læser det her og mærker en form for pinlig ansvarsbevidsthed, og forhåbentligt også en form for grænse.

Er det (også) dit mørke?

Nå, vi skal møde min stalker.

Alt det her er bare et naivt håb om at ramme en eller anden form for strejf af fornuft eller menneskelighed. Ikke at jeg tror på det er muligt, reddits sladderhjørne vil bestå, og vi kan jo alle sammen spørge os selv om hvorfor vi har ventet med spænding på lige præcis denne del af føljetonen? Er det fordi vi har samme iboende trang til at liste ind i mørket? Selvfølgelig er det det. Jeg har den også. Jeg læser Se&Hør som overspringshandling. Men der er alligevel, for mig i hvert fald, langt fra stalke folk på gaden, rapportere om mikroskopiske glimt fra kendtes (og deres familie og børn) færden på gaden, tolke helt uhæmmet på de glimt med hænder for øjnene og sokker i ørerne, og skrive anonyme underretninger om mennesker jeg aldrig nogensinde har mødt, til at læse at nu er Janni Og Karsten i sommerhus og har det så skønt. Jeg ved det ikke. Det kommer aldrig til at blive en verden jeg forstår, men jeg slipper det også her.

24 timer

Hvis du, overfor dig selv i hvert fald, kan se dig selv i spejlet om aftenen, og med ro i hjertet kan sige at: “Jeg brugte de her 24 timer jeg fik foræret af livet i dag, på den bedste måde jeg kunne. Jeg brugte mine 24 timer på at løfte mit liv, eller i hvert fald leve det liv der er mit. Mine 24 timer var i overensstemmelse med mine værdier, den verden jeg tror på, den fremtid jeg ønsker at være en del af. Hvis der er noget fra denne dag jeg gerne vil have mere eller mindre af, så har jeg forhåbentligt muligheden igen i morgen, hvis jeg er så heldig at få 24 timer mere foræret. I dag var jeg et bidrag, i dag var livet mit”, så er du startet et godt sted. God øvelse, kan virkelig anbefale den. Det er en hurtig måde at komme utrolig tæt på sit eget værdisæt på, og mærke hvis der er en disharmoni, eller noget man måske alligevel ikke er helt okay med at bruge sine kostbare timer på. Det er ikke mig du skal se i øjnene inde i spejlet, det er dig selv.

Hvem er den anonyme underretter? Hvem er ”Sofie”?

Ja, nu er vi nået til vejs ende.

Sofie er en kvinde der har fulgt mig i mange år. Hun har minimum fulgt mig i 6 år, det har jeg fundet ud af ved at dykke ned i en af mine back-up filer fra 2018, hvor jeg har hendes identitet og fulde navn stående. Sofie har i mellemtiden fjernet det spor der forbandt os, måske fordi hun gerne ville være sikker på jeg ikke skulle finde hendes identitet. Hvorfor jeg ved de her ting deler jeg ikke, men Sofie ved det godt selv når hun læser det her. Hun ved også godt hvad hun har slettet igen, og som hun har håbet på jeg ikke ville finde. (Mindst) Siden 2018 har Sofie systematisk logget screenshots fra alle mine platforme. Blog, instagram, facebook. Hun har ikke fulgt nogen af mine profiler, hun har været en såkaldt ”skyggefølger” uden profilbillede. Lad os lige få definitionen af en stalker på plads inden vi går videre. Den kommer her:

“Stalking er en særlig type af uønsket adfærd og aktiviteter, der er rettet mod en anden person. Stalking kan fx opstå efter et brudt parforhold, på baggrund af følelsen af uretfærdighed eller vrede og forelskelse. For at der er tale om stalking, skal kontakten være ensidig. Det betyder, at den udsatte ikke responderer eller gengælder kontakten. Samtidig skal der være tale om flere kontaktforsøg og hændelser sådan, at der er tale om et mønster af handlinger. Stalking kan foregå som overvågning, kontakt gennem andre (ved f.eks. at starte anonyme tråde om en person på reddit, og dermed skabe opmærksomhed om personen via andre), overvågning via anonyme eller falske profiler.” Kilde: dansk stalking center . Er du udsat for stalking kan jeg i øvrigt varmt anbefale at tage fat i Dansk Stalking center. Jeg har, i forbindelse med en tidligere stalker, haft et forkøb derinde, og de er knaldhamrende dygtige til det de laver.

Det, der gør Sofie til en stalker er at kontakten er ensidig. Jeg har ingen kontakt med Sofie. Det er udelukkende hende der følger mig, ligesom tusindvis af andre gør. Men det der i særdeleshed gør Sofie til en stalker, er for det første at hun ikke vil stå ved at hun følger mig. Hun overvåger mig, og har gjort det meget længe. Sofie indsamler systematisk dokumentation mod mig, gemmer sine screenshots i et system der er nummereret manuelt. Og der er mange numre, kan jeg godt afsløre. Rigtig mange screenshots, mange flere end der er sendt til kommunen. Der er altså tale om et mønster af handlinger som går igen over mange år, mindst 6 år. Der har været kontaktforsøg, men det responderede jeg ikke særlig diplomatisk på, fordi Sofie allerede i 2018 var meget grænseoverskridende, og derfor skiftede Sofie strategi, så hun nu samler ind i al hemmelighed.

Hvem er du i legegruppe med?

Det er måske også lige værd at stoppe op, og tænke over, når du sidder på reddit i sladdersektionen: ved du hvem de andre i din tråd er? Sidder der en voldelig eksmand bag en af profilerne? Sidder der et familiemedlem som har interesse i at begå karaktérmord på den person du er i færd med at svine til? Hvem er de andre? Sidder der nogen, der har aktier i at få en person til at fremstå på den ene eller den anden måde? Ved du hvilket større game du måske er den del af? Jeg er ret sikker på min stalker Sofie har fået god hjælp til at fortsætte sin stalking af mig og min familie inde på reddit. Det har Sofie gjort, helt uden at redditbrugere har været bevidste om at de sad side om side med en stalker, med en lidt anden dagsorden. Jeg kan se man også har delt min adresse og mit telefonnummer osv. derinde, det håber jeg man er stolt over at have bidraget med. Begge dele står på min hjemmeside i øvrigt, det er ikke svært at finde, men det siger alligevel noget om folk, at man er villig til at dele den slags oplysninger om andre mennesker uden overhovedet at vide hvem de andre bag de anonyme brugernavne de er, og hvad deres agenda er.

Sofie er forstyrret. Sofie evner ikke engang kunne holde styr på sine egne løgne i sin underretning, og du er meget velkommen til at læse Sofies underretning igen, som jeg har delt i fuld længde i del 1 af denne føljeton. Så kan du måske svare på om Sofie er en ”fagperson med skærpet underretningspligt, der for nyligt er blevet gjort opmærksom på den her familie, og den her forfærdelige mor Frejamay”, eller om Sofie ”har fulgt Frejamay i mange år, og har læst mange virkelig bekymrende ting på alle Frejamays sociale medier”, for det kan Sofie nemlig ikke helt blive enig med sig selv om i underretningen. Og så er der det faktum, at det ikke er normal sund adfærd at stalke andre mennesker i det omfang, som Sofie gør det i det her tilfælde med mig. Der er en grund til at stalking straffes i Danmark efter straffelovens § 242.

Så hvad sker der nu?

Nu sker der det at føljetonen er slut.

Resten vedrører hverken reddit eller andre. Og hvis du troede at jeg ville afsløre Sofies fulde identitet, så kender du mig dårligt. Jeg er for længe siden holdt op med at sløre flygtige ligegyldige haters identiteter. Jeg står ved hvad jeg skriver offentligt, og det gør folk der hater også, med navn og det hele, finere er jeg ikke, men jeg hænger ikke forstyrrede mennesker ud på min blog, bare fordi de stalker mig, der findes andre steder hvor man håndterer den slags.

Afslutning, gaven og det sidste punktum

Til slut vil jeg sige at jeg er enormt lettet og taknemmelig ovenpå den her rejse. Ikke fordi jeg blev anonymt underrettet, men for alt det uventede der skete. For det første er jeg blevet grebet af hele mit solide netværk. Så mange har budt ind med hjælp i alle afskygninger. Naboer, venner, familie, facebook/insta-venner, tidligere klassekammerater, følgere, læsere, ekskærester … you name it. Der har rejst sig en mur af støtte, som jeg nærmest fysisk har kunnet mærke som en tyk og blød beskyttelsesdragt omkring mig under hele det her forløb. Jeg er blevet lyttet til og lyttet til og lyttet til, både i vredesfasen, i hævnfasen, i ked-af-det-fasen og i opstandelsesfasen (ja, lige den her kan godt tåle en sammenligning med Jesus, lev med det).

Gaven

Og så har jeg fået en kæmpe gave jeg på ingen måde havde set komme. Jeg ved godt jeg er anderledes. Jeg har altid trådt min egen sti. Sådan er det ofte for mennesker der er neurodivergente, som jeg er. Jeg har aldrig passet ind i nogen kasser. Som barn var min mor ved at miste håbet for mig på et tidspunkt, fordi jeg havde det så svært. Jeg var selvskadende og lukkede verden ude, jeg havde ikke lyst til at leve mere. De psykologer der var koblet på vores familie dengang sagde til min mor at ”børn som hende godt kan ende med en nål i armen”. Det er der jeg kommer fra, der jeg har bygget fra. Jeg har brugt hele mit liv på at finde ud af hvem fanden i helvede jeg selv er, hvad mine værdier er, hvad der betyder noget for mig og hvad jeg simpelthen ikke gider spilde min tid på.

I mit morhood har jeg fra begyndelsen været ret stærk i min tro, i forhold til at træde en ny sti i det at være mor for et andet menneske. Der var bare så mange ting der ikke gav nogen mening. Heller ikke her passede børnebøgerne på noget som helst, og i stedet for at lytte til eksperterne, begyndte jeg at lytte til mine børn, og til min egen stærke intuition, som havde meget at sige. Og så har jeg selvfølgelige skrevet om alt det i snart 18 år. Det er klart at min blog, og mit arbejde, opfattes provokerende, og som en torn i øjet på et samfund, hvor vi er så vant til at andre skal tænke for os, at vi helt har glemt hvordan det føles at tænke selv, og lytte til vores egen intuition og stemme. Voksne mennesker der går ned med stress, fordi de er kommet til at skabe en copy-paste familie, uden overhovedet at tjekke ind med eget værdisæt, eller lige høre eget hjerte ad, og finde ud af om det overhovedet er det her liv vi vil? Eller om vi egentlig drømmer om noget helt andet?

Jeg er solomomboss. Jeg er på SU. Jeg hjemmeunderviser et højt begavet barn mens jeg læser til lærer på den digitale læreruddannelse, blogger og podcaster. Jeg lever et ret fantastisk liv, et liv som jeg er enormt stolt over at have skabt, især på med den tunge baggrund jeg har med mig. Jeg har en fortid som misbrugt barn (har holdt utallige foredrag om at være senfølgeramt, blandt andet sammen med Landsforeningen Spor), hashmisbruger da jeg var ung, kriminel da jeg var ung, som forvirret og rodløs, som voldtægtsoffer og kvinde i et voldeligt forhold. Jeg har været igennem tvangsauktion under finanskrisen med gæld til op over begge ører, i familieretshus med højkonfliktsag (der er vi på ingen måde mere, pigernes far har været en kæmpestor støtte i det her, bakker mig og mit morhood fuldstændig op, og han læser i øvrigt med her), højt begavet barn i mistrivsel, og der er snart ikke den krise jeg ikke er kommet stærk igennem.

Der VAR ikke plads i mit samfund for en, der var så mærkelig og anderledes som mig, og derfor søgte jeg ind i destruktive fællesskaber. Jeg fik skabt en fortælling om at jeg er forkert, mens alle andre er rigtige. En fortælling jeg nemt kunne falde tilbage i ovenpå den her anonyme underretning, hvis ikke lige det var fordi jeg netop ER gået igennem alle de kriser, jeg er aldrig flygtet fra dem. Jeg er blevet badass, jeg har klaret al den modvind det kunne trække, men jeg står stadig. Den tro jeg har fået på mig selv, den brænder stærkt indefra, og det er jeg ikke den eneste der har fået øje på.

Så min gave består i at jeg, i mit møde med kommunen blev set for det powerhouse jeg er, og som jeg ved jeg er. Min stolthed ikke beskrives med ord. Mig, den skæve “kontroversielle”, hende der insisterer på at udvide den alt for smalle sti vi mennesker efterhånden skal balancere på, og hvor ingen kan få vejret, jeg er blevet tildelt en plads i samfundet. Skæve, odd-one, mig.

Jeg glemmer aldrig det opkald fra vores sagsbehandler, hvor hun i telefonen, med glæde i stemmen, læste udtalelsen fra vores tilsynsførende i hjemmeskolen op, som var så rosende og anerkendende, hvorefter sagsbehandleren slutter af med følgende ord ”og Frejamay, sådan en udtalelse får man altså ikke, hvis der var noget som helst at komme efter, og det er der ikke. Hold da op en stor ros til dig! Og nu har jeg jo haft fornøjelsen af at møde dine to skønne børn, og de er intet mindre end fantastiske, dem glemmer jeg aldrig. Og DU ER EN FANTASTISK MOR, det er der ingen som helst tvivl om, du gør det helt vanvittigt godt, og nu lukker vi den sag”.

Myndighedgodkendt fantastisk mor, Frejamay november.

Nu røg den sidste rest af frygt for at stå stærkt på skuldrene af mig selv, den jeg var engang, og den jeg er på vej til at blive. Jeg er pissehamrende stolt af mit morhood, at jeg er blevet så set og anerkendt, at jeg har to stærke, kloge og selvstændige to piger, som allerede nu gør indtryk på de mennesker de møder i deres liv. Og jeg fortsætter naturligvis med at drive min blog og det at træde sin egen sti i livet, og stå stærkt på den. Nu med lidt mere power og lidt mindre frygt, med fare for at blive endnu mere irriterende end jeg er i forvejen.

Punktum.

Tak fordi du læste med.

 Frejamay