OFFLINE: Farvel til blog, facebook og instagram, jeg trækker stikket

17 år Niller! Siden 2007 har jeg blogget, delt store dele af mit liv, skrevet om tabuer, om kriser, om sejre, om refleksioner, haft online fællesskaber, været tilgængelig for mange mennesker, lavet indsamlinger, sendt en halv million til Lesbos, svaret på titusinder af beskeder, været i shitstorme, i medierne, podcastet, oplevet hate, men mest af alt kærlighed og taknemmelighed fra alle mine fantastiske læsere og følgere. Det har på alle måder været en rejse jeg ikke ville have været foruden, rub og stub, alt inklusiv. Hold da op en rejse det har været. Jeg har lært sindssygt meget om mig selv, men også om mennesker, om sårbarhed, i særdeleshed om grænser, om mine grænser, og om at være en som mange, på godt og ondt, har en holdning til. Men tiden er inde til at prøve noget nyt.

2024 bliver farvellets år

I starten af 2024 sagde jeg farvel til alkohol. Her, 7 måneder inde i året, siger jeg farvel til mit online liv for en stund. Det føles både nervepirrende, spændende og fuldstændig fantastisk, og jeg er dødhamrende spændt på hvad det giver mig, at have taget denne beslutning om at trække stikket til det hele på en gang.

Eksperimentet, beslutningen, projektet

Fra og med i morgen, fredag d. 28. juni 2024 og til og med 9. august 2024, altså lidt over en måned, trækker jeg stikket til ALT SoMe og blog. Jeg har sat autoreply på mine indbakker, jeg poster dette blogindlæg, jeg har efterladt min e-mail adresse, hvis nogen virkelig gerne vil i kontakt med mig. Dem der skal ringe til mig, de har allerede mit nummer, ellers kan de nok godt finde det. Men jeg vil være på total digital detox sammen med begge mine børn. Det betyder at jeg hverken læser med, læser nyheder, tjekker indbakker, tjekker SoMe, scroller sent om aftenen eller tidligt om morgenen, da jeg fjerner alle SoMe apps midlertidigt fra min telefon. Det betyder også at hele ferien bliver Ipad-fri for mine børns vedkommende. Ingen Roblox, ingen minecraft, ingen Toca Boca og andet. Alt bliver pakket væk i en kasse.

Hvorfor?

Jeg har været online så længe at jeg har glemt hvordan livet er uden. Selvfølgelig har jeg haft timer og dage offline, især i forbindelse med vores skærmfrie dage, men jeg har lyst til at opleve hvad der sker, når vi i længere tid slet ikke er på, nogen af os. Slet ikke lige skal svare på noget på messenger. Slet ikke lige kan skrive og spørge om noget. Slet ikke lige hiver telefonen op for at google. Jeg har i forvejen ingen røde lamper der blinker med notifikationer, men hvad sker der når mine autopilot-handlinger disruptes? Når jeg ikke kan ligge og scrolle om morgenen, mens pigerne stadig sover, eller mens jeg tisser, eller alle de andre dumme tidspunkter hvor min hjerne egentlig godt kunne bruge en pause, og hvor jeg i stedet fylder den op med junk der på ingen måde gør en forskel for mit liv? Jeg kan om 10 år ikke huske en eneste af de 7-sekunders videoer jeg har set om en flodhest, der jagter en båd i et sumpområde, eller en montage om byggearbejdere, der nok skulle have valgt at lave noget andet.

Drømmene

Der er projekter der lever i mig, som kalder på at jeg går i fordybelse med mit nærvær, mit fokus og min energi. Jeg er skidedygtig til at skrive, og jeg elsker det, men jeg vil noget mere med mine ord end kun at blogge. Jeg drømmer blandt andet om at skrive en (flere) bog, men når jeg hele tiden prikker hul på mit fokus med flygtige insta-posts, en sjov reel, opslag på facebook, som ofte kræver min energi i meget længere tid end jeg havde tænkt da jeg slog det op, ja så er det svært at finde ind til det dybe fokus jeg efterhånden længes efter i min sjæl.

Jeg er så vant til, og trænet, i at tænke i brugervenlighed, brandbevidsthed, i opbygning af posts, i konsistens, relevans, aktualitet, og jeg trænger simpelthen til ikke at være det. Jeg trænger til at være så langt væk fra min telefon, at jeg simpelthen ikke kan huske hvor dælen jeg har lagt den henne. Jeg trænger til ikke at tænke SoMe strategisk, og jeg vil så langt væk fra det at min hjerne bliver renset godt igennem med noget natur, men solnedgange, med dybe samtaler, og forhåbentligt med andre der også har lagt telefonerne langt væk for en stund.

Synd for børnene? NY27 721

Da skærm fylder meget i vores hverdag, selvom jeg nok er strengere end gennemsnittet, når det kommer til børn og skærm, og jeg selv er vokset op og husker tiden før Roblox, Minecraft, Toca Boca og Snapchat (som vi dog ikke har i vores familie), vil jeg undersøge hvad der sker med vores familie, når vi klipper skærmen helt ud i en længere periode. Og fordi mit lille eksperiment kun foregår i sommerferien, så konflikter det ikke med skole og skoleopgaver, aula osv. Vi er altså helt frie til at lade være med at tjekke skærme hele sommerferien.

Og nej, det er ikke synd for børnene, at de ikke har adgang til en skærm på en lang køretur til Tyskland. Det er sundt. Skærmsundt, hjernesundt og børnesundt. Vi skal faktisk til Tyskland i sommerferien, og jeg har bil, men jeg har også et virkelig godt bibliotek 700 meter fra min hoveddør, jeg har musik, og jeg har en evne til at fortælle skøre historier til mine børn, som sagtens kan trænge til at blive trænet i sommerferien. Da jeg var barn bruge vi de timelange køreture ned til min familie i Tyskland på at læse Anders And blade, tælle lyn når der var tordenvejr, tælle røde biler, slås med min bror på bagsædet og lære nummerplader udenad. Den ene husker jeg stadig. NY27 721. Det kan mine børn også.

Vi har aldrig Ipads med på ferie i forvejen, så det bliver ikke det største benspænd, og jeg ved hvor gode mine børn er til at lege. Faktisk kan jeg høre dem synge og hvine i stuen lige nu mens jeg skriver, fordi deres skærmfri tid allerede er startet i dag - jeg skulle lige i mål med hele opsætningen af min offline-tid, og dette blogindlæg først, men i morgen hopper jeg med på den digitale-detox vogn, og helt ærligt, så glæder jeg mig.

Er det på grund af den anonyme underretning?

Det er det ikke nej, men den har klart været med til at sætte skub i noget jeg har villet meget længe, men som jeg af fomo-mæssige årsager ikke har kunne finde ud af at gøre før nu. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg den proces med den anonyme underretning har været lidt af en gave i den her forbindelse. Jeg er efterladt med en klar fornemmelse af hvilken styrke og magt jeg har bygget op over de 17 år, og nu, jeg tror aldrig jeg har følt mig blogmæssigt (og menneskeligt) stærkere, og efter at have lukket en hver form for tvivl i forhold til den måde jeg er mor og hjemmeskolemor på, så hviler jeg i, at jeg har noget relevant at tilbyde med den stemme jeg nu engang har, og det blik jeg har for at træde sin egen sti i livet, også når det kommer til at være mor og have neurodivergente mennesker i husstanden. Jeg kan sagtens tåle en pause, og jeg tror endda det vil styrke alt det jeg står for, at jeg rigtigt kommer i dybden med hvor jeg er nu, og hvor jeg gerne vil hen ovenpå den her sidste rejse. Så nej, det er ikke årsagen, det har længe været et ønske at tage en længere pause, men det er klart en del af triggeren, og det er jeg faktisk taknemmelig for, når nu det skulle være.

Planen for succes og nemme hjælpere

For at det her skal lykkes, har jeg følgende liste der skal hjælpe mig:

• Jeg sletter alle SoMe apps på min telefon fredag d. 28 juni ‘24, og de bliver først installeret igen 9. august.

• Jeg har et program (find det gratis her) der kan indstilles til at blokere bestemte websites i 24 timer ad gangen. Jeg har stadig lidt studiearbejde jeg skal lave den næste uge, og jeg ved hvor hurtigt mine fingre blot behøver at taste “www.f”, og så klarer min browser resten selv, og så går der ca 15 sekunder, så sidder jeg og ser en kajakroers møde med en haj. Så for at komme mig selv i forkøbet, så starter jeg programmet hver gang jeg tænder min computer, så facebook, Instagram og andre sider jeg ikke vil besøge de bliver blokeret mens jeg sidder der. Vupti. Det er en gave til os med en rygrad der er lavet af kakaomælk, når det kommer til SoMe og selvkontrol.

• Jeg har indkøbt notesbøger der passer til alle mine tasker (indsæt selv virkelig stolt smiley). Jeg skriver i forvejen dagbog i en fysisk notesbog, men jeg er vant til at bruge notesbogfunktionen på min telefon til ideer og tanker, og for at slippe for at slæbe min telefon med, så sørger jeg i stedet for altid at have en notesbog og 2-3 kuglepenne i tasken. På den måde kan jeg både skrive de ting nej jeg ellers gerne ville google, jeg kan tegne små tegninger og jeg kan skrive store og små tanker ned, som jeg kan læse senere. '

• Jeg har ladet mit spejlrefleks kamera op, for jeg ELSKER at tage billeder og film, og selvom jeg er væk fra SoMe, så har jeg stadig et ønske om at forevige vores rejser og udflugter i sommerferien. Mit kamera fylder ikke så meget og er let at have med, og jeg har et stort ønske om at blive bedre til at bruge det, så det her bliver en win-win af de større.

• Jeg har besluttet at blive bedre til at printe rejseplaner og kort ud, frem for hele tiden at bruge telefonen. Lidt af et benspænd, men det er noget jeg gerne vil øve mig på. Telefonen kommer med rundt i starten, men hvem ved, måske kan den sidste halvdel af ferien være fuldstændig uden?

• Jeg har selvfølgelig forventningsafstemt med mine børn, og de er med på projektet. Jeg har sågar en datter som glæder sig til at have en mor med rundt der sidder og stirrer mindre ned i sin telefon. Av. Og det er absolut ikke første gang mine børn ytrer det ønske, så det VIL jeg imødekomme.

En skræmmende kultur

Jo mere jeg skriver, jo mere bobler det i min mave. Og ja, vi kan da lige bruge et sekund på at adressere at man i dag skal announce at man går offline, tænk lige over hvor vildt det egentlig er? Ligesom med konceptet “white january”, at vi overhovedet har en alkoholkultur, der gør at vi skal deklarere en måned (!!) fri for alkohol, det siger ikke så lidt om vores verden. Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg accepterer at det er sådan det er, og nu gør jeg noget ved det. Jeg glæder mig både til de første par dage hvor jeg sikkert er ved at gå ud af mit gode skind, og jeg glæder mig til at lægge afstand til savnet og de dårlige vaner jeg helt klart har tillagt mig. Især bruger jeg meget tid om aftenen på at “døds-scrolle”, og her er 15 ting jeg faktisk hellere vil bruge min tid på:

• Danse

• Synge

• Læse en god bog

• Skrive dagbog

• Høre en god lydbog mens jeg rydder op

• Sidde i gården og se på stjernerne

• Lave collager/klippe og klistre (en hobby jeg har haft altid)

• Begynde at sy igen og lave DIY projekter ud af aflagt eller hullet tøj

• Lave aften-yoga/udstræk

• Lave aftenrutiner med ansigtsmassage og mine lækre ansigtsolier

• Skrive breve i hånden til mennesker jeg holder af

• Gøre rent (ja, det lyder som et mærkeligt ønske, men jeg slapper af med oprydning og rengøring, og elsker et ryddeligt og pænt hjem)

• Selfpleasure (if you know, you know)

• Skype med min bedste ven på den anden side af verden

• Meditere

Det bliver så fedt det her. Og hvis du tænker på om jeg er bange for at miste følgere eller læsere, så må jeg bare sige at svaret er nej. Jeg har aldrig været i det her game for at få følgere eller læsere. Jeg har været her, og vil fortsat være her, fordi jeg selv havde brug for en stemme som min. Jeg havde ingen at spejle mig i da jeg startede min tid på internettet. Der var ingen der skrev om selvmordstanker, dårligt selvværd, ensomhed eller det ikke at føle at man passer ind nogen stedet i livet eller i samfundet. Dem er der heldigvis mange af nu. Men der er stadig ingen der er mig, og jeg har en stemme i forhold til at lytte til sig selv, finde sig selv, især når man kommer et sted fra hvor man har følt sig ulækker og/eller usynlig og værdiløs i samfundet. Jeg har en stemme i forhold til at finde sin egen styrke. Jeg har en stemme i forhold til at være PRÆCIS den mor ens barn har brug for, uanset hvad kommunen, ens søster, reddit eller ens læsere siger til det. Jeg har en stemme i forhold til at stå stærkt i det man tror på, den man er, de drømme man har og at hæve barren for hvad der kan være muligt, og hæve barren for hvad der kan lade sig gøre i verden. Jeg har eksempelvis, som den første i Danmark (tror jeg), fået registreret min hjememskole på Aula. Hvem fanden havde troet det kunne lade sig gøre?

Vand finder altid en vej at løbe, og det gør du og jeg også. Og nu går jeg simpelthen offline, og vi ses om lige knap 1,5 måned. Gad vide hvem jeg er når jeg er tilbage? Gad vide hvem du er?

Hej så længe,

Kærlig Hilsen

Frejamay