Anonym underretning vol 3. Mødet med kommunen (long read)
Billedet er taget et par timer efter mødet med kommunen sluttede
Dette blogindlæg er en del af en føljeton i 4 dele:
Læs del 1 her: Anonym underretning vol 1. Brev fra kommunen
Læs del 2 her: Anonym underretning vol 2. Umulig ventetiden og grinet der forsvandt
Læs del 3 her : Anonym underretning vol 3. Mødet med kommunen (long read)
Læs del 4 her: Anonym underretning vol. 4 Mød min anonyme underretter
Hun læste dokumentet højt. Til sidst kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage. Men hun fortsatte, og så græd jeg lidt mere, og jeg vil for evigt huske denne sag, som at se min værste frygt i øjnene, for så at opleve den allerstørste anerkendelse og respekt om mit forældreskab. Og det er lige præcis det denne del handler om: mødet med kommunen om den anonyme underretning. Spænd selen, det bliver langt, til gengæld får du det hele med.
Ventetiden var forbi, dagen for partshøringen var kommet
Dagen var endelig kommet, hvor mine børns far og jeg skulle til partshøring på kommunen om den anonyme underretning jeg modtog en måned tidligere. Jeg havde brugt tiden godt, jeg har læst op på lovgivningen, statistikker indenfor området (lidt mere om det i sidste del af dette blogindlæg), jeg havde skrevet et 7 sider langt partsindlæg, for at være sikker på at have alle mine egne detaljer med.
Da det ikke var lykkes mig at få fat i min sagsbehandler forud for mødet og de 23 dages ventetid, vidste jeg ikke hvor meget dokumentation jeg skulle have med, så jeg havde valgte at gå med livrem og seler, og medbringe alle screenshots, alt hvad jeg havde. Screenshots af hvad, tænker du? Det kommer vi til om lidt.
Mentalt ved jeg, at jeg har min egen ryg på de her møder. Når man har haft et barn i mistrivsel og i skolevægring, og man har haft en sag i familieretshuset, så har man en vis erfaring med systemet, og det har jeg. Jeg ved hvordan jeg skal forberede mig, jeg kender magtbalancen i rummet, jeg sætter mig altid ind i den lovgivning der er gældende, jeg trækker på mit netværk af fagpersoner som kan hjælpe, guide og støtte mig, hvis der er noget jeg ikke forstår. Jeg nægter at møde uforberedt op til noget når det gælder min familie, mine børn.
Hvorfor havde du screenshots med?
Det er nu jeg skal fortælle dig hvad der skete allerede samme dag som jeg modtog underretningen. Da jeg sad i bussen, på vej til havet og læste underretningen, besluttede jeg mig for at dele hele underretningen på mine platforme. Det gjorde jeg fordi den simpelthen var så langt ude og absurd, og fordi jeg vidste det var en stalker der stod bag, og ikke en person der var bekymret for mine børn, hele underretningen emmer af had mod mig, ikke omsorg for mine børn. Der gik ikke ret mange minutter fra jeg havde postet underretningen, til en besked tikker ind i min indbakke. ”Ved du godt at hende der har underrettet dig, hun kommer fra Reddit, og at det er der det hele er startet?”. Da jeg ikke læser med på Reddit, og aldrig har interesseret mig for hvad anonyme mennesker mener om mig, eller om andre mennesker, vidste jeg ingenting. Herefter væltede det ind med screenshots, hvor jeg pludselig fik svar på rigtig mange spørgsmål. Jeg fandt også ud af hvem min underretter er, og hvorfor jeg fandt ud af det, det deler jeg i næste del af føljetonen. Men det stillede mig selvfølgelig i en position, hvor jeg overfor kommunen nu kunne dokumentere at det her ikke var omsorg for mine børn, men at det er ren hate mod mig og min person. Så det gjorde jeg selvfølgelig, men det skulle vise sig, at det havde jeg slet ikke behøvet.
Ja det blev vildt, håber du læser med og ser hvor vildt det faktisk blev.
Mødestart
Vi kom i så god tid at kommunens automatiske tjek-ind system slet ikke kunne tjekke os ind endnu, og bad os tjekke ind igen senere. Hvordan skal man egentlig have det når man sidder der, ikke aner hvilke mennesker man skal ind og møde? Ikke aner om man skal sidde og forsvare sig selv med næb og kløer eller om man bliver mødt med omsorg og forståelse? Hvor mange er der på sådan et møde? Skulle jeg have screenshottet ALT hvad jeg har udgivet på mine sociale medier for fair repræsentation og balance i det indhold kommunen sidder med? Jeg kan fortælle at jeg, siden det ældste screenshot min underretter har sendt som ”bevis”, har udgivet 316 posts/reels (altså ikke stories, som jeg stoppede med at tælle da jeg var nået til 700 og ikke engang var halvvejs), og underretter har valgt 4 ud af over 1000 udgivelser, ekskl. blogindlæg på de 2 blogs jeg driver. 4 ud af over 1000, og har valgt at skrive en anonym underretning på under 0,4% af mit indhold hvoraf det indgår at mit barn har klippet sit eget hår (skal vi lave en spørgerunde og høre hvormange børn i DK der egentlig har det? HVor mange frisører har rettet børns hjemmeklip gennem tiden?). Og her er fb-posts (som hun også har screenshottet) slet ikke talt med, det orker jeg simpelthen ikke.
Klokken er endeligt mødetid, døren går op og to kvinder, lidt ældre end mig, med papirer i hænderne byder os velkommen. Mit hjerte hamrer så hårdt at det føles som om det vil slippe ud af min brystkasse. Flygte fra det hele. Jeg kan mærke at ”mit cool” ikke helt er fulgt med ind i mødelokalet, jeg mærker også pludseligt det store psykiske pres jeg har levet i siden jeg modtog underretningen. Den ene kvinde åbner munden og siger en sætning, der fuldstændig får mig til at slappe af og give slip på min frygt. Nu ved jeg at det her møde bliver godt, at de har min ryg og at min familie og jeg er i fuldstændig trygge hænder.
Sagsbehandlerne og alene på hotel i London
Begge kvinder er erfarne i faget, det er tydeligt at mærke, og da den ene starter mødet med at læne sig frem og siger ”hold da op en nosey person der har stukket næsen ind i jeres liv hva? Det er alligevel godt nok en vild underretning”, kan jeg se i deres øjne at ingen i det her kolde anonyme rum er bekymrede for mine børn ud fra den underretning. Jeg er ikke bekymret for mine børn, fordi jeg jo ser mine børn hver eneste dag og ved de har et skøn og trygt t liv, men at blive anerkendt fra starten af mødet, det havde jeg alligevel ikke ventet. Og jeg får lyst til at skrive ”and the rest is history”, men der er så mange fine øjeblikke på det møde jeg gerne vil dele, så det kommer her:
Jeg starter med at fortælle om Reddit, viser mine screenshots, og hvor underretningen kommer fra, hvilken “energi” der er om min person. Ingen af dem har nogensinde hørt om Reddit før, men de fortæller at chikane-underretninger desværre er et stigende problem, som de som myndighed også er nødt til at blive bedre til at håndtere og forstå. Det glæder mig at de har den opmærksomhed. Jeg fortæller dem hvor lettet jeg faktisk er over at vide, at det ikke er nogen der kender min familie og mig privat, for så har jeg min tillid til hele mit netværk intakt. Det forstår de virkelig godt. De fortæller mig at de jo kun ved hvad der står i underretningen, og deres opgave er bare at vurdere om der er behov for at de tilbyder en indsats til vores familie, men at ingen af dem på noget tidspunkt har været bekymrede ud fra hvad der står i underretningen.
De spørger ind til min familie, mit og faderens relation og samarbejde, som er rigtig godt, på trods af det mørke vi kommer fra, har vi faktisk fået bygget noget rigtig fint og bæredygtigt op omkring vores børn. De spørger om jeg vil fortælle om London-turen, og her vil jeg fortælle om en lille, men ret vigtig note i forhold til den London-tur, og det at min store datter havde været alene på hotellet en times tid, mens den lille og jeg var henne og se Big Ben.
Noten om London
I min forberedelse til mødet har jeg snakket med min veninde, som også er sagsbehandler, og som sidder med den her slags sager, bare i en anden kommune. Hun var helt overbevist om at den her sag bliver lukket med det samme. Det var jeg egentlig også selv – på mine gode dage i hvert fald. Man ved jo aldrig hvem man møder i de rum. Men, hun sagde, at det eneste de kunne finde på at ville spørge lidt ind til, var at min datter havde været alene på hotellet efter at have kastet op dagen før, det var i hvert fald det eneste hun ville spørge lidt ind til, og jeg kunne jo bare sige at det var en fejlvurdering, og det ikke ville ske igen.
Det gode ved at spørge dygtige kloge mennesker til råds, og søge vejledning, det er at man altid kan tage det man kan bruge, mærke efter, og så finde ud af hvad man med sin integritet kan stå inde for, og hvad man ikke kan. Og her kunne jeg bare mærke at det vil jeg simpelthen ikke. Jeg vil ikke undskylde for en beslutning jeg – uden at tøve – ville tage igen i morgen. Jeg vil ikke gemme mig, jeg står 100% ved de valg jeg træffer i mit forældreskab, i min opdragelse og i de store og små valg jeg træffer i mine børns liv, som ALLE indeholder grundige overvejelser, bygget på erfaringer og viden og grundighed. Og når jeg endelig skal sidde hos en myndighed og vurderes på mit morhood, så skal de vurdere mig på lige præcis den mor jeg er, hverken mere eller mindre, og ikke på en kvart eller halv version af mig, for jeg ved at mine børn er i sikkerhed hos mig, de er trygge, de er i trivsel og deres udvikling understøttes i al beskedenhed nok mere end gennemsnittet i Danmark. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at dukke nakken her heller. I slutningen af dette indlæg vil du vide hvorfor jeg kan skrive som jeg gør uden at skamme mig over det.
London beslutningerne og ejerskabet
Så jeg stod selvfølgelig ved alle beslutninger i forhold til London-turen. Beslutningen om at tage ud og shoppe om formiddagen, efter min datter havde kastet op dagen før. Jeg fortalte at min datter ingen feber havde, ingen udslet, ingen andre symptomer end opkast, og fordi jeg kender hende indgående, så kan den opkast meget vel være en kropslig reaktion på den fuldstændig mindblowing oplevelse det var for min datter endelig at opleve Harry Potter universet. Fuldstændig mættet af indtryk, hendes største drøm der er gået i opfyldelse, års ventetid er forbi, og det opkast kom så meget ud af det blå at det helt tydeligt ”bare” var en kropslig reaktion på at være fyldt til randen. At hun så ovenikøbet havde spist en kæmpe jordbæris på vejen ud til bussen, tror jeg har været bægeret der fik hendes oplevelsefyldte krop til at flyde over, og derfor kastede hun op. Jeg er ikke læge, men det er mit bedste bud. Og ja, hun kastede op to gange om aftenen, ikke ret meget, men lige det sidste jordbæris, og da hun vågnede næste morgen, var hun lidt træt, men havde ingen tegn på sygdom.
Vi tog ud og shoppede, og havde hun rent faktisk været syg den morgen/formiddag, så havde hun nok overlevet en tur til verdens største legetøjsbutik (det mente sagsbehandlerne i hvert fald), og som du kan se på videoen fra vores shoppetur her, havde hun intet mindre end en fest. Syge børn står ikke og danser på rulletrapper og i sæbebobler eller hopper rundt af glæde og begejstring. Jeg tilbød sagsbehandlerne at se videoen, men det behøvede de slet ikke.
Jeg fortalte også at min datter er alene hjemme i 45-60 minutter hverdagene (ikke alle hverdage, da vi også tit er på ture og har aftaler med andre hjemmeunderviserfamilier/praktikker tidligt), mens jeg afleverer lillesøster, og jeg går en tur eller løber en tur (altså, jeg tænker i hvert fald på at jeg på et tidspunkt gerne vil løbe … en dag) og har lidt alenetid. Min datter spiller/gamer med sin veninde der også bliver hjemmeundervist, og har sjældent tid til at snakke med mig hvis jeg ringer for at høre om hun vil have noget med hjem fra bageren. ”Mor, læg på, jeg spiller lige med XXX”.
Så at min datter er alene, på et hotel i London, mange timer efter shoppeturen hvor hun danser rundt, ingen opkast, ingen tegn på sygdom, intet, på et hotel hvor hun allerede er på fornavn med receptionisten, fordi hun af natur bare er sådan at hun snakker med alle og har en grundtillid til andre mennesker, hun har WIFI (hvilket barn elsker ikke det?), hun kan ringe og facetime mig anytime, da jeg har telefonen med, og hun har min computer (hun skriver faktisk på et tidspunkt en sms, og spørger om jeg vil sende et billede af Big Ben til hende) – præcis som hun kan derhjemme, og hvis der nu udbrød brand, så ville hotellet vide hvordan de evakuerede og fik alle med ud. Og hvis jeg nu vi leger at jeg var blevet ramt af en rød dobbeltdækkerbus og ikke kom tilbage, så ville hun på et tidspunkt ringe til min mor, hendes far, mine veninder (som alle er på opkaldslisten), eller gå ned i reception og snakke med en voksen, fordi hun taler ret fremragende selvlært engelsk af en 8 årig at være, og et ret handlekraftigt og løsningsorienteret barn. Faktisk var det sådan, at da min yngste og jeg kom tilbage fra Big Ben, så kunne vi høre min datter synge inde fra hotelværelset (”FOR JEG’ EN GAMER, MIN MOR SKAL IK’ BESTEMME HVOR MEGET JEG SKAL GAME”), og vi kunne høre hende hoppe i sengen, præcis som hun er, præcis som derhjemme. Alt var så fint.
Madeleine McCann
Jeg kan så forstå på Reddit, at fordi et 3 årigt barn forsvandt fra et hotel i Portugal i 2007, så kan børn (på 8) ikke længere være alene på hoteller i ”millionbyer”, fordi så forsvinder de simpelthen og bliver aldrig fundet igen. Hvis nogen overhovedet skulle finde min datter på det hotel vi boede på, den time og kvarter jeg var væk fra hende, så skulle de først og fremmest være udstyret med en god portion tålmodighed, for den elevator der gik op til 4. sal hvor vi boede, den levede helt sit eget liv, og jeg har ikke tal på hvor mange gange vi stod og prøvede at ”fornemme elevatorens koblingspunkt” for at få den til at køre op på 4. sal. Især den eftermiddag hvor min datter og jeg stod dækkede til med jordbæris-bræk på sort tøj, var det ekstra underholdende at den ikke gad køre. Og skulle man i stedet tage trapperne, så skulle man hyre mine børn, eller einen Spurhund, til at finde vej i den gamle bygnings snørklede mærkelige trapper der ingen mening gav. Begge mine børn kunne trappe-labyrinten udenad. På 4 dage lærte jeg aldrig trappevejen at kende, og kunne ikke gå der uden mine børns vejvisning. Og så det lille faktum at man skulle fordi ret mange værelser på alle etager med mit temmelig viljestærke barn under armen, som står op for sig selv som ingen anden – held og lykke med det kidnapningsprojekt. Vi skal måske også passe på med ikke at kappe vingerne af vores børn og deres selvstændighed, fordi noget grimt skete mod nogen et andet sted i verden for 17 år siden.
Mine to sagsbehandlere kvitterede på historien: ”Jamen det er jo alt sammen helt indenfor skiven, der er jo intet at komme efter, og det lyder faktisk til at du læser din datter enormt godt, og at alenetiden også er god for hende. Det ville den ikke være for alle børn, og nogen 8-9årige kunne ikke være alene på et hotel i en time eller to, men det lyder jo faktisk til at det var en win-win for jer alle 3 i London, at hun blev på hotellet og hyggede, og lillesøster og dig fik oplevet London lidt. Man kan jo altså også få lidt nok af hinanden på sådan en tur, uanset hvor højt man elsker hinanden”. Og lige der kunne jeg mærke glæden over at jeg ejede hele mit morhood i det rum, overfor de her to skønne kvinder. Tak. Men det sluttede ikke der.
Jeg nåede kun at sige ”Og ja, det er rigtigt at jeg har skrevet at jeg har råbt, og det står jeg fuldt ud ved …” hvorefter de afbrød mig i kor og sagde ”hvem fanden har ikke det? Prøv og hør her, alle mennesker bliver pressede, jeg har også råbt af mine børn”. Og så var den lukket.
Hvad så med næste underretning fra Reddit?
En reel bekymring jeg har haft var, hvad der sker hvis min stalker på Reddit bliver utilfreds med at kommunen ikke har tvangsfjernet mine børn, når nu ”hun har gjort sig så umage” med at ”beskytte mine børn” mod ”deres onde mor”, så det spurgte jeg selvfølgelig ind til. Hvad så hvis hun fortsætter? Jeg fortalte at jeg i 17 år har drevet blogs, og mit primære formål med mit arbejde er at bryde tabuer, og italesætte emner som mange forbinder med skam, skyld eller tabu. Så som abort, alternative familieformer, senfølger efter overgreb i barndommen, skygger i familier, metoo, at træde sin egen sti og leve livet selvom man er anderledes end majoriteten, og nu det at blive stalket via anonym underretning. Det får man selvfølgelig ikke kun gode venner og glæde læsere af. Mine emner rammer dybe følelser hos folk, og derfor har jeg en god portion mennesker der er sikre på at jeg er djævlen selv, pakket ind i en lidt buttet morkrop, placeret i Lyngby, vogter af to stakkels stakkels børn. Jeg fortalte at den eneste måde jeg kan stoppe de her angreb på, det er jo ved at stoppe med at lave det jeg brænder for og det jeg arbejder med, og det har jeg sådan set ikke tænkt mig. Jeg har haft stalkere før, jeg havde engang en stalker som udgav sig for at være psykolog, og som begyndte at sende mig lange psykoanalyser af mine blogindlæg. Jeg måtte melde en kvinde til politiet for dødstrusler, har haft hatere der konsekvent omtalte mine børn som ”bolleaffald” (stadig wow!) og så videre, men det her er alligevel det mest grænseoverskridende jeg har prøvet. At hele mit virke bliver degraderet til 4 screenshots ud af over 1000 udgivelser, uden at vedkommende på nogen mulig måde har forholdt sig til mit reelle arbejde, mine værdier og det jeg står for som blogger, men også som hjemmeskolemor og debattør efter 17 års arbejde. Det er vildt. Hun svarede at det eneste kommunen gør er at forholde sig til det socialfaglige, men at stalking og chikane jo faktisk hører inde under straffeloven. Vigtig pointe, men det skulle vise sig at min bekymring for flere underretninger den ikke behøver fylde ret meget længere.
Vi fortsatte samtalen, jeg har lyst til at dele det hele, ord for ord, men du skal også videre i livet, og jeg har et par cliffhangers jeg skylder at dele med dig.
Så, alt for kort fortalt, så sluttede mødet med disse ord ”I har jo et supergodt samarbejde, og det lyder virkelig til at I gør det virkelig godt for jeres børn. Ifølge ny lovgiving skal vi møde børnene, men jeg tænker at I bor så tæt på, at jeg måske bare lige smutter forbi i næste uge eller ugen efter, og så lukker vi den her sag. Og så står der jo i vores papirer at vi skal spørge om I har brug for hjælp til noget, men det virker ærlig talt ikke til at I har det?” og vi var alle 4 enige om at det har vi ikke, for vi gør det ret godt.
Udtalelser fra institution
Kommunen indhenter normalt også udtalelser fra børnenes institutioner, men her sagde den ene sagsbehandler at ”i har vel ikke rigtigt noget vi kan indhente, når nu den ene lige er startet i skole og den anden hjemmeskoles?”. Og her må jeg bare sige at jeg i dag takker mig selv for at svare ”altså, det er under en måned siden den lille stoppede i den børnehave hun har gået i i næsten 3 år, jeg er helt sikker på I kan hente en fin udtalelse fra dem, og vi har faktisk også lige haft tilsyn i hjemmeskolen, så jeg synes i skal kontakte vores tilsynsførende og få hende til at skrive en udtalelse også”. Det ville de gøre, og lige om lidt skal jeg fortælle dig hvorfor jeg startede det her blogindlæg med at jeg græd.
Hjemmebesøg fra vores sagsbehandler
Et par uger efter kom vores sagsbehandler forbi. Jeg havde fortalt pigerne at vi fik besøg, og at der kom en sød dame, der gerne ville høre lidt om hvordan det egentlig er at være mine to børn. Andet forberedelse lavede vi ikke, pigerne glædede sig. Mine børn synes altid det er hyggeligt at få gæster, og de er ikke bange for at snakke, vise og fortælle når der kommer nye mennesker på besøg. De er vant til en mor der har været selvstændig, og som har haft mange møder omkring spisebordet derhjemme, både mens jeg har ammet og har haft små børn siddende under bordet, mens de voksne snakkede kedelig business over bordet.
Sagsbehandleren (ental) kom hjem til os, vi satte os alle sammen rundt om spisebordet, og så blandede jeg mig ellers udenom snakken. Hun havde et par spørgsmål til pigerne, som meget hellere ville fortælle og vise alt mulig andet. Efter 10 minutter sagde hun at ”ja, jeg ved snart ikke rigtigt hvad jeg mere skal spørge om?” og sagde næsten undskyldende at “vi skal jo ud på de her besøg nu, med den nye lov”, men man kan altså ikke bare komme ind i vores hjem, og tro man kan smutte igen efter alt for kort tid, så hun fik både set Hermione Grangers festkjole, min yngste datters tryllestav fra Harry Potter museet, pigerne ville gerne have at jeg læste citater op fra den bog jeg har, hvor jeg i 9 år har skrevet sjove ting pigerne siger ned og og og og. Til sidst var vores sagsbehandler nærmest nødt til at bakke ud, og pigerne havde haft en fest. Det var så fin og god en oplevelse.
Tårerne
Da jeg så i går morges stod uden foran Netto, på vejen hjem fra min gåtur, ringede min sagsbehandler på sagen. Hun fortalte at hun havde fået brev fra vores tilsynsførende i hjemmeskolen, som havde lavet en udtalelse, og om ikke hun lige skulle læse den op for mig? Det måtte hun gerne. Da hun var nået 4 linjer ind i udtalelsen, græd jeg. Af glæde. At høre de vidunderlige, anerkendende og store ord fra vores tilsynsførende, læst op af sagsbehandleren på sagen om den anonyme underretning, og ind i mit øre, der foran Netto, det var mere end jeg lige kunne bære.
”… datter er fagligt foran i alle fag … så glad en pige og altid imødekommende mor og barn når der er tilsyn … fortæller og viser og har en struktureret hverdag … mor har stort fokus på datters sociale liv og udvikling … inspirerende at følge deres hjemmeskole, altid en fornøjelse at besøge ….” og og og og. Jeg kommer ikke til at dele den, da den, modsat underretningen, indeholder private oplysninger, men Redditfolkene har hermed en åben glædesinvitation til selv at komme hjem og læse den fantastiske udtalelse fra vores tilsynsførende. Alt det jeg for 2 år siden ikke anede om jeg ville være i stand til at klare, da jeg tog mit nedbrudte barn i mistrivsel ud af skolen, og hjem i vores akutopstartede hjemmeskole, det stod der, sort på hvidt i myndighedernes papirer, at det kan jeg rent faktisk klare til den store guldmedalje. Mig, den mærkelige alenemor der både læser fuld tid til lærer, hjemmeskoler højt begavet barn på fuldtid, er alenemor til to og finansierer det hele på en SU og lidt ekstraarbejde. En kæmpe anerkendelse, et kæmpe skulderklap. Og jeg græd. Jeg følte mig simpelthen så set.
Men sagsbehandleren var ikke færdig endnu: ”og jeg må bare sige Frejamay, at dine to børn jeg mødte hjemme hos dig, de var jo simpelthen ikke til at stå for, hold nu op for en fantastisk oplevelse, og der er jo overhovedet ingen tvivl om at de har det virkelig godt, og at du er en fuldstændig fantastisk mor, der gør det så godt”. Og jeg kunne høre omsorgen og respekten i hendes stemme.
Og nu det er ikke længere bare noget jeg siger, nu har jeg papirer på at jeg er en fantastisk mor, fra myndighederne. Som en mor der altid har trådt min egen sti, aldrig har passet ind i bøgerne eller kasserne, altid har skulle forklare og forsvare mine valg, som mange først langt senere anerkender, og ofte også ender med at rose, så kan jeg ikke beskrive hvor stort det her er. Af alle outcomes der kunne komme ud af denne her sag, så var det her ikke et af dem jeg havde set komme. Jeg kommer til at blive så irriterende herfra, den slags anerkendelse skal jeg lige vænne mig til at bære. Jeg har altid haft en iboende frygt for kommunen, mest fordi jeg som barn oplevede store svigt fra systemet, og jeg blev ikke imponeret da min datter havde det svært og jeg selv rakte ud efter hjælp, og endte med at tage sagen i egen hånd, tage min datter hjem, og få hende i trvisel igen. Men mest fordi, at jeg som ”anderledes” i samfundet aldrig har følt mig safe, og da jeg så også blev alenemor og studerende og hjemmeskolemor, så vidste jeg at jeg var særligt udsat i systemets øjne, i hvert fald sådan som jeg altid har kendt systemet. Alenemødre lever stadig under et stigma, uanset om vi vil det eller ej, alenemødre knows, og møder det desværre stadig mange steder, også selvom mange af os er ret ressourcestærke, og får ret vilde ting til at ske. Så tænk engang, at denne sag, som blev at se min værste frygt i øjnene, endte med at blive en kæmpe anerkendelse og respekt for lige præcis mit morhood. Nu endda dokumenterbart hos myndighederne.
Jeg er så glad og taknemmelig for det her møde med systemet, og den omsorg og anerkendelse jeg og vi er blevet mødt med. Faktisk anerkendte begge sagsbehandlere også mit arbejde som blogger, fordi de ofte sidder med de mødre, der tror de er kommet til at ødelægge deres børn, fordi børnene har set mødrene græde, eller at en mor eller far har råbt eller skændtes. Og det er præcis derfor jeg blogger, det handler om at normalisere og aftabuisere det ægte forældreskab, som det ægte ser ud. Det handler ikke om at vi skal synes at råb eller skældud bare er fjong, for det er der ingen i verden der synes. Men vi skal lære at det pæne, polerede, redigerede high-light vi eksponeres for i læssevis på de sociale medier, det ofte har utrolig lidt med den virkelige verden at gøre. Jo flere vi er der taler om nætter uden søvn, afmagt, utilstrækkelighed, men også om styrke og det at opdrage selvstændige børn der kan tænke selv, om de dage vi tror på os selv så vel som de dage vi tvivler, jo flere er vi med til at gøre sådan at vi alle sammen kan trække vejret lidt bedre, sænke skuldrene lidt, og stå ved de hele mennesker vi er, også overfor vores børn, som har brug for noget ægte at spejle sig i, især i en verden der virker mere og mere fake.
Og nu vi er ved det med at råbe, ved du så hvad der også kan være giftigt for børn at være i? Stilhed. Det usagte. Undertrykt vrede der alligevel kommer ud gennem sidebenene. Du kan jo tænke lidt over hvorfor jeg har dedikeret mit liv til at tale om usagte ting, der skal ikke mange psykologuddannelser til at regne den ud.
Så den omsorg der absolut ikke var til stede for hverken mine børn eller for mig i den anonyme underretning, den mødte jeg til gengæld tifold fra et system der selvfølgelig har lukket sagen, og har pakket den ind i verdens største skulderklap, ros og anerkendelse. Den vil jeg gemme til evig tid, måske hænge den op på juletræet til jul eller hænge den op på min hoveddør: ”her bor en fantastisk mor med to fantastiske børn, myndighedsgodkendt”.
Og hvor er det også vildt, grænsende til en skudsikker megalomani, at tro at man som helt fremmed simpelthen ved bedre end en tilsynsførende (det står alle steder på mine some’s at vi har løbende tilsyn), endda en knalddygtig skoleleder (det har jeg også skrevet om mange steder), der kommer i vores hjem, en børnehave fuld af dygtigt fagpersonale, der ser min datter hver eneste dag, og alle de dejlige mennesker vi har i vores liv, og som ser mine børn hver eneste dag. Men nej, Reddit knows simpelthen. Internetdetectives. Det siger alligevel ikke så lidt.
On that note kan jeg fortælle at jeg helt aktuelt, arbejdsmæssigt/researchmæssigt, sidder med en sag på en kvinde, hvor jeg i weekenden læste intet mindre end 90 sagsakter fra hendes liv. 40 års massivt omsorgssvigt, og et system der bare ikke har reageret, på trods af jeg ved ikke hvor mange fagfolk, der har råbt op og op og op, den ene mere alvorlige og faktuelt funderede bekymringshenvendelse efter den anden. Jeg læste den sammen med kvinden, som sagen handler om, og vi snakkede om hvor vildt det er at kommunen skal bruge kostbare dyrebare timer på at min ene datter har klippet sit eget hår og den anden datter har danset til MGP musik 1 time og 15 minutter alene på et hotel i London, når der er børn der udsættes for ægte omsorgssvigt i Danmark hvert eneste sekund. At man ikke kan tøjle sit eget tunnelsyn, sin egen stalkermentalitet og sit eget had til en influencer (eller medløberhad, mange af dem på Reddit har jo aldrig fulgt mig og ved heller ikke hvad jeg står for andet end de få screenshots man håndplukker ud og deler med foragt), og derfor misbruger det eneste system vi har til at passe på børn, som hun var, og som en dag (snart) deler sin historie med dig, det er skræmmende. Meget mere om det snart.
En note om systemet
Som jeg har skrevet flere gange, så er jeg ikke imod det anonyme underretningssystem. Jeg synes det er sindssygt vigtigt at vi har det system, så vi kan råbe op når der er børn der udsættes for vold, overgreb eller omsorgssvigt. Men jeg synes vi skal have en samtale om hvordan det system kan optimeres, så den enorme ressource, der lige nu bruges på at håndtere 152.700 underretninger årligt om lidt under 85.300 børn og unge, og tallet er pt. stigende, om det er den bedste måde at hjælpe børn på ( kilde: dst.dk ).
Lige nu er det sådan at alt for mange omsorgssvigtede børn stadig går under radaren, som vi ikke får øje på, selv med at underretningssystem hvor vi kan være anonyme (læs denne rapport fra Trygfondeon – 79 siders barske facts). I en del af de sager hvor barnets nære omsorgspersoner dømmes for vold mod børnene, hører man første gang om barnet og volden i politianmeldelsen, der har altså ikke fundet en underretning sted først. 8-9 ud af 10 af underretningerne fører ikke til en indsats (som spænder fra alt fra et kursus til tvangsfjernelse, der føres mig bekendt ikke log over hvor mange børn der reelt bliver hjulpet i systemet, hvor mange der ender som årelange sager, hvor mange der bliver overset).
Alle underretninger behandles ens. Måske kunne man have en form for pointsystem, så man kunne sortere en underretning som min fra hurtigere, hvor sagsbehandlerne, allerede inden de har mødt mig, godt kan se at den her underretning er ret langt ude. Måske findes det pointsystem allerede internt, det ved jeg ikke. Men hvis en fagperson tæt på barnet skrev en underretning, så tællede det mere og skulle behandles hurtigere og med flere ressourcer.
Noget andet der, i mit tilfælde hvor der er tale om stalking og chikane, kunne have været rart, det var at blive ringet til mig. Få et rigtigt menneske i røret hurtigst muligt. Det kunne have fjernet 70% af det psykiske pres jeg gik med at have talt med min sagsbehandler, og høre hende sige ”ved du hvad, vi er ærlig talt ikke særlig bekymrede over det her, det virker som chikane, så tag det roligt. Ifølge loven skal vi sådan og sådan, og så mødes vi og så sådan og sådan”. Den tryghed og ro det giver at have talt med et menneske når man modtager en anonym underretning, det gør virkelig en forskel.
Hvilken verden abonnerer du på?
Og så er vi nødt til at tænke lidt mere langsigtet over hvilken verden det er vi abonnerer på. For hvad er konsekvensen hvis vi fortsætter med at underrette alle der har en anden holdning i forældreskabet end dig, eller bare mennesker vi ikke kan lide? Jeg ser dagligt ting jeg synes er ret langt ude forældrehood i min verden, f.eks. forældre der presser deres børn i skole og lytter til absurde og skrækkelige råd fra fagpersoner om at ”så må du jo bære dit skrigende barn ind i bilen, spænde det fast og vise hvem der bestemmer hjemme hos jer, for børn skal altså i skole”, hvis det ikke er vold mod et barn i mistrivsel, så ved jeg ikke hvad der er, men det praktiseres både af forældre, og gives som råd af fagpersoner. Eller forældre der er over deres børn konstant, så barnet aldrig nogensinde udvikler nogen form for selvstændig tanke eller selvstændighed, eller tro på sig selv – hvordan regner man med at de børn vil klare sig når de møder det rigtige liv, det kan jeg godt argumentere for er omsorgssvigt. Og forældre der er så kontrollerede at ingen i familien kan trække vejret, slet ikke børnene? Og forældre der helt frivilligt lader deres børn være på TikTok, det forstår jeg absolut intet af.
Min liste er skam også lang, jeg er ikke hævet over at dømme andre forældre dagligt. Det er bare ikke min mission at gå og donke andre forældre i hovedet med et egetræ, fordi jeg aldrig ville gøre som dem. Ej heller er det min opgave at underrette myndighederne om forældre der er helt anderledes end mig selv, eller forældre jeg absolut ikke bryder mig om. Jeg har en masse forskellige forældre i min omgangskreds, og guderne skal vide at der er mange ting jeg af og til hæver øjenbryn over, men så længe jeg kan se børnene har det godt, at jeg kan tale med forældrene, hvis jeg har en bekymring, eller selv kan være en støtte i en periode, hvis jeg ved mor eller far eller barn har det svært, så er der ingen grund til at belaste et system, der skriger på mere grundighed og flere hænder, for at komme de børn til undsætning der ingen kærlige forældre har, eller som har glemt børnene midt i hadet mellem mor og far i en skilsmisse.
Et par stykker på Reddit har skrevet “jeg overvejede faktisk at skrive til Frejamay, men så bliver man jo bare kaldt for MORPOLITI” - ja så kan jeg godt se det er bedre at udsulte et belastet system der har til formål at redde børn, end faren for at du bliver kaldt noget du ikke bryder dig om, det virker jo helt rimeligt.
Og hvad så når vi rammer 300.000 underretninger om året? Hvor mange familier har vi ressourcer til at hive igennem systemet for måske at redde få, og redder vi så nok, når vi samtidig skal håndtere 300.000 underretninger hvor alle underretninger tæller lige mange point? Eller udvander vi selv det eneste system vi har for at hjælpe de her børn? Er der en måde hvorpå vi kan være mere træfsikre, og hvor systemet ikke så let kan misbruges til eksempelvis stalking by proxy og chikane?
Det vil jeg i hvert fald gerne have en samtale om. Og så er der kun tilbage at skrive sidste del af denne føljeton, hvor du skal møde min underretter, og hvor vi skal tale lidt mere om stalking, om fremtiden og om mit nye superego som mor, og hvad jeg vil bruge det til fremadrettet.
Tak fordi du læste med
