Anonym underretning vol 2. Umulig ventetiden og grinet der forsvandt
Dette blogindlæg er en del af en føljeton i 4 dele:
Læs del 1 her: Anonym underretning vol 1. Brev fra kommunen
Læs del 2 her: Anonym underretning vol 2. Umulig ventetiden og grinet der forsvandt
Læs del 3 her : Anonym underretning vol 3. Mødet med kommunen (long read)
Læs del 4 her: Anonym underretning vol. 4 Mød min anonyme underretter
Det ramte mig som et slag i maven i dag, da jeg hentede min 6 årige datter fra skole, og vi gik op for at hente storesøster på 9 i sin SFO. Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men vi begyndte i hvert fald begge to at grine højt af noget min datter sagde. Min datter kigger på mig med sine store brune øjne og siger ”Mor det er dejligt du griner i dag, for det har du slet ikke gjort på det seneste … og jeg kan rigtig godt lide at høre dig grine”. Lige der, ud af munden på mit uskyldige barn på 6 år, formåede hun at tegne et ultrapræcist billede af hvordan det har været siden jeg modtog den anonyme underretning i min eboks. Jeg holdt op med at grine sammen med mine børn, jeg stoppede med at grine af noget som helst. Det nemmeste ville være at lade som om den her underretning overhovedet ikke har påvirket mit liv, men som du kan læse i dette indlæg, så ville det være meget langt væk fra sandheden.
Disclaimer: Hvis du ikke kan lide følelser, så skal du nok hoppe det her blogindlæg over.
De første dage
Det var vigtigt for mig at tale om underretningen med alle der gad høre om det. Ikke online, ikke med fremmede, men med mit fuldstændig fantastiske netværk af mennesker jeg har brugt 40 år på at bygge op. Og alle lyttede, alle var der. Jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret det uden alle i min ”landsby”. Mødet med kommunen var først om 23 dage, og de opkald og beskeder jeg havde lagt til sagsbehandlere på sagen, de blev til min kæmpestore frustration ikke besvaret. Så jeg sad bare der, ædt op af magtesløshed, og mig der kan handle mig ud af næsten hvad som helst, jeg havde ingen mulighed for at handle mig ud af det her. Handlingslammet. Jeg skulle bare være med det, i det, lev med det.
Rent praktisk havde jeg en datter der havde sidste dag i børnehave, som jeg skulle og ville være nærværende i, samme dag som jeg modtog underretningen i eboks, (det var en hård prøvelse). Dagen efter skulle hun starte i skole, gigantisk skifte i et 5 årigt barns liv (og i moderens). Få dage senere igen havde hun fødselsdag, og få dage senere skulle den store starte i SFO, som supplement til vores hjemmeskole (alt det kan du læse om lige her). Jeg var rimelig hårdt spændt op på følelser og de kæmpeskift jeg skulle håndtere, ikke bare mine børns, men også mine egne. De fleste forældre kan relatere til hvor store begivenheder det er.
Mit indre skiftede konstant mellem vrede, indebrændthed, især fordi jeg kunne læse i underretningen at den kun handler om mig, ikke om mine børn. Den handler om holdninger, ikke mistrivsel eller omsorgssvigt. Den anonyme underretning handler om nogen, der synes jeg er et forfærdeligt menneske, og at jeg skal straffes for vedkommendes egen indre vrede (der absolut intet har med mig at gøre, men det kommer vi snart til). Der er ikke skyggen af omsorg, håb eller medfølelse for hverken mine børn eller for mig i den underretning (hvis vi nu antog at der rent faktisk var noget at være bekymret for, men det vender vi tilbage til i næste del), kun angreb, kun had og smålighed. Der er ingen i den underretning der føler noget som helst for mine ”stakkels børn”, og det gjorde mig rasende. Havde det nu været en skoleleder eller pædagog, eller nogen der kendte os og var oprigtigt bekymrede, så havde det været en helt anden sag, men det her er bare et misbrug af et system fra en person der har nul indblik i sine egne følelser, og ikke har lært at tage ansvar for sig selv endnu. Der må være andre end mig der er udsat for personens manglende evne til at kigge indad og tænke ”måske er det hos mig selv jeg skal kigge efter når nu jeg bliver SÅ trigget af det Frejamay gør? Hvad er det jeg bliver ramt af? Måske er der noget i mit eget liv der støjer, eller som jeg flygter fra og dulmer med at overbevise mig selv om at jeg er bekymret for fremmede menneskers børn, som jeg aldrig har mødt?”. Jeg tror ikke det er muligt at trænge ind til sådan et menneske, desværre, for det kunne helt oprigtigt være interessant at høre hvordan vedkommende får overbevist sig selv om at det handler om alle mulige andre end hende selv.
Det stjålne nærvær
Det var umuligt for mig at være ordentligt til stede med mine børn, og jeg hader at jeg ikke formåede at ”hæve mig over det” og tage det hele i stiv arm. Men når man kontakter en myndighed der i sidste ende har magten til at fjerne børn fra forældre, så tror jeg ikke der findes en eneste mor eller far derude der kan tage sådan en situation i stiv arm, Det handler jo om det vigtigste i ens liv: ens børn.
I stedet for en stiv arm, var jeg en tom skal meget af tiden, en statist der var sat ind i rollen som en mor, i en kulisse der var mit hjem, med stemmer der lød lidt for langt væk til at jeg ordentligt kunne høre hvad de sagde. Mig uden rødder, uden fodfæste, uden balance. Alt blev uvirkeligt og fjernt, min hjerne blev grødet, og jeg tog mig selv i bare at stå, bare at stirre, bare at se på ingenting, tom i blikket, fuld af meningsløshed og tomhed der voksede.
Det ene øjeblik
Det ene øjeblik var jeg dybt taknemmelig over med sikkerhed at vide at den anonyme underretter ikke var nogen der kender os. Tænk hvis jeg også skulle arbejde med mistillid til alle omkring mig, fordi jeg ikke vidste hvem det var der havde skrevet underretningen. Alle ville være under mistanke, ville jeg nogensinde kunne stole på nogen igen? Men det problem har jeg heldigvis overhovedet ikke. Ingen omkring os ville skrive den anonyme underretning, alene af den grund at de både kender mine børn og mig, de oplever to selvstændige, modige, omsorgsfulde, kreative, kloge og livsglade piger, og en mor der både heler generationel smertehistorie, som ikke kommer videre til mine børn, den stopper i mig, arbejder med sig selv, og altid har fokus på børnenes trivsel før alt andet, og som giver begge børn de absolut bedste forudsætninger ud fra hvilke børn de begge to er. Det er jo også derfor jeg gør mange ting anderledes i forhold til andre, jeg tager udgangspunkt i de to meget forskellige små mennesker jeg har fået ansvaret for, og ingen af dem har brug for at følge nogen sti nogen har trådt for dem. Begge børn her hjertemod til at træde deres helt egen – det er jo det hele min formidling handler om. Og det ved langt de fleste der læser med her også, i hvert fald alle de læsere og følgere der har hjertet med sig, når de klikker ind på min blog, min instagram eller min facebook.
Det andet øjeblik
Det andet øjeblik føler jeg mig magtesløs over at leve i en verden hvor vi skal deale med stalkere, hatere og mennesker der bruger ensomhed, misundelse, bitterhed og what not til at klistre sig fast til andres liv, i stedet for at gå ud og leve deres eget. Jeg forstår den psykologiske mekanisme der er på spil i det, men menneskeligt forstår jeg det ikke. Der er masser af mennesker jeg ikke bryder mig om, få jeg hader, men de findes, men at spilde mit eneste ene liv jeg har på at vade rundt i andres, især mennesker der nul procent inspirerer mig eller giver værdi til mit liv, det går ud over min fatteevne. Jeg må virkelig vække noget i de mennesker der holder øje med alt hvad jeg foretager sig, især når de bruger ÅR, altså ikke timer, dage eller måneder, men ÅR af deres eneste liv på at sjoske rundt i hvad jeg måtte skrive, mene, poste, sige eller gøre. Det synes jeg stadig er en fuldstændig sindssyg prioritering, men det må give noget der er vigtigt for de mennesker. Måske de selv ved hvad det er?
De dage hvor det jeg ved virker, det virker
Jeg har trukket på alt vad jeg har at go-to’s i forhold til at skabe jordforbindelse og grounding. Det der har virket bedst har været at tage farverigt tøj på, gå mine lange ture og bade så meget i havet som overhovedet muligt. Hele tiden nulstille mit nervesystem og finde ro. Snakke, snakke og snakke, fortælle, dele min vrede, ikke være bange for at mine nærmeste syntes “nu er du for meget”. Det har ingen gjort, alle har haft forståelse for at det her er en ekstraordinær nederen situation.
De blytunge dage
Der har været dage hvor alt stod helt stille, hvor alt hvad jeg kunne var at ligge på sofaen når jeg fik mulighed for det. Det er ikke så nemt når man er alenemor til to, hjemmeunderviser det ene barn på fuld tid, læser til lærer på fuld tid oveni, og har et arbejde, en blog og drømme der skal forfølges. Men det er muligt i glimt.
Dagen efter jeg fik underretningen skulle Selinna starte på sin nye skole. I dag kan jeg knap nok huske den dag. Alt var tåget indeni. Jeg fakede at være nærværende, at være en overskudsagtig mor der glædede sig til at hilse på alle de andre forældre, men i virkeligheden overlevede jeg bare med alt hvad jeg har lært. Det hele føltes som en sorg … hvor du kan stå i køen i Netto og prøve at regne ud hvor meget det bliver ialt, og pludselig, ud af det blå, står alting stille indeni dig igen, fordi sorgen også kommer i Netto. Jeg sagde farvel til Selinna og gik ud og græd helt lydløse tårer bag mine solbriller, og gik hjem og var hjemmeskolelærer for min datter der hele tiden måtte spørge om jeg havde hørt hvad hun havde sagt. Det havde jeg ikke. Til gengæld havde jeg hørt min puls hamre højt inde i mit ene øre, som havde jeg været til Rammstein koncert og havde stået med den ene koncerthøjtaler inde i øret. Det havde jeg hørt, pulsen, men jeg havde ikke hørt hvad min datter sagde til mig, dagene var tunge … til gengæld gik tiden også urimeligt langsomt, og det føltes som om jeg havde ramt en evighed. Hvor lang er en evighed?
Så ja, jeg stoppede med at grine. Der har ikke været noget der var sjovt, jeg flød med hverdagen så godt jeg kunne, men fordi mit nervesystem og mit hjerte var presset, så kunne jeg slet ikke samle mig om at få læst til mit studie. Jeg elsker mit studie på læreruddannelsen, og jeg har en høj grad af selvdisciplin, derfor er den digitale læreruddannelse perfekt for mig. Men jeg kunne ikke læse. Mine øjne vandrede bare over papiret og ud i tomheden igen. Derfor besluttede jeg mig for, efter alt for lang tid med dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til min egen læseplan, at skrive til min underviser og fortælle ham det hele. Hans svar ramte mig som en harpun af kærlighed lige i hjertet.
Min lærer
Der findes bare mennesker der ved hvordan de skal håndtere kriser og uretfærdighed, og mailen fra min lærer, som var sendt kl. 7.31 om morgenen, 6 timer efter jeg skrev til ham, den var så fuld af omsorg, forståelse og vrede på mine vegne. Min lærer tilbød mig at ringe mig op, jeg sagde ja tak, og jeg havde en halv times samtale hvor jeg blev hørt, mødt, grebet, forstået og hvor han delte sin forargelse over at mennesker kan finde på at udsulte et (i forvejen presset) system, som jo er designet til at hjælpe børn der rent faktisk har brug for at systemet griber dem, tager sig af dem, støtter dem, støtter familier, og giver børnene chancen for at få en barndom hvor de oplever at blive set, mødt, hørt, grebet og elsket. Ikke hvor sagsbehandlere skal bruge værdifulde timer på at snakke med en mor og en far til et barn der engang har klippet sit eget hår med en saks, eller en mor der på et tidspunkt har råbt af sine børn i afmagt (og har sagt undskyld) – noget som 95% af alle forældre har stået i.
Jeg har lært at sandheden altid kommer frem, og at man altid kan sige det der er. Den anonyme underretning kommer jo i princippet ikke min uddannelse og min lærer ved, men jeg ved de er interesserede i at vi som studerende har det godt, og jeg har haft mange gode skriverier og samtaler med min underviser om alt muligt jeg er stødt på i de 1,5 år jeg har læst, derfor føltes det nemt og rigtigt også at dele denne del af mit liv med min underviser, og jeg er simpelthen så glad for at jeg gjorde det.
Jeg har også kontaktet min fuldstændig fantastiske læge, som jeg havde et godt samarbejde med dengang min far døde, min store datter var i mistrivsel i sin skole (og vi fandt ud af at hun er højt begavet), og jeg var ved at knække midt over. Min læge trådte til og sagde at jeg bare kunne booke alle de samtaler hos hende jeg ville, så jeg havde et rum der var mit, hvor det kun handlede om mig. De samtaler fik mig igennem en af de sværeste perioder i mit liv, og min læge var fuld af beundring over hvordan jeg formåede at holde fast i mig selv i en tid som ville have knækket de fleste. Det er jeg også selv, men jeg havde ikke klaret det uden min landsby, herunder min dygtige læge. Jeg sætter alle sejl når det sejler, der er ingen grund til at drukne med sejl der ikke er sat.
I det hele taget må jeg bare sige at taknemmelighed også har været en del af det her cirkus. Der er ikke det menneske i min omgangskreds der ikke har rejst sig for mig. Nær og fjern, perifere og helt tætte. Mine veninder, mine naboer, min familie, følgere i min indbakke der har været dybt chokerede over den underretning, kollegaer, mine medstuderende, lærere, alle. Jeg har selv skulle gå hvert skridt, det kan ingen gøre for mig, men der har ikke været et eneste sekund hvor jeg har stået alene. Jeg ønsker for alle at de oplever hvordan det er at være så omgivet af så uendelig meget støtte og kærlighed. Selvom jeg nok aldrig vil glemme denne tid for den smerte det har medført, så håber jeg at taknemmeligheden og kærligheden fra min landsby med tiden vil overskygge og spille hovedrollen i fortællingen fremadrettet.
Ventetiden er forbi
Dagen for mødet med kommunen nærmede sig endelig. Jeg havde forberedt mig grundigt, jeg havde talt med dygtige fagpersoner i mit netværk, og jeg havde fundet noget at bruge tiden på, når nu jeg ikke kunne læse til studiet, og åbenbart heller ikke var særlig motiveret for rengøring i den lange ventetid. Som jeg skrev i del 1, så skete der nemlig noget allerede dagen efter jeg modtog underretningen, og alting gav pludselig meget mere mening.
Mødet med kommunen, hvad jeg gjorde for at forberede mig og hvad der skete dagen efter underretningen, det kan du læse om i næste del af denne føljeton. Og så har vi stadig til gode at møde min anonyme underretter. Det kommer du også til meget snart.
PS. Som en lille bonus oplysning kan jeg fortælle at jeg har fået læselysten tilbage, og for to dage siden, dagen inden min deadline, afleverede jeg den nok bedste eksamensopgave på studiet til dato, en opgave jeg er sindssygt stolt af i pædagogisk psykologi og inklusion, som jeg skal til eksamen i om et par uger. Hell-fucking-yeah! Næste skridt er at få grinet tilbage, og i dag, på gåturen med min kloge datter, kunne jeg grine igen.
“They Tried to Bury Us, They Didn’t Know We Were Seeds”
