Anonym underretning vol 1. Brev fra kommunen

Dette blogindlæg er en del af en føljeton i 4 dele:

Læs del 1 her: Anonym underretning vol 1. Brev fra kommunen

Læs del 2 her: Anonym underretning vol 2. Umulig ventetiden og grinet der forsvandt

Læs del 3 her : Anonym underretning vol 3. Mødet med kommunen (long read)

Læs del 4 her: Anonym underretning vol. 4 Mød min anonyme underretter

Jeg er startet på dette blogindlæg mange gange i mit hoved, men der kom ikke noget til mig. Jeg var tom for ord … noget der ellers ikke sker særlig tit. Måske fordi det stadig går ud over min fatteevne, at der har siddet et vaskeægte rigtigt menneske (hende kommer vi til senere), og har sendt en anonym underretning på mig og mine børn. Jeg har valgt at dele ALT i denne føljeton, som bliver udgivet over de kommende uger, og som har forskellige overskrifter, emner og fokuspunkter. I denne første del deler jeg selve underretningen. Velkommen til.

Har du spørgsmål, information eller egen historie du gerne vil dele, er du velkommen til at benytte min kontaktside her på bloggen og kontakte mig direkte.

Busturen

D. 30. april kl. ca 12 sidder jeg i en bus på vej til havet. Jeg har fået et af mine ret sjældne muligheder for at være alene i mit eget selskab, og samtidig gøre noget for mig selv. Normalt får jeg kun børn passet hvis jeg skal arbejde eller i praktik, men lige i dag var der et vindue, og jeg kastede mig igennem det. Senere skulle pigernes far, den store og jeg til Selinnas sidste dag i børnehaven, en virkelig stor dag (læs om dagen her), i forvejen fyldt med sorg og glæde, fordi vi skulle sige farvel til en fuldstændig fantastisk børnehave, som begge piger har gået i, og som vi har haft verdens bedste samarbejde med. Samtidig skulle Selinna starte på sin nye skoledag dagen efter, og jeg skulle som mor lige rumme alle de store følelser på en gang. Jeg trak vejret dybt ned i maven, taknemmelig for muligheden, taknemmelig for at vi har været så velsignet med så skønne voksne omkring begge børn.

Pling.

Du har modtaget en besked fra e-boks.

Jeg åbner e-boks, logger ind og ser at det er en besked fra Lyngby Taarbæk kommune, hvor jeg bor. Jeg tænkte at det sikkert var noget med letbanen igen, og sikkert noget der ikke vedrører mig. Jeg åbner indbakken, og med det samme jeg ser emnelinjen ved jeg hvad emailen handler om, og jeg ved også med ret stor sikkerhed hvem der er afsender på den, men det vender vi tilbage til senere.

“Du har modtaget en anonym underretning, du indkaldes hermed til partshøring i sagen”

En anonym underretning. Da jeg læser mig igennem de første linjer af den anonyme underretning står det lysende klart at jeg havde ret i mine fornemmelser omkring hvem afsenderen er. Jeg læser det hele igennem og ser bilagene til underretningen. Der er vedhæftet 4 bilag. Dem kan du se her, ligesom du længere nede får lov at læse hele underretningen i dens fulde længde:

Badetur af skam-regel

Af alle steder i verden jeg kunne modtage den anonyme underretning, er jeg glad for at jeg modtager den i en bus, på vej ud til Taarbæk havn, hvor jeg skal bade i iskoldt vand. Jeg kender ikke bedre midler for kroppen end havbad, når det kommer til at finde fodfæste, grounding og ro. Mit hjerte hamrer og jeg bliver lige dele rødglødende af raseri og sindssygt krænket da jeg modtager underretningen. Og så lige på Selinnas sidste dag i børnehaven, af alle dage.

Jeg har en regel i mit liv om, at hvis jeg skammer mig over noget, eller noget suger helt urimelig meget energi ud af mit liv, så skal jeg aldrig sidde med det alene, og den her anonyme underretning er så langt ude at jeg, ligesom med så mange andre ting jeg har delt med mine følgere i de 17 år jeg har været blogger, vælger at dele den ud på alle mine sociale medie platforme. Jeg skriver sådan her, og deler hele underretningen, som du kan læse herunder: “Ja, det er jo så en slagsiderne ved at dele sit liv på SoMe. Men det er positivt at folk reagerer hvis de er oprigtigt bekymrede for mine børn. Det er jeg nu ikke, så den tager vi i stiv arm.”

Der var intet som helst stiv arm over at modtage den underretning, det kommer jeg meget mere ind på i næste del af denne føljeton. Havde det været en ægte bekymret medborger, en af pigernes pædagoger, en nabo, en veninde, en der kender os og som havde en oprigtigt bekymring for mine børns trivsel og sikkerhed, så havde jeg naturligvis aldrig nogensinde delt den, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. Fordi jeg kan se at den anonyme underretning kommer fra en stalker, fordi jeg kan læse at det helt 100% ikke er en person der kender vores liv privat, så ser jeg ingen grund til at sidde på den selv, og derfor vælger jeg dele den med alle. Mine følgere, mine naboer, mit fb-netværk, min familie, alle der gider høre om det. Der er udelukkende tale om et angreb, og nul procent bekymring for mine børn og deres trivsel, og hvordan kan jeg skrive det med så stor sikkerhed? Jo det må du vente til de kommende to dele af føljetonen for at finde ud af.

Haterne

Der er bare mærkelige mennesker på internettet, her er en af dem der reagerede på at jeg delte min underretning, altså udover de hundredevis, der er lige så chokerede som mig, herunder store dele af mit private netværk, psykologer jeg kender privat, socialrådgivere, lærere, specialpædagoger, krisecentermedarbejdere, læger og sygeplejersker der alle har skærpet underretningspligt … jeg har et rimelig stort netværk og en kæmpe kontaktflade, hvoraf en ret stor del kender både mine børn og mig). Alligevel vil jeg lige knytte en kommentar til den her kommentar, så jeg ikke bhøver spilde min tid på at gøre det igen.

Nej Iben, der er intet som helst “private oplysninger” i den anonyme underretning jeg deler. Havde det været et oprigtigt bekymret menneske, der havde underrettet mig, så havde det været en helt andet snak. Det her er intet andet end en kreativ, dømmende og tunnelsynet fortolkning af offentlig tilgængelige informationer, taget ude af kontekst, som man har forsøgt at koge sammen til et billede af min person som intet har med virkeligheden at gøre. Det kan jeg i øvrigt også dokumentere, og kommer til det i de kommende dele af denne føljeton, ligesom jeg først går rigtigt ind i indholdet af underretningen i de kommende to dele. Der må du lige væbne dig med tålmodighed lidt endnu.

Jeg manipulerer ingenting. Som du kan se tolker folk fuldstændig frit ud fra hvad jeg deler, og jeg har ikke bedt folk om at tænke på nogen særlig måde. Folk kan læse underretningen, og tænke præcis hvad de har lyst til. Ligesom du selv gør. Hvis du føler dig manipuleret, så må det stå for egen regning.

Og nej Iben, ingen andre end jeg ved om de 4 screenshots afspejler 1:1 de virkelige hændelser. Der er 24 timer i døgnet, og jeg livestreamer ikke mit liv på internettet, derfor er der en masse information ingen andre end jeg sidder inde med, og det gælder både denne aktuelle dag, og det gælder London-Turen som du, mig bekendt, ikke deltog på eller var en del af. Nu skal jeg give dig en helt gratis lektion i sociale medier. Det du ser, hører og oplever på sociale medier, det er redigerede bittesmå fragmenter af en virkelighed du aldrig nogensinde vil komme i nærheden af det fulde billede af. Så når du påstår at du kan finde en 1:1 afspejling af virkelige hændelser på sociale medier nogen som helst steder, så afslører du samtidig din uvidenhed, når det kommer til din færdsel på internettet. Jeg håber du fortsat læser med, og lærer lidt om netop det under denne føljeton, du er i hvert fald meget velkommen.

Når du skriver at jeg ikke forstår hvad der er gået galt, så skriver du ud fra præmissen om at underretter må have patent på sandheden. Når nu jeg sidder med 100% viden omkring alle forhold nævnt i underretningen, modsat underretter som ikke engang nærmer sig 1%, så er det alligevel friskt af dig at mene at det er mig der ikke har forstået “hvad der er gået galt”, eftersom jeg var der selv, og præcis ved hvad der er foregået, hvilket naturligvis også er årsagen til at jeg uden problemer kan dele underretningen, fordi der ikke er noget galt, mine børn ikke er, eller har været i fare, og fordi jeg ikke er blevet underrettet af en der har skyggen af kendskab til mit privatliv og familieliv.

Så, som du kan se, så er din kommentar ikke slettet, jeg har sågar taget den med her, det hpber jeg du værdsætter, fordi jeg synes den var relevant i forbindelse med denne del af føljetonen.

Partshøring

I Danmark er det sådan at vi har underretningspligt. Nogle faggrupper, herunder lærere, psykologer, læger, pædagoger, socialrådgivere mv. har skærpet underretningspligt. Det er en rigtig god ting. Vi har også muligheden for at underrette anonymt, hvilket jeg er fortaler for, også på den anden side af nu selv at have modtaget en anonym underretning. Det er uhyre vigtigt at vi hjælper de børn og unge i Danmark som har brug for det, og at vi hjælper de familier som har brug for en ekstra hånd, aflastning og i yderste konsekvens at barnet bliver fjernet fra hjemmet.

Da jeg modtager indkaldelsen til partshøring i kommunen, gør kommunen blot det de skal ifølge loven. Kommunen kan ikke afvise eller ikke-undersøge en anonym underretning, så deres maskine kører, og det er sådan set ret betryggende, så der ikke er nogen der falder igennem systemet.

Jeg er indkaldt til partshøring d. 22 maj i Lyngby kommune. Jeg har modtaget den anonyme underretning d. 30. april. Det er ikke rocketscience at tænke sig til at det er ret lang tid at vente på at komme til møde på kommunen. Hvordan det har været at vente 23 dage på en partshøring, hvad der pludselig, til min store overraskelse, skete samme dag som jeg modtog underretningen, hvordan partshøringen gik, hvad der skal ske nu, og selvfølgelig afsløringen af hvem min underretter er, det må du vente med til den kommende uge. Jeg glæder mig til at dele resten med dig.

Så her er den. Del 1. Underretningen. Nu har vi et fælles fundament at tale ud fra, og igen, har du spørgsmål, egne erfaringer og historier du vil dele, er du socialrådgiver, poltiker eller anden fagperson der gerne vil have dit besyv med i denne føljeton, så er der også plads til det. Tøv ikke med at skrive til mig på min kontaktformular, som du finder her:

Tak fordi du læste med. Det er selvfølgelig en meget sårbar, grænseoverskridende og personlig historie jeg her deler, og jeg kan kun håbe at du læser med med ansvarlighed. Emnet er alt for vigtigt til bare at sidde med alene, og jeg har et højere formål med at dele min historie. Du vil finde ud af hvorfor undervejs.