Sorg og glæde – et sidste farvel til børnehaven

Min stemme har knækket sig igennem ”Solen er så rød mor” her til aften, og nu putter begge mine piger på hver side af mig, og mine øjne løber stadig i vand. Min mave har det mærkeligt, og jeg ved at i morgen bliver en svær dag. Vi skal nemlig sige farvel til begge pigers børnehave i morgen, hvor Selinna har sidste dag, og hvor alle os forældre skal mødes og sige farvel til et sted der på alle måder har gjort en forskel.

To forskellige børn

Jeg har to vidt forskellige børn. Det ene barn med en viljestyrke der kan vælte klipper, højt begavet og med et kæmpe abstrakt indre univers, fyldt med kærlighed til verden. Det andet barn en lille svævende fe, eller spirit fra Eywa-træet i Avatar, så fin og samtidig så powerfuld og knivskarp.

Guderne skal vide at det har været svært at finde det rette sted til begge pigerne, og jeg har da også været omkring 9 forskellige institutioner (fordelt på 2 børn, læs alt om institutionsskifte her), før vi midt i Corona-krisetid fandt denne fine børnehave, som bare har forandret hele min oplevelse af institutionslivet. Først da vi landede her oplevede jeg at institutionsliv kan noget helt andet end at agere børneopbevaringsplads for forældre og samfundet. Her kan børn få lov at blomstre op. Her bliver børn set. Og det blev begge mine.

Sorg

Jeg kan allerede nu afsløre at jeg ikke kommer igennem dagen i morgen uden at græde. Jeg har allerede grædt i dag. Og jeg ved jeg får svært ved at se pædagogerne i øjnene uden at bryde sammen. Derfor har jeg skrevet breve til dem, så jeg er sikker på jeg får sagt det jeg gerne vil sige, og at de også får ordene med hjem, og ikke kun halve sætninger kvalt i gråd. Man må være lidt på forkant der.

Det er virkelig et svært farvel til en hverdag som bare har været så fuld af glæde, kreativitet, venskaber, tryghed, udfoldelse, nærvær, oprigtig interesse, fagfolk med personlighed, anarki (ift skøre corona-regler og kommune-regler der ikke giver mening) og omsorg. Det kan tælles på en hvor mange gange Selinna ikke har ville i børnehave, til gengæld har jeg ikke tal på hvor mange gange hun hellere ville i børnehave end at have en fridag. Det er også svært for Selinna at skulle stoppe, og det er så småt begyndt at gå op for hende at det rykker meget tæt på nu. Jeg er forberedt på en overgangsperiode hvor det hele bliver lidt svært med savnet af det gamle, og overvældelse og manglende tryghed i alt det nye. Men jeg ved også at Selinna nok skal klare det, og at alt godt kommer til en ende, og så venter noget nyt forude.

Glæde

Derfor er det naturligvis også med både glæde og spænding vi går en ny fremtid i møde, men vi må virkelig lige tage en dag ad gangen lige nu, og hvis det er for meget, så må vi tage en time eller et minut ad gangen, så vi kan have os selv med i dette store skifte vi står i i morgen. Men Selinna glæder sig rigtig meget til at starte på sin nye skole, og hun er simpelthen så klar til det.

Frygt

Når alt det så er sagt, så har jeg selvfølgelig også en frygt med mig i maven. Sidst jeg stod her var det med mavepine og beslutningen om at jeg ville sende mit første barn ind i skoleverdenen med en ren tavle, og med bevidstheden om at min egen skolehistorie det var min egen skolehistorie, og selvom jeg havde mistet tilliden til skolesystemet fra min egen barndom, så skyldte jeg både mig selv og min store datter at vaske tavlen ren og tro på at de ikke kom til at ødelægge mit barn. Det skete så ikke helt som jeg havde håbet, og frygten for at skulle igennem det samme igen, den sidder i min krop. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg møder skolen med en ren tavle igen.

Tillid

Til gengæld møder jeg skolen med tillid, men også med en vis forventning. Jeg møder skolen med en kæmpe rygsæk og ballast, en ståen fuldstændig klippefast i mig selv, og med en styrke som ingen kan tage fra mig. Ikke at der skal være kampe eller modstand, men jeg har virkelig fået bygget mig noget muskelmasse op i helingen og hjemmeskolen, som jeg kan mærke giver mig ro inde i frygten. De to ting kan heldigvis godt eksistere på samme tid. Jeg kommer til at møde skolen med en meget fyldt værktøjskasse og med en anden energi end jeg gjorde med min store datter, og sådan bliver man klogere for hver beslutning man tager og hver beslutning man lever.

Så, i morgen bliver der grædt tårer over et farvel, og dagen efter bliver der nok grædt et par tårer over et nyt goddag, og over at mit yngste lille barn skal sige farvel til det trygge børnehaveliv og sprede sine vinder ud og flyve videre ud i verden sammen med en masse nye dejlige mennesker.

Det bliver et eventyr.

 Kærlig hilsen

Frejamay